Man kan slet ikke forstå at det kan være så svært at finde en internet cafe midt i Vietnams hovedstad, men det er MEGET svært! Dog lykkedes det os at bruge tegn- og kropssprog til at finde denne cafe i en lille gyde, hvor scootere ræser frem og tilbage, og oser lige ind af døren (host!). Men det er intet problem for vi har sådan glædet os til at skrive hjem til jer alle sammen, og kan slet ikke vente med at komme i gang.

I Chiang Mai mødte vi vores første rejsegruppe. 6 super fede mennesker som vi savner monster meget nu, hvor vi har sagt farvel. Vi har oplevet Laos med Louise og Nicola fra England, Johan fra Sverige, Keith fra Australien, Pim fra Holland og Blake fra New York. Hen ad vejen skiltes vi så småt, og vi endte med at rejse mod Vietnam med kun Keith og Johan. Dem måtte vi desværre også sige farvel til, da vores veje skiltes en dagsrejse fra den vietnamesiske grænse.

Efter to dage på Slow boat ned ad Mekong floden fra Thailand til Laos, kom vi til Luang Prabang, en af vores nye yndlings byer. Helt anderledes end Thailand. De har et marked som hedder "The Silent Market" - det siger en del. Der er ingen aggressive sælgere, ingen sure kunder. Det er som om man har en dyne om hovedet for alt er dæmpet til et lydniveau kun hunde kan høre i Thailand.
Luang Prabang ligger på bredden af Mekong, og der er disse sten balkoner der hænger ud over flodbredden. På nogle af dem er der restauranter med lyskæder og hyggelige borde, og på andre er der ingenting, kun træer og udsigt til bjergene på den anden side. Simpelthen så smukt.

En kontrast til dette sted var Vang Vieng - det mest turistede sted på jorden udover Sunny Beach. At sammenligne Lonely Planets beskrivelse af dette sted fra 1994 til 2008 er ... skræmmende. Turisterne har overtaget.

En stor flod der løber ved siden af byen er blevet invaderet af festglade, bikiniklædte unge med gratis whisky shots i hænderne. Konceptet er egentlig fedt nok: Læg dig i en bade-ring og flyd ned af floden og lad dig blive trukket ind til barerne der er bygget på bredden. Super sjovt! Her prøvede vi også at svinge os ud i floden fra Zip lines. Det tog os en del overvindelse, men vi gjorde det. Jeg (Emma) gjorde det to gange og skulle nok have stoppet mens legen var god, for anden gang gled hænderne, og jeg landede fra stor højde med ansigtet først i floden. AV! Men det var skide sjovt på trods af smerten..

Men den bevarede natur skulle også opleves, så vi lejede cykler og tog ud til yderkanten af byen hvor man kunne komme ind i store (men meget smalle) grotter - såkaldt caving.
Det var ret grænse overskridende, pga. kulsorte gange der var meget klaustrofobifremkaldende, og kæmpe edderkopper på væggene. Så fedt at have gjort det. Vi har lagt billeder ind hvor man kan se hvor mudret jeg blev af at mave mig af sted i de smalle gange. Pim og Keith er begge næsten 2 meter høje og de var så morsomme at følge i de smalle gange.

Med disse oplevelser i rygsækken tog vi af sted mod verdens mindste hovedstad, Vientiane. Også en meget hyggelig by hvor den gamle franske stil var meget let at få øje på.
I Vientiane var der ikke meget at opleve udover de hyggelige spisesteder ved floden og det skandinaviske bageri, hvor jeg fik stillet min lyst til lakridser - en ting der er UMULIG at finde. Tang-slik og chips med sushi smag er nemt at finde, men lakrids.. no way.

Keith, Johan, Tine og jeg tog videre øst på i retning af Vietnam, og endte i en lille, meget øde landsby hvor vi besluttede os for at slå lejr. Og her mener jeg i den helt bogstavelige, spejderagtige betydning. Efter at have sagt nej tak til et hotel med en orangutang i snor, slog vi Johans lille tomands-telt op på et tomt stykke jord. Da vi var 4 rimelig langbenede mennesker, lå vi alle sammen på kryds og tværs med ben, arme og hoveder uden for teltet og lå og kiggede på stjerner indtil vi faldt i søvn. Her lå jeg og tænkte på jer alle sammen derhjemme og hvad I mon lavede. Klokken ville have været 17 i lille DK. Jeg kunne ikke lade være med at smile mod Karlsvognen og tænke: Det her er livet.

Dagen efter skiltes vi med drengene efter et par spil "Røvhul"; et kortspil der er super underholdende, og som vi har haft meget sjov med de sidste 12 dage. Tine og jeg har fundet ud af det ikke er så sjovt når man kun er to.. suk.

Vi savner dem rigtig meget nu, hvor vi er alene, for vi endte alle sammen med at kende hinanden rigtig godt.
Vi har talt om alle 6 at mødes igen i Holland om nogen tid så det ser vi frem til. Og vi er enige om at der selvfølgelig snart kommer nogle nye venner. Der er falanger (hvide) over det hele:)

Vi nåede videre til Lak Sao og boede på det værste hostel i mands minde. Gamle cigaret skodder på skabet (ja, man må ryge over det hele her), en seng der mest af alt mindede om et synkende skib, beskidte lagener, et fugtigt og beskidt håndklæde samt kakerlakker og gekkoer i dynen var bare noget af det.

Vi har det på video og griner så meget af det nu. Vi flygtede fra Lak Sao tidligt den næste morgen og nåede den Vietnamesiske grænse i regn og meget lidt sigtbarhed. Vi havde dog vores nyindkøbte rishatte og blå plastikregnslag til hjælp og fik, forståeligt nok en masse smil fra, ja.. alle:)

Vi synes Laos er et rigtig dejligt land og vil begge to gerne tilbage engang. Menneskene er venlige, maden billig og omgivelserne smukke. Plus det er ikke turistet på den dårlige måde som Thailand. Det er svært at forklare, men det er bare ikke det samme.

Som I kan læse er der meget sket siden vi sidst har skrevet, og det er derfor komplet umuligt at få det hele med, men en del har I nu fået. Vi har glædet os meget til at skrive til jer og nyder også at høre fra jer derhjemme.
Og bare rolig - Vi husker solcreme og børster tænder hver dag!

Kærlige hilsener fra Tine og Emma