Ja, så har vi så startet et balinesisk band. Tine på afrikansk jimbe og jeg på guitar. Det er utroligt så meget opmærksomhed man kan få, når man bærer rundt på instrumenter. Vi har bondet med så mange rastløse, balinesiske surfere i Kuta og været med vores nye venner i musikstudio uden for Ubud. Det har været et eventyr. Specielt i Ubud, kunstnernes og kulturens by, har vi haft mange gode oplevelser som jeg vil komme tilbage til senere.

Vores indonesiske vennekreds startede sin udvikling i Kuta, partybyen på Bali, hvor alle festglade australiere mødes. En aften da vi var på vej hjem i seng, stødte vi ind i et reggaeband, der spillede på en halvtom cafe. Det endte med at vi fulgte med dem og to svenske drenge til en stor reggaebar skjult nede af en lille vej og væk fra de store technofester. Her var der livsglade mennesker, der dansede i bare tæer til bongotrommernes rytmer, og hurtigt var vi en del af det. De måtte faktisk smide os ud da baren lukkede fordi vi stadig dansede rundt uden sko.

Vi mødte vores ven Rai med langt sort hår (han skilte sig ud ved ikke at have dreadlocks), som vi senere stødte ind i igen, i Ubud på en anden reggaebar. Det resulterede i endnu en rasta-fest hvor Tine og jeg spillede sammen med bandet og dansede på scenen. Det var fantastisk at være en del af musikken - måske starter vi vores eget reggaeband med vores nye instrumenter? Jeg har lært alle akkorderne og starten af en sang, udelukkende fra balinesere vi har mødt. Når jeg kommer hjem kan jeg nok en del. Tine lærer også nye rytmer hele tiden og vi sidder ofte og jammer med de lokale udenfor deres butikker.

I Ubud var det ikke svært at komme i kontakt med nogen. Overalt hvor vi var, var folk interesserede i at tale med os. Den første dag i Ubud kom vi tilfældigvis forbi et sted hvor de lokale spillede pool for at få tiden til at gå. Vi blev inviterede ind og mødte kunstneren Ketut. Efter et par spil aftalte vi at mødes med ham senere for at se hans galleri. Han fortalte at han plejer at sælge sine malerier for $300,00 men da vi senere erfarede, at det kun tager ham 10 minutter at male et billede, synes vi at det var lidt pebret. Vi har brugt meget tid i Ketuts galleri, da han var meget vis og havde mange spændende ting at fortælle.

På Bali har vi lært at det er dumt at have for mange planer, da dagen altid har noget andet og ofte bedre at tilbyde. F.eks. har jeg nu ved et tilfælde oplevet den virkelige verden, der er beskrevet i bogen "Eat, Pray, Love" af Elizabeth Gilbert. Vi rendte nemlig tilfældigvis ind i det traditionelle balinesiske healing center, der er beskrevet i bogen, og mødte Dr. Wayan. Vi blev straks gode venner med de ansatte (igen pga. instrumenterne vi havde taget med på tur) og blev fyldt med sunde drikke og fik stukket blade ned i trusserne. Vi fik læst vores kroppe og fik at vide at vi begge mangler calcium og e-vitamin plus nogle andre ting som jeg tror det er normalt for vesterlændinge at mangle. Det sjoveste var dog, da vi fik læst vores fremtid. Jeg kommer til at have to jobs, det ene betaler mere end det andet, og Tine får 3 børn og to mænd. Så må vi se hvordan det passer.
Vi tog på cykeltur en af dagene til den store vulkan Mt. Batur og mødte her Max fra Tyskland, som vi nu rejser sammen med. Cykelturen var tilpasset de dovne turister og gik derfor ned ad bakke hele vejen.

Vi blev en nat i Padangbai ved Balis østkyst, fordi vi dagen efter skulle have en færge videre til Gili Islands. Ved Padangbai er det godt at snorkle, så vi tog ud for at se hvad der foregik under vandet. Jeg ville ønske, at vi havde et undervandskamera, så vi kunne vise jer billeder, for det var helt fantastisk. De farverige fisk var så tæt på os, at vi næsten kunne røre dem og de faretruende rokker gled under os. Vi elsker at snorkle!

Kærlige hilsener fra Tine og Emma