Efter vi havde besøgt Hoover Dam i går, satte vi kursen mod Grand Canyon Village som ligger ved Grand Canyons "South Rim" ca 6 timer fra Hoover Dam - vi er lidt i tvivl med tiden, for der blev nuppet en time fra os :)

På et tidpunkt fulgte vi "Route 66" uhuhhhh . De har noget på vejene som vi ikke har, og som jeg er helt vild med - reflekser i kørebanerne - det er totalt cool, og virkelig rart når det bliver mørkt - det fungerer virkelig. Vi har snakket meget om deres kørsel herovre, for istedet for stoplys har de stopskilte - hvor de skal skiftes til at køre, og det virker! Samtidig må man de fleste steder også køre over for rødt hvis man skal lave et højresving. Vi er temmelig enige om, at det ikke ville virke hjemme - der ville blive kaos. Nå nok om det.

Onsdag aften kørte vi ind på en Mac D - jeg skulle på internettet for at skrive tillykke med fødselsdagen til min skønne veninde(Annesophie) hjemme i DK(hun har fødselsdag samme dag som mig). og da vi endnu ikke vidste hvor vi skulle sove, måtte vi forbi Mac'en- Længe leve deres gratis wifi!. Og imens vi nu var der, kunne jeg lige så godt ringe til min søster. Imens jeg snakkede med min søster, gik det lige pludselig op for Daniel, at jeg rent faktisk havde haft fødseldag i DK i et par timer :)

På den anden side af gaden fandt vi et okay fint lille hotel og med kun en times kørsel til Grand Canyon - Knightinn hed det. Ejerne var et indisk par, som nærmest gik i selvsving, da vi fortalte at vi skulle til Indien - men super skønt med nogle "insider" ideer.

Vi fik et værelse med King Size bed(det er alle sengene, og det er virkelig stort - man kan snildt sove to mand i en enmandsseng)

Og i dag torsdag vågnede jeg heldigvis først kl 7(de andre dage er jeg vågnet mellem 5 og 6, hvilket er træls da Daniel har et godt sovehjerte)

Omkring halv 8 vækkede jeg Daniel, og hans første sætning var, "f*** hvor er her koldt" vendte sig om og sov videre. Han prøvede godt nok at lade som om, at han "bare" hvilede øjnene, men den holder altså ikke helt når man snorker! :)

Vi stod op og kørte til et supermarked for at købe kage og fødselsdagslys, cola og krus -således, at vi rigtig kunne fejre fødselsdag i Grand Canyon.

Køreturen der ud var så smuk - men så absolut intet sammenlignet med selve Grand Canyon. Hold nu op. Det var næsten umuligt at tage "det ind". Så imponerende, fantastisk smukt, det kan slet ikke beskrives med ord. Det var vanvittigt. Vi havde pakket rygsækken med de indkøbte ting fra supermarkedet og begav os afsted hen ad stierne og til udsigtspunkterne. Vi gik og gik og gik. Da vi havde gået i et par timer, nåede vi til et af de steder hvor man kan begynde nedstigningen til bunden af Grand Canyon. Vi gik på den sti som hedder Bright Angel. Det var vildt spændende og "breathtaken" at gå der - ved siden af de store klipper. Så fedt - det er umuligt at skulle gengive det og finde ord for hvordan der ser ud. Det kan ikke beskrives. Og vores billeder yder bestemt ikke Grand Canyon retfærdighed - det er umuligt at fange det øjet og sjælen ser.

Vi kravlede ud på en klippeafsats, og satte os til rette med alle fødselsdagstingene - vi tændte dog ikke lysene, for det blæste en halv pelikan og var utrolig koldt.

Hele dagen lang tog vi selvfølgelig billeder, og et par gange var vi ude på nogle af de afsatser som går direkte ned i dybet. Jeg var pænt bange, også fordi vinden var så stærk, at jeg ikke rigtig følte at jeg kunne finde fodfæste. Daniel gik bare der ud, som om det ikke var noget specielt, og det virkede ihvertfald ikke som om at han lagde speciel meget mærke til, at der ligesom var uendeligt langt ned. Men okay, han er jo også vovehalsen :) Vi tog tilbage til bilen og satte endnu en gang kurs mod Mac D - blot for det kære internet. Jeg skulle lige skype til min mor. Efter at have talt med min mor et stykke tid(hun sad ude ved hendes kusine Tina), spørger mor; "Daniel, har du sunget for Didde???" Daniel ryster på hovedet og siger; "Neej!", min mor og Tina bryder ud i kor; "Det skal du! Du kan da ikke have sunget for hende. Syng for hende! Det skal man!" - Måske man skulle have været der, men det var ret sjovt. Daniel blev næsten paf - og det skal der alligevel en del til. Så vi alle fik et godt grin. Kort tid efter satte vi kursen mod Las Vegas for at fejre fødselsdag med manér, men også fordi vi så ville have kørt halvvejs til Yosemite Nationalpark.