Vi havde to dage i Ho chi minh city, inden vi skulle videre med fly til Kuala Lumpur. Den første dag havde vi købt en tur på Mekong-floden. Vi havde troet, at der var lidt mere sejltur over det end der var, men der blev vi skuffede. Vi sejlede en halv times tid, hvorefter vi så stoppede ved en kokosplantage. Her var vi inde og se, hvordan de lavede kokosslik. Det var faktisk meget spændende at se, og vi købte da også lidt kokosslik med hjem. Efter besøget på plantagen sejlede vi videre hen til det sted, hvor vi skulle spise frokost. Den var ikke noget at prale af, og det er første gang, at vi har været skuffet over includeret mad. Inden frokosten kunne man komme ud og cykle en lille tur. Vi troede, at vi skulle ud og se et eller andet spændende, men fandt så ud af, at det nok bare var for, at man kunne prøve at cykle, hmm som om vi ikke har prøvet det før. Nå men vi fik spist vores frokost, og sejlede derefter videre over til et andet sted, hvor vi skulle smage en masse tropiske frugter og lytte til folkemusik. Det er nok ikke lige den slags musik, som vi er vandt til at høre i Danmark, men det lød da interessant. Efter en 3 kvarters tid tog vi så videre med båden over til nogle små kanoer, hvor vi så blev fragtet i dem gennem en smuk lille kanal ind til det sted, hvor vi skulle smage honningte. Det var den bedste te, som vi havde smagt indtil nu i Vietnam, ellers har de ikke været noget at prale af. Efter te og lidt snacks fik, dem der turde, lov til at holde en stor python-slange. Birgitte sagde glædeligt "ja tak", mens Thomas valgte at springe over. Det var så den sidste oplevelse vi fik set på den anden side af mekong-floden, inden vi så igen sejlede tilbage til havnen, hvor vi så skulle med bus i 2 timer tilbage til Ho chi minh city. Selvom der ikke var meget sejling på den tur som hed "Mekong-river-tour", så var det da stadig endnu en berigende oplevelse, som vi tager med hjem i bagagen. Næste dag d. 11 feb. havde vi bestilt endnu en tur, som indebar besøg i de berømte Cu chi-tunler. Vi blev hentet af bus kl. 9.00 om morgenen, og skulle så køre i 2 timer hen til tunlerne. Da vi ankom, startede vi med at se én af de meget små indgange til de meget små tunler. Indgangen var så godt camoufleret, at man godt kan forstå, hvis de amerikanske tropper ikke havde en chance for at se dem. Vi fik set en del af de meget primitive, men effektive fælder, som de havde lavet for at kunne forsvare sig selv. Også disse fælder var så godt camoufleret, at de amerikanske soldater faldt som fluer, når de gik igennem skovene. På vores tur gennem skoven, kom vi forbi en amerikansk tank, som Cu-chi indbyggerne sprængte i luften ved hjælp af selvlavede bomber. Som man kan se på billederne, så lavede de selv deres egne våben, som amerikanerne ikke havde megen chance overfor. Mens vi gik på stien, kom vi forbi flere dybe huller i jorden, som er forårsaget af flybomber fra amerikanerne. Hullerne er selvfølgelig tilgroet nu, men man kunne stadig få fornemmelsen af, hvor meget skade de måtte have forårsaget. Til sidst skulle vi så endelig prøve at kravle lidt rundt i de berømte tunler. Tunlen, som vi var nede i er ikke en oprindelige tunnel. Den er blevet gjort lidt større, så også vesterlændinge kan få fornemmelsen af, hvordan det har været at bevæge sig under jorden, mens fjenden gik ovenover. Man forstår slet ikke hvordan de har kunnet holde ud at kravle rundt i så små gange i så lang tid. Det er hårdt bare at kravle i 3 min. Der er meget varmt under jorden, og selvom man måske ikke lider af klaustrofobi, så føler man stadig, at man bliver kvalt, hvis man skulle være der i længere tid af gangen. Vi fik lov til at kravle i 5-7 min. i tunlerne, og kom op af en åbning, som passede til en vesterlænding;) Efter tunnelbesøget, skulle vi så den 2 timer lange vej tilbage til Ho chi minh city. Det havde været en super god tur syntes vi begge to. Det var fedt at høre om og se noget fra vietnamkrigen. Selvom vi havde været på museum for krigslevn et par dage forinden, så var det en oplevelse, selv at få lov til at prøve og føle, bare lidt, hvordan det muligvis har været for både vietnamesere og amerikanere under krigen.