I en lille båd der gynger,
sidder vi og synger,
synger om de ting der gi'r livet værdi.
vi ka' ikke gå på vandet,
men vi ka' så meget andet.
vI ka' føle os glade, vi ka' føle os fri….

Sangen beskriver meget godt, hvad vi har lavet de sidste 3 dage.

Vi checket ud fra hostellet tirsdag morgen for derefter at gå ned på marianen, hvor vi havde booket en 3-dags sejltur i Whitsundays med OZ-sail. Her mødtes vi med 3 drenge og 11 piger, som skulle med på samme bådtur. På marinanen fik vi udleveret våddragter, og ellers gik meget af middagen med at vente på, at vores båd "Mandrake" blev klar til at få en ny omgang passagerer ombord.
Efter 1 times ventetid fik vi endelig lov til at gå ombord. Vi var spændte på, hvad der ventede os, og om det var et stort, lille, gammelt eller nyt skip.
På broen gik vi og udpegede forskellige både, som vi håbede kunne være "Mandrake", men da vi kom til den ældste af dem alle stoppede den unge OZ-medhjælper, og vi kiggede godt nok lidt, da hun bød os velkommen ombord på "Mandrake".
Cool. En gammel, lidt rusten og aflang båd var simpelthen Mandrake og vores bosted de næste 3 dage!!
Vi gik ombord og fik udleveret en sengeplads, som faktisk var blandt de bedste. Vi fik en dobbeltseng, hvor der var fin plads. Indeni var Mandrake indrettet vældig hyggeligt med et lille køkken, trækøjer til alle siderne og et bord i midten. Det hele tydet på, at vi nok skulle få nogle hyggelige dage på Mandrake, til trods for at den så lidt gammel ud udefra.
Afsted gik det, vuggende over de mange bølger og vi nåede at nyde lidt af solen på dækket, inden vi lagde til nær en klippe. Her fik vi lidt instruktion i at snorkle og iført vores smarte blålige våddragter og snorkle-udstyr hoppede vi i spændte i vandet. Vi svømmede derud ad med hovedet nedad og så.. Ja ingenting andet end noget blåt vand og vores egne hænder.. Hm?! Efter nogle meters svømning stødte vi dog ind i vores første fisk, en farverig lille én af slagsen. "Der kom en, der kom to, der kom tre små søde fiskebasser…." Og ja, sådan fortsatte det. Vi så en masse fisk i alle former og farver og bunden var fyldt med flotte koraler. Da mørket var ved at falde på svømmede vi tilbage til båden, hvorefter vi kunne mærke trætheden så småt begyndte at melde sig.
Lige pludselig var der dog ikke tid til at tænke på træthed, da det gav et kæmpe ryk i hele skippet.
Madmutter, der ellers var godt i gang med gryderne fløj ned i enden med kogende vand på skulderen, en faldt igennem vinduet oppefra dækket og en græd voldsomt. Midt i forvirringen løb vores skib-medhjælper rundt og talte os alle, og ned kom skipperen mere eller mindre rystende og vild i øjnene.
Vi var dog helt uskadte, Stine befandt sig i sengen, hvilket nok var det sikreste sted, og Marie-Louise tog sig godt nok en flyvetur ind i et bord, men påtog sig "kun" et stort blåt mærke på benet.
Alle os uskadte blev sendt op på dækket, imens de 3 skadet blev undersøgt.
Vi var rystet og mere eller mindre klar til at komme ind på land igen, selvom vi jo egentlig havde det fint nok. Vi lagde hurtigt til nær en OZ-sail katamaran, hvor vi uskadte blev hjulpet over, så de kunne få styr på de skadet og båden i sig selv. På katamaranen viste det sig at vores ven, Mads befandt sig. Så vi fik en sludder for en sladder, inden vi igen kunne komme over på vores egen lille Mandrake og få noget aftensmad. Da vi kom tilbage, fik vi forklaret at vi var stødt ind i en koral, som ikke havde været muligt at se. Koralerne bliver med tiden større og større, og derfor er det sommetider umuligt at vide, hvor de er indtil, der er en, som sejler ind i en. Og så "heldige" var vi så. Vi havde til gengæld været super heldige, at der ikke var sket større uheld, og det var tydeligt, at det var en rystet skipper, der var lettet over at uheldet ikke var endt værre.
Vi blev liggende nær katamaranen natten over, og næste morgen kl. 7 vågnede vi op til fuld musik og regn.
Den 43 feet lange båd vuggede derud ad, og vi var igen på farten. Vi gjorde stop forskellige steder for at snorkle og vi forsøgte flere gange at finde Nemo, men han var altså ikke hjemme.
Specielt lagde vi til nær øen "Hook Isand", som er den næststørste ø i Whitsunday-øgruppen. Øen er kendt for sit flotte undervands-observatorium og der var ingen tvivl om, at det var det flotteste sted at snorkle i Whitsundays.
Strømmen var visse steder stærk og på et tidspunkt, hvor Stine og en tysker Constanza var ude at snorkle sammen, drev de et godt stykke væk fra båden. Med hovederne nedad mod de flotte fisk svømmede de et godt stykke mod de tre både, der lå med nogle meters afstand. Men der var stadig langt og flere gange overvejede de, om det var nu de skulle få skipperen til at hente dem med speedbåden, men med hovederne nedad mod de mange fisk, gik det jo meget godt fremad. Med kursen mod den første båd, var Stine sikker på, at det ikke kunne tage lang tid at svømme de meter, men da Constanza meldte: "It isn't our boat", måtte kursen ændres. Den rigtige båd lå meget længere væk, og eftersom at de ikke rigtig kunne se de andre snorkler fra Mandrake, blev de enige om at vinke skipperen ud med speedbåden.
Heldigvis kom der en anden fra en af de andre både i en speedbåd, og eftersom at han var i gang med at samle sine egne snorkler op, kom de med og blev sejlet ind til vores egen Mandrake. Det viste sig, at vores egen skipper sad og røg på et af de andre skibe, så der var ikke meget overvågning af snorklerne på det tidspunkt, og derfor ville det nok også have været svært at vinke ham op. Sikke én skipper!
Nogle timer efter lagde vi til nær øen "Hayman Island". Hayman Island er kendt for sin eksklusivitet og er en femstjernet ferieø. En middag på Hayman er gourmet-måltid og med sølvbestik. Dermed er stedet ikke for backpackere og derfor holdte vi os et godt stykke væk fra de fine hvide huse. - Selvom det var trængende, at spørge om man måtte låne toilettet.
På øen gik vi en 45-minutters vandretur op til en flot udkigspost. Herfra kunne vi se vandets forskellige blålige farver og se nogle af de forskellige øer. Vældig fint!

Torsdag morgen vågende vi til musik af Pink Floyed. Vi sprang morgenfriske i vandet for lige at snorkle en sidste gang. Her så vi en kæmpe fladfisk. Timerne gik hurtigt og nær middagstid lagde vi til i havnen ved Airlie Beach. Sejlturen var forbi, og til trods for at vi både var stødt ind i en koral og havde haft en masse regn, som desværre havde ødelagt lidt af whitsundays skønhed, var det en skøn oplevelse, hvor vi også mødte nogle dejlige mennesker. På evolutionsskemaet fik turen et 7-tal ud af 10.

Ork jo, så lærte vi da også et nyt engelsk ord: Vessel, som betyder båd.

Jellyfish er et stort emne hernede, og nogle frygter dem og andre siger blot "Hello Jellyfish, hvis de møder én". F.eks. har Stine præsteret at sige "Hello Jellyfish" uden at der skete noget.
Jellyfish minder om de danske brandmænd, hvor man ved berøring KAN få svien og i værste tilfælde dø af det. Deres tråde afgiver en smerte, der kan få kroppen til at gå så meget i chok, at man dør af selve chokket. Der er mange rygter, og det er derfor svært, at blive klog på, hvor farlige de kære Jellyfish er.
På båden var holdningen, at man blot skulle sige; "Hello Jellyfish", men i bøgerne fremstår det, at man skal tage dem alvorligt at undgå dem, især de store Box Jellyfish.
På båden hørte vi en historie, som vi lige synes skal med;
Der var engang en dreng, som var på bådtur. Han frygtede så meget at møde en Jellyfish, at han undgik alt snorkling og svømning i havet, til trods for at alle andre sprang i vandet.
Solen stod højt på himlen og det var varmt. Drengen havde det så varmt, at han bestemte sig for at binde et reb på en spand for derefter at kunne fylde spanden med havvand stående fra båden af. Da drengen havde fået fyldt spanden, hældte han vandet ud over sig, for at blive afkølet. Til hans store frygt opdagede han bagefter, at der havde været en jellyfish i spanden. Drengen havde det forholdsvis godt, men det begyndte at svie på ryggen efter nogle timer, så han tog et smut til lægen. Det viste sig, at svien kom fra den Jellyfish, som var i spanden. Drengen lever og har det i dag godt.

Så måske er rygterne om de "farlige" jellyfish ved at tage overhånd?
Vi tager det i hvert fald med ro, men respekter advarsel skiltene.