Vækkeuret ringede 03.45 og vi kom op I en fart, da vi igen skulle forsøge at flyve i luftballonen.
Vi blev hentet en halv time senere og afsted gik det mod ødemarken, hvor flyvningen skulle finde sted.
Vi kendte rutinen fra sidste gang, så sammen med 20 andre passager hjalp vi ivrigt til med at forberede til flyvningen. Efter ballonen var rullet ud og blæst op med hhv. luft og gas gjorde ballonskipperen tegn til at vi måtte stige op i kurven. Vi var pokkers spændte, da tidspunktet var det samme som sidst, hvor skipperen meldte at flyvningen måtte aflyses. Vi krydsede alt og inden vi så os om, var vi svævende.
I takt med at vi svævede højere og højere over træerne steg solen op bag os. Det var en helt unik oplevelse!
Efter ½ time landede vi trygt på jorden igen, og vi kunne i ro og mag stige ud af kurven igen.
Vi hjalp med at pakke det hele sammen igen, og afsluttede turen med et glas champagne og lidt forfriskning. - Det er dog første gang at vi har fået champagne tidligt om morgen!
Vi blev kørt tilbage til hotellet, hvor det var blevet tid til at sige farvel til vores nye venner fra gruppen.
Det var et lidt underligt og halv-sørgeligt øjeblik, men heldigvis kunne vi sige på gensyn til de tætteste.
Vi har været RIGTIG glade for gruppeturen og specielt de søde mennesker, vi har lært at kende.
Men samtidig er vi også spændte på at rejse på egen hånd i Australien, og vi glæder os til at kunne planlægge vores dage selv.

MELBOURNE!!
I taxa blev vi kørt fra hotellet til lufthaven i Alice Springs. Forventningsfulde var vi begge og en lille smule nervøse over det at være på egen hånd. Nu var der ingen "mor-Nathalie" til at sige: " Til venstre er toiletterne og til højre ser i poolen" og heller ingen "Brad-buschauffør" til at køre os til de forskellige steder.
Vi var helt på egne hånd, og hvor var det egentlig en fed følelse i sidste ende!
Flyveturen var en smule gyngende, men efter cirka 3 timer landede vi i Melbourne.
Allerede i Melbournes Lufthavn virkede det hele til at være meget større og mere præget af storbyen.
Vores første spørgsmål meldte sig: "Hvor skulle vi sove? Og hvordan kom vi ind mod byen"
Heldigvis havde vores rejsebøger et svar på vores første spørgsmål og vi udpegede et YHA hostel, som vi ville overnatte på. Men.. Hvordan kom vi derhen? Vi fandt en lufthavnsbus, som vi efter lidt overvejelse greb chancen og hoppede på. Det viste sig, at den stoppede kun ved en ende station i bymidten, så med vores store tasker bevægede vi os derud af i håb om at vi tilfældigvis havde fået vendt kortet rigtigt og stødte på gadenavnet, hvor hostellet nå. Efter lidt hjælp fra en flink dame kom vi endelig frem til stedet.
Vi blev tjekket ind og vi var godt tilfreds og lykkelige, da vi så, at vi havde et 4-mands værelse for os selv
- Vi trængte til at være os selv efter 11 dage med en masse andre og en masse oplevelser.
Senere bevægede vi os afsted mod et supermarked for at få handlet lidt mad ind. Selve handlingen gik også vellykkede, men.. "Hvor var det nu egentlig lige vi boede?" Ups Ups.
Da vi havde gået lidt rundt bærende med 3 store indkøbsposer måtte vi erkende, at vi havde problemer med at finde tilbage. Heldigvis er folk her i Melbourne så hjælpsomme, at hvis man blot står 2 min og kigger på et kort kommer de springende frem og spørg om de kan hjælpe. Så vi takkede ja tak til lidt hjælp og vi endte med at støde ind i hostellet. Da vi kom op på værelset viste det sig at vores alene tid var forbi.
En jævnaldrende pige fra Schweitz var flyttede ind. Heldigvis en flink én, så det kunne kun blive hyggeligt.
Vi fik lavet aftensmad bestående af spaghetti og kødsovs og da vi gik mod vores værelse igen var vi begge enige om, at hvis det var flyttede en ind var vi klar til at skrige. Vi orkede ikke flere personer om os.
"Hello" Åh nej. En ældre dame sad smilende i den ene seng og det lykkes os at få et enkelt "hello" udtrykt for derefter at flygte ud af vores "eget" værelse. Vi måtte indrømme at det med at være alene måtte vente og vi tillods os efterfølgende at krybe i køjerne tidligt. Første dag alene, havde vist sig at byde på lidt flere udfordringer end forventet - Men man skal vel også lige lære at være backpacker!