Kapitel 3 - Borneo

Endnu en hilsen fra Asien!

Vores asiatiske eventyr var efter opholdet i Singapore skudt godt i gang. Garderoben havde fået en opdatering mens vores tørst efter øl og tøser for en stund var blevet stillet. Vi havde før afrejse skabt kontakt til en guide i Borneo, som lovet stod klar i Borneos lufthavn for at hente os. Mandens navn var Abba, og skulle senere vise sig, at blive lidt omdiskuteret herre - det vender vi tilbage til.

Mens Abba i fin stil kørte os ind til Kuching i hans egen jeep, forklarede han hvad, der var planlagt, og lidt om hvad byen kunne tilbyde en flok unge danske drenge. Planen for vores tur til Borneo var hovedsagligt, at komme ud og besøge en asiatisk stamme, der slår sine folder dybt inde i Malaysias regnskov. Tanken om primitive levevilkår, og vilde dyr blev dog for en stund lagt til side, da der først var afgang næste morgen. Abba havde også sørget for logi på et lokalt "Bed and Breakfast", som efter vestlige standarder kan tildeles omkring minus 2 stjerner. Vi smed vores tasker og forlod "cellen" hurtigere end Usain Bolt på en 10m. Byen Kuching stod for vores fødder, så vi kastede os i grams med den. Omgivet af store hoteller som "Hilton" og "Riverside Majestic" gik vi ind i de forskellige shoppingcentre, og blev klar over Borneo var en del billigere end Singapore. Det blev mest til en længere osetur, men lidt "svingen" med dankortet blev det da til. Vores færd i Kuching blev ekstra spændende, da især de kvindelige "borneonitter" var utrolig interesseret i os. Mens der blev fniset og luret i et væk, blev vi til og med også spurgt efter autografer. Vi følte os som et boyband på turné et sted der var en smule isoleret fra den vestlige verden. En lidt surrealistisk, men sjov oplevelse. En smule udmattet efter tøjkiggeriet gav vi os, traditionen tro, ud for at finde en øl eller to. Vi endte på en café/restaurant ved havnefronten, som viste sig at være skæppeskøn. Det skulle vise sig, at blive vores stamsted i Kuching. Maden var anrettet helt vidunderligt og smagte meget appetitligt. Til de forskellige anretninger fulgte der altid en kande "Tiger Beer", som blev serveret i afkølede glas. Bon Appetit! - Til stor ærgrelse for os alle stod cellen klar og ventede på os, da de sidste øl var serveret.

Efter en meget varm nat i "rummet" stod vi alle op, intetanende om hvad de næste 2 døgn ville bringe os. Vores chauffør stod klar til at køre os den 4timer lange køretur ud til den flod hvor "Entalai" (navnet på en fra stammen) ville samle os op i hans båd, og sejle os ud til "Ibanfolket". Vi havde lovet hinanden, at forblive positive selvom de næste par dage kunne gå hen og blive ret dystre.

Sejlturen op af floden var intet andet end fantastisk. Regnskovens majestætiske kæmpetræer lå sig som et hullet tæppe hen over floden. Mens kaptajnen på den 6mandsstore skude forbløffende kæmpede sig op gennem flodens gådefulde strøm, tittede solen ned på vores stadig lidt blege kroppe. Idyllen blev dog efter en time på farten brudt som en sten kastet på en vindstille sø. Pludselig stod det ned i stænger, og vi blev gennemblødte på få sekunder. Vi tog det med oprejst pande, for vi var trods alt i en regnskov. Ankomsten til stammen er meget svær at forklare, for selvom vi nu har haft lidt tid til at fordøje det, kan vi stadig ikke helt sætte ord på det. Med lyde og fagter blev vi vist op til det "longhouse", som skulle fungere som logi for os det næste stykke tid. Faderen, som i øvrigt var den eneste, der talte engelsk på stedet, placerede os på en sivmåtte, der var lagt over en række bræt som skulle agere som gulv. Det spot blev vores plads, og her brugte vi det meste af tiden på at sidde på gulvet og spille kort eller stene. De eneste nævneværdig episoder blev et slag asiatisk fodtennis med de små drenge fra stammen, at Simon lærte vores kære værtsfader at lægge kabale, at Jeppe skulle lette ben i 14timer uden at kunne komme til det, og at vi blev slæbt gennem regnskovens skumle men fascinerende natur. Turen gennem alverdens planter, insekter og træer blev en uforglemmelig oplevelse hvor de indfødte lavede mad til os i naturen, og på meget naturlige præmisser. Bambus blev brugt som kopper og "kogerør" over åben ild. Menuen bød på bambusthe, kyllingelår- og nakke, ris og kogt bambus. Hele herligheden blev serveret på store blade foldet som en lille tragt, og det smagte rigtig godt. Hjemturen foregik langs, og i floden hvor vi vandet til tider nåede os til navlen.

Vores formodninger om livet i regnskoven afspejler realiteten meget godt. De lever primitivt i lidt triste omgivelser (se billeder), men havde alligevel en benzindrevet generator, der kunne forsyne dem med strøm til diverse elektriske apparater som lys, radio og fjernsyn. Vi spenderede ufatteligt meget tid på sivmåtten, og det var ikke mindre end frygteligt, så det er svært at sige om den fantastiske tur gennem junglen opvejer de lange timer med røven planten på et hårdt gulv. Sejlturen tilbage til civilisationen var igen et fantastisk syn, men "storeby-drengene" glædede sig som små børn juleaften til på ny at stifte bekendtskab med bylivet.

Vi følte vores guide Abba, havde taget røven på os en smule, så vi besluttede os for at afslutte forholdet med ham, inden vi igen ramte Kuching. Vores næste to nætter tilbragte vi under helt andre omstændigheder, nemlig på et nogenlunde billigt hotel. Vores stamrestaurant kaldte på os, så vi skyndte os ned og fik en knippelgod aftensmad samt et par kander øl. Det var en stor og mindeværdig oplevelse, men Borneo, Kuching og "longhouset" vil ikke blive skrevet på listen over vores "places to see before you die".