Vi ankom til Chendu d. 02/07, hvor der bor over 10 millioner mennesker. Chengdu ligger i Sichuan-provinsen, hvor de fleste af jer nok er klar over, at der udbroed et voldsomt jordskaelv en maaned inden vi rejste, der draebte 80.000 mennesker. Underligt nok var der ikke spor efter jordskaelvet i Chengdu, og det eneste der vidnede om katastrofen, var de telte vi saa, da vi koerte gennem det nordlige af provinsen, hvilket dog ikke var mange. Flok i byen var enormt positive, og det virkede som om, at det allerede var lykkedes dem at fortraenge forfaerdelighederne. Men dette er blot opfattelsen fra to turrister, og givetvis har jordskaelvet efterladt et forfaerdeligt minde.
Vores foerste dag i Chengdu blev brugt paa intet andet end afslapning paa vores hostel. Vi havde lagt en 22 timers lang togrejse bag os, i et gammelt tog uden aircondition og var derfor fuldstandig udkoerte, da vi naede Chengdu om eftermiddagen.
Dagen efter, udhvilede og med foelelsen af at vaere blevet genfoedt, vovede vi os ud i Chengdus gader paa lejede cykler. Vi kom helskinnede gennem dagen og var kun ved at blive ramt af dyttende bilister og scootere enkelte gange. At opleve Chendu fra cyklen var en stor succes og vi kom vidt omkring. Besoegte foerst Tianfu Pladsen, hvor der staar en kaempe stor, hvid statue af Mao Zedong. Han raekker hoejre haand ud over folket og statuen gav voldsomme associationer til baade Hitler og Saddam. Og saa kan man jo diskutere, hvorvidt den tidligere store formand hoerer til blandt disse herrer....
Vi cyklede ogsaa til den gamle bydel, hvor der var en utrolig hyggelig stemning, tiltrods for at flere huse var ved at falde sammen. Om eftermiddagen slappede vi af med te i Folkets Park, hvor vi betragtede folk der spillede kinesiske braetspil. Folk saa ud til at hygge sig rigtig meget, og det kunne vaere fedt, hvis man kunne tage del i spillet - og ikke mindst samtalerne. Om aftenen spiste vi paa en hot-pot restaurant, der er en af Sichuans specialiteter. Sichuan hot-pot er en stor wok/gryde under gasblus indeholdende en meget staerk sauce. Man bestiller en masse raavarer og koger selv maden i gryden. Vi fik den milde udgave og udtrykte meget kalrt, at vi ikke oenskede at faa fisk. Alligevel fik vi oeje paa to fiskehaler, der svoemmede rundt i gryden og kunne fiske to hele fisk op af gryden med skin, oejne og det hele, foej! Vi fik en ny gryde og spiste os maette, selvom maden ikke smagte synderligt godt. Det var tilgengaeld besoeget vaerd at faa lov til at opleve de andre gaester, der puttede alverdens maerkeligheder i deres gryder. Bl.a. fik nabobordet hele, smaa hjerner - velbekomme!
Vi var tidligt opppe den efterfolgende dag og tog bussen til Chengdus Panda-forskningscenter. Vi kom lige som alle pandaerne havde faaet den daglige ration bambus, og der var utrolig meget gang i de nuttede dyr. Nogle havde travlt med at fortaere den ene bambus efter den anden, mens andre var kommet til morgenbadet og -gymnastikken. De unge pandaer legede og slaassede med hinanden, naah de var soede, lige til at give en ordenlig krammer....
De naeste par dage gik med at bestige et af Kinas hellige bjerge, Emei Shan. Vi kom lidt sent af sted, og den offentlige transport drillede endnu engang, saa vi var foerst oppe paa bjerget kl. 15 om eftermiddagen med den nette sum af 22 km til toppen. Vi gik ca. fem timer den foerste dag sammen med ufattelig mange kinesiske turrister, vi havde endnu engang ramt en loerdag! Dette oedelagde lidt oplevelsen af det smukke landskab, men vi fik da plads til at dyppe taererne i en lille soe forneden af et vandfald og hilse paa et par vilde aber. Vi overnattede paa et stort kloster, der var fyldt op med bl.a. et universitetshold og en kaempe flok gamle pilgrimsrejsende.
Naeste morgen blev vi vaekket af nogle gale munke kl. 03.45, der begyndte at hamre loes paa diverse trommer og klokker. Dette vaekkede selvfoelgelig alle pilgrimmene og de naeste par timer var der en hektisk aktivitet og larm uden for vores vaerelse, joesses! Kl. 06 opgav vi at falde i sovn igen og begav os ud paa, hvad der skulle blive til 10 timers smuk men anstrengende vandring, op og ned af uendelig mange trapper. Vi overhalede gruppen med pilgrimme efter en time. Det er simpelthen imponerende, hvordan de 70aars gamle maend og kvinder kaempede sig op ad bjerget, trin for trin. Resten af turen havde vi stort set for os selv, og det var stort at gaa blandt de frodige groenne bjerge under en klar, blaa himmel. Vi var meget udmattede, da vi naaede toppen, der ligger i 3077 meters hoejde. Vi lejede os ind paa et hotel til klar overpris og saa den obligatoriske solnedgang og -opgang.
Vi havde besluttet kun at gaa ca. tre kiliomer ned af bjerget, hvorfra vi kunne tage en bus til foden af bjerget. Dette var en heldig beslutning, for benene var godt oemme, da vi begyndte nedstigningen. Ved bjergets fod fandt vi en bus, der koerte til byen Leshan, hvor verden stoerste Buddha befinder sig. Buddhaen blev opfoert over 90 aar fra aar 713, det sted hvor tre floder moedes, og hans opgave var at holde haanden over de mange sejlende i de oproerte vande. Minsandten det var en stor Buddha. Paa trods af at han sad ned, strakte han 71 meter op i luften, hans hoved var 15 m langt, naesen 6 m og oererne 7 m - taenk lige al den oerevoks/bevoksing der kan gro i hans oerer! sidst paa eftermiddagen var vi atter tilbage i Chendu, og det var en befrielse at komme af med vores efterhaanden voldsomt tilsvedte vandretoej.
Vi havde endnu en dag i Chengdu, der blev brugt paa mere sightseeing. Vi besoegte et tibetansk kloster, hvor vi moedte en egelskstuderende pige. Hun ville gerne oeve sit mundtlige engelsk med os og spurtge derfor, om hun maatte foelges med os. Hun tog os bl.a. med paa restaurant og viste os rundt paa klosteret og i det omkringliggende kvater. Der er en del kinesere, der bare kommer hen og snakker med en, fordi de oensker at blive bedre til engelsk. Nogle af dem snakker virkelig daarligt og de stiller de underligste spoergsmaal, men deres gaapaamod er imponerende, og det er fedt for os, naar vi moeder en vi kan kommunikere med, saa vi kan faa svar paa nogle af vores mange sporgsmaal omkring Kina. Om aftenen var vi ude med to kinesiske faetre, der ligeledes oenskede at forbedre deres engelskkundskaber. De tog os med paa en rastaurant, der serverede specialiteter fra Sichuan. Vi fik et hav af smaa retter, nogle var velsmagende, andre kunne spises, mens faa smagte ganske raedsomt. De kogte kylligefoedder roerte vi ikke. De kinesiske drenge syntes vist, at det var ret morsomt at betragte vores ansigtsudtryk, som vi kaempede os igennem retterne.