Morgenen D. 13. Startede ud med at tog en tur ud til det spektakulære Huka Falls, et meget særpræget naturfænomen hvor Waikato-River bliver ledt igennem en lille kløft og udover en klippeafsats, hvilket skabte et stort tryk på vandet, da det fløj ud på den anden side og omdannede vandet i bassinet hvori vandet landede i, til en fuldstændigt turkisblå strømhvirvel, på grund af al den røre vandet skabte. Ialt strømmede 220 tusind liter vand igennem åbningen hvert sekund - Noget af et syn, må man sige!
På vej tilbage fra vandfaldet stoppede ved et udkigspunkt, oppe over Taupo by og udover Lake Taupo, New Zealands største sø. Dette var et smukt syn, men vi dog lidt distraherede af vores foreliggende. Vi havde nemlig to dage forinden arrangeret noget meget grænseoverskridende for både Cathrine og jeg. Vi blev hentet kl. 12:30 i minivan og sad i en bus med 5 andre. Stemningen var temmeligt anspændt og der var måske en smule nervøsitet i luften, på vej ud til vores destination. Efter ankomst fik vi nogle forskellige muligheder om hvad vi havde lyst til at opleve. Derefter skulle vi ellers i gearet og ellers bare afsted. Dragt, sikkerhedsseler, hjelm og briller og så var vi ellers klar til vores allerførste Skydive. Det ville blive et såkaldt tandemspring fra 15.000 fod eller 5 kilometer oppe. Dette betød at vi var fastspændt en professionel Skydiveinstruktør, som ellers ville sørge for det hele og vi bare kunne nyde udsigten, hvis altså det var muligt. Efter små fem minutters ventetid startede det lille propelfly sin motor og sandhedens time var inde. Cathrine og jeg var sidst til at komme ombord, hvilket betød at vi var de første som skulle af flyet igen. En små 15 minutters flyvetur tog os op på de magiske 15.000 fod og så blev døren ellers åbnet og udsigten til jorden 5 kilometer under os, var ellers lige fremme. Efter et kort exit-foto røg Cathrine ellers ud af døren og der gik ikke lang tid før jeg også var ude af døren. Der foran var os var 60 sek. Med frit fald, 200 km/t imod jorden og kun en faldskærm eller to til at sænke farten på vej ned. Ens hjerne satte fuldstændigt ud, da man først lige hænge i fri luft og ellers tordner imod jorden. Efter nogle sekunder begynder man at se hvor smukt det hele er, dog stadig uden helt at forstå det. Kroppen reagere dog hurtigt på det og man mærke med det samme adrenalinen pumpe i takt med at hjertet galopere afsted. I mens man gennemgår denne fuldstændigt grænseoverskridende oplevelser flyver der en eller anden tosse rundt og tager billeder af hvor sjov man ser ud. Det hele virker utroligt surrealistisk, lige indtil skærmen bliver udløst og man ikke længere falder, men stille og roligt daler imod jorden. Her kan man virkeligt først nyde udsigten over den store sø og landskabet, men det er dog stadigvæk ikke helt gået op for en hvad der er sket, ikke før man lander på jorden igen og ser resten lande omkring én. Tilsyneladende fungere tyngdekraften stadig, for det lykkes mig at lande før Cathrine, på trods af at jeg sprang efter hende - Men det er vel nok de ekstra kilo, som man jo har i bagagen.
Det gør først rigtigt op for en hvad man virkeligt har været med til, når man efterfølgende ser den film og de billeder, som kameramanden har filmet af en undervejs nedfarten. Det er nogle temmeligt spøjse ansigtsudtryk der bliver fanget og Cathrine morede sig da også en del over mig, men hun fik skam tilbage af samme skuffe. Til dem af jer derhjemme, som endnu ikke har fået vores video, så har i mulighed for det hvis i går ind på: www.youtube.com
Her skal i søge på Taupo Tandem Skydive 13/12/12 Load 1 og så skulle i gerne kunne følge vores humoristiske nedfart og selv bedømme hvem af os, i synes ser sjovest ud.
En grænseoverskridende oplevelse, men vi var blev jo næsten nødt til at gøre det, i dette fantastiske land på denne fantastiske tur.
Stadig lidt høje over vores Skydive, satte vi os ind i bilen og kørte mod vores næste destination Tongariro National Park. Der er jo ingen tid at spilde, når vi gerne vil opleve så meget af New Zealand som muligt. Vi ankom lidt sent på efter middagen og satte os for at finde et sted at sove. Vel og mærke et gratis sted. Vores nu veltrænede øjne fandt os en rasteplads, hvor vi slog os ned for natten. Her nød vi en hurtig solnedgang og endnu bedre var der næste morgen, da vi kunne stå op til udsigten af de to store sneklædte bjerge i nationalparken. Ikke dårligt, især ikke når det koster gratis. Vi valgte at udskyde vores alt for optimistiske alarm, som vækkede os kl. 6 indtil kl. 9.
Dette var nu heller ikke helt dumt, for da vi nåede op til turistinformationen kl. 10 fandt vi ud af at vores planlagte 8 timers trek, ikke var muligt, da ruten var blev lukket pga. Vulkanudbrudsfare. Derfor måtte vi jo nøjes med en 5,5 timers trekkingtur - Hvilket i bakspejlet viste sig ikke at være helt tosset. Den første time tog os igennem skov og lavland indtil vi nåede det første stop Taranaki Falls. Udfra en klippevæg, faldt et vandfald nogle meter ned i et lille bassin, men da solen endeligt skinnende igennem skyerne, som havde truet lidt hele morgenen, forvandlede den vandfaldet til noget meget andet end et traditionelt vandfald. Lyset fik fremkaldt vandets turkisblå farve, de mørkegrå sten skinnende og nedenfor vandfaldet viste der sig en regnbue, som eventyrliggjorde hele stedet og fik det til at minde som noget fra Ringenes Herre-trilogien.
Men dette korte stop var ikke engang halvvejen for vores ambitiøse trekkingtur. Vi forsatte i selskab af en ældre engelsk herre, den næste times tid. Vores mål var nemlig to søer, den længste mere end 1,5 time fra vandfaldet. Så vi havde det lange ben foran os. Naturen blev dog mere kuperet nu og landskabet mere åbent, så vi blev virkeligt udsat for vinden. Heldigvis regnede det ikke, så det var da intet for to unge vestjyder som os. Vi nåede den nedre sø efter en times tid og viste der sig en temmeligt spektakulær udsigt. Så langt øjet rakte var der brune og grønne efterårsfarver og men heroppe lå, nede i en dal en turkisblå sø, som virkede fuldstændig unaturligt, taget resten af naturen i betragtning. Vi havde her nået en del højdemeter for man kunne skue over temmeligt meget land fra vores udkigssted. Vi efterlod herren, med sin lille engelske "lunch" og begav os videre op ad. Her blev det mere barskt og underlaget stenet og hårdt. Det blev da også væsentligt mere krævende for bentøjet, da vi begav os op af en lille stigning. Vi vandrede over en lille højderyg med hvilket virkede næsten helt filmisk, med de et sneklædt bjerg på hver sin side. Til dem af jer som har set Ringenes Herre var det ene af bjergene Mt. Doom eller Dommedagsbjerget. Her for foden lå den øvre sø, som vi efter at have nået toppen og dermed enden af vores trekkingtur, kunne se ned på. Et spøjst syn, sådan at to store søer ligger så højt over havets overflade. Her oppe på toppen var vi dog meget udsat vind og vejr, så efter en håndfuld fotos af den overvældende udsigt, vendte vi snuden nedad igen. For turen var jo ikke helt slut endnu, da vi jo havde hele hjemvejen tilbage. 5,5 time vidste sig at være rigeligt til os, i hvertfald i det temmeligt krævende landskab, så vi klagede skam ikke over at 8 timers ruten var lukket. Efter et par snacks på vores vej retur og et par godt møre bentøj nåede vi vores bil og en velfortjent omgang frokost, som vi hurtigt fik bikset sammen. En anbefalelsesværdig tur hvis man nogensinde kommer til New Zealand. Vejret kan dog være meget omskifteligt, så vi følte os meget heldige, da vi kom tilbage med tørt tøj.
Næste destination var Wellington, som også er det sidste sted på New Zealands nordø. Fra nationalparken var der en lille køretur på 5 timer, som vi indledte den samme dag. Vi holdte dog ind efter et par timer, da turen havde sat sit præg på os og vi fik en hurtig aftensmad indenbords, inden vi fandt et sted at sove - gratis igen selvfølgelig ;)
Dagen efter nåede vi Wellington omkring kl. 13 og indlogerede os på havnefronten, hvor man kan betale for at overnatte i bilen og derved spare penge. Nu tænker i nok derhjemme hov, der er jo ikke gratis, men efter erfaring har vi fundet ud af at ikke nogle former for parkering i storbyer er gratis, så der har vi desværre ikke noget es gemt ærmet.
Første aften i Wellington brugte vi i biografen, hvor vi så Hobbitten. Forhistorien til Ringenes Herre, så hele Wellington er gået i Hobbit-mode med figure, plakater og udstillinger. Efter at have set filmen, må man sige at ser også er god grund til det, da jeg og endda Cathrine synes om filmen. Det lykkedes hende at se hele filmen uden at falde i søvn, hvilket før har været et problem mht. Mine filmvalg også i biografen. Så en bedre anmeldelse end det kan man nok ikke give :)
Idag har vi hygget os på det lokale søndagsmarked og jeg fik mig endda tillokket end ny kasket, så endnu en god dag har det været idag.
Imorgen sejler vi med Interislander-færgen imod New Zealands sydø, hvor der foran os forhåbentligt ligger endnu flere fantastiske oplevelser.
Indtil da så må i alle derhjemme have det rigtigt godt, indtil vi skrives igen.
Hilsen Cathrine og Tobias :D