Profile
Blog
Photos
Videos
Sidste sommer var den store begivenhed lillebrors ankomst, og derfor blev det ikke til en udenlandsrejse det år, men i år var (den ellers fantastiske) pool i haven ikke nok! Rejsen er derfor denne gang gået til Pula i Kroatien, efter grundigt research af Julie:)
Eventyret startede MEGET tidligt natten til tirsdag, og kl. 1.15 vendte Jaguar og familie mod Hamborg lufthavn med to halvsløje drenge og trætte forældre. Turen gik glat og med den tidlige start, var vi allerede på destinationen kl 10. Stedet er fuldstændig fantastisk - en lille by i sig selv med alt hvad feriehjertet kan begære + helt ud til kysten med krystalblåt vand og klipper. Første dag blev brugt ved poolen og med fodbold + pizza på terrassen. Lejligheden er skøn, og den har en stor terrasse, hvor Arthur står med blemås og råber efter folk, med udsigt over havet! Arthur ELSKER poolen, og med så meget andet kaster han sig i vandet med hovedet under armen, og han er efterhånden lige så blå i ansigtet, som Viktor er på benene, efter han har fundet sin passion for fodbold!
Igår blev dagen brugt i Pula, hvor vi fik leget turister, selvom om der pt er lidt stille fra tourguiden, da hun skal holde styr på den mindste tourgæst. Vi fik dog set det imponerende amfiteater, gamle romerske buer og ruiner og takket være youtube og “gladiator”, har Viktor nu styr på det der gladiator-s***!
Vi nåede ligeledes en overdådig frokost, mens Arthur sov i skyggen med rumpen til alle de forbipasserende.
Idag har der stået vand, vand og vand på programmet; først i poolen, dernæst en (meget) lille balje på terrassen og til sidst i bølgen blå i den smukkeste lille bugt, hvor folk sprang i fra klipperne. Det var egentlig kun Julie, der skulle bade, men da Viktors shorts alligevel blev våde, kastede han sig i vandet med Kasper. Arthur spiste sten imens - klogt barn!
Dagen blev afsluttet på den lokale restaurant, der ligger så tæt på lejligheden, at vi kan dufte maden. Vi måtte dog slutte aftenen, da tjeneren kom og forklarede på gebrokkent engelsk, at “den lille mand render rundt og skvatter med en ske”. Det lød ufarligt i vores ører (sammenlignet med hvad han ellers plejer at lave), men så var det slut med at drikke hvidvin, rom og Baileys, mens storebror var babysitter og solen gik ned i havet.
- comments