Sidste blogindlæg fra New Zealand inden vi sidder i flyet til USA.

Paihia… Continued.

Dagene oppe i Paihia var rigtig gode og vi fik ogsaa sejlet kajak, som stod paa vores liste af "will-do" her paa New Zealand. Vi lejede en doublekajak i 4 timer og roede hen mod en mangroveskov, som damen, vi lejede kajakken af, opfordrede os til at goere foerst pga. tidevandet. Det var dog ret svaert at sejle derinde pga. de mange taetstaaende og lave traeer, saa vi sejlede hurtigt ud paa aaben flod igen og derefter hen mod Paihiaomraadets eneste naevnevaerdige vandfald, Haruru Falls. Vi sejlede dog forkert, selvom der skulle have vaeret "no doubt where it is" (ifoelge damen i udlejerbiksen), og tog turen frem og tilbage paa floden et par gange - vi fandt det dog til sidst. Et ret lille vandfald som var noget skuffende at se. Hvis man havde gaaet turen derud, ville det have taget 2,5 time hver vej, saa vi prisede os lykkelige for, at vi ikke gjorde dét (det var endnu en af de rigtig varme dage i Paihia - i solen har det nok vaeret omkring de 35o C). Paa vej tilbage og forbi mangroveskoven var det utroligt lavvandet - selv helt midt ude paa floden, saa det var ret svaert at ro, og vores ror blev ved med at falde af. Til stor irritation for Thore eftersom han var styrmanden. Vi naaede ogsaa at sejle over til en af de 144 oeer, og fik noget at spise inden vi sejlede tilbage og afleverede kajakken kl. 2 (i mindre god stand - HVIS det da var os, der havde oedelagt deres ror. Sofie mener ikke at det var os, Thore tror lidt, at det var - "Det var muuuuligvis sket inde i mangroveskoven, da vi bakkede… det sagde saadan lidt "knaek" eller noget i den stil" huskede Thore. Han var ret lettet, da vi bare fik at vide, at vi bare kunne smutte. Hun havde vist ikke tjekket den helt efter i soemmene.

Naa, men vi var ogsaa paa et "Hole in the Rock"-cruise version 2.0. Da vi skulle til og af sted regnede det en del, men faa minutter efter, da vi var kommet ombord paa baaden, var det det dejligste solskinsvejr. Utroligt at det kan skifte saa hurtigt, men super lige i denne situation. Dette var saa det andet sted man kunne opleve et "Hole in the Rock" paa NZ. Ved stille boelgegang ville det have vaeret muligt at sejle igennem hullet, men desvaerre var der for meget vind til at det ville vaere sikkert at sejle igennem den dag. Lidt aergeligt, men alt kan heller ikke gaa som man vil have det. Derudover boed cruiset (det lyder fint med et cruise, men var nu altsaa bare en baadtur) paa et ophold paa en af de andre 144 oeer. Her var det faktisk muligt at campere og overnatte, hvis man havde taget telt med. Det blev dog kun til en bade- og vandretur rundt paa oeen inden vi igen hoppede ombord paa "krydstogtskibet" og tilbage til byen Paihia.

Menuen tilbage til Auckland bestod af en hovedret paa 4 timer i en ikke alt for vellugtendende bus og halvvejs blev "Toemmermaend i Vegas" smidt paa - det er anden gang vi ser den (der har dog vaeret mulighed for en trejde, men her faldt valget paa "Super Bad"). Deres DVD-udvalg ser ikke ud til at vaere det stoerste. Dog er filmen stadig lige saa god som foerste gang man saa den.

Nu er vi saa kommet til concrete-city-Auckland igen og bor i hjertet af byen endnu en gang. Dog har vi fundet et nyt og, efter vores mening, bedre hostel denne gang. Stedet hedder "Nomads Fusion" og ligger ikke langt fra Queens Street, gaagaden med de mange dyre butikker og de lidt mere backpackerpengepungs-venlige butikker. Man har en fornemmelse af, at dette Nomads er en smule mere hyggeligt og leaned-back end de saedvanlige Basebygninger. Derudover er der ogsaa gratis aftensmad hver aften, hvilket kun er positivt - dog er det ikke saa positivt at portionerne er mindre end soelle feltrationer i mili - vi overlever dog nok. Man bliver vant til lidt af hvert paa saadan en rejse, hvor man bliver noedt til at spare saa ofte som muligt. Og det ser ogsaa ud til, at havregrynene raekker til resten af dagene, saa de eneste madudgifter bliver til cafébesoeg eller lidt snack af en eller anden art.

I gaar d. 19 feb. tog vi os saa endelig sammen til at laegge et besoeg forbi Skytower, og tog en elevator 186 m op. Og det var naermest overstaaet paa ingen tid, da elevatoren (med glasvindue og glas i noget af gulvet) koerte vildt staerkt. Og udsigten deroppe fra var fantastisk. Man kunne se ud over hele Auckland. Dog ogsaa lidt skraemmende at staa paa en glasplade og saa ellers kigge lige ned paa trafikken under een. Naaaaa, men ellers har vi ogsaa vaeret et smut i Kelly Tarltons underwaterworld. Og lige en historie om ham; Kellys store droem var at goere undervandsverden offentlig for alle, saa han begyndte at bygge akvariums og fange fisk i havet, og i 1986 stod Kelly Tarltons underwaterworld faerdig og hans droem var gaaet i opfyldelse. Men blot 7 uger efter aabningen doede Kelly af hjerte komplikationer og efterlod kone og to doetre. En meget soergelig historie, men man maa sige, at han havde gjort det godt. Vi startede med at se nogle pingviner, og proevede at stikke vores haender i det vand, som pingvinerne svoemmer i. Det var utroligt utroligt koldt og det begyndte allerede at stikke i haanden efter kun 7 sek. Thore formaaede dog at holde smerten ud og klare 30 sek. Ellers fik vi set mange forskellige fisk, hajer, soeheste og pigrokker. De er ret uhyggelige og overfaldt naermest dyrepasseren, da hun hoppede i bassinet for at fodre dem. Man kunne ikke lade vaere med at taenke paa Steve Irwin, der jo doede af at blive stukket af saadan en med den pig, der sad paa halen.

Nu er det saa snart tiden til at sige "Goodbye Kiwis" og "Howdy Yanks" og saa maa vi se, om storbyerne ikke bliver for overvaeldene, isaer alle deres veje. Selvom vi nok ikke skal ind i centrum af alt for mange af byerne er vi dog noedt til at koere ud af San Francisco og ind i Miami C, naar bilen skal afleveres igen i slutningen af marts/begyndelsen af april.