Da skolerne holder "sommerferie" fra november af, og skal afholde eksaminer, var der ikke planlagt nogen aktiviteter for mig med Hand The Ball, og jeg skulle derfor ikke ud på flere skoler. Den sidste uge var der derfor tid til at opleve lidt andet. John og Grace har snakket om mange mange mange forskellige ting jeg skulle lave i denne uge, men som jeg måske har indikeret før, så går vi ikke så meget op i planlægning, og derfor kunne jeg godt regne ud, at der ikke var tid til det hele. Lørdag aften kom der pludselig overnattende gæster i hytten, så planen om at skulle hike til toppen af en vulkan i nærheden, blev ikke til noget. Søndag blev derfor brugt i laveste gear. Det kommer måske som en overraskelse for de fleste af jer, men jeg er ikke så god til det der med at lave ingenting i lang tid af gangen. ;) Så søndag var jeg super rastløs og fik jeg til at glæde mig endnu mere til at komme lidt mere ud på egen hånd. Jeg kan som tidligere fortalt, ikke rigtig tage nogen steder alene, så det begrænser mine muligheder en del. Jeg fik dog brugt dagen på at se filmen "Out of Africa" om Karen Blixen, hvilket viste sig at være ret fint, da vi mandag tog på sightseeing til netop hendes kaffefarm.

Det var næsten helt roadtrip-stemning. Efter at have været klar i en times tid, kom Boniface som (næsten) er min private chauffør. Han havde Peter med, og så hoppede Grace, Salima og jeg ellers ind i den sølvgrå Nissan og tog på tur. Det var helt hyggeligt at være afsted alle sammen. Næsten som en familieudflugt. Så ville jeg naturligvis være adoptivbarnet eller den halvudstødte albino, men dem kan man vel også lære at elske. ;)
Det var kun Peter der havde været på museet før, så endnu en gang oplevede jeg noget, som heller ikke de, havde prøvet før. Det er der altså noget særlig rart ved!

Det slog mig dog, da vi ankom til museet, at jeg virkelig ikke er vant til at se mzungus! Jeg synes næsten de var irriterende som de gik rundt der i deres korte shorts og stropbluser. Som om de vidste en dyt om at være i Afrika?! Godt jeg er blevet mere "indfødt" og ikke er så dum og uvidende. :D Ej, det var tarveligt sagt, men jeg mener det alligevel. "Smut pomfrit. Her er det mig der ved hvordan man gør". :D

På vejen hjem kørte vi forbi et stort supermarked. Jeg havde nemlig lovet Grace at jeg ville lave mad en af dagene, og hun havde aldrig prøvet lasagne, så det blev menuen. Det krævede dog lidt indkøb, da de ikke engang havde et fad der kunne gå i ovnen. Her nede bruger de ikke ovnen særlig meget da den kræver strøm, og det er væsentligt dyrere end at bikse maden sammen på gaskomfuret. Jeg fik dog exceptionelt lov til at bruge ovnen, hvis altså jeg kunne finde ud af at lave en lasagne. Jeg synes selv det gik ret godt, og der blev da også smidt et billede på Grace's facebook-side, af den yderst spændende ret. Med hjemmelavet mornay-sauce og det hele. Den virkede til at være godkendt og fik da også mere end 100 likes. Der var i hvert fald heller ingen i huset der gik sultne i seng denne aften! Heller ikke mig. Jeg har virkelig cravet efter ost længe, så jeg var en meget glad én. Jeg fik nemlig også chokolade! Det er utroligt hvad mad kan gøre ved én. Puha, jeg ville ønske at jeg ikke havde smidt det hele i hovedet på én gang, så jeg havde noget mere nu… Selvkontrol må jeg hellere skrive på listen over ting jeg skal øve mig lidt i. ;)

Tirsdag var vi nede i tempo igen. Det havde jo været en så begivenhedsrig dag mandag, så det var nok bedst at vi tog den med ro. Jeg var ikke så overbevist om ideen som de var, men nå ja. When in Africa…

Sidste dag med kun én mzungu i huset, var jeg med Peter på tur til Strathmore University, hvor han er træner for håndboldholdene. Selvom vi først skulle være der kl. 17, hoppede vi med en matatu kl. 14. Der er måske 15 km der hen, men vi blev nødt til at tage forbehold for trafikken. Det viste sig at være fint, for vi ankom kun 20 min før mødetid. Det der med at give trafikken undskyldningen for at komme for sent, det er virkelig en godkendt undskyldning her nede, og jeg forstår det sandelig godt! Man ved aldrig hvornår der lige opstår en trafikprop fordi køerne skal krydse vejen, eller hvis en bil lige har besluttet sig for at parkere i et kryds.

En tur i matatu på 2,5 time koster i nærheden af 5 kr., så man må tage det hele med. I det mindste spiller de musik til ventetiden. Ikke altid at volumen på musikken er kompatibel med hvad trommehinderne kan holde til, men altså. Enten eller. Hvis man vil have musik, så får man musik! Min kære fatti der hjemme ville bestemt synes bedst om ideen uden musik, jeg er ikke et sekund i tvivl. ;)

Endnu engang ankom vi til en slidt og hullet håndboldbane der næsten var asfalteret jævnt. Dimensionerne på banen passede ikke helt overens med de officielle mål, da banen var omkring 5 meter for kort. Ok nemt at være fløjspiller i kontra på den her bane! :D Alligevel formår de at få god træning ud af det de har. Strathmore ligger nr. 3 i den nationale liga, så de er bestemt et bevis på, at det ikke er omgivelserne der gør alt. At der så kun findes så godt en én håndboldliga i Kenya, det er måske en anden snak. Bevares, det er nok ikke helt så svært at komme til tops, når der ikke er mere end maks 20 hold, men jeg synes stadig de gør det godt!

Selvfølgelig skulle jeg være med til træningen. Det var dog lidt udfordrende at indgå med de drengene da de selvfølgelig spillede med herrebolde, MEN så også uden harpiks. Jeg følte mig til tider som den irriterende lillesøster der insisterende krævede at være med, men egentlig ødelagde legen lidt for de andre. Ikke at jeg overhovedet kender til den fornemmelse i forvejen, men jeg forestiller mig at det må være sådan. ;) Jeg tror mine kære brødre er meget enige? Hvor må I være glade for, at I havde sådan en lille nem og ikke besværlig lillesøster. :'D

Nå, men ikke desto mindre var jeg med! Jeg kom da også næsten igennem træningen uden at komme alt for meget til skade. Men det kan jo nok ikke undgås med den skadehistorik jeg har. Så foruden de selvforskyldte tigerstriber jeg får op og ned af armene når jeg øver mig i at lave double unders, kunne jeg nu også smide en forstuvet tommelfinger i samlingen over småskavanker. Til de uvidende (/ældre) læsere af disse rejseskriblerier, kan jeg fortælle at double unders er sjipning, men hvor man forsøger at svinge sjippetorvet under sig to gange inden man lander med fødderne. Men ja, jeg forsøger!

Jeg synes at formen går stødt nedad i et liiidt for hurtigt tempo. Når jeg suser op af trappetrinene (der næsten er lige høje) op til værelset på 2. sal, synes jeg at lungerne klager lidt. Jeg har dog fundet ud af, at Nairobi er placeret 1600 m over havoverfladen, så jeg bilder mig selv ind, at det må være på grund af højdemeterne at jeg føler mig som en flødebolle på 100. ;)

Torsdag morgen skulle jeg ENDELIG hente søde Michelle i lufthavnen. Natten inden, blev det ikke til meget søvn, da jeg simpelthen var så spændt! Nårh ja, og så også fordi jeg hele tiden bankede den dumme tommelfinger ind i sengen, så jeg vågnede af at det gjorde ondt. Da kl. blev 6 var jeg klar til at komme op og var klar til at tage af sted. Som altid, endte det med at blive en times tid senere end vi havde planlagt, men vi nåede ud i lufthavnen inden mussepigen kom ud, så staklen ikke skulle stå og vente på os. Hvor var det dejligt at se hende igen og få noget dansk (og virkelig godt) selskab! På vejen hjem var der tonsvis af nye indtryk og jeg kunne SÅ godt huske hvordan jeg selv havde det. Vi fik da også lige en punktering med i hatten inden vi var hjemme i huset, så Kenya viste sig virkelig fra sin bedste side!

Det var næsten som at være på tur med Katten i Sækken fra Snøvsen-filmen. "Jamen se dog", "jamen se dog!". Hun var sød. "Se, en vogn med bananer, og se der! Der går en ko rundt midt i byen". "Det ligner næsten at her har været smidt en bombe?!" - Ja, velkommen til Kenya, Michelle Kjærhus. :D

Da vi havde været forbi og smidt baggagen i huset, og fået lidt mad i hovedet, tog vi lidt på tur igen. Jeg havde aftalt med skolen i Kayole, hvor jeg var den første uge, at jeg ville komme på besøg igen når Michelle var ankommet. Så vi blev smidt af ude i slummen, og trissede ind på skolen. Ungerne blev glade for at se mig, men de var endnu mere optaget af den nye mzungu jeg havde taget med mig. Denne gang var det derfor mere Michelle der var Justin Bieber, og jeg var bodyguarden der holder sig lidt i baggrunden. ;) Der blev givet highfives til den helt store guldmedalje, og om eftermiddagen diskede hele skolen lige op med koncert for os. Eller, altså de havde nok gjort det alligevel selvom vi ikke var der, men det føltes meget som om at vi var æresgæsterne. Alle klasser skulle op og fremvise digte eller sange som de skal vise i næste uge når de har graduation ceremony. Efter 1,5 time begyndte det at blive en anelse ensformigt, og Michelle kunne godt mærke at det ikke var blevet til mange timers søvn i løbet af natten. Derfor var vi begge glade da næste program på dagsordnen gik igang. Altså lige indtil vi fandt ud af hvad det var. Det var nemlig tid til photosession. Alle ungerne ville have taget billeder med os, og helst gerne alene. Efter en halv time var vi godt trætte i kinderne, men vi har til gengæld fået øvet os godt og grundigt i tandpastasmilet! Det mestrer vi til perfektion nu! ;)

Da skolen sluttede fik vi en af lærerne til at følge os hjem. Jeg synes ikke Michelle skulle være foruden oplevelsen af at køre matatu, så vi hoppede ind i én af de grønne banditter og kørte hjemad. En oplevelse uden lige. Interviewer (Sofie): "Hvordan oplevede du turen?" Michelle: "Det var jo nærmest som at være til fest. Jeg ved ikke om det var musikken, eller om det var på grund af at vi sad og hoppede op og ned som følge af alle bumpene, men jeg fik helt lyst til at danse."

Da vi kom tilbage til huset, var der ikke mange hjemme så vi smuttede op på værelset og hyggede. Michelle kender mig ret godt, og havde derfor taget chokolade og surt slik med. Jeg var i himlen endnu en gang! Fik da også spist så meget, at jeg nærmest fik hovedpine af alt sukkeret, men igen. Man må ofre for sit fix! ;)

Vi hoppede tidligt i seng så vi kunne være mere friske til dagen efter.

Fredagen gik for Michelle med, at blive "best pals" med Salima. Hun faldt ret hurtigt for hende, og det mærkelige lange lyse hår. De var begge lige begejstrede for hinanden - søde hyggetrolde. ;) Det meste af dagen var vi hjemme i huset, men til aften kørte John og Grace os ud for at få nyama choma, som er stegt kød, og lokale bajsere. Det er åbenbart noget man gør det meget i her nede, og jeg kan sagtens forstå dem! Hvem elsker ikke at kødsnacke med en lille øl til? Ja, altså både Michelle og jeg var fans! Michelle skulle dog lige vænne sig til at spise med fingrene. Det gør de generelt meget, så jeg har efterhånden vænnet mig til det, men legebarnet jeg havde med, kunne ikke lade være med at stikke huller i vores kenyanske form for kartoffelmos, som også var en del af menuen.

Da vi havde spist, sagde vi farvel til Grace og John, og Boniface kom og hentede os, og kørte os ind til byen hvor vi skulle tjekke ind på et hotel. Herfra starter vores safaritur nemlig, så nu er vi ægte turister for en tid. Ikke noget der tiltaler os særlig meget, men vi glæder os til at komme ud og kigge på nogle vilde dyr!