Profile
Blog
Photos
Videos
Platform med stort P
Dette holds voluntører bestod af elleve tøser og et hankøn. Allerede ved gaten i Kastrup havde vi fundet hinanden, og så gik det ellers derud af: 10 timer i luften til Atlanta, en overnatning, tre en halv time til El Salvador og ud steg vi i en blå, blå mur af tyk varme.
I hovedstaden San Salvador bliver vi fundet af vores underviser Malte og stuvet ind i en minibus. Svedende, trætte, sultne og med en forventning om en alternativ boligstandard, bliver, i hvert fald jeg, meget overrasket over det endelige bestemmelsessted - Platformen; Bilen stopper i en smal sidegade med en indhegnet skole på den ene side og en række af huse på den anden side. Alle gadens døre er lukkede, vinduerne har skodder og gitre for, og af liv er der ikke andet end en ensom hund at spotte. Selve vejen består af en masse ujævnt lagte brosten og også i dette områdes kantstene flyder det med affald. Da dobbeltdøren foran os - endelig - bliver åbnet, er det ind til en sti tilsvarende vejen ude foran, dækket af en mørk port. Som du nok kan høre, har hele sceneriet ind til nu ikke sendt et særlig indbydende indtryk, før det er, vi ser, hvad der gemmer sig bag brostenene: I lufthavnen fortalte Malte, at tre dage inden vores ankomst sluttede regntiden, så udover en skyfri himmel byder en eksotisk og frodig have os velkommen. Den består af en lille lysning af græs, omgivet af små "palmetræsbuske" - den slags vi danskere forbinder med subtropiske områder. To af den kvadratiske haves langsider er dækket af et halvtag belagt med tagsten. Under den ene del foregår undervisningen i en god gammeldags hestesko. Under den anden finder vi hængekøjer, hyggekrog, musikanlæg, tv - kort sagt plads til afslapning. Haven byder ligeledes på en utroligt dekorativ fontæne og, ikke at forglemme, et træ proppet med modne limefrugter.
Den gultmalede bygning i baggrunden indeholder toilet og håndvask, og det viser sig hurtigt, at vores lille oase byder på to mere af slagsen inkl. bad. Så forventningen om ét skur af træ isoleret med sort plastik, et hul i jorden til at skide i og bad ved siden af var ikke helt korrekt.
Den anden del af grunden indbyder til almen livsførelse. Eller måske hvis man i deffinitionen undlader alle vores kæledyr; Jeg tænker, at det er tagets udformning (bjælker med to lag tagsten og lidt udluftning hvor muren møder væggen), der gør, at soveværelserne er enormt attraktive for flagermus. En eftermiddag talte jeg 37 stk. alene på Maltes værelse. Vi har også tre undulater i bur, helt flade edderkopper i krogene (der, so far, alle har været mindre end en håndflade), tudser og frøer i bedene, slanger i buskene, egern i træerne, en leguan under taget, salamandere på væggene, en kolibri i en blomst, og ja - nu og da er de alle også i vores senge.
Går vi tilbage til den almene livsførelse, så består selve bygningen af et køkken-al-rum, hvor der to gange dagligt serveres lækre, varme retter fra vores lokale madmor Betty. Der er også plads til spansklektier for dem, der nu går op i den slags. I de resterende seks rum finder du Maltes private aneks, to badeværelser, to sovesale med plads til hhv. fire og otte beboere samt en gang, der forbinder disse. En gang der også indbyder til yderligere flagermuse-immigration. Men pyt - så længe de ikke skider på ens ejendele, kan man vel være ligeglad.
Generelt forløber de fire ugers højskole ophold med stor variation. Ugens tre gange spansk undervisning foregår på en lokal skole med en masse søde, el salvadorianske lærere og ved en helt fantastisk udsigt over sø og skov. Derudover bidrager politikere, flygtninge, kvinde organisationer, kunstnere, guillakrigere og amerikanske nonner alle til en indholdsrig hverdag, hvor kun "el gripe" og en smule diarré kan forhindre endnu flere perspektiver.
Efter i længere tid at have oplevet alle disse positive såvel som negative kulturchok, forstår du godt artiklens overskrift: Platformen er et sted, hvor vi kan isolere os fra omverdenen og leve som danskere lidt endnu, inden turen, for mit vedkommende, går til en fattig comunidad i Nicaragua.
NB: Artiklen er skrevet med forbehold for ændringer og udsolgte varer.
Ditte Vejlin
- comments