Først i dag, d. 21/03, skulle vores rigtige eventyr i USA begynde. Vi skulle nemlig hente vores bil i Los Angeles, efter ankomst med fly først på aftenen.

En stille flyvetur fra Miami til Los Angeles på ca. 5 timer, ja, det tager det i fly fra syd staten Florida til vest staten Californien, til min store overraskelse, men det indikerer bare, hvor stort landet er, som vi skal udforske med bil.
Da vi kom frem til Alamo, som er vores biludlejnings firma, troede vi, at vi skulle hente en Nissan Versa. Men da vi bliver vist ud til den plads, hvor bilen skulle holde, var der ingen Versa. Vi får derfor at vide, at vi bare skulle vælge lige præcis den bil vi havde lyst til, fra den række som hedder Comfort. Her gik vi altså, som var vi på bil indkøb, og kunne vælge imellem splinternye biler fra Dodge, Toyota, Nissan, Volkswagen og Chevrolet. Så efter at have tjekket dem alle ud, både indvendigt og udvendigt, faldt valget på en mørk/blå Chevrolet Cruze, nummerplade 7BSJ290, som skal være vores hjem de næste tre uger i Californien. En super lækker bil, selvfølgelig med automatgear, som var en god overraskelse da vi jo havde forventet en mindre smart bil i form af en Nissan. Senere hen fik vi døbt bilen "Mary" (udtales på dansk, ligesom mormor), da vi jo alle har lov til at være lidt royale.

Nikolaj tog roret, da han kendte til automatgear, og så var kursen ellers sat mod onkel Leo og med mig ved kortet. Per (min mors kæreste), har nemlig en onkel som bor i Tustin lidt udenfor Los Angeles, og han havde pænt budt os velkommen om vi havde lyst. Det er altid rart at have et sted at falde til, når det er første dag et nyt sted, så det ville vi selvfølgelig rigtig gerne. Turen skulle tage godt en lille time, kun med pitstop på en MacDonalds til aftensmad, da vi faktisk kørte så godt som lige dertil, kun med hjælp af et meget dårligt, detaljeret kort og en adresse. Da vi kom frem til Leo var klokken tæt på midnat, så vi var meget usikre på om vi skulle banke på eller ej. En venlig nabo tog sig dog pænt af os og sagde, at vi bare skulle ringe på. Så sekunder efter dukkede Leo op, som heldigvis ikke var gået i seng, da han sad og læste i hans bog, som er hans store hobby. En 80 årig frisk, rar og gavmild mand, som stadig snakker dansk selv efter hans 60 år i staterne som møbelpolstre og gardinmontør. Igennem tiderne har han bl.a. haft kunder som Frank Sinatra, Barbara Streisand, President Nixon og danske Victor Borge. Derudover har han også været med til at pynte Det Hvide Hus indvendigt med tæpper på væggene - man må derfor sige, at vi var kommer i fint selskab.
Huset han bor i er da også af fin stand - et stort hus til en enlig mand, da hans kone desværre døde af kræft for godt 5 år siden, men det er pænt vedligeholdt med en dansk-amerikansk stil som gør det efterhånden gamle, men stadigt pæne hus, rigtig hyggeligt og hjemmeligt. Vi fik os et stort værelse med hver vores kongeseng, og et dejligt stort badeværelse hvor vi kunne mænge os som vi lystede.
Ved ankomst fik vi os en rundvisning i huset, for efterfølgende at få os et glas whisky over en snak omkring hvem hinanden var. Det havde for os været en lang dag, så da klokken blev sent over midnat var det også blevet tid til at knalde brikker, selvom vi sad og hyggede os med whiskyen.

Næste morgen blev vi vækket kl 07.30, selvom Leo egentlig havde sagt, at vi bare skulle have lov til at sove ud, men alligevel spurgte han os, om det ikke var på tide at stå op. Nok var vi meget trætte, men vi gjorde gerne Leo selskab ved morgen bordet alligevel. Ligeså fint havde han nemlig dækket bord til os og gjort klar til boller og kaffe. Vi blev fint serviceret imens vi fik os endnu en snak over morgenkaffen. Ganske hyggeligt.
Leo har en datter på 56, Christine, som bor sammen med sin mand, Doug, i en by øst fra Tustin, hvor Leo plejer at få sin eftermiddagsmad hver lørdag. Derfor skulle vi da også med, så vi kørte sammen derud i hans fine Mercedes med sandfarvet læderindtræk, hvor vi fik os en god omgang middag. Vi fik hygget og snakket, og Christine og Doug gav os en masse råd til hvad der var værd at se. Et par søde mennesker. Efter middagsmaden og kaffe med kage, kørte vi hjem igen, hvor vi bare slappede af, da klokken allerede var ved at være mange. Leo havde om morgenen været inde i byen og hente en masse kort og turistmapper til os, så Nikolaj og jeg fik læst en del og kigget på diverse kort, for at kunne planlægge os en rute, hvilket vi brugte det meste af det første på aftenen til. Til aftensmad fik vi os en god omgang KFC (fastfoodkæde), da Leo til al vores overraskelse havde hentet maden til os. Egentlig var det heldigt vi ikke selv var kørt ud for at finde noget, da vi ikke anede han hentede aftensmad til os også. Og da vi fortalte ham dette sagde han bare "tror i jeg er idiotisk?" Bevares, nej, det tror vi ikke...men det var rigtig pænt af ham, og vi var meget taknemmelige for det. De sene aftentimer brugte vi på endnu en snak + vi tog os en køretur rundt i Tustin for at se området og for at jeg kunne prøve mig af med automatgearene.

D. 23/03, skulle specielt for mig, blive en rigtig stor dag. På turen hjem fra Christine og Doug, fik Nikolaj og jeg nemlig købt os to billetter til en ishockeykamp, hvilket jeg havde håbet rigtig meget på kunne lade sig gøre! Inden kampen, som først begyndte først på aftenen, skulle vi en tur i Ross tøjbutik, for at se på de meget billige stykker tøj.

Igen var vi nemlig tidligt oppe, selvom Leo nok engang havde sagt, at vi bare skulle sove ud - i dag trak han den dog også til kl. 08.00. Derfor kom vi også forholdsvis tidligt ud til Ross, hvor Leo også gjorde os selskab. Vi kunne fint klare det selv, men han ville gerne med, selvom det endte ud med at tage lidt tid i butikken. Men for Leo gjorde det ikke noget, da han fandt sig en stol at slappe af på imens. Tøjet var meget billigt, men det gav desværre ikke pote for mig, men omvendt for Nikolaj blev det til lidt nyt kluns.

Inden afgang videre mod hockey, fik vi mad på Rubbys, som Leo også pænt gav, så vi ikke kom til hockey med tomme maver.
Men ENDELIG skulle det ske, at jeg for første gang kunne komme til en rigtig hockeykamp. Nok har jeg set nogle kampe hjemme i Danmark, men det kan ikke måle sig med det man kan få i USA. Vi skulle køre ud til en by som hedder Annaheim, hvor holdet Annaheim Ducks skulle møde Florida Panthers, hvilket skulle vise sig at blive en god kamp.
Da vi kom derud, var det en kæmpe forløsning som blev udløst for mig. Jeg har i mange år haft et ønske om at kunne overvære en NHL (National Hockey League) kamp, og at det nu kun var nogle minutter fra, var en speciel følelse. Da vi så kom ind på det store stadium, blev oplevelsen da heller ikke gjort mindre. Et stort rundt stadium med masser af madbutikker, fanshops og meget andet, som omringede de 18.000 sæder, som næsten var fyldt ud. Inde i selve hallen, var der allerede en time før kampstart godt gang i lægterne, og det obligatoriske "diskolys" blinkede i diverse farver indover isen. En kæmpe hal, hvor man selv var en lille prik, så havde man ikke fået nogle gode pladser ville der være langt ned til isen. Heldigvis havde vi fået os to gode pladser bag det ene mål (som er gode pladser i hockey sammenhæng), og som tiden nærmede sig kunne vi ikke vente til at kampen skulle gå igang.
Da det så endelig gik igang, var det som en raket der sprang til nytår, da spillerne skøjtede ind på isen til endnu vildere diskolys, musik og en stadionspeaker som piskede en stemning op i publikum. Under hele kampen var der godt gang i publikum, da der både blev råbt, sunget og hujet i alle kampens minutter. Det var en intens kamp, hvor man virkelig kune fornemme alle lydene, slagene, skøjterne og pucken som gled henover den spejlblanke is.
Heldigvis fik vi os noget for pengene, da der blev scoret hele 8 mål, men vi fik desværre ikke set en rigtig hockeyfight eller danske Frederik Andersen i mål for Anneheim Ducks, som var på hjemmebane og vandt 6-2. Men målene, stemningen og oplevelsen i sig selv kunne have været mere end rigeligt for mit vedkommende, men en god kamp og en masse mål slår jo aldrig fejl. De legendariske melodier som bliver spillet i højtalerne når der bliver scoret eller når der er pause eller spilstop, er jo også i al sin enkelthed en fed oplevelse, da det normalt kun er noget man ser i fjernsynet.
En fed oplevelse, som jeg meget gerne vil prøve igen!

Da vi kom hjem ventede der donuts og kaffe til os, da Leo tidligere på dagen havde handlet det ind til os, så vi kunne få noget at hygge os med når vi kom hjem fra kampen. Hertil fik vi os nok engang en god snak om al verdens ting, samtidig med at det er vores sidste dag i Tustin, inden vi i morgen drager videre syd på mod San Diego, som jeg glæder mig rigtig meget til, da det er her mit ynglings amerikanske fodboldhold holder til, the Chargers.

D. 21/03, 22/03, 23/03