Tirsdag d. 27/9 startede vi dagen ud med en 5 timers bustur fra Tela. Vi kørte fra kysten og et godt stykke ind i landet igennem et terræn der efterhånden blev mere og mere kuperet, indtil vi endelig endte i 1500 meters højde i bjerglandsbyen Cópan. Selvom der også i Cópan er mange mennesker der bor primitivt, så er det ikke nær så slemt som i Tela. Cópan er både pænnere og hyggeligere. Kort efter ankomsten til Cópan blev vi kastet ud i at prøve canopy - og damn hvor var det en fed oplevelse. Det gav virkelig et kick, der knap kan beskrives med ord. Kort fortalt svævede vi 7 km. fra toppen af et bjerg til bunden fordelt på 16 forskellige svævebaner. Nogen gange med en topfart på 70 km./t., 150 meter over overfladen og med en udsigt udover jungle og et fascinerende bjerglandskab.

Onsdag bød på Cópans hovedattraktion, hvilket er de verdenskendte mayaruiner. De er i særdeleshed et imponerende syn, og det er meget tankevækkende, at de allerede i år 400 var i stand til at bygge så holdbart murværk - Finn Haugaard havde været imponeret :-) Vi fik en guided tur rundt i ruinerne af en lokal, der blandt andet kunne fortælle, at Mayaerne ved forskellige lejligheder arrangerede fodboldkampe. Dog på en lidt anden måde end i vores tid, og vinderpræmien var ikke nogen pokal, men æren ved at blive dagens ofring til guderne. Efter dagens kulturelle gøremål endte vi drenge i en af de klassiske souvenir shops, og her faldte vi altså over nogle t-shirts, som vi bare ikke kunne undvære. Så nu har alle vi drenge en t-shirt i hver vores farve med Salva Vida logoer på, hvilket er Honduras nationaløl, som vi da lige har smagt på ved et par lejligheder. ;)

Meen onsdag var langt fra forbi på dette tidspunkt. Eftermiddagen bød på en gang ridning i bjergene - ja drenge, jeg har været ude og ride, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det. Vi blev kastet ud i det uden nogen form for instruktioner, hvilket resulterede i 1 stk. panikangst Jonas, der selvfølgelig havde fået en af de vildeste heste. Den hed Niño og var ikke lige så nem at styre, men efterhånden blev det bedre og det var en sjov oplevelse. Midtvejs på rideturen kom vi til en landsby højt oppe på et bjerg. De boede virkelig i blikskure og havde tydeligvis ikke meget at gøre med. Hele landsbyen var beskæftiget med at lave dukker af majsblade, som de efterfølgende malede. Da vi så troppede op i byen blev vi "overfaldt" af 20 børn, der prøvede at sælge os disse dukker. Et par af drengene havde, uden at jeg hørte det, peget på mig og sagt "Lempiras" (den lokale valuta). Det forstod børnene tydeligvis godt og omringede mig, som man kan se på billedet. Man kunne ikke undgå at få ondt af disse børn, og jeg fik peget en lille dreng ud, som jeg købte en dukke af, selvom det var umådeligt svært at vælge et barn frem for de alle andre. Efterfølgende fandt jeg ud af, at det var lykkes mig at købe den grimmeste dukke i hele byen, men forhåbentlig får børnene glæde af pengene, hvilket er det eneste der tæller.

Torsdag skulle egentlig gå med en tur til nogle Hot Springs, men nattens regn havde ødelagt bjergvejen dertil, og turen blev derfor aflyst. Faktisk var en lastbil skredet ned fra vejen få timer inden vi skulle afsted, og en mand var blevet dræbt.

Vores fremragende guide Mark fandt dog hurtigt på noget andet som dagen kunne gå med. Dagens tur bød istedet på vandløb/vandfald lidt uden for Cópan. Det var endnu en virkelig vild oplevelse - vi kom nemlig til at hoppe fra klipper og ned i vandet få meter fra et vandfald. Torsdag havde en af dregene fødselsdag, Kasper. På trods af mange tusind kilometer til den danske grænse slap han ikke for at tage "20" shots. Han blev ikke dårlig, men det gjorde jeg tilgengæld selv, selvom jeg kun fik to øl, så natten til fredag brækkede jeg mig seks gange - hyggeligt.

Nu er vi i en lille by, der hedder Lempira, hvor de kun har grusveje. Det er lidt specielt men til gengæld er hotellet rigtigt godt. Det er et lille paradis midt i ingenting. Igår så vi en cigarfabrik, men et ellers spændende besøg blev ødelagt af helbreddet, og jeg holdte mig lidt i baggrunden hele tiden. Idag er det lørdag og jeg er blevet hjemme for at komme ovenpå igen. De andre er på 4 timers trekking i bjergene, som jeg desværre må undvære.

Afslutningsvis kan jeg sige, at det er regntid her, så det regner stort set hver aften, men om dagen er der næsten altid 25-30 grader. Jeg har også været så god, at jeg har vasket underbukser og shorts på den oldfashion way. Lidt sejt. Og så har Honduras forresten verdenst mest irriterende vejbump, især når man er dårlig!

Over and out til jer, der holdte til at læse helt til sidste linje ;-) Masser af gode tanker til jer alle derhjemme.