I Vietnam startede vi med at tage ud paa en oe ved navn Phu Quoc, ogsaa kaldet perleoen, som ligger ud for den sydlige kyst af Vietnam. Oen ligger saa kort fra greansen til Cambodia, at man kan se til cambodia derfra.
Her moedtes vi med Ams foraldre til aftensmad den foerste aften vi var der.
Vi havde fundet et guesthouse nogle hundrede meter fra det hotel som de boede paa, saa det var nemt at smutte over til hinaden.
Det var helt maerkeligt at se dem igen, isaer fordi at man havde indstillet sig selv til at naeste gang man saa dem ville vaere i lufthavnen, og nu stod de pludselig her i varme Vietnam.
Vi brugte ialt fire dage sammen med dem paa Phu Quoc. En af dagene tog vi en tour rundt paa den sydlige del af oen.
Her saa vi to forskellige perlefabrikker, og vi saa hvordan de fjernede perlerne fra oestersne. Mor og far fortalte om at de ogsaa havde besoegt en anden perlefabrik laengere oppe i landet, og der havde de laert om hvordan man fik oesterne til at producere perlerne, og at man ved at sproejte forskellige vaesker ind i oestersen, kunne faa den til at vaere den farve som man oenskede.
Vi saa ogsaa en fiskesauce fabrik. For udover at vaere kendt for sine perler, er Phu Quoc ogsaa kendt for sin fiskesauce. Det var en lille fabrik, og naesten alt foregik med haandkraft, men alligevel eksportere den til hele verden, og man kan endda koebe det i DK.
En stor ulempe var dog at det lugtede aekelt! Vi blev noed til at holde os for naesen fordi det lugtede saa staerkt. Mor fortalte at hun havde faet af vide at man ikke maatte tage det med i flyet, for hvis flasken sprang kunne det tage op til en hel uge at faa lugten vaek igen.
Derefter saa vi et faengsel som blev kaldt kokosnoedde-faengslet, vi har dog ikke helt fundet ud af hvorfor det lige bliver kaldt det, men vi tror det har noget at goere med alle de kokospalmer som er paa oen.
Faengslet blev brugt under Vietnamkrigen, af amerikanerne til at opbevare og torturere deres vietnamesiske fjender. Der var sat menneskelige figurer op over det hele, saa man kunne virkelig faa en fornemmelse af hvordan deres forhold havde vaeret, og hvordan vagterne havde gaaet rundt og holdt udkig.
Til frokost ankom vi til Sao Beach, som er den eneste hvide sandstrand paa oen. De andre strande har mere gult sand. Her var en restaurant hvor vi fik frokost, ogsaa fik vi taget nogle billeder foer turen gik videre. Naeste stop var et stort vandfald. Men da vi kom frem var der ikke noget vand i vandfaldet!
Januar er den toereste periode i Vietnam, saa derfor var vandfaldet desvaerre toerret helt ud.
Vores guide tilboed os istedet at vise os en fiskelandsby, nu naar at der ikke rigtig var noget vandfald at se. Det sagde vi ja til, men da vi kom frem viste det sig at det var det samme sted som vi var kommet ind med faergen, saa her var det mere mor og far som fik noget nyt at se.
Udover vores tour rundt paa oen brugte vi dagene paa at solbade ved stranden og snakke. Og der blev virkelig snakket! Vi havde alle fire saa meget at fortaelle hinaden, at vi naesten kom til at snakke i munden paa hinanden.
Om Onsdagen skulle mor og far videre til Saigon, og det valgte vi ogsaa at goere. De skulle med fly, saa vi fik bare navnet paa deres hotel, ogsaa aftalte vi at moedes med dem der.
Vi tog en to-dages tour til saigon hvor vi ville komme ud at se Mekong-deltaet paa vejen.
Da vi skulle afsted med faergen fra Phu Quoc blaeste det helt vildt, og da vi kom ombord paa baaden gik personalet og delte poser ud, hvis nogle skulle blive daarlige paa turen.
Og puha det var noget af en baadtur. Ingen af os har nogensinde vaeret ude at sejle, hvor baaden havde gynget saa meget, og heller aldrig havde vi hoert saa mange braekke sig paa samme tid!
Derfor var vi ret taknemmelige da vi endelig kom ind til land igen. Desvaerre havde sejlturen taget en time mere end den plejede, saa vi missede vores bus til den naeste by, ved navn Can To. Heldigvis gik der en bus nogle timer senere som vi saa kom med istedet.
Da vi ankom til Can To blev vi samlet op af to motorcykler, som koerte os hen til vores hotel som var inkluderet i vores tour.
Naeste morgen klokken syv tog vi med en stor gruppe ud og saa det stoerste flydende marked i Mekong deltaet. Vi saa ogsaa en ris-nudel fabrik, hvor alle medarbejdere var fra den samme familie. Her blev alt ogsaa lavet med haandkraft, og de kunne producere op til 300 kg nudler om dagen!
Derefter saa vi en frugtplantage, og efter det gik turen tilbage til vores hotel, hvor vi skulle med en bus videre til Saigon (Ho Chi Minh).
I Saigon blev vi sat af midt i Backpacker omraadet, saa det var nemt for os at finde et sted at bo.
Naeste morgen moedtes vi igen med Ams foraeldre, og sammen med dem saa vi Notre Dame katedralen inde i centrum, og det gamle posthus. Vi gik rundt og saa noget af byen, og kom ogsaa ned og saa Mekongfloden, som loeber igennem byen. Tidlig aften sagde vi igen farvel til dem, for nu var det tid for dem at tage tilbage til Danmark.
Vi havde nydt at vaere sammen med dem, og det var maerkeligt at vi nu igen skulle vende os til bare at vaere os to, og at man ikke bare lige kunne smutte over til dem igen.
Vi brugte en mere dag i Saigon, og efter det tog vi til Mui Ne, som ligger ude ved oestkysten. Her saa vi kaempe sandklitter, og vi proevede ogsaa at kaelke paa dem. Det var dog ikke en saerlig god kaelk, mere et liggeunderlag, saa der var ikke saa meget kaelken over det. Anja provede at ride paa en struds, og hun syntes det var en ret special oplevelse. Vi saa ogsaa roede sandklitter og her sad vi og saa solen gaa ned, inden at turen gik tilbage til byen. Om aftenen gik vi ud og spiste som normalt, men da det var den 27. Januar og praecis fem maaneder siden at vi tog hjemmefra , maatte vi faa dessert!!
Efter Mui Ne tog vi til Nga Trang som ligger 250 km laengere oppe af kysten. Her oplevede vi det kinesiske nytaar, og om aftenen saa vi fyrvaerkeri paa stranden. Vi brugte et par dage i Nga Trang, foer vi atter tog tilbage til Cambodia. Vores visum til Vietnam gjaldte kun til den 2. Februar, saa derfor blev vi jo noed til at forlade landet inden.
Det var en meget land bustur, og vi havde ekstra ventetid i Saigon, hvor vi skulle skifte bus, fordi at der pga. Nytaaret ikke koerte saa mange busser som normalt.
Saa da vi ankom til Phonm Penh for anden gang, var vi rimelig traette, og oenskede bare at finde et Guesthouse.