Ishockey kampen var stor, men det skulle vise sig at noget kunne slå det. En endnu større oplevelse ventede nemlig i San Diego, da vi mødte en venlig mand ved navn Frank.

Den første rigtige roadtrip tur og starten på det hele, begyndte først rigtig i dag. Jeg ved godt, at jeg bliver ved med at udskyde roadtrippens start, men idag d. 24/03, begyndte det for alvor. Med afgang fra Tustin skulle vi nemlig beslutte os for, om vi ville nord eller syd på først. Valget blev sydpå, hvorfor jeg derfor satte mig bag rettet og kursen var sat mod San Diego tæt på den amerikansk/mexicanske grænse. Byen San Diego havde jeg personligt set rigtig meget frem til. Mest af alt skyldes det nok, at jeg håbede på at komme forbi Qualcomm Stadium, hvor Chargers (amerikansk fodboldhold) høre hjemme. Derfor var det med en lidt speciel fornemmelse i maven, at jeg selv kunne køre dertil.
Først af alt stødte vi da også på stadionet, da vi faktisk kørte lige dertil. Og wauw! Det lyder nok tosset, men bare det at stige ud af bilen og stå på parkeringspladsen ude foran det store Chargers logo som hang på siden af stadionet, det var en stor fornemmelse. Alt det man kun ser og høre om i fjernsynet, og det som jeg sidder klisteret til foran skærmen for hver søndag i sæsonperioden fra 18.00 søndag aften til tidligt mandag morgen omkring kl. 04.00, lå nu for fødderne af mig. Selvfølgelig kun en snes af den store liga med de mange hold og spillere, men det kunne være fuldstændig ligegyldigt, da det her var det største!
Vi begav os videre rundt om stadionet, og jeg håbede selvfølgelig på, at jeg kunne komme om på den anden side af den store grå mur, selvom jeg et eller andet sted havde en ide om at det ikke kunne lade sig gøre en mandag middag udenfor sæsonen. MEN...da vi kom et stykke rundt om Qualcomm, så jeg pludselig et snit af en grøn plæne igennem en lille tunnel, hvilket var ligesom at se "lyset for enden af tunnelen", og allerede der, begyndte blodet at pumpe hurtigere igennem kroppen på mig, men endnu hurtigere skulle det komme til at gå. En greenkeeper kom nemlig kørende forbi og stoppede op da han så os, for at spørge hvem vi var og hvad vi ville. Jeg fortalte ham, at vi kom fra Danmark og jeg var kommet hele vejen til San Diego for at se stadionet og det som mit amerikansk fodbold hjerte banker for. "Well" sagde han, "egentlig må der ikke komme nogen derned, men hvis jeg kan gøre din dag bedre, så skal du få at se". Så Frank, greenkeeperen, tog os med ned igennem den store tunnel og om på den anden side bag murene - der hvor det hele sker. Hvordan jeg skal beskrive de ting og alt det som kørte rundt i kroppen på mig ved jeg ikke, men jeg må sige, at jeg næsten blev helt blød i knæene og kunne mærke hjertet slå lidt hurtigere. Jeg ved det lyder skørt, og jeg grinte da også af mig selv i situationen, men det var nu engang så stort for mig, at det virkelig kunne lade sig gøre. At få lov til at stå så godt som midt inde på stadionet omringet af de 80.000 siddepladser, var helt fantastisk. Grundet de var igang med at gøre banen klar til en kvinde fodbold landskamp, kunne vi desværre ikke få lov til at gå ind på banen eller se de hvide striber som høre sig til på en amerikansk fodbold bane, samt de store gule fieldgoals, men i øjeblikket gjorde det ikke noget. Det at være der var stort nok i sig selv. Frank fortalte lidt om stadionets historie, og hvordan og hvad de gjorde når der var kamp, plus vi fik informationer omkring hvor spillerne løber ind, hvor de holder til, hvor der bliver filmet fra, hvem der sidder hvor og meget mere. Som skrevet, kunne vi ikke komme ind på banen, men det kunne ikke holde mig fra at røre og stå i den ene endzone (mållinjen), samt at give den et kys, så når jeg næste gang ser Chargers spille på hjemmebane i fjernsynet, så kan jeg sige, at der har jeg stået. Et par obligatoriske billeder og en fodbold diskussion med Frank skulle til inden vi træskede videre, og fik sagt pænt farvel og mange tak for "rundvisningen" til Frank. Han gjorde bestemt min dag MEGET bedre!
En af mine planer hjemmefra havde været at jeg skulle have mig en spillertrøje, så vi skulle selvfølgelig forbi den originale shop, som ligger ved stadionet, så jeg kunne få mig en. Det blev dog også til en kasket og en hættetrøje, da jeg måtte have mig noget mere med derfra - så nu er jeg en lykkelig mand!

Efter den ubeskrivelig oplevelse, og grin i bare lidt mere, var det selvfølgelig lidt svært at skulle derfra, selvom vi havde set hvad muligt var, så jeg MÅ tilbage og se mig en kamp og få hele den rigtige stemning med.
Men, turen skulle selvfølgelig gå videre da vi skulle finde os et sted at overnatte, og senere hen på aftenen fandt vi os også Marina Inn and Suites, som ligger få meter fra havnen. Et dejligt værelse fik vi os, og en konge seng med mulighed for en god natssøvn.

Vores første hele dag i San Diego skulle bruges i Sea World. Sea World er verdens største park med fisk og forlystelser, som kan sammenlignes lidt med Kattegat og den Blå Planet i København. Vi havde set meget frem til at se de mange fisk og de store akvarier, da vi havde hørt så meget godt om stedet og at det var et "must see". Til jer som skal til San Diego, vil jeg dog ikke anbefale at bruge de 74$ som billetten koster, for at tage ind at se den lidt skuffende park. Bevares, de havde mange spændende og sjove fisk, og de havde helt bestemt også nogle interessante ting at se. Bl.a. deres store skildpadder, delfiner, spækhuggere, pingviner, hvaler og andre besynderlige fisk. Men Kattegat og den Blå Planet (ifølge Nikolaj), kan sagtens måle sig med det man kan se i Sea World. Vi var derfor ret skuffede, men havde nu alligevel en hyggelig dag, selvom det ikke helt var pengene værd.

Da vi kom hjem fra vores fisketur, besluttede vi os for at udforske lidt af byen. Uden nogen ide om hvor eller hvordan vi skulle komme frem til de interessante ting, vandrede vi bare i den ene retning. Dermed havnede vi i et indkøbscentrer, hvor vi fik kigget lidt butikker og selvfølgelig endte med at gå hjem med et par poser hver. De billige priser frister let, og i sidste ende kan det også sagtens svare sig at købe lidt ekstra. Var det ikke fordi vi skulle bærer på alle tingene et lille stykke vej endnu, jamen så havde vi nok haft flere end to poser hver, selvom vi er ved at være godt med efterhånden - men jeg mangler da fortsat også lidt ting endnu.

Sådan fik vi altså vores første dag og aften til at gå i S. Diego, og kunne se frem til nok en spændende dag i morgen.

USS Midway, et gammelt hangarskib brugt til både 2. Verdenskrig og Vietnamkrigen, ligger til kaj i San Diego havn nu som museum, hvilket vi jo selvfølgelig skulle ind at se, her d. 26/03. Vi glædet os begge rigtig meget, og da jeg altid har været interesseret i krige og bl.a. har skrevet en stor opgave i min gymnasietid omkring Vietnam krigen, så jeg meget frem til at komme helt tæt på noget af det som har været en del af det.
Ligeså stort som det var udefra, ligeså gigantisk var det indvendigt. Med plads til 4.500 besætningsmedlemmer ombord, plus de mange fly, helikoptere, gevær, rationer, bomber, mad og meget, meget mere, var det ligesom en kæmpe labyrint at finde rundt i inde i skibet. Når man forestiller sig et hangarskib, tror jeg ikke man tænker over alle de ting skibet faktisk gemmer på indvendigt. Jeg var i hvert fald meget overrasket. Jeg havde måske forestillet mig en masse senge, en spisesal med køkken, bad og toilet, et førerhus og en landingsbane på toppen til jetjagerne. Alt det var der dog også, men udover det rummede skibet frisør, barbershop, tandlæge klinik, hospital som i en skadestue med syge senge, operationsrum, MR scannere mm., flere kæmpe køkkener med kæmpe spisesal til, sovesenge overalt uden plads til noget, arbejdsrum, kontorer, telefon/telegraf-rum, styrerum, kæmpe motorrum, fængsel til dem som ikke kunne opføre sig ordenligt, et kapel/en kirke med 2 x præst til, teknikrum, elevatorer, vaskeri, syrum, forberedelsesrum, suites til de højeststående og meget mere.
Det var meget specielt at gå rundt i de små gange, hvor man nemt kunne farevildt og var det ikke fordi at ruten igennem skibet var afmærket for en, jamen så var man nemt faretvildt op til flere gange.

Når man gik gennem gangene og så de mange ting som har været i brug, så kunne man ikke lade være at tænke på, at dem der førhen har gået på nøjagtigt samme gange, har gået og været forberedt på krig med gevær i hånden. Det var helt surealistisk at tænke på, at man gik i samme fodspor som soldaterne førhen har gået i, og på en eller anden måde kunne man nemt forestille sig hvordan det har været, selvom det helt sikkert har været noget værre end man først tænker. Plads er der nemlig ikke meget af, da man bor og går oveni hinanden hele tiden samtidig med, at de har gået og været forberedt på, at det de kæmper for kunne i værste fald koste dem livet. Igen, en meget mærkelig fornemmelse at have i kroppen. Mere specielt blev det kun af at træske længere og længere ind i skibet, hvor man kunne sidde og ligge i nogle af de stole og senge som de selv har brugt. Disse ting var der masser af oplevelser af, da man jo med alt man så og kunne rører nærmest fik gåsehud ved tanken om hvad og hvem der førhen har brugt og rørt tingene. Ja, en vanvids oplevelse....

Bl.a. fik vi også set og siddet i de stole, hvor piloterne har gjort sig klar og fået briefing om dagens mission inden de kunne klæde om til pilotdragten og tage hjelmen under armen og begive sig op mod deres fly, for at sætte sig ind og give tegn til takeoff. Igen, gåsehud giver det når man står samme sted som de har været.
Vi fik altså set en masse spændende og originale ting, plus de mange fly på den store landingsbane hvor gamle veteraner stod og forklarede om tingene og hvordan de i sin tid gjorde. Disse veteraner var iført en gulkasket og stod mange steder og forklarede hvordan de gjorde og hvad deres funktion var. Det gjorde det også kun ekstra spændende og interessant, at dem der står og fortæller om det, også selv har været dem som udførte arbejdet under krigen.

En helt igennem fantastisk oplevelse, og skal man til San Diego bør man gøre sig selv den tjeneste at besøge USS Midway og få samme fornemelse i kroppen. Den får man helt sikkert!

Sådan gik vores tre dage altså i San Diego, som jeg synes har været helt fantastiske. I morgen skal turen gå videre mod penge -og lysbyen Las Vegas, som vi også begge glæder os meget til at se.

D. 24/03, 25/03, 26/03