Da der er sket rigtig mange ting de sidste par dage, proever jeg at starte fra en ende af. Naar jeg ikke har tid til at skrive hver dag, er der pludselig saa mange ting jeg gerne vil fortaelle paa een gang. Men jeg proever ad.

Torsdag d. 19/3 skulle vi med en lille baad til Punta Sal. Sejlturen varede ca. 45 min., og selvom vi har vaeret her i et par dage nu er det stadig fantastisk at se bjergene og naturen her. Vi sejlede til Punta Sal National Park, hvor vi alle blev overvaeldede over hvilket paradis det var. Vi sejlede ind til stranden og sprang i vandet, for derefter at gaa igennem nationalparken. Her var mange forskellige dyr, bl.a. broeleaber, som larmede helt enormt. Vi var der heldigvis paa det rigtige tidspunkt, for paa andre tider af aaret proever de at goere hvad de kan for at faa besoegende vaek. Mark fortalte bl.a. om en kvinde der ikke kunne forstaa at det pludselig begyndte at regne, men det viste sig at det var en abe der tissede paa hende. Derudover kaster de grene o.a. i hovedet paa turister. Men saadan noget goer de bare. Efter vandreturen blev vi som den foerste danske gruppe sejlet ud til en spraekke i en klippe, som vi svoemmede igennem. Dette kunne kun lade sig goere fordi der slet ikke var nogen vind. Saa det var en speciel oplevelse. Herefter snorklede vi i det krystalklare vand, og saa koraler og en masse farverige fisk. Koralrevet her er verdens 2. stoerste - efter Great Barrier Reef mener jeg. Vi kom helt taet paa en kaempe stor Baracuda paa mere end en halv meter. Paa Cocolito Bay spiste vi frokost, som bestod at en hel stegt fisk (inkl. oejne, hale mm.), boenner, ris og stegte bananer. Man skal helst kunne lide bananer her, for vi faar det til naesten alle maaltider. Efter at have nyt paradiset i nogle timer, sejlede vi tilbage til Tela.

Efter aftensmaden i Tela havde de to drenge i vores gruppe arrangeret en overraskelse. Den gik ud paa at vi skulle slaa til en pinata - saa det var en slags forsinket slaa katten af toenden. De havde koebt en pinata der lidt lignede Peter Plys, og fyldt den med slik. Det var virkelig sjovt.

Fredag d. 20/3 forlod vi Tela om morgenen for at koere til byen Copan, som ligger en del sydligere og mere vestpaa en Tela. Og her er vi stadig - i dag soendag. Faktisk er vi kun 10 km fra Graensen til Guatemala. Efter ankomst blev vi koert laengere op i bjergene, hvor vi skulle proeve canopy. Det gaar ud paa at man faar spaendt en sele omkring sig, og bliver saa haegtet til en wire. Det er ligesom en svaevebane i sommerland Sjaelland, der er bare meget langt ned. Saa haenger man ellers der og dingler, og skal selv styre farten og bremse ved at trykke haenden ned paa wiren. Vi koerte paa ca. 12 baner, hvor den laengste var ca. 1 km lang. Det var en rigtig fed oplevelse, med virkelig god udsigt. Vi har faaet et virkelig godt indtryk af Copan. Her er saa flot, og Mark har fortalt at byen er en af de sikreste i Honduras. Det kan ogsaa maerkes at her er flere turister end i Tela.

I gaar loerdag d. 21/3 startede vi dagen med en rigtig laekker morgenmad paa en af byens restauranter. Herefter koerte vi til Copans Maya ruiner, hvor vi fik en guidet tur paa ca. 2 timer. Det var rigtig spaendende at se saa velbevarede ruiner, og forestille sig at det engang havde vaeret en kaempe stor by. Der var man vilde papegoejer, og vi havde alle travlt med at fange det bedste billede af dem. Efter frokost kunne dem der havde lyst komme paa ridetur op i bjergene, og det ville jeg ikke sige nej til. Det var der heller ikke saa mange andre der ville, saa vi endte med at vaere ti der skulle afsted. Det var en rigtig sjov tur med fantastisk udsigt jo hoejere man kom. Os der havde lyst kunne trave eller galopere, saa der kom ogsaa lidt fart paa. Paa toppen af bjerget laa en lille landsby , og med det samme vi kom derop loeb smaa boern os i moede og ville saelge dukker de havde lavet af bananblade. Men naar der er 20 boern naennede vi ikke kun at koebe hos den ene af dem. Det er ogsaa trist at taenke paa at smaa boern helt ned til 3-4 aar bliver sendt ud for at saelge dukker i haab om, at os "gringos" (ja, det bliver os hvide mennesker kaldt her. Det er et slags oegenavn) vil goere et sympatikoeb.

Vi er saa heldige at vaere i byen mens der er en slags byfest, saa efter aftensmaden gik vi hen til et slags tivoli, hvor der var karuseller og radiobiler, og vi proevede begge. Naar man gik der blandt de lokale kunne jeg egentlig godt forstaa at de kiggede saa meget som de gjorde, for vi skilte os virkelig meget ud. En ting er at vi er lyshaarede og lyse i huden, men vi stikker naesten alle et halvt eller et helt hovede op i forhold til dem. Specielt jeg foeler mig meget meget hoej. Da vi proevede et stort pariserhjul de har her, blev vi overraskede over, hvor skraemmende hurtigt det gik. Og ikke nok med det, saa mens vi sad der sprang nogle af dem der arbejde der paa og af i farten. Det saa helt livsfarligt ud.

Jeg skriver lige om i dag paa et senere tidspunkt.