Kære læsere af denne blog

Så er der mere nyt. Efter en fin flyvetur på godt 10 timer, hvor der er blevet læst, skrevet dagbøger, sovet, slappet og set den nyeste Twilight film tre gange flyver vi ind over en storby, hvor de tusindvis af højhuse kun lige kan skimtes gennem smog'en, og lander sikkert. Vi er i Hong Kong! Nu begynder projekt "Hong Kong på 48 timer". Ingen tid at spilde. Efter en sur Kina-dame havde checket pas og indrejse-papirer, samlede vi vores bagage op og søgte hjælp til at finde et sted at bo de næste to nætter. Vi havde taget en chance og var taget til Hong Kong uden at booke overnatninger, fordi vi synes det var for dyrt. Det var både godt og skidt. Lidt frustrerende ikke at vide, hvor vi skulle hen... Vi får anbefalet et område, hvor der er mange hostels. Så dertil skulle vi bare tage bus A1. Jaja lettere sagt en gjort, for det er ikke helt nemt at finde en bus i en lufthavn, hvor de helst skriver med kinesiske tegn. Så vi spørger først den ene og så den anden og halleluja, endelig finder vi bussen, stiger på og kører afsted uden helt at vide til hvad. Men men vi er jo kommet til storbyen, og hvad har man i bussen: gratis WIFI! Så Christine søger på nettet og finder et billigt hostel (fordelen ved ikke at have købt det første og bedste på forhånd). Endelig har vi en destination. Vi kører, står af, finder den rigtige bygning, tager elevatoren til 13. sal og checker ind på et mikroskopisk lille værelse med tre senge og udsigt ned til den travle gade placeret nemt og centralt ift. resten af byen.

Helt i byens ånd står vi ikke stille længe. Vi smider vores tasker og bevæger os ned på gaden og ud i byen. Ret hurtigt slår det os. Vi er kommet til østen. Vi kan se det, vi kan høre det, vi kan lugte det, vi kan mærke det og vi kommer til at smage det. Her er mennesker overalt. Bitte små, skævøjede, sorthårede kinesere overalt. Seriøst, overalt! De smasker, bøvser og laver grønhakkere uafbrudt. Der dufter af røgelsespinde og masser af bilos. Vejskilte, butikskilte, reklameskilte - alle hænger maksimalt 1.9 meter over jorden. Rigtig, rigtig mange har fået glo-suppe, både til morgenmad, frokost, aftensmad og dessert. Når vi går omkring stopper folk op, taber kæberne, vender sig om, pifter, filmer og tager billeder af os. Vi er da også efterhånden alle blondiner og selv Rikke er høj og langbenet, men vi havde ikke troet det skulle være så slemt. Tilbage til handlingen. Vi går ned på havnen, der er ganske livlig sådan en lørdag aften, og går langs havnekajen og kigger over på central Hong Kong. Her tårner højhusene sig op og kæmper en brav kamp om, hvem der har det største, mest strålende neonskilt. Vi fortsætter vores tur og ender i hvad der viser sig at være Hong Kongs største shopping mall i håb om her at kunne finde noget sushi. Det er en ubeskrivelig oplevelse. Det er så kæmpe stort, fyldt med alverdens butikker og ivrige kinsere, der bare skal fremad. Så her står tre provinspiger, direkte fra 14 dages afslappet ø-liv. Vi er målløse, overvældede, skræmte, forargede, men allermest fascinerede. Hong Kong kan beskrives med et ord: HEKTISK! Vi får bestilt os lidt sushi take away, som vi hurtigt får slugt nede ved havnen, hvorefter vi ser det daglige lysshow. Udmattede af sanseindtryk finder vi vejen tilbage til vores bette kammer, hvorfra vi sidder i tilpas afstand og kigger betagede ned på den livlige, menneskefyldte gade.

Næste morgen er det tidligt op, hurtigt bad, på med kondiskoene og ud af døren. Første stop på dagens rute er en moské, næste stop er Star Ferry, der sejler os fra Kowlon øen over til central Hong Kong. Fin og flot måde at sige godmorgen til byen på. En storby kan være et ligeså flot syn som en fredsfyldt fjord i New Zealand. Tredje stop bliver på en Starbucks Cafe. Her finder vi en sjælden ro i denne by i halvanden time, hvor vi snakker som piger nu engang kan snakke samtidig med at vi nyder en kop caffe latte, varm kakao, milkshake, bagels med creme cheese og muffins. Derfra finder vi den rulletrappe/det rullebånd, som kan tage én med op igennem byen, så man ikke selv skal yde noget særlig fysisk indsats. Vi står af i Soho, hvor vi finder et gammelt tempel og næsten bliver bedøvet af røgelse, inden vi går på et lille gademarked og kigger på kinesisk håndværk. Så er vi også løbet tør for energi og blevet tørstige, så vi finder en fin lille bar, slår os ned på tre høje stole og sipper til hver vores strawberry daiquri, mens vi tager hævn og glor tilbage på alle dem der passerer os. Efter tørsten kommer sulten, så vi giver os afsted for at finde frokost. Vi vil have det hele med på vores 48 timer i HK, så vi beslutter os for at spise dim sum, en typisk kinesisk spise. Med lidt besvær får vi fundet frem til den restaurant, som vi har læst godt om og så træder vi ellers ind i en helt anden verden. For selvom Hong Kong er én stor Chinatown, har vi alligevel godt kunne mærke den vestlige verdens påvirkning og ikke følt os helt på udebane. Da vi kommer op i en kæmpestor spisesal, hvor der sidder måske 200 kinesere og gumler, smasker og bøvser, er det vores tur til at stå med åben mund og polypper. Måske har vi mest lyst til at vende om, løbe ned at trappen og ud på gaden igen, men vi føler lidt at alle 200 glor på os og der er kun én vej - vejen til det bord vi får anvist. I aller fjerneste hjørne! Her slår vi os ned, lettere skræmte og forsagte. Vi sidder længe bare og kigger på hinanden, prøver at slå op i diverse rejsebøger, hvordan konceptet med det her dim sum nu var og overvejer, hvordan vi hurtigst og nemmest kan komme væk. Til vores held, deler vi bord med de sødeste kinesere, der kan snakke engelsk (og det er mere en undtagelse end en selvfølge i denne såkaldte restaurant), og de hjælper os igennem der der kunne være blevet en traumatisk oplevelse, men som bliver en sjov, anderledes og god kulinarisk såvel som kulturel oplevelse. Og de er nu søde nok, de kære skævøjer. Vores bordherrer og -damer tror vi er basketball-spillere, fordi, som de gestikulerer med hænderne, er vi høje og bredde. Ved andre border vender de sig om på skift og kigger på de tre malplacerede blondiner og prøver diskret at tage billeder. Jaja her fik vi os da én på opleveren. Videre gik turen gennem den botaniske have og med sporvogn op til "The Peak", hvorfra der var den flotteste udsigt over byen. Ned igen med os, gennem byen, over floden med færgen og så en times "fri leg" i en stor H&M-butik, hvor vi lod os rive lidt med. Der blev fyldt godt med tøj ind i hvert prøverum, men til stor overraskelse beherskede vi os og gik derfra næsten tomhændede. Efter en hurtig tur på McDonald's kunne hverken fødderne eller sanserne klarer mere, så vi fandt vores værelse og drømmeland.
Dagen efter pakkede vi sammen, kastede rygsækkene på ryggen og bevægede os ud på en af de mange øer, for at aflægge "Big Buddha" et besøg. Desværre blev himlen sort og regnfuld, da vi nåede derud og vi valgte at udsætte vores visit på ubestemt tid og tage i lufthavnen i stedet. Her havde vi lidt "sjov" med at veje vores tasker og ikke mindst os selv. Lad os bare sige, at hverken vi eller taskerne er blevet lettere siden vi for 3,5 måneder siden forlod kære Danmark. Ak ak. Og så skete det igen. I vores jagt, denne gang efter sushi, fór vi atter vild i Hong Kong lufthavn. Det er virkelig ikke nemt at være blond. Langt om længe fandt vi frem, slog os ned og indtog et par gode håndruller. Pludselig blev det tid til boarding. 48 lækre, gode, sjove timer i Hong Kong var slut. En by, vi sagtens kan vende tilbage til. Vi kunne godt bruge en dag på bare at sidde på en cafe og kigge på alle de mennesker, der er samlet her.
Nu fløj vi så i 3 sindsygt kolde timer mod Bangkok og Thailand, hvor rejsens sidste dage skal tilbringes. Alt godt får en ende jo.

Kærligst os tre

- Skrevet af Trine