Uret tikker - tik tak - tiden triller, og pludselig er vi igen langt efter med at få skrevet en større opdatering her på bloggen. Så hvis du lige har røræg på panden eller venter gæster, så var det nok en god ide lige at få færdiggjort hverdagsstoffet først, for nu er det tid til endnu et afsnit i novellesamlingen, "Mads, Lasse og Skrammelkassen"!

Inden vi bevæger os alt for langt ud i historieskrivningen vil komme en lille tankestrøm af overvejelser, der begrunder vores valg af destinationer. Lasse står på sit værelse i Them og skal pakke forud for en længere tur til USA. Mads står i samme situation i Silkeborg. De glæder sig gevaldigt til at skulle over i de forenede stater og bære klipklapper og shorts, og derfor bliver kufferterne pakket derefter. Hvad de to ikke har overvejet er, at andre steder i verden end i lille Danmark findes et begreb, der hedder højdemeter, og tommelfingerreglen dertil er som bekendt, at der bliver en grad koldere pr 100 meter man kommer opad. Og dét havde Mads og Lasse ikke skænket en tanke. En anden lille klimamæssig huskeregel er, at jo længere nordpå man kommer, des længere bevæger man sig væk fra solen og varmen, og det er så her alt det med destinationerne kommer ind i billedet - ja, vi gør virkelig hvad vi kan, for at dit røræg skal brænde på! Vi sad i Zion og lagde planer for vores rejse. Valget stod mellem en køretur tværs over landet til Chicago, til en by vi ærlig talt ikke ved en skid om, eller at tage på landbrugsferie i North Dakota, som vi ærlig talt heller ikke ved en skid om. Begge muligheder er et godt stykke nord på, hvorfor vi hurtigt sluttede den konklusion, at vi skulle trække tiden i syden så længe som muligt, og vente med at drage nordpå til vi kom lidt længere ind i sommerperioden (ja, vi snakker så alt i alt en lille uges tid vi fik tiden trukket, men hvad fa'en, historien lød udmærket i hovedet, og nu er den skrevet, så sådan bliver det!)

I hver fald kommer der nu beretninger om en to-tre nationalparker, vi måske godt kunne have været foruden, men som vi alligevel er glade for vi har fået oplevet. Vi snakker Bryce Canyon-, Capitol Reef- og Arches Nationalpark. Bryce Canyon husker vi bedst for vores hyggelige stunder i skrammelkassen, hvor vi sov, spillede og spiste pga. det forfærdeligt kolde vejr (vi havde slået teltet op til vores bagsæder og bagage, og sov på sten og søm i bilens bagagerum - vi har fået købt en ny luftmadras). De fleste hiking trails var lukkede, og det var generelt bare pisse koldt. Men det var nu stadig nogle fantastisk flotte klippeformationer, som de kalder Hoodoos. Capitol Reef var stedet, hvor vi opdagede hullet på luftmadrassen, og Mads har stadig en lille smule ondt i ryggen efter at sove på sten og trærødder et par nætter. Campen var dog helt fantastisk i en lille dal af klipper, med frugtplantager og grønt græs, hvor campingstolene blev brugt som liggestole under den skyfri himmel. Om det var vores overpumpede lagenhvide overkroppe, der tiltrak Barbaras opmærksomhed står os endnu uvis, men i hvert fald blev vi henvendt af en fantastisk dame midt i 60'erne, der interesseret spurgte ind til vores tur, vort land og vores færden. Midt i vores gastronomiske aftensmad, bestående af bagt kartoffel og dåsebøf, kommer Barbara slæbende med to trillebøre-fulde kort og oversigter af nationalparker, og hun får hurtigt overbevist os om, at vores næste tidsfordrivende ophold skal være i Arches Nationalpark. Hun fortæller endvidere om, hvor fantastisk hendes hjemby Boulder er, og hun får os hurtigt inviteret hjem til en lille overnatning. Mere om det senere i novellen. Vi var desuden til et astronomishow om aftenen, da en camphost var tidligere astronom. Han kunne berette om det ene og det anden, og pegede livligt med sin psykopatlaserstråle, men det eneste vi fik ud af det var, at Karlsvognen ikke bliver set som en indkøbsvogn men en kasserolle, og derfor bliver kaldt "the big dipper". Vi memorerede også hurtigt hvad "quite cloudy" betød, og det kan jo så forklare, hvorfor vi ikke rigtig kunne følge hans fortællinger - der var ikke meget at se! Af natur i Capitol Reef kan vi fortælle, at parken ikke differentierer specielt fra så meget andet, men der er da et flot panoramaview fra toppen af Navajo k*** - du skal bare lige gå en helvedes masse skridt i noget kuperet terræn, så du skulle måske i stedet bare kopiere dette link til din browser og se panorama photo deroppe fra. http://photosynth.net/search.aspx?q=m_hvidberg . Arches nationalpark husker vi mest for vores lange køretur efter søgen for en billig campingplads (som vi aldrig fandt), og så selvfølgelig vores skydive, som du sikkert har set billeder af, og de kan vist tale for sig selv. Vi kan dog tilføje, at det var rigtig fedt, og noget vi højst sandsynligt skal prøve igen. Naturen er smuk i selve nationalparken, men der kan ikke bruges specielt meget tid derinde. Det er dog fascinerende, at så mange buer kan samles et sted - den gode naturarkitekt kan sine tricks, kan han!

Nu var det så også ved at være tid til at få børstet svampen væk mellem tæerne og ellers generelt bare få et bad, så vi glædede os lidt til at komme tilbage til civilisationen, denne gang i storbyen Denver (Vi har på nuværende tidspunkt i novellen besluttet os for at skippe den lange køretur til Chicago, og i stedet tage på bondeferie på bøhlandet - og Denver var en storby på vej til North Dakota). På trods af, at Denver er indehaver af titlen som USA's 26'e største by (og hvad så!?), havde den ikke meget at byde på. Vi gik en tur ned af strøget, hvor vi ikke fandt andet end restauranter og kosmetik, og besluttede os derfor at finde ind til vores indre barn, og i stedet tage i forlystelsespark den efterfølgende dag. Her skulle vores velkendte (u)held atter vise sit ansigt, da samtlige skolebørn fra staten Wyoming var taget på en lørdagstur på et par hundrede kilometer til Lasse og Mads's forlystelsespark, og da USA generelt er nogle sløvpadder med at få klargjort og færdigfikset deres ting (her tænkes på forlystelserne) gav det en helvedes masse lange køer på parkens sæsonåbning. Vi kan da komplet tilfældigt udvælge en kølængde på små tre timer. Efter tre dage havde vi fået nok af Denver, og kan kun anbefale byen, hvis du er ekstremt sulten, og ellers ikke rigtig ved hvad du skal give dig til. Vi er ikke specielt begejstrede, men måske var vi også bare de forkerte steder?

Søndag gik turen mod Boulder, hvor vi på forhånd havde aftalt med Barbara, at vi skulle besøge hende en enkelt dag. Vi havde flere gange inden diskuteret, hvad Barbara var for en person; hvad hun arbejdede med, hvordan hun boede, osv. Diskussionen gik lige fra rigmandsarver til højtuddannet krisepsykolog, men når vores eneste observation til analysen var hendes bil, er det ikke så sært, at vi totalt fejlvurderede hende! Barbara har brugt stort set hele sit liv på at opleve verden fra oven. Først har hun besteget det ene bjerg, hvorefter hun med møg og besvær fik besteget det næste. Hvad den dame ikke havde af imponerende historier at fortælle fra sit spændende liv! Vi gik en lang tur i Boulders fantastiske bjerglandskab, hvor vi på toppen fik historien om, hvordan hun besteg Mount Everest. Alt i alt et hyggeligt ophold med fascinerende historier og tonsvis af fotoalbums.

Nu gik tiden i sydens dejlige varme(Boulder ligger jo rigtig sydligt!) ikke længere, og vi var nødt til at drage længere nordpå, op i mod North Dakota. Fra Boulder til vores næste stop, Rapid City, South Dakota, havde vi en 7-8 timers kørsel foran os, og vi skulle desuden nå Mount Rushmore inden mørkets frembrud. Så af sted det gik, og vi nåede da også frem til den store klippeudhugning inden det blev alt for mørkt, men om vi fik det set? - aldrig i livet! Griskhederne tog 11 dollars for en parkeret bil, og da solen ikke længere var at se nogen steder, fandt vi os fint tilfredse med et drive-by-shot af attraktionen. I ly og mørke fandt vi frem til vores hotel i Rapid City, hvor den efterfølgende dag stod på besøg i Randers Regnskov, som vi var blevet henvist til, af Lasses tante, Carol (se billeder).

Efter et par timer mellem skrubtudser og slangeham vendte vi snuden mere nord på, med kurs mod Mott, North Dakota, og hvilken by det var. Da Lasses morbror havde fødselsdag på ankomstdagen, var en lille present på sin plads. Mott er repræsenteret på vores kort over North Dakota, og virkede derfor som en by, der var stor nok til at huse indkøbsmuligheder. Nu skal vi da heller ikke få det til at lyde som om, at spøgelsesbyen var helt forladt, så efter en ti minutters rundfaren i byen, fandt vi en bygning, der kunne minde om et supermarked. Det skal siges, at vores telefoner var uden signal, og adressen ukendt for gps'en, så vi var efterhånden glade for at finde mennesker, der forhåbentligt kunne hjælpe os med at finde frem til Peter og Carol's hus. De tre ekspedienter, der var til stede i butikken, blev sat på noget af en opgave. Selvom de alle tre var født og opvokset i Mott, og kendte Gud og hver en mand, var adressen ligeså ukendt for dem, som for os. Det var først da Lasses onkels navn blev nævnt, at en klokke ringede hos den ene af ekspedienterne. "Oh, is it his birthday today? Mary was here earlier today and bought some cake for him. I'll give her a call" udbrød hun, mens vi naturligvis var helt med på, hvem hende Mary var! Vi bukkede ærbødigt for deres hjælp, og - 3 miles nord for Mott, 7 miles ind ad en grusvej, op gennem en mudret baggård - senere, stødte vi pludseligt ind i et hvidt hus, som viste sig at være familien Kunnerup's opholdssted, og vi var nu klar til vores bonderøvsferie i North Dakota. Vi blev taget i mod med åbne arme og kyshånd, Peter takkede for et par chokoladebar og solbriller, og vi fik os indlogeret på et af værelserne. Vi fik over et par øl eller to(!) snakket om vores tur og hvad der nu ellers hører til. Vi havde inden vores ankomst spurgt Peter, om der måske var en lille mulighed for, at vi kunne komme ud og se den gård Peter arbejder på, og eventuelt hjælpe lidt til, hvis der ellers var noget at lave - og det var der! Næste morgen havde Peter hentet en spand med vand, og vækkede os kl. 7, og så havde vi fandeme bare at komme i gang (sandheden var nu lidt en anden - vi mødte først kl. 10, og hvis det stod til Peter, var han fløjtende ligeglad med, hvornår vi mødte ind, bare vi havde det sjovt). Den første dag stod i køernes tegn. Vi blev iført gummirøjser og jernstænger uvidende om, hvad der nu skulle ske! I raskt trav fulgte vi efter Peter gennem mudder og lort, og endte inde mellem en hulans masse køer og kalve - nu skulle der øremærkes og kastreres! Det foregik således ved at Peter kastede de efterhånden alt for store og tunge kalve ned på siden for at holde dem i jorden med sine knæer, mens Mads og Lasse havde til opgave at holde de arrige mødre væk, og endda give dem dask med jernpinden, hvis de kom for tæt på. Om vi overhovedet var til nogen gavn, eller om køerne blot fandt frygten i vores øjne interessant ved vi nu ikke, men vi fik da forvandlet et par tyrekalve til stude og givet dem bling bling i ørerne, og Mads fik da også lov at prøve at "kaste" en ordentlig krabat i mudderbadet (det skal siges, at den var nyfødt, og ikke kunne gå endnu, men fortæl endelige ikke det til Mads, han er stadig skide stolt!).

Når man har haft halvanden måneds total afslapning, er det hårdt sådan at være i farmerlivet, så der gik ikke mange sekunder, før Ole Lukøje havde sendt de to hårdtarbejdende til drømmeland. Hvad vi ikke vidste var, at der var masser af arbejde at lave endnu, da Peter er eneste fastansatte på gården. Så Brent, som er ejeren af gården, var overlykkelig for at have fået ny frisk arbejdskraft, så han bad Peter om at sætte os i sving. Vores arbejdsdage bestod af følgende opgaver:

Samle sten på markerne med en bobcat og en traktor.

Reparere hegn i lange baner

Udjævne gårdspladsen for huller

Hjælpe med at fodre køer

Jagte fuldvoksne tyrer på crossere.

Indsamle nylonnet på marker og stræder.

Vores arbejdsopgaver var generelt de småopgaver, som Peter og Brent ikke havde tid til, da de havde nok i at klargøre, sprøjte og så markerne efter den lange vinter, hvilket passede os ganske glimrende, da vi da kunne få lov til at køre i en masse forskelligt køretøj.

Hvis vi skal fortælle lidt om Brent, kan vi kort sige, at han er en noget presset og derfor stresset mand. Vinteren har i år varet en måneds tid længere end normalt, og derfor er de på gården bagefter med alt, der hedder såning, og en typisk arbejdsdag for Brent og Peter i de dage vi var logerende, så ud således. Mød ind mellem 6 og 7, og tag hjem mellem 22 og 3 om natten! Det er jo fuldstændig sindssygt, og når vi synes vi havde nok i at møde kl 9-10 stykker og tage fri mellem 17 og 19, har vi virkelig svært ved at forstå, at de kan holde til det. Men i hvert fald - Brent er en stresset person, der på trods formåede at smile og ønske godmorgen, og spørge ind til vores planer om alt muligt, selvom det var tydeligt at se på ham, at han bestemt ikke havde tid til chit chat, og at det egentlig overhovedet ikke var i hans interesse at høre selve svaret. Til gengæld var hans kone meget interesseret, og havde tilsyneladende sjældent hørt udlændinge snakke, så det morede hende gevaldigt, hver gang der blev snakket dansk. Hun biksede desuden op med burgere og Sluppy Joe's (boller og kødsovs) når hun lige havde tid. Vi kan også lige nævne, at hun var den eneste af Brent og hende, der kendte vores navne. Brent havde ikke den fjerneste ide, og det kunne heller ikke rage ham mindre, bare han fik rejst noget hegn!

Nok om det på gården, og nu hjem til the Kunnerup's. Her stod den virkelig bare på hygge og afslapning. Lasses fætter Trevor og Mads blev hurtigt gode kammerater, og tilbragte megen tid skiftevis foran computeren i et race i TrackMania og en boksekamp i køkkenet. Alt i mens Lasse og Peter sad foran flimmeren med en bajer i hånden og en Zombiemovie på Netflix. Carol diskede op med den ene ret efter den anden, og forkælede os til den helt store guldmedalje. Det kunne vores mødre godt lære lidt af :)

Summa summarum var det et rigtig lækkert og inspirerende afbræk fra vores roadtrip, og vi er rigtig glade for, at vi valgte at tage derop, frem for at tage til Chicago. Nu ved vi i hvert fald, at en ko ikke bliver gravid, men drægtig, og at den kælver og ikke føder. Vi siger mange tak til Peter, Carol og Trevor for at acceptere et par logerende bavianer i al den tid, og Brent og Mary Roll for at have os i arbejde, og vi skal nok nyde den fyrstelige betaling for vores beskedne arbejde længe endnu!

Nu sidder vi så med søvndrukne øjne på et hotelværelse i Billings. Vi er på vej til Yellowstone, hvor vi regner med endelig at blive spist af en bjørn, så vi skal snart have noget søvn lidt. Vi har lige været ude og fejre vores bondeferie med en lækker bøf på et steakhouse, hvor Mads nød en velfortjent fadøl, mens Lasse måtte nøjes med et glas lunkent klorvand! Så må han jo huske sit ID en anden gang.

Ha det godt.