Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det endelig tid for vores “store” Italienstur, som er blevet planlagt i flere måneder! Alligevel lykkes det os (Julie) at booke forkert, så vi en uge før afgang opdager, at der er booket to steder i samme periode, så vi mangler lige et sted at overnatte i 5 dage😅 Det blev hurtigt (og dyrt) løst med en SKØN lejlighed i Salerno - pyt!
Dag 1
Flyveturen til Rom gik strygende, og lejebilen blev hentet. Kasper blev dog liiiige overtalt til at betale ca. 2000 kr for en forsikring, da udlejningsmanden fik panik i øjnene, da han hørte, at vi skulle til Napoli. Og når vi kigger på de smadrede biler, der drøner rundt mellem en billion scootere i de små gader i Napoli, er der ingen tvivl om, at det var den helt rette beslutning!
Efter en køretur på ca 2 1/2 timer landede vi i vores fuldstændig fantastisk bylejlighed med udsigt til havet og byen på klipperne.
Vi hoppede hurtigt i sommertøjet (for solen bager godt), og begav os ud på tur i Napolis gader. Efter noget tid og et par drinks-stop endte vi på en lille bitte strand, som ellers var lukket af med hegn, men da alle de lokale bare smuttede forbi afspærringen, gjorde vi selvfølgelig det samme. Arthur smed straks sine shorts og soppede med de lokale (som er ved at dåne, når de ser ham og hans lyse lokker). Med reggaetoner fra en lille radio, som kørte, mens de lokale spillede kort, var det næsten for godt til at være sandt.
Med afrejse fra Kastrup kl. 6.10 tilbragte vi aftenen i lejligheden, da trætheden begyndte at melde sig.
Dag 2
Efter mindste 10 timers søvn til alle blev dag 2 delt i to. Først stod den på strandtid efter Arthurs ønske på den finest lille strand med alle de lokale! De ældre herrer holder godt øje med kvinder og børn, så de er sikre på stranden - meget italiensk.
Derefter skulle Viktors vildeste drøm opfyldes - SHOPPING i mange timer, så vi kørte ca. 40 minutter til et kæmpe outlet center + et andet center, og der blev shoppet igennem! Så meget at Viktors ben rystede af adrenalin…..
Aftenen blev sluttet på et fantastisk pizzaria og med fodbold i en park, da Arthur havde fodboldabstinenser! Det blev en meget sen, men skøn aften.
Dag 3
Det er UMULIGT at misse, at Napoli har vundet mesterskabet i år, for der er flag, billeder osv. osv. overalt! Sammen med billeder af guden Maradona.
Dagen idag er derfor brugt rundt i Napoli, hvor vi har set Maradonas mur, de skøre, skønne gader og den gamle by. Her fandt vi et lille slot med nogle underjordiske gange, som er gravet ud under byen og er en gammel romansk by. Vi spiste frokost på den berømte pizzagade, hvor Bill Clinton faktisk har fået sin yndlingspizza!
Nu ser vi Holger Rune og spiller fodbold i den lille gang. Arthur har fået en Napoli/Maradona fodboldbluse, og hans talent strømmer allerede ud i hans fødder - hænderne holder han på ryggen for en sikkerheds skyld!
- comments