Hej alle i kolde dk. J Siden sidst er der sket en masse ting, saa nu skal I hoere.

Vi ankom til Queenstown d. 20, og det er virkelig en dejlig by. Den ligger lige ned til en stor soe, bjerge og Queenstown Gardens. Vi lagde ud med at bestige Queenstown Hill, og det var ikke ligefrem min (Sofie) yndlingsaktivitet. Jeg tror, jeg opgav at naa toppen 20 gange mindst. Men vi naaede da derop af, og fandt en udkigspost, hvor man kunne kigge ud over Frankton (en by ved sidenaf Queenstown.) Thore havde taget sit malergrej med, saa han satte sig til at tegne og jeg lagde mig ned og slappede af. Ellers fik vi ogsaa proevet bungyjump ved Kawarau Bridge. Det foerste sted i verden man kunne hoppe bungyjump. Den var dog "kun" 43 m. Men 43 m eller 134 m, er ret ligegyldig tror vi. Det er springet, der er det vildeste. Thore fik dog sprunget ud ret hurtigt med et "AAAARHG", mens jeg stod der lidt laengere. Jeg var virkelig bange, men jeg gjorde det. Og det er det der taeller! Og det var vildt fedt, da man foerst havde sprunget.

Dagen efter tog vi et smut til Milford Sound. Faktisk er det blevet doebt et forkert navn, da det egentlig er en fjord og ikke et sund (sound). Definitionen paa hvad forskellen er, kan vi selvfoelgelig ikke huske i skrivende oejeblik, men I kan jo slaa det op, hvis I finder det interessant at vide. Naa, men turen til Milford Sound var en hel dagsrejse, startende kl. 7.20 og sluttede omkring kl. 20. Det var dog ikke kun Milford Sound der var utroligt smukt, men ogsaa koereturen derud. Vi kom igennem nationalparken, Fiordland National Park, som i kvadratkilometer var paa stoerrelse med Holland. Det foerste stykke af parken vi kom igennem var hovedsageligt enge og aaer med dale over det hele, men jo flere kilometer der blev koert, jo groennere blev det ogsaa. De hoeje bakker blev til bjerge med sne paa, engene blev til store skove med gamle krogede traeer (native trees) og aaerne blev til floder og vandfald med det klareste blaa isvand fra bjergtoppenes gletchere. Et sted stoppede vi da ogsaa op for at faa fyldt vores vandflasker op med dette dejligt kolde og forfriskende vand.

En lille sidehistorie: New Zealand er utroligt kendt for Milford Track (en gaatur igennem Fiordland Nationalpark, som ender ved Milford Sound (kan koste fra 700-3500 NZ dollars. Smaa 15.000 dKr)). For mange aar siden, da Milford Track ikke var saa overrandt af turister (som os), begav en mindre flok mennesker (vist nok en familie + et par andre) sig ud paa dette track. Da de skulle over et bjerg blev et lille barn paa 7 aar vaek paa bjerget - man fandt hende aldrig, men opkaldte bjerget efter hende - Mount Christina.

Vi kom ombord paa en mindre cruiser med plads til omkring 300. Der var vildt mange japanere og vildt mange kameraer. Milford sound var rigtig flot med bjerge paa begge sider, daekket med traeer af alle mulige slags paa de mest stejle bjergsider. De naede helt ned til vandet og nogle af dem havde slaaet rod i klippespraekkerne. Der skulle ikke meget til for at noget kunne vokse her - det skulle dog ogsaa vaere et af de vaadeste omraader paa jorden. Vi sejlede laengere op ad fjorden hvor vi saa nogle smukke vandfald og til sidst kom helt ud til fjordaabningen og Det Tasmanske Hav.

Maaske havde vi for store forventninger eller maaske var det maengden af mennesker (og japanere) paa stedet... men vi havde paa en eller anden maade regnet med mere, end hvad vi saa. Ingen skal dog komme og sige, at det ikke var flot. Det kan dog vaere at vi aendrer vores syn paa Milford Sound, naar vi om nogle aar kigger tilbage paa det. Thore syntes dog i skrivende stund, at koereturen igennem nationalparken var flottere.

Fra Queenstown - Christchurch:

En laaang bustur paa smaa 8 timer med et par stop ved nogle utroligt flotte turkisblaa soeer (Pukaki og Tekapo). Den blaa farve kom af at:

- vandet fra starten af var saa klart (det er igen bare sne/is, som er smeltet og loebet ned ad de mange floder fra bjergene)

- ... og nogle sedimenter fra klippeblokkene, som gjorde det klare vand helt turkisblaat. Sigtedybden var noget naer nul - lidt ligesom naar man skal lave kalkvand, her er det bare blaat i stedet. Derfor kunne man heller ikke se, hvor dybe soerne var... de var dog fyldt med en masse skarpe klippesten fra gammel gletchertid.

I Christchurch smuttede vi ind paa det samme hostel, som da vi ankom. Dagene gik med at gaa tur i Botanic Garden (og give aender mad - masser af mad. Det er nu definitivt Sofies yndlingsdyr at skulle fodre), se Christchurch Cathedral og tage et smut paa Canterbury Museum, som faktisk var meget spaendende. Her kunne man blandt andet laere en masse om New Zealands foerste bosaettere, Maori'erne.

Kaikoura:

Nu er vi saa ankommet til Kaikoura, og bor lige nu i Alpine Pacific Holiday Park paa en teltplads. Det endte med, at vi maatte overnatte en ekstra nat her i Kaikoura, da vi ikke kunne faa to pladser i bussen, heller ikke selvom vi ringede to dage i forvejen. Det er dog foerste gang vi har haft problemer med at kunne booke pladser, saa det gaar nok. Vi har nok af dage at tage af, saa en ekstra dag i denne lille kystby passer fint nok. Indbyggertallet er omkring 3500, men mon ikke der er en del flere i byen her i sommermaanederne - vi laeste, at byen over de sidste 15 aar er blevet til noget af en turistattraktion med sevaerdigheder som "whale-watching", "dolphin-diving", "albatross-tours". De koster dog ogsaa kassen disse aktiviteter, men vi var alligevel villige til at betale de $ 160 pr. person som det koster at komme ud og svoemme med the dusky dolphins, som de hedder. Og det var virkelig de penge vaerd. Vi stod op kl. 04.30, tog godt med toej paa, og gik derefter de 30 min. gang ned mod Encounter Dolphins, hvor vi hver isaer fik udleveret vaaddragter, svoemmefoedder, dykkerbriller, snorkel og dykkerhue. Derefter blev vi koert ned til en lille baad, som skulle sejle os ud til delfinerne. Og der var virkelig mange delfiner. Gaetter paa omkring 200-300 stk mindst. Og de svoemmede saa taet paa en, at man kunne roere dem, hvis man raekte haanden ud, men det maatte vi selvfoelgelig ikke, for det er jo vilde dyr. Men det var virkelig en fed oplevelse. Der var ogsaa tid til at staa paa daekket og tage billeder af dem oppe fra, og se dem lave alle deres seje hop, og svoemme lige nede foran baaden. Og bagefter fik vi varm kakao og virkelig haarde kager.
Og for lige at snakke om Kaikoura, saa er det bestemt ikke vores lykkeby. Foerst laaste Sofie teltet og kunne derefter ikke finde noelgen, som saa viste sig at sidde i laasen da vi kom hjem igen. Virkelig fedt, at laase sit telt og saa lade noeglen sidde i laasen. Derudover havde vi koebt de dejligste yoghurte, som vi kom i koeleskabet efter vi havde spist lidt af det til morgenmad i morges, men da vi saa kom hjem, havde sovet til middag og saa ville have noget mad, var de helt frosne. Saa var det en fryser vi var kommet til at komme dem i. Men vi fik toeet dem op, og fik noget i skrutten. Bare rolig. Men a-mennesker, det er vi bestemt ikke!

Lige nu sidder vi paa Base i Wellington. Det tog naermest en hel dag at naa hertil. Foerst var bussen 1 time forsinket, faergen tog 3 timer og det endte med at vi var her omkirng kl. 5, hvor vi straks lige efter gik op i koekkenet og lavede nudler. Guf. Ellers har vi vaeret ude at gaa i byen, og render ind i AC/DC fans hele tiden. De spiller nemlig deres 2. koncert her i aften.

Naa, men vi skriver igen, naar vi faar oplevet noget mere der er vaerd at skrive om. :) Og forhaabentlig ogsaa snart lagt nogle billeder ind. Men det tager virkelig en krig!