Profile
Blog
Photos
Videos
29. oktober - Vegas, here we come!
Nu ikke flere nationalparker for et stykke tid, ikke mere risiko for at strande i ødemarken uden hook-ups, for nu ville vi til Las Vegas! Byen var ellers noget, vi stærkt havde overvejet at springe over, inden vi tog hjemmefra, men nu er vi pludselig af en helt anden mening.
Kursen sættes, og vi pløjer os gennem ørkenen på helt civiliserede og næsten helt lige motorveje. Oh, lykke! På vejen slår vi et smut omkring Ghost Town, der havde sin storhedstid med sølvminedrift i slutningen af 1800-tallet, men som nu er uddød og forvandlet til turistattraktion. Sjovt at se, men også meget kommercielt og uautentisk.
Ud på eftermiddagen ankommer vi så til Las Vegas, hvor der er en campingplads lige ved siden af Circus-Circus, et stort hotel. Vi får en plads, og der er sørme en pool uden babyer faretruende tæt på. Ungerne er vilde af glæde. Skal dagen takseres som god, er en pool en stærkt medvirkende faktor, som næsten intet andet kan konkurrere med. Da vi har fundet os tilrette og ungerne har plasket rundt tilstrækkeligt længe til, at de er ved at udvikle svømmefødder, vil vi lige stikke hovedet ud på "The Strib", Las Vegas' hovedgade, for at opleve al virakken. Og det er fantastisk. Det er blevet mørkt, men alt er oplyst af blinkende lamper. Wauvv. Vi er allerede solgt denne aften, selvom vi vælger at henlægge den store aftentur til næste dag, for nu skal vi have noget at spise og så skal ungerne hjem i vognen og sove. Vi spiser på Cirkus-Cirkus, som mest af alt minder om en Oslo-færge (måske kombineret med lidt Lalandia-stemning, forestiller jeg mig), bare 100 gange større. Der er en øredøvende larm af musik og spillemaskiner i ét lirum-larum. Vi spiser all-you-can-eat-buffet (lettere klam mad) og spiser dessert til, så vi er lige ved at revne, og så triller vi ellers hjem i seng.
- comments