Livet som backpacker byder på fordele og ulemper.

(24/1-2015: Ankomst til dejlige Cairns)

Cairns var fantastisk; mødte nogle vidunderlige mennesker, dykningen på Great Barrier Reef var lige i skabet, mit hostel Calypso Inn var en befrielse fra det mindre mareridt i Sydney, det var sjovt at holde alle dyrene (krokodille, slange, blå-tunget leguan, skægget drage et-eller-andet) og siden jeg selvfølgelig var tosset med det, blev jeg hurtigt opgraderet til aftenens assistent, og fik således lov til at holde dyrene endnu mere.

(1/2-2015: Airlie Beach & The Whitsunday Islands)

Efter Cairns tog jeg til Mission Beach for at springe faldskærm i tandem fra 15000 fods højde. Noget jeg har villet siden efterskolen, hvor jeg tog kurset selv, og dermed sprang selv. Men dengang var det fra 3300 fod (1000 m) og uden frit fald, så det var spændende på en anden måde (hoppede selv ud af flyet). I bussen til Mission Beach faldt jeg hurtigt i snak med Greg og Nynke, der begge var dejligt selskab, men som desværre rejste nordpå, og ikke sydpå som jeg. Æv.

Efter intense og tætpakkede dage i Cairns og Mission Beach (syv dage i rap hvor dagen startede SENEST kl 06 om morgenen), havde jeg desperat brug for hvile i Airlie Beach. Forgabte mig derfor i en fantastisk bog to dage i streg og talte stort set ikke til nogen. Det var tiltrængt. Man (læs: jeg) har brug for at være introvert til tider. Min dvale fik også sat nogle tanker i gang, for det meste af min tid i Airlie Beach inkl. the Whitsundays Islands (2. feb til 7. feb) følte jeg mig temmelig ensom. Jeg ved endnu ikke om det skyldes at området ikke kunne hamle op med alle de skønne ting (dvs. mennesker + oplevelser + byen) fra Cairns, om det var mig, der er for intolerant en person eller om det udelukkende skyldes de mennesker jeg mødte i Airlie Beach + øer. Måske en kombi. Faktum er at jeg smilte væsentligt mindre end tidligere og sukkede over de andres konstante behov for fest og høj musik.

(8/2-2015: Rainbow Beach og Fraser Island)

Hvad værre er at noget tilsvarende skete i Rainbow Beach, en lille flække af en by, der giver afgang til Fraser Island (verdens største sandø). Der var jeg 8. feb til 12 feb om morgenen (den 9.-11. feb på Fraser Island). Fraser er et virkelig smukt sted, byder på landskaber jeg ikke havde forventet af en sandø. Dyb ferskvandssø delvist opslugt af en vandrende bunke sand, Eli creek: en bæk med koldt vand rent nok til at kunne drikke, smukke udkigspunkter, kystlinje spækket med hajer og 'stingers' (dødelig vandmænd på 2 cm), kørsel i firhjulstrækkere og ikke mindst den mest fantastiske stjernehimmel. Ulempen: 85 % af de mennesker jeg var i camp med kunne lære en ting eller to af Studiestarten på DTU! Det kan godt være man er stang barcardi om aftenen, men man lader sq ikke én mand tage opvasken efter otte personers morgenmad + forberedelse af maden, mens resten af campen (vi var fire grupper af hver otte mand) venter på en. Jep, det var mig alle ventede på mens resten af min gruppe smurte sig ind i solcreme, og nej, jeg gider ikke råbe af folk, de burde være gamle nok til at bruge deres øjne og dele ansvaret. Der var et svensk par i min otte mands gruppe, der var super fine, tog del i ansvaret og som rullede øjne af de andre også, men de havde i det mindste hinanden (de var nyforelskede og stort set uadskillelige). For at uddybe 'del i ansvaret', så var der hver gruppes ansvar selv at lave mad ud fra en på-den-første-dag-tildelt-boks med mad og følgelig rydde op derfra.

Nok bitterhed, bliver næsten i muggent humør af at tænke på de mennesker, for det gentog sig selvfølgelig dagen efter hvor jeg udover opvask tilmeld OGSÅ lavede morgenmad til min gruppe OG ryddede campen op efter dagens fest. (Vågnede tidligt pga. en eller anden sjov fugl, og kunne ikke sove igen). Min gruppe så mig gøre det - ikke én sagde tak. Fraser: Love the place, not the people.

Vi kom i land den 11/2 om eftermiddagen og havde således en overnatning mere i Rainbow Beach. Booom, den dag var fantastisk, faldt i snak med to piger fra min sovesal :D Skide søde, viste sig den ene (Alison) er fra England, 42 år (havde gættet på 30) og rejste rundt nogle uger med rygsæk inden hun mødtes med sin kæreste, der kom hjemmefra. Vi aftalte at forsøge at mødes i Australian Zoo længere syd på et par dage senere, men det gik desværre i vasken, da hun ikke havde australsk nummer og jeg ikke kunne komme på facebook.

(12/2-2015: Afgang fra Rainbow Beach)

Ville have været i Noosa, men alle hostels var 'fully booked' så jeg smuttede til Mooloolaba en time syd for Noosa. Det er prisen for ikke at planlægge en dyt, men tage det fra dag til dag, for ja - man skulle ikke tro det, men det er stort set sådan jeg har opført mig på østkysten!

Er rent imponeret af mig selv, for hvad der specifikt skete den 12. feb om morgenen (natten efter jeg kom tilbage fra Fraser), endte temmelig hektisk:

Vågnede stille og roligt ved 8 tiden og smuttede ud til friskbagte (og ikke mindst) gratis pandekager med marmelade og peanutbutter. Yum yum. Læste lidt i min bog og nød virkelig den rolige morgen i det dejlige vejr. Ved 9-tiden smuttede jeg til det nærliggende rejsebureau for at finde logi i Noosa og damen ringede rundt for at finde plads. 9.15 blev det klart, der ikke var ledige senge, så jeg fandt noget i Mooloolaba og ville jeg til Noosa kunne jeg blot tage en bus. No problem. Næste job: Book min bus. Vidste bussen gik 9.40 og 12.30 men siden aftenen forinden var kl 12-afgangen blevet udsolgt og det havde jeg ikke lige regnet med! 9.30 sprinter jeg fra rejsebureauet til hostelet for at pakke og hvis du har set nogle af mine fotos af tidligere hostels, er det dig klart at mine ting er ud over det hele! Har aldrig pakket en backpacker taske + checket ud fra værelset så hurtig! Det lykkedes mig at nå bussen 9.40 og det eneste jeg glemte var mine madrester fra aftenen forinden. Er imponeret!

(12-13/2-2015: Mooloolaba)

Mooloolaba er et behageligt kvarter. Og yep, det er rent faktisk et bynavn. Lækker strand (jf. panoramafoto) men ikke så meget at lave i selve området. På eget initiativ nuppede jeg bussen den 13/2 kl 6 om morgenen for at hike i Noosa National Park. Ankomst ved 8 tiden var der MANGE mennesker, ikke mindst fordi parken ligger ud til en super surf strand. Der ligger et par fotos, det var en udmærket gåtur (gik sq 14 km i alt) men så intet dyreliv, hvilket jeg havde håbet på. Der skulle bl.a. være koalaer i området. Men det var dejligt med noget motion, går og bliver lidt småtyk og lasket.

Den 13. om aftenen ventede jeg på en pizza hos Domino's og havde medbragte min seneste bog-opdagelse: "Wizard's First Rule" af Terry Godkind, da jeg ikke kunne lægge den fra mig! En gut midt i 30'erne, der også ventede på pizza, bemærkede bogen, spurgte ind til den og snakken faldt på fantasy bøger. Det viste sig at Scott er en arbejdsnarkoman hvis ægteskab fornyeligt var gået i stykker. Han indså samtidig at hele hans liv handlede om materialistiske goder: Arbejd mere, bliv bedre til dit job, tjen mere, køb en dyrere bil, et større sommerhus for at overgå vennen, forkæl konen mere, opgrader telefon osv. Han glemte alt om at leve, så han besluttede sig for at tage sin første ferie i to år (han har en chef-stilling i et reklamebureau, og havde gjort sig selv uundværlig, så der var ikke rigtig nogen til at erstatte ham og det var årsagen til minus ferie). Jep mor, du har altid sagt at ingen er uundværlig (og jeg har tænkt det var kynisk, for alle ønsker jo at være unikke) og det var sjovt nok også hvad Scott fandt ud af. Pludselig kunne hans ansatte selv løse deres problemer uden at maile ham om alting. Det var interessant at høre hans historie.

Jeg fortæller jer den for at illustrerer de pludselige og meget oprigtige oplevelser, jeg heldigvis også møder ved at rejse rundt selv.

(14/2-2015: Australian Zoo og bus mod Byron Bay)

Australian Zoo! Home of Steve Irwin. Det var en lækker oplevelse, aldrig set en Zoo med så meget plads til deres dyr. Desuden var der stor indhegning med frigående kænguruer, man kunne klappe :D Scott var med derinde og ved lukketid splittede vi op, jeg tog bussen videre sydpå og han skulle tilbage til Melbourne da hans ferie var på hæld.

(15/2-2015: Byron Bay)

Ankom til Byron Bay om natten ved 1-tiden og vågnede sent, samtidig med en af de piger jeg delte værelse med. Dee er født og opvokset i Pakistan men har boet i Canada de sidste fire år for at studere. Et af mine første spørgsmål til hende omhandlede hvilke planer hun havde for dagen og svaret var 'Sea kayaking with dolphins at 1 am'. En opringning og ti min senere var det også hvad min eftermiddag skulle gå med :D Dee var heldigvis virkelig godt selskab og havkajak i store bølger hvor vi spottede både havskildpadder og et par få delfiner, var en virkelig fed oplevelse. Specielt bølgerne. Vi havde vores problemer med at styre båden så vi zigzaggede ind i de andre hele tiden - til stor fornøjelse for Dee og jeg - lidt mindre for de andre. Dejlig dag der blev endt med en 4-5 km vandring langs stranden i solnedgang ud til fyrtårnet og Australiens sydligste punkt. Aftenen kunne have været tilbragt i baghaven på mit hostel (Backpackers Inn i Byron Bay - super godt sted) hvor de vidste film på storskærm, men Dee og jeg var ude og spise i stedet J

Dagen efter var jeg opslugt i min bog mens jeg solede på stranden. Kl 22 gik min Greyhound bus mod Sydney hvor jeg ankom den 17/2, 13 timer senere.

(17-18/2-2015: Sydney, bolig- og roomiejagt)

I ugen op til denne dag, var jeg begyndt at blive spændt på at færdiggøre rejsen og påbegynde livet i storbyen, der skal være mit hjem de næste 4 ½ måned. Jeg glædede mig og gruede også en smule for hvordan pokker det ville gå med at finde bolig. Der er KÆMPE og konstant udskiftning i Sydney, men det gør det ikke nødvendigvis nemt at finde noget godt, der er til at betale. Sydney er dyrere end KBH.

UNSW (mit universitet) lavede i november en gruppe på facebook for alle 'exchange student's ankommende fra verden over (knap 1.200 mand i dette semester), så vi kunne socialisere en smule online inden opholdet begyndte. Gennem denne fandt jeg Cho og Eline. Vi havde tre uger tidligere reserveret et værelse på et hostel og aftalt at mødes den 17. Cho kom direkte fra hjemlandet Korea mens Eline (Hollænder) havde rejst en måned i New Zealand. Så vi checkede ind på værelset i løbet af dagen og ved 17-tiden mødtes vi endelig i tv-stuen. Det er en sjov måde at gøre det på skulle jeg hilse og sige. Og fedt at prøve! Vi havde jo kun snakket lidt sammen online, udvekslet bolig præferencer og interesser og aldrig mødtes i virkeligheden.

Vi mødtes under forudsætningen at have hjælp under boligsøgningen og hvis vi kunne lide hinanden kunne vi lede efter bolig sammen. Simpelt, ærligt, håndgribeligt. Samme eftermiddag oprettede vi et par boligannoncer online og gik en tur i Coogee for at finde aftensmad og ikke mindst for at få en ide om hvem vi hver i sær er som mennesker.

Et godt måltid mad og en overnatning senere er vi på jagt hos de lokale ejendomsmæglere i håbet om de tilbød lejemål. Intet held. Netop som vi er ude af den tredje forretning ringer min telefon. Det er Nick, der har set vores boligannonce online og han lejer et hus ud i Coogee. 15 min senere var vi på adressen til vores første fremvisning eftersom det var lige om hjørnet. Var skeptisk. "Burde det ikke være lejerne, der opsøger udlejerne? Det er garanteret noget lort han har", var min tanke. Under fremvisningen ringer min tlf igen - Det er Lisa, der har set vores annonce og som har to lejligheder i nærheden af universitet. En time senere har vi derfor to fremvisninger mere.

Hektisk dag. Cho skal på firedags surf-camp kl. 16 mens Eline og jeg arrangerer en fremvisning mere af huset. Og ender med at flytte ind torsdag morgen den 19/2. Bum. Nemt. Og en anelse vanvittigt! Her to uger senere har jeg ikke fortrudt det et eneste sekund :D

Der var VIRKELIG meget rengøring, huset var decideret ulækkert. Fatter ikke hvordan Nick (udlejeren) kunne bo sådan et sted, og ikke mindst med så uopdragen en hund. Hverken støvsuger, rengøringsmidler eller klude var at støve op (haha), så det gik der en dags tid med at anskaffe.

Summa summarum er jeg endt med at bo i et hus fra 1905 (??) med tre andre tøser (Eline, Cho & Caitlin), med tre soveværelser, stor stue, spisestue, et badeværelse, stort køkken, spisekammer, veranda (Nick opbevarer sin seng her, men bor som udgangspunkt i nærheden af Brisbane. Verandaen er derfor kun til vasketøj), baghave og noget have lignende foran huset. Et plan.

Caitlin er 27, flyttede ind i huset en uge før os, amerikaner og arbejder 70 timer om ugen som praktikant på en klinik for heste. Hun har sit eget værelse. Eline er 23, læser noget med business og har de første to måneder sit eget værelse. Cho er 22, læser 'petroleum Engineering' og deler det største værelse med mig. Planen er at Eline og jeg bytter ca. halvvejs og Cho har deleværelset hele perioden. Oprindeligt ville vi alle tre gerne have haft vores eget værelse, men på denne måde kan vi spare lidt penge (Sydney er dyr at bo i) og man lærer altid noget om sig selv og andre, ved at gøre ting anderledes end man er vant til.

Så her to uger senere kører det fortsat på skinner. Jeg er praktisk talt madmor og laver aftensmad til os alle fire. Vi har det måltid på fælles budget. De andre tager en større tjans med rengøringen og det lader til at fungerer. Vi (i hvert fald de tre af os) har aftalt ærlighed frem for alt, for ellers kommer det sandsynligvis ikke til at fungere. På hverken den ene eller anden måde.

Vi har nu boet sammen i to uger og det virker virkelig lovende. Jeg håber oprigtigt det holder :)