Profile
Blog
Photos
Videos
Æ mojn!
Så er der under 2 måneder tilbage af min rejse. Tiden flyver afsted.
Der er endnu en studerende der er taget hjem så nu er vi 18 tilbage. - De startede 20, nu er de 18 tilbage.
Siden sidst har jeg set Jackie Chan, besøgt en kinesisk familie, sunget karaoke med samme familie, været i Wee-world med børnehaven, været i lokalavisen, fejret Jakobs fødselsdag i Dinoparken og derudover har jeg haft min daglige gang i børnehaven.
Jackie Chan
Jackie Chan har åbnet en biograf 5 minutters gang fra vores lejlighed. Det kunne vi selvfølgelig ikke gå glip af. Vi ventede 2 timer på at han dukkede op og så fik vi vores billeder af ham. Der var proppet med mennesker. Kineserne stod oven på politibiler og alverdens andre ting for at få et glimt af en af Kinas mest berømte mennesker.
Besøg hos kinesisk familie
Susanne og jeg blev inviteret hjem til en af lærerne fra børnehaven. Vi kørte sammen med Tina, som læreren hedder, hjem til hendes lejlighed. Her tog manden imod os og bød os velkommen. Mandens mor stod i køkkenet og lavede mange forskellige retter. Deres datter som går i børnehaven havde glædet sig til vi kom, men var lidt genert til at starte med.
Vi blev iført et par hjemmesko og blev henvist til sofaen foran fjernsynet. Her serverede manden grøn te for os og tændte fjernsynet. Manden kan heldigvis engelsk. Tina underviser i kinesisk og kan så godt som intet engelsk. Efter at have drukket et par slurke te forsvinder datterens generthed stille og roligt og hun viser os hendes legetøj som nærmest fylder hele stuen. Vi leger lidt til stor fornøjelse for Tina og hendes mand. Herefter viser manden os rundt i lejligheden og viser os fotoalbums fra deres bryllup. Stemningen er god og det hele virker meget uformelt. Jeg havde forventet at det ville være meget mere formelt. Efter at have set lejligheden laver vi dumplings som vi senere skal spise.
Bedstemoren har maden klar og sætter det på bordet. I samme øjeblik kommer bedstefaren ind af døren. Han går dog lige så hurtigt ud igen. Vi andre sætter os til at spise. Manden spørger om jeg vil have juice eller whisky til maden. Jeg svarer at jeg gerne vil have juice, men kan se på ham at det er whiskyen vi skal have gang i. Han fortæller at det er en skotsk whisky. Jeg spørger ham om han er vild med whisky. Det er han ikke, men i dagens anledning skal vi have en lille en. Han hælder kun lidt i glasset og vi sipper til det under maden. Hans første slurk var dog noget voldsom - der kom et brøl fra ham. Det var vidst lige stærk nok. Midtvejs gennem måltidet kommer bedstefaren tilbage. Han hilser på os og giver os et glas med noget stærk sovs af en art. Tidligere på aftenen har Tina spurgt om vi kan lide stærk mad og vi svarede ja, så hun har sendt ham ned for at købe dette glas. Bedstefaren sætter sig til bordet og begynder at spise. Pludselig får han øje på whiskyen. Den skal han da lige smage. Han hælder et helt glas op og drikker halvdelen. Uden så meget som at rynke på næsen sætter han glasset ned og spiser videre. Han drikker det som var det juice og da vi er færdige med at spise er flasken stort set tom.
Efter vi har spist går datteren modeshow. Faren spørger om vi skal ryge en smøg. Vi ryger en smøg og han spørger om jeg kan lide at synge. Jeg undrer mig lidt over spørgsmålet og svarer ja. Han inviterer os på karaoke bar og vi takker pænt ja. Bedsteforældrene bliver hjemme og bedstefaren er da også begyndt at se lidt vissen ud.
Vi kører samlet ind til karaoke baren. Tina, hendes mand, datteren, Dora engelsklærer, Susanne og mig. Karaoke baren ligger i samme bygning som den biograf vi benytter os af. Manden køber nogle Carlsberg og lidt sodavand. Så er vi klar til at synge. Jeg starter ud. Vi synger bl.a. Michael learns to rock, Michael Jackson og Backstreet boys. Kineserne synger kinesiske sange. Vi hygger og især manden giver den gas. Han synger som gjaldt det liv eller død. Efter 2 timer er det tid til at datteren skal i seng. De kører os hjem og vi bliver enige om at vi har haft en super hyggelig aften - dejlig familie.
Bedsteforældrene bor hos Tina og hendes mand. Det er normalt at en given familie tager sig af mandens forældre. Det er derfor mange helst vil have en dreng. Især på landet vil man helst have en dreng. Nogle få steder har forældre myrdet deres nyfødte datter for igen at kunne forsøge at føde en dreng.
Wee-world
Lørdag den 20. november var jeg i Wee-world med børnehaven. Wee-world er opbygget på samme måde som kørebanen/tankstationen i Legoland hvor børn kan køre bil og få et kørekort. I Wee-World er der mange forskellige erhverv som børnene kan forsøge sig med. De vælger 4 ud af de mange forskellige. Bl.a. kan de vælge mellem brandmand, politimand, postmand, pizzamand, bankmand, butiksassistent osv.. De kan med andre ord få lov til at prøve sig med voksne erhverv. Børnene havde enten en forælder eller en bedsteforæder med. Prisen for at komme ind er 150 yuan pr. person. 300 yuan er rigtig mange penge for en almindelig kinesisk familie. Lærerne i vores børnehave tjener 1200 yuan i måneden. Den lejlighed Susanne og jeg bor i koster omkring 800 yuan i måneden. Mange af lærerne bor billigt på skolen. Tilbage til Wee-world. Vi kørte ca. 1½ time i bus for at komme ud til Wee-world. Vi var ca. 600 mennesker af sted og der var også andre skoler og børnehaver på stedet.
Det var en rigtig god tur og dejligt at komme ud og opleve børnene uden for børnehaven. Jeg fik også hilst på alle forældrene. En af drenges mor fortalte mig at hendes søn Jerry konstant snakker om mig når han kommer hjem fra børnehave og jeg har senere fået en gave af hende. En flot sølvplatte hvori der er indgraveret de mest kendte bygninger/steder fra byen Changzhou.
Lokalavisen
Da Susanne og jeg var på vej hen for at se Jackie Chan kørte der en bil op på siden af os og fulgte os nogle meter. Endelig steg de ud og spurgte os om de måtte tage nogle billeder af os. Det måtte de gerne. De viste os en udgave af deres avis og fortalte os at de ville bruge billederne i avisen. De spurgte hvad vores forskellige tøjdele koster og hvad vi laver til hverdag. Vi har senere fået to eksemplarer af avisen tilsendt.
Dinoparken
Jakob har haft fødselsdag og haft besøg af hans kæreste. I den anledning har vi været i dinoparken hvor vi denne gang havde tid til at se museet der huser flere dinosaurskeletter.
I dag
Jeg har lige været ude at købe juletræ med Susanne i dag. Vi fandt et til 80 yuan, vi fik det dog ned i 50 yuan. Susanne har julepyntet det meste af lejligheden. Senere får vi besøg af Joakim og Kasper. Vi skal have bøf med kartofler og bearnaise. Susanne har fået sin mor til at sende bearnaisebreve herned. Bagefter skal vi se lidt julefilm.
Juleaften
Det var meningen vi skulle holde jul herhjemme, men så fik vi en mail omkring at der bliver arrangeret en juleaften for os alle inde på en japansk restaurant i midtbyen. Alice, koordinatoren for Focus China som er den organisation vi er af sted med, tager sin danske ven med og han vil så lave and, brunede kartofler, rødkål osv.. Der skulle vidst også være snaps så det kan da godt være at jeg lige skal have en snaps til maden. Efter vi har spist tager vi så nogle stykker hjem til os og danser om juletræet og spiller lidt pakkespil.
Kunming - dværgeby
På tirdsdag, om tre dage, tager jeg til Kunming. Tæt på Kunming, ligger der en dværgeby. Man skal være under 130 centimeter for at bo i denne by. Dværgene optræder for turister og bor i små svampe-huse ligesom smølferne. Jeg glæder mig helt vildt.
Kunming ligger 2700 km fra hvor jeg bor og jeg skal derfor flyve. Det tager ca. 3½ time. Det var meningen at jeg skulle have været af sted med to andre piger. Vi skulle først have været i Xi'an og så fra Xi'an til Kunming, men da det tager 34 timer i tog fra Xi'an til Kunming og det er for dyrt at flyve, droppede vi turen. I stedet tager pigerne til Xi'an og jeg tager til Kunming. Jeg skal være der fra tirsdag til søndag. Udover dværgebyen, som er grunden til at jeg tager af sted, har Kunming en utrolig flot natur. Bl.a. stenskoven, Dian-søen og de vestlige bjerge skulle være eftertragtede turistmål. Kunming grænser op til Laos, Vietnam og Tibet. Byen er mest kendt for dens smukke natur med mange bjerge. Byen ligger 2000 meter over havets overflade.
Links til dværgebyen: http://ekstrabladet.dk/ferie/udland/article1321663.ece
http://www.weirdasianews.com/2010/04/13/introducing-dwarf-empire-china/77
Det var alt for denne gang.
Æ mojn!
- comments
Mor Ellen Super spændende indlæg, Thomas. Glæder mig til at tale med dig på skype. Har været inde på linket omkring dværgebyen. :-)