Nå, så gik den ikke længere. Man siger, at man skal passe på hvad man spiser når man er i lande, hvor det ikke er helt så rent som man kender hjemmefra. Selvom jeg har været her i et par uger nu, kom maveproblemerne først sidste dag i Korogocho. Jeg skal hilse og sige, at det er ikke særlig sjovt at undervise idræt i 28 graders sol med fornemmelsen af opkast lurende, og koldsved over det hele. Derfor sluttede mit besøg på St. John lidt træls, da jeg måtte tage tidligere hjem end planlagt, og i stedet hoppe hjem under dynen. Heldigvis blev det hurtigt bedre, så jeg lørdag kunne tage med Peter ud og se hans hold spille kampe.

For første gang siden Danmark, fik jeg snolder! Og smart som jeg var, valgte jeg lige at indtage både is, kage og sodavand på samme dag - ja I know, rebel tænker I nok ;) Men set i bagklogskabens lys var det nok lidt dumt ovenpå en mave der i forvejen ikke helt var på toppen. Men hvad gør man ikke for et sukkerfix?! Ja, jeg hyggede mig med en anden slags mavepine den dag, så var fint tilfreds med, at jeg ikke skulle spille med på banen, men bare skulle heppe fra sidelinjen.

Imellem to kampe, sad vi og hyggede i skyggen da min kenyanske telefon ringede, og Grace var i den anden ende. Tre elever fra skolen i Kayole var dukket op hjemme ved huset, og ville komme og hilse på mig. Årh altså, de søde børn! Desværre var jeg ikke hjemme, så de var taget hele vejen forgæves. Jeg aner ikke hvorfra de ved hvor jeg bor henne. Tanken om at de har gået rundt og ringet på dørklokker hele formiddagen, gør mig lidt trist, nu hvor jeg ikke var hjemme til at sige hej. Heldigvis fik de et glas juice af Grace inden de smuttede igen. Og så tænker I nok, "ej okay, fesent", men her nede er juice lige så top som sodavand, hvilket passer en "av-i-min-hals-og-næse-bobler-gør-ondt-idiot" som mig, rigtig fint!

På vej hjem fra dagens håndboldkampe, hoppede Peter og jeg endnu engang i en bus eller matatu som de hedder her nede. Det er en oplevelse hver gang! Der findes både store og små matatu's og den vi skulle med var en af de små. Samme størrelse som en 9-personers minibus i Danmark, bare modificeret så den er mere anvendelig i disse omgivelser. Sæderne er skiftet ud, så der kan sidde 12 personer bagi, og støddæmperne er forbedret, så de hullede veje ikke er et lige så stort problem. Grundet de mange sæder, er det ikke meget plads der er til at bevæge sig rundt i bussen, hvilket besværliggjorde busturen for en kvindelig passager der var med. Hun var rent ud sagt for fed til at komme ind bag ved og sidde. Rimelig akavet stemning der var i bussen da hun nærmest sad fastspændt mellem to sæder og ikke rigtig kunne komme nogle vegne. :D

At der er siddepladser til 12 + 2 foran og en chauffør er ikke ensbetydende med, at det er det antal personer der er med i bussen. Da vi skulle hjem, talte jeg på et tidspunkt 18 personer i bilen. Som I nok kan regne ud, var der ok med pres på bussen, da Big Mama var én af de 18. Jeg er egentlig ret tilfreds med, at de har skiftet støddæmpere, nu hvor jeg tænker mig om. ;)

Jeg ved heller ikke hvad der sker for deres numser her nede! Det er virkelig african booty FTW og ikke bare noget man siger! Nogle gange tager jeg mig selv i, at glo mere på deres numser end på ansigtet. Virkelig tarveligt egentlig, men det ser helt forkert ud. Men de synes nok også jeg ser helt forkert ud, og så går det nok lige op i sidste ende. :)

Søndag var det tid til lidt religiøst - tid til en tur i kirke. Jeg ved ikke hvad det er med den afrikanske måde at udtale engelsk på, men "tjartsj" er nok nogenlunde ramt, hvis jeg skal forklare hvordan de siger "church". Da de spurgte om jeg ville med, var jeg i begyndelsen næsten nervøs over at sige ja, da jeg nærmest ikke fattede hvor det var vi skulle hen. :D Når folket går i kirke her nede, går de op i, at de er pænt klædt på, så det forsøgte jeg selvfølgelig også. Jeg skal dog hilse og sige, at det er begrænset med pyntet tøj jeg har med som backpacker, så jeg var i hvert fald ikke overdressed da vi skulle afsted!

Jeg er sikker på, at hvis vi tog nogle af principperne herfra med tilbage til den danske kirke, ville der komme mange flere end der gør nu! Det var med bongotrommer, elektrisk orgel, "aiaiaiaiaiaiai-råb" og hele molevitten! Den fik heller ikke for lidt med klap og dans. Det var faktisk ret sjovt at være der, selvom jeg ikke fattede en skid af hvad præsten snakkede om, da det foregik på swahili. Eller jo, jeg kan jo nok regne ud at det handlede om Gud og nok også Jesus, men jeg sad/stod pænt nede bagerst og hyggede mig alene. Jeg var nemlig taget i kirke med Grace, og da hun skulle læse op for alle, sad hun foran, og der kunne jeg altså ikke sidde som mzungu! Eller måske var det påklædningen? Jeg ved det ikke.

Efter kirke var jeg på tur med Paul, Grace's bror og hans fætter. Vi tog ind i byen og legede turister, og var på marked og også oppe på toppen af en af Nairobis højeste bygninger. Her kunne vi se ud over hele byen. Selvom gutterne har boet her hele deres voksenliv, havde ingen af dem været oppe på toppen før. Det var rart for en gangs skyld at opleve noget med nogle, som også synes det var nyt og interessant. Det er ikke særlig tit at jeg deler samme opfattelse af oplevelser med nogen af dem der bor her. Men okay, jeg ville måske heller ikke synes det var så fedt hvis det var en hverdagsting for mig.

Eftersom jeg var med drengene på tur, skulle vi selvfølgelig også lige ud og sparke lidt dæk - det er klart! I Kenya får de mange biler fra Japan, så det var et sjældent syn, at der pludselig stod en gammel Volvo på pladsen.

Da vi kom tilbage til byen, blev jeg endnu engang bekræftet i, at jeg (og vi) er heldige at være fra et land som Danmark. Anders Matthesens sang om Quang fra Thailand, kunne lige så godt være skrevet i Kenya. Rundt omkring os gik børn og tiggede og havde nærmest konstant hovedet i en sodavandsflaske med lim som blev sniffet. Det er virkelig skræmmende at se 10årige unger rende rundt på den måde. Så kan det lige pludselig være ret ligegyldigt om studerende i Danmark skal have buh eller bæh i SU. I det mindste får vi en uddannelse! Fy for fa'en hvor er vi forkælede!

Nå - men slut med det alvorlige, det er jo meningen der skal være et muntert oplæg. ;)

Mandag var det endnu engang tid til et nyt skolecenter, men så også det sidste. Denne gang i en slum kaldt Pumwani. Denne slum er kendt for prostitution. Pumwani/punani - coincedence? I think not! :D

Skolen hedder ligesom i Korogocho St. Johns, men denne gang er det ikke kirken der støtter skolen med penge, men derimod en organisation fra Tyskland. Skolen er for de fattigste af de fattige børn i slummen, så skolen betaler både for skrivehæfter og uniformer til ungerne. Det er første sted det er sådan. Det betyder dog ikke at uniformerne er flotte og i god stand, men er lige så hullede og lappede som alle andre steder jeg har besøgt.

Skolen har fine lokaler, og en stor sportsplads med mål der kan flyttes rundt. Det er ganske fine omgivelser, men støvet kommer jeg nok ikke af med i min tid her nede. Det er alle vegne! Og især i min næse! Ja nok også i de andres næser, for de piller i hvert fald tit i dem. Men okay, afrikanere har som oftest også ret store næser og næsebor, så der er nok plads til en del der oppe! ;)

Mentaliteten i dette slumområde er, at hvis man får stjålet sine ting, så er det ens egen skyld, for så har man ikke passet godt nok på det. Derfor render ungerne rundt med alle deres "værdier" nærmest hele tiden. Det er lidt skørt, men jeg forstår dem godt, hvis alternativet er, at nogen nakker det! Det besværliggør dog lidt undervisningen i idræt, når de har flasker, bluser, kuglepenne og alt muligt andet i lommer og hænder hele tiden, men vi klarer den ganske fint alligevel.

En af dagene da jeg var blevet sat af hjemme ved huset af min søde chauffør reagerede husdamen Judith ikke, da jeg ringede på klokken. Som jeg har skrevet før, er alle husene omgivet af en stor port, for at uvedkommende ikke kan komme ind. Ja, og så åbenbart heller ikke vedkommende. Den dag endte jeg nemlig med at sidde foran porten i næsten halvanden time og vente, da jeg tænkte at der nok ikke var nogen hjemme, siden der ikke kom nogen og åbnede porten som normalt. Ja, altså Peter var så sød at sidde og vente med mig, så vi fik en god sludder om traditioner i Kenya vs. Danmark, så det var ikke fordi jeg kedede mig. Da vi både havde rundet ferietider, helligdage, jul og påske, kunne min nysgerrighed (heldigvis) ikke holde til mere, så jeg lurede gennem et lille hul i porten. Til min store overraskelse så jeg, at der var lys indenfor, og jeg trykkede derfor straks på klokken og ud trissede Judith med nøglerne i hånden. Der havde været strømafbrydelse da jeg forsøgte på klokken sidst, og den skal åbenbart bruge strøm for at kunne ringe. Såe, det var jo alletiders. Pænt træls at finde ud af, at vi havde siddet på en jernpæl i 1,5 time uden grund, men på den anden side ved jeg nu meget mere om at være kenyaner.

Tiden her hos familien Ndonga er efterhånden ved at være slut, for på torsdag kommer Michelle ned til mig og jeg glæder mig MEGET! Det betyder også at mit arbejde med Hand The Ball er slut for denne gang, så nu skal jeg ud og se lidt af Kenya og resten af Afrika. Når Michelle kommer skal vi ud og kigge lidt på nogle dyr og også gå op af et bjerg, men det kan I høre om når vi har været der. :)

Nårh ja - og for resten! Når mzungu's kommer til Kenya og er her i længere tid, er det normalt at de får et kenyansk navn som bruges når der skal laves lidt sjov med dem. Jeg er ikke blevet snydt! Mit keyanske navn er Ndjedi, og jeg er egentlig ret tilfreds. Jeg aner ikke hvad det betyder, men den reference jeg kan lave til navnet, er til en lille og meget klog grøn mand som kommer fra outer space, så jeg satser på, at det er derfor jeg har fået netop dette navn. Ja, altså ikke fordi jeg er en grøn mand, men fordi de synes jeg er lige så klog som en Jedi. ;) Jeg behøver ikke høre jeres mening, jeg er sikker på jeg har ret. Bare se mit kenyanske navn. :D