Hej alle hjemme i Danmark.

Siden sidst har vi været i Wellington og Taupo. I Wellington legede vi rigtig turister og gik gennem byen for at ende ved Parlamentet og en bygning der bliver kaldt Bikuben (skulle ofte repræsentere Wellington i forskellige sammenhænge for at få Wellington på verdenskortet). Derudover var vi også på National Museum of New Zealands - "Te Papa". En god oplevelse for bl.a. at få noget indsigt i New Zealands kultur, historie, klima og geologi. Det var et kæmpe museum, og man blev også rådet til kun at vælge nogle af udstillingerne ud - lidt ligesom på det danske nationalmuseum, så man ikke bliver for træt af al den information. Det endte dog alligevel med at vi brugte en del timer der.

Af andre spændende ting i Wellington kan nævnes cykelløb, et eller andet New Zealandsk "Classic Race", og en lyserød dessertrestaurant der lå på en af de brede byveje i Wellington. Udefra lignede den ikke noget specielt, men da vi først så dessertkortet og bagefter så desserten ændredes vores førstehåndsindtryk. Er du sindssyg nogle desserter! De var kæmpe store, og hvis man havde bestilt aftensmad foerst, så ville man ikke kunne have spist desserten. Thore fik en stor kyssekage med flødeskum, frugter og stivnet sirup oven på, og jeg fik et stort stykke chokoladekade med is, frugt og stivnet sirup. Og desværre havde vi ikke taget kamera med, og det ærger vi os meget over. For det var et vildt syn. "Strawberry Fare" kan varmt anbefales. Ellers fik vi ikke set så meget andet i Weillington. Jo, en masse AC/DC fans. De spillede nemlig deres anden koncert den dag vi ankom. Så fans rendte rundt alle vegne.

Efter at have opholdt os i Wellington i nogle dage bevægede vi os nordpå mod Taupo igennem nationalparken, Tongariro National Park, som husede tre større vulkaner, Mt Ruapehu, Mt Mt Tongariro og Mt Ngauruhoe. Sidstnævnte er for øvrigt brugt i Lord of the Rings som Mt Doom, hvis nogle skulle have interesse i denne lille oplysning. Derudover var nationalparken mange steder ren slette med en smule buskvegetation.

Nå, men Taupo var en by med ca. 20.000 indbyggere. Området vi boede i lignede et typisk amerikansk forstadskvarter med ikke alt for prangende huse. Det virkede som om, at man brugte sine penge på chromfælge og nye udstødningsrør i stedet for at sætte sit hus i stand. Måske er det også svært at stå for biludstyrs-fristelserne, når der ligger en bilforhandler eller mekaniner på hvert gadehjørne, for det gjorde der vitterligt i Taupo.

Vi endte med at være i Taupo en ekstra dag, da vi kom ud for nogle KiwiExperience-problemer. Bussen kom aldrig og hentede os ude foran All Seasons Holiday Park, som vi ellers havde skrevet som pick up location på en seddel i en tidligere bus. Vi ventede en time, hvor Thore derefter gik ind for at ringe til Kiwi, der sagde at bussen ikke hentede personer ved Holiday Parks (underligt at driverguiden ikke sagde noget om det i den tidligere bus, når han kunne se, at vi havde skrevet "All Seasons Holiday Park"). Derudover fandt Thore også ud af, at det ikke er en god idé at bruge sit MasterCard i en telefonboks - det endte med at blive $53 NZ. Gang det med 4,2 og du har det i danske kroner. Vi gik derefter den lange tur ned til centrum af byen med fuld oppakning til et sted der hed Rainbow Lodge (et sted, hvor Kiwi-bussen godt kunne samle os op), som var et hyggeligt lille sted.

I Taupo var vi bl.a. ude og se Huka Falls. Et vandfald der falder med 10 m. Og så har vi prøvet en thermal pool, hvilket var virkelig lækkert. At sidde der i et lille indhak i Waikato River, hvor vandet bare var vildt varmt. Nogle steder så varmt, at man næsten følte man blev skoldet. Det var lidt ala Lalandia, med klipper og vandfald omkring en. Denne her var bare virkelig.

Kommentar (thore): Tak fordi du gjorde mig rigtig glad d. 2. februar, Sofie. Og fødselsdagssangen i teltet gav én en smule fødselsdagsfornemmelse.. :)

Kommentar (thore): Fandt ud af at bruge dåseåbneren i schweizerkniven, papi. ;) Den er jo kun til højrehåndede, så den voldte nogle problemer i starten.

Nu er vi så i Rotorua indtil d. 8. februar, hvorefter turen går mod Auckland og Paihia. Da vi forlod Taupo havde vi sat os for at bo på Kiwi Paka, en blanding af et hostel og en campingplads, hvor en overnatning pr. person kun kostede 36 dKr. En del billigere end de +100 kr. man skulle have været af med for et dormroom på Base Backpackers (det hostel hvor størstedelen af Kiwibus-passagerne bor på). Teltpladsen er dog ikke helt en femstjernet, da det er det rene jord man ligger på. I går, d. 5. feb. tjekkede vi lige byen ud for butikker, seværdigheder osv., mens vi i dag har været i Wai-O-Tapu, et større område af kratere, gejsere, mudpool, svovlsøer mm. Disse er skabt af forskellige grunde og på forskellige tidspunkter i vores historie af bl.a. jordskælv, vulkanudbrud og gasser under jorden. Nogle af stederne i Wai-O-Tapu var skabt for over 160.000 år siden, mens andre steder af området ikke var mere end 100 år gamle.

Varmen er stadig ulidelig, og man bliver hurtigt træt i denne varme. Nu og da kommer der en lille regnbyge, men det er godt nok sjældent. Efter regnbygen er ovre kommer varmen og de 30 grader hurtigt igen.

Saa kom turen til Auckland, hvor vi bor lige i hjertet paa byen. Dejligt nok, da det er taet paa alting. Dog faar man hurtigt for meget af storbyen, saa vi toer slet ikke taenke paa, hvordan det bliver, naar vi kommer til USA. Den foerste dag i Auckland fik vi gaaet rundt i byen og fik bl.a. fremkaldt vores undervandsbilleder fra delfinturen. Desvaerre er de ikke blevet ret gode. Enten har vi ikke naaet at faa delfinerne med, ellers ogsaa er de meget sloerede. Men det var ogsaa svaert at fange dem lige i oejeblikket de svoemmede forbi. Og saa har vi fundet ud af, at Medina er blevet kendt her paa den anden side af jorden. De hoerte hende i hvert fald som baggrundsmusik i en af butikkerne jeg (Sofie) var inde i. Thore har fundet en bog, som han laeser i konstant. "Vejen til Washington," saa han overlader shoppingen til mig.

Lige et sidespor. Paa vej til Auckland fik vi set pink faar. Aner ikke hvorfor de ser saadan ud, men de var ret funky.

Ellers har vi vaeret i Auckland Zoo, der ligger omkring 20. mins koersel fra byen. Og her fik vi endelig set de beroemte kiwi fugle. Ret sjove dyr. Det eneste de naermest har, er en krop, et naeb og to ben. Og saa gaar/loeber den frem og tiilbage hele tiden. Vi saa ogsaa flodheste, som vi var meget betagede af. Ikke fordi de er de stoerste skoenheder, men de er kaempe store. Og gabet og taender endnu stoerre. Og saa havde de et ret skummelt blik, naar de kun havde oejne og naesebor ovenvands og svoemmde hen mod en. Ligesom alligatorer, som vi desvaerre ikke saa, fordi deres territorium var ved at blive lavet om. Vi er blevet enige om, at Odense Zoo er hyggeligere end Aucklands. Odense er mere boerne- og familievenlig med flere legepladser og spisesteder osv. Men mange af de samme dyr har de. Det fik os dog alligevel til at stille os op foran kameraet med et dyr i baggrunden.

Nu er vi saa kommet til Paihia. (Pai = good og hia = here.) Og der er virkelig dejligt her. Derfor har vi ogsaa besluttet os for, at blive her i 6 dage, da vi har mange dage endnu, og ikke gider at vaere i Auckland ret laenge. Vi bor paa et sted kaldet "Pickled Parrot." Navnet har de fra deres Papegoeje der gaar rundt og siger som en kat. I gaar var den ved at spise noget af lynlaasen fra Sofies pung, da vi legede med den. Saa det var noget af en kamp, at faa den fra den igen. Men det lykkedes. Ellers har de gratis morgenmad her, hvilket sparer os for en masse penge. Vi naaede dog ikke rigtigt at faa glaede af det i dag, da vi allerede skulle af sted kl. 7. Vi havde nemlig booket os paa en tur til Cape Reinga. Nordoeens nordligste punkt og der hvor Stillehavet og Det Tasmanske hav moedes. Vi kunne dog desvaerre ikke komme ned og staa med et ben i hvert hav, som paa skagen. Vi stod paa en bakke/klippe og kiggede ned paa det i stedet, og det var flot. Det Tasmanske Hav er lysere end Stillehavet, saa man kunne ret tydeligt se hvor det delte sig. Vi kom ogsaa ned paa stranden og spiste frokost og derefter var der tid til at bade i Stillehavet, som havde ret store boelger. Nok paa stoerelse med Vesterhavets. Vi havde desvaerre ikke ret lang tid de forskellige steder, da guiden, som altid, har en tidsplan der skal holdes. Vi kunne godt have taenkt os at vaere der i lidt laengere tid. Efter badeturen var det tid til sandboarding. (Taktisk smart at baade foerst og saa rulle sig i sandet. Dette var ironisk.) Sandboarding gaar ud paa, at tage sit board under armen, gaa op af en stejl sandklit, smide sig paa boardet og koere ned ad sandklitten. Og tro mig, det var en vildt hoej klippe, og det var virkelig haardt at gaa op af den. Det var dog ret sjovt at koere ned. Ogsaa for Sofies vedkommende, indtil hun trillede af boardet paa halvvejen og fik sand overalt. Mund, oere, haar, lommer osv. Men det fik naesten alle, og vi finder stadig sand i oerene. Maaske naar vi at faa det helt med hjem til Danmark. (: Efter sandboarding som ikke tog specielt lang tid, fordi de fleste kun orkede at gaa op at klitten én gang, koerte vi hen til endnu en strand og kunne nu staa med foedderne i Det Tasmanske Hav, og kigge ud paa den rigtige Hole in The Rock. Vi har booket os paa Hole in the Rock Cruise i morgen, men det er saa aabenbart en falsk en vi skal ud at se. Thore fik ogsaa samlet en del muslinger, som han vil spise i aften. Jeg ved nu ikke om jeg synes de ser saa appetitlige ud, men det kan de maaske blive. Vi maatte ikke bade i Det Tasmanske Hav fordi det er farligt. Der er 3-4 stykker der siden 1. Januar allerede er doede. Stranden er ogsaa kaldet Ninety Mile Beach (fordi der engang var en mand der besluttede sig for at gaa hele stranden til ende. Han gik i tre dage, 30 mil hver dag… derfor hedder den det. Muligvis er den dog kun 60. Buschauffoeren, Dice, mumlede i hvert fald noget om det. Dog kunne man sagtens ogsaa komme til at koere 90 miles an hour, hvis man gad. Lastbilen, som var lavet om til bus, kom nok kun op omkring 100 km. i timen.) Mens vi koerte paa stranden saa vi vilde heste staa oppe paa graesset. Det var ret vildt at se dem, og guiden sagde ogsaa at det ikke var ofte man saa dem. Vi vidste ikke engang de havde vilde heste her. Ret specielt. Det skulle vist nok vaere et af faa steder i verden, hvor der stadig lever vilde hesteflokke.

(Sofie) Jeg synes det er trist at vi snart skal fra New Zealand. Det er uden tvivl et fedt sted. Saa nu maa vi se om USA kan foelge op paa det. Det bliver svaert. J