Vi havde aftalt med Rosie og Sebastian, at der ville være afgang fra Port Elisabeth ved 8tiden, så vi sammen kunne køre i deres bil til Tsitikamma. Da kl var halv 9 var de endnu ikke kommet ud, og jeg havde færdigjort det glas nutella som jeg havde fået af Martjin og hans far.Vi kom først afsted fra PE. ved 10 tiden, men det var nu også helt okay.

Både Daniel og jeg syntes, at det var skønt at sidde på bagsædet i en bil, istedet for at sidde i en bus. Sikke luksus vi fik os! Da vi var kommet ud på hovedvejen, så vi et skilt med "Hitchhiking forbudt", og lige bag skiltet stod der en mand som prøvede at få sig et lift. Amen for filan da!

Vi ankom til Tsitikamma ved middagstid og fandt et ganske udemærket hostel. Daniel og jeg blev installeret, og så kørte vi alle fire ellers afsted til Tsitikammas nationalpark.Vi ville hike en rute, som skulle føre hen til et vandfald. Stien løb langs havet, der var store klipper, sten og skummende hav-vand på den ene side af os, og på den anden var der frodig skov. Utrolig smuk vandretur. Vi gik rigtig længe,klatrede over klipper, var ved at glide på sten og svedte alle volsomt, da vi endelig kom til vandfaldet. Vandfaldet var faktisk lidt skuffende. Vandet ved vandfaldet lugtede og var ulækker brunt. Daniel og Sebastian kravlede højt op, så de kunne komme ind og stå under vandfaldet. Tossede drenge. Vi belv sidende lidt for at samle kræfter til at gå tilbage.

På vej tilbage, lavede vi et stop i vores egen "private pool/strand". Og hvad skal det mene? På vej ud til vandfaldet havde vi passeret et slags vandhul, med klipper på to af siderne, men åben i enden, således at vandet blev skyllet frisk ind hele tiden. Det var meget bedre end vandet henne ved vandfaldet!

Vi belv enige om at gå tilbage til bilen inden det blev mørkt. Drengene førte an(hvilket var dumt at lade dem gøre det) og Rosie og jeg gik bag i og talte om hvor romantisk Sebastian havde været da han friede til hende.

VIl i høre historien?? Den kommer her.

Sebastian og Rosie bor i hver sin by, og havde ikke haft særlig meget tid til at være sammen pga. studier, men de havde aftalt at de skulle ses en lørdag. Rosie havde bedt om, at de skulle lave noget sjovt, så de virkelig fik noget ud af dagen sammen.

Sebastian ringede til hende dagen inden de skulle ses, og bad hende være klar til kl. 04.00, for så villle han komme og samle hende op. Hun spurgte hvad de skulle, og han sagde at det var en overraskelse. For at prøve på at spore sig ind på hvad de skulle, spurgte hun hvad hun skulle medbringe. Det ville være fint at medbringe: vandrestøvler, en trøje, lange bukser, shorts, solcreme, badetøj, regntøj, håndklæde. Dette hjalp hende ikke meget for det er jo stort set al slags tøj.

Sebastian samlede Rosie op næste morgen, førte hende til bilen, og gav hende bind for øjnene. Han lavede det feje trick med at køre rundt i cirkel længe, så Rosie ikke havde den fjerneste ide om hvilken vej hun kørte. Efter en halv time stoppede Sebastian bilen, og bad Rosie om at følge med(stadig med bind for øjnene) Hun kunne ikke finde ud af hvor hun var henne, men hun kunne høre folk hviske og grine. Til sidst fandt hun ud af, at hun var i en lufthavn. Hun måtte ikke få at vide hvor de skulle hen, eller hvad de skulle lave, og hver gang der blev sagt noget i højtaleren blev hun holdt for ørene af Sebastian. I flyvet lavede hun utallige gæt, men kunne ikke gætte hvor hun skulle hen.

Efter en times tid landede de i Barcelonas lufthavn. Rosie var helt høj. Sebastian havde også lejet en bil. Rosie håbde sådan på, at de skulle ud til vandet, men i stedet kørte Sebastian hende længere ind i landet. De gik på et marked for at købe ind til Picninc. Så fik hun ellers bind på øjnene igen. Og endnu en gang kørte bilen rundt i cirkler.

Da Sebastian endelig tog bindet af hendes øjne igen, stod de foran en båd. Han førte hende ombord og sammen hilste de på kaptajnen, som skulle sejle dem ud på havet. Der var rosenblade og champagne på båden. Da rosie stod ude i stævnen og kiggede ud over havet, kom Sebatian hen til hende, holdte om hende og begyndte at fortælle, at han havde alt hvad han kunne ønske sig, at han håbede, at deres forhold ville strække sig lige så langt som havet - for havet så ud til at strække sig ud i det uendelige. Talen var længere, men jeg kan ikke huske den ordret. Han gik på knæ, og spurgte om hun ville gifte sig med ham. De fløj tilbage til Schweiz om aftenen.

Amen for hulan - er det ikke romantisk?

Men for lige at vende tilbage til det med, at det var en dårlig ide, at lade drengene føre an - de førte os ind i skoven og op ad bakke, i stedet for at gå nede ved det smukke vand.

Vi endte et helt andet sted end der hvor vi havde parkeret bilen, så det tog uendelig lang tid at komme tilbage. Tilbage ved bilen blev vi enige om at blive og se solnedgangen. Rosie og Sebastian havde en hel vandmelon, som vi delte, det var bare guf ovenpå en hård vandretur.

Jeg tror at solnedgangen var den smukkeste vi havde set til dags dato.Smuk og fredfyldt- masser af farve, havets brusen ind over klipperne. En hjort gik og græssede bag os, det var bare så hyggeligt - og for Rosie og Sebastian, MEGET ROMANTISK! = Jeg tog en masse billeder af dem i solnedgangen. Daniel og jeg blev kørt tilbage til vores hostel, og vi sagde pænt farvel og tak for denne gang til Rosie og Sebastian. Vi kogte lidt spaghetti til aftensmad og derefter gik jeg i seng. Bartenderen prøvede ellers at lokke mig i baren, men fik "kun" fat i Daniel - jeg havde ikke lyst.

Tirsdag d. 5 Februar vågnede jeg tidligt. Jeg tog et langt bad og nød at have lidt morgen-alenetid for mig selv. Solen skinnede så smukt fra en skyfri himmel. Vi fik bestil tid til bungy jump om eftermiddagen, og skulle derfor have formiddagen til at gå. Daniel tog ud på Zegway og jeg skypede med dejlige Anja i Los Angeles.

Eftermiddagen nærmede sig, og dermed bungy jumpet, som er verdens højeste bungy jump fra en bro med sine 216m.

Vi blev hentet på vores hostel og kørt ud til Bloukrans(det hedder stedet hvor broen er)

Her blev vi først vejet, og fik skrevet vores vægt samt et nummer på vores hånd.(Jeg fandt ud af, at jeg har taget adskillige kilo på - hahah)

Vi blev ført hen til et sted hvor vi fik seler på. Manden bad om mit navn, og da jeg sagde Diddeee(sådan udtaler man det på engelsk), sagde han titties(bryster) og jeg sagde nej, DIDDE! Han forstod det ikke, og det endte med, at jeg selv måtte skrive mit navn. Da han så skulle give mig selen på, kunne han næsten ikke lukke den hen over brysterne på mig - hvilket gav anledning til kæmpe latterbrøl fra ham, hans kollegaer og Daniel. Vi blev bedt om at vente indtil det blev vores tur til at gå ud på broen.

Da vores gruppe nærmede sig tyve mennesker, begav vi os afsted ud på broen. Er i FULDSTÆNDIG vanvittige der var langt ned! Da vi kom ud på broen, var der vild gang i den. Masser af musik og den gruppe som allerede stod på broen var i fuld gang med at danse og heppe på udspringerne. Vi faldt straks ind i stemningen og begyndte at heppe og små-danse.

Den anden gruppe blev færdige og de forlod broen. Jeg satte mig pænt ned, og fandt et tæppe, for der var sindsygt koldt der på broen - skygge og masser af vind. Den fede stemning fortsatte.

Da det blev min tur til at få elastikken rundt om benene, sagde ham manden, som havde lavet sjov med mit navn, at jeg skulle samle benene. Jeg tænkte at det nu var min tur til at tage pis på ham, og jeg svarede derfor, at drenge normalt bad piger om at sprede benene men, at jeg da med glæde ville samle benene for ham. Jeg havde bare ikke lige tænkt over, at de filmede det hele, så det kan høres på min video. Vi blev filmet, så de som stod og ventede på tur kunne følge med i det hele - vildt smart faktisk, og så kunne man købe videoen bagefter. Det vilde ved det hele var, at jeg faktisk bare var utrolig spændt, og ikke spor nervøs - lige indtil de sagde 1-2-3-spring, der var kunne jeg mærke at alle muskler i min krop spændtes. Det strider mod al naturlov at kaste sig selv ud fra en bro. Jeg tænkte, "f***, det gør du bare ikke det der, der er jo f***ING langt ned! efterfulgt af tanken, Du springer NU, inden din krop panikker"! Og så hoppede jeg. Det var så vildt. Adrenalinen susede i kroppen på mig. Aldrig har jeg da oplevet noget lignende. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte, og om jeg overhovedet tænkte? Jeg tror ikke at jeg skreg? Jeg ved det simpelthen ikke? Jeg ved bare, at selve hoppet var super duper fedt! Det var beroligende da jeg kunne mærke at elastikken endelig gav efter og jeg bouncede op igen. Det var så fedt. Det var dog ikke så fedt, da selve hoppet var færdigt, og jeg skulle hænge med hovedet nedad imens jeg ventede på, at de skulle samle mig op. Der hang jeg og drejde rundt op hoppede ganske lidt op og ned. Blodet strømmede hurtigt til hovedet, og jeg blev vildt svimmel, så det var virkelig en lettelse da manden kom og samlede mig op!

Da jeg nåede op på broen igen, var jeg en VIRKELIG GLAD og stolt pige. Den følelse som jeg fik i kroppen over det, kan næsten ikke beskrives. Det var næsten som at have snydt døden.Så fedt!

Jeg ved selvfølgelig ikke hvad der foregik inde i hovedet på Daniel da det blev hans tur til at hoppe, men indtil at han skulle hoppe, virkede han lettere nervøs. Det er nu klart nok, for på grund af hans vægt, var han en af de sidste som skulle hoppe.

Det var fedt da jeg endelig kunne tage imod ham oppe på broen. Det er endnu en af de oplevelser, hvor det kun er os to, som kan forstå selve følelsen - forstå hvad der virkelig skete. Det er umuligt at beskrive!

Vi blev kørt tilbage til vores hostel, og vi var begge ret enige om, at vi skulle ud og fejre at vi havde overlevet. Vi gik ned i byen(som består af en gade) for at finde en restaurant. Vi gik ind på en rigtig fed "diner", men der lukkede køkkenet kl 17.30. Det fandt vi begge meget underligt, for det er da først der man går ud for at spise? Det var også vildt ærgeligt, for diner'en var vildt fed lavet - i rigtig Amerikaner stil, og med klæd-ud-tøj! Lige noget for mig!

Vi endte med at gå ind på et hotel for at spise. Her blev jeg tiltalt "Madam" for første gang, og jeg må indrømme, at jeg ganske godt kan lide den titel. Vi fik LÆKKER LÆKKER mad, og bestilte også milkshake og dessert. Så jeg kan da lige love for, at vi blev forkælet.

Vi gik tilbage til vores hostel og fik en enkelt drink i baren og et slag 500. Daniel gik i seng, og jeg gik ind for at se en film. Bartenderen blev ved med at spørge om jeg ikke godt ville komme tilbage til baren. Da jeg endelig gav efter blev han virkelig glad. Det var også super hyggeligt i baren. Bartenderen var temmelig opsat på at kysse mig, også selvom jeg blev ved med at sige, at det skulle han ikke. Da alle andre pludselig forlod baren så han sit snit, og kyssede mig. Jeg blev edder rasende og spurgte hvorfor han ikke kunne forstå et nej? Han svarede bare "Er det fordi jeg er sort?", og det gjorde mig endnu mere irriteret. Jeg forklarede ham pænt og roligt, at jeg havde bedt ham om ikke at kysse på mig, og at det ikke havde noget med hans farve at gøre, men at jeg simpelthen bare ikke havde spor lyst til at kysse med ham, og det måtte han bare respektere. Jeg fik også fortalt ham, at jeg synes det var noget være pis, at "de ikke-hvide-mennesker" ALTID smider farvekortet. Jeg siger skisme da ikke til en mørkhudet, "Det er bare fordi jeg er hvid!" Den holder jo ikke! Jeg gik i seng, klokken var desuden også blevet alt for mange og jeg var ganske irriteret på bartenderen. Et nej er skisme et NEJ!

Den følgende morgen, onsdag d. 6 skulle vi med bussen til Coffeebay - det skulle nok blive godt at komme væk fra den anmassende bartender. !