Peru
Skrevet af Tobias R
Mandag den 21. Juli var dagen hvor vi måtte sige farvel til Quito og Equador, og rejse videre til et af de lande jeg personligt havde glædet mig allermest til: Peru. I lufthavnen i Lima møder vi et dansk par på vores alder som hedder Kristina og Jonas. De spørger om vi vil dele en taxa ind til byen, hvilket vi naturligvis gerne vil. Det viser sig at vi snakker rigtig godt med de to, og vi tager derfor ud af spise med dem, og bruger noget af dagen på at gå rundt i Miraflores, som angiveligt skulle være et af de smukkeste kvarterer i byen. Stranden er også rigtig flot, og det er et ret spektakulært butikscentrer som er bygget ind i en klippe, ud mod kysten. Selv bor vi inde midt i byen, lige ved siden af en stor park og universitetet, og her var faktisk også ret hyggeligt. Desværre virker byen også ret beskidt,og helt fyldt med biler da der er ret dårlig offentlig transport. Vi havde kun en enkelt dag i byen, selvom man sikkert sagtens kunne bruge længere tid, og derfor er min vurdering måske ikke helt fair. Men der var andre ting i Peru som var vigtigere for os!
Toby og jeg havde bestilt transport videre til byen Nasca allerede inden ankomst, og vi fik overbevist Jonas og Kristina om, at det var en god idé at tage med den vej. Så vi drog alle fire afsted mod byen, hvor de sagnomspundne Nasca-linjer findes. Til dem som ikke er bekendt med disse, og Perus historie i øvrigt, kommer her lidt bonus info, lige til at blære sig med i intellektuel sammenhæng. I Peru har der eksisteret flere forskellige pre-coloniale folkeslag, stort set alle bekæmpet og gjort til slaver af de spanske conquistadors, eller andre indfødte grupperinger. Bedst kendt er vel Inkariget, som blandt andet stod for opførslen af Machu Picchu. Men dem kommer vi tilbage til senere! Mindre kendt er Nasca-folket, som navnet antyder, holdt til omkring byen Nasca, i det syd-vestlige Perus ørken. Her udførte de, angiveligt, hvad der i dag er kendt som Nasca Lines. Kæmpestore tegninger, udført i sandet ved at grave få centimeter ned i et lysere lag. Jernforekomsten i dette sandlag er relativt høj, hvilket på en måde har stivnet tegningerne, og altså holdt dem synlige til den dag i dag, muligvis op til 1500 år senere. Meget mere vides nemlig ikke om disse mystiske tegninger, og vores guide lod os forstå at der findes 46 "plausible" forklaringer på, hvordan kunstværkerne blev til. En af dem er naturligvis rumvæsener...
Tegningerne er af en størrelse der gør, at de bedst ses fra luften, fra et lille passagerfly. Forberedte som vi er, havde Toby og jeg naturligvis sørget for at bestille sådan et fly god tid i forvejen. Da det jævnligt sker, at turister styrter i døden her, selvfølgelig hos det mest sikre af alle selskaber (så bare rolig, Mor). Vores to nye rejsekammerater var dog lidt usikre på, om de ville ud at flyve, da de ikke kunne få billet hos et af de fire "certificerede" selskaber. Men helt typisk sker det selvfølgelig, at en kæmpe sandstorm rammer området, og al flyvning indstilles på ubestemt tid. Vi køber derfor en guidet tur på landjorden, hvor vi får adgang til et udkigstårn og et museum. Absolut ikke så fedt som vi havde forventet, men bedre end ingenting. Desuden følte ingen af os for, at sidde i en lille bitte by, midt i en sandstorm, som i øvrigt kan vare mange dage, uden at vide hvornår vi får lov at flyve. Vi tog derfor alle fire videre næste dag mod byen Cusco. Her blev vi indlogeret på et hyggeligt hostel kaldet "home sweet home", placeret i bydelen San Blas, og med udsigt over byens historiske centrum. Cusco er en af de mest besøgte byer i Peru, da den ligger centralt placeret i hvad der i gamle dage udgjorde Inkariget. Det er også herfra de fleste ture til de forskellige inka-sights går, blandt andet Machu Picchu og Sacred Valley. Vores første dag gik dog med lige at falde til ro, og tage en sightseeing tur rundt i den flotte by. Der var også rigtig meget gang i byen imens vi var der, da "Fiesta de los padres" foregik i netop disse dage. Så vidt vi kunne forstå en fejring af byens grundlæggere. Det betød masser af parader, fyrværkeri og fest i gaden. Anden dag i Cusco tog vi afsted på en bustur til Sacred Valley og nogle andre "points of interest" i området. Det var en rigtig flot tur rundt i det bjergrige landskab, og vi havde en god guide, som havde en masse forskellige historier. Vi så blandt andet ruinerne af en gammel inka-by, som faktisk minder lidt om Machu Picchu. Ligeledes bygget på en bjergtinde, og med terrasser hele vejen ned ad skråningerne. Grunden til, at byerne blev bygget på bjergtinder var, at inkaerne brugte dalene til landbrug, samtidig med at selve byen naturligvis var bedre beskyttet oppe i højderne. Terrasserne tjente det primære formål at holde byen på plads under de enorme regnskyl der ofte hænder oppe i disse frugtbare bjergområder. Inde i terrassen findes flere lag af sand, sten og jord, hvilket danner et resvoir. Vandet vil siden stille og roligt sive væk ad de små, anlagte vandløb som ses overalt i inkabyerne. Var det ikke for disse terrasser, var alle inkabyerne for længst skyllet væk - inklusiv Machu Picchu. For os sluttede dagen med, at vi blev sat af i byen Ollantaytambo. Her skulle vi nemlig overnatte, for at tage et tog kl. 4.30 næste morgen - mod netop Machu Picchu. (Heldigvis har vi løbende tilvænnet os en tilværelse som a-mennesker, så det at stå op kl. 3.30 i sin ferie er ingen sag for os længere!)
Efter et koldt morgenbad og en endnu koldere morgengåtur igennem den lille by, var vi klar til at køre med inkatoget videre til byen Aguas Calientes, hvorfra en bus ville bringe os det sidste stykke op til Perus vigtigste arkæologiske seværdighed. Ombord på toget fik vi serveret "morgenmad" bestående af Coca-the og en kage omtrent på størrelse med en femkrone. Det er jo vigtigt at lægge en god bund inden en hel dag med hikes i bjergene! Da vi kom frem til Aguas Calientes blev vi gelejdet ind i en tætpakket bus og kørt sidste stykke op til Machu Picchu. Turen gik ad særdeles tvivlsomme veje, uden autoværn, i fuld fart. Så vi var naturligvis utrolig glade og spændte da vi endelig nåede frem. Og det skulle vise sig bestemt at være "anstrengelserne" værd! Machu Picchu er muligvis det flotteste sted jeg nogensinde har set, og vejret var helt perfekt denne dag! Inkabyen strækker sig over et forholdsvis stort område, og der er mange forskellige hikes man kan tage. Vi startede med at bestige Huanaipicchu, som er den højeste tinde i nærheden. Herfra kan man se Machu Picchu ovenfra, samt alle de junglebeklædte bjerge, som skyder op så langt øjet rækker. Vi har naturligvis masser af billeder fra denne dag, og jeg vil næsten ikke bruge for meget plads på at prøve at beskrive hvor smukt der er i Machu Picchu - det rækker mit ordforråd ganske enkelt ikke til! Se i stedet vores billeder her på bloggen. Og lov dig selv at besøge stedet inden dine dage er omme!! Vores godt 10 timer i byen gik således med diverse hikes, se de forskellige templer, og ellers bare nyde udsigten og det gode vejr.
Dagen efter var det atter til tid at lette anker, og rejse videre i Peru. Vi drog med bus afsted mod Byen Puno, som ligger ved bredden af Titicaca-søen, verdens højst beliggende "store" sø. Hvordan den præcise definition på dette er, ved jeg ikke. Men den er i hvert fald stor, og ligger 3600 meter over havets overflade, sådan ca. I byen puno var der ikke vildt meget at give sige til. Den primære grund til at vi var kommet her, var at se noget, som er helt unikt for dette sted. Lidt ude i søen findes nemlig de spektakulære flydende øer, som er beboet af en særlig stamme af indianere. Den eneste indianerstamme, som hverken er blevet gjort til slaver at inkaerne eller de spanske conquistadors. Muligvis på grund af deres noget besynderlige levevis. Disse øer er nemlig skabt af indianere selv, bygget af en særlig form for siv som gror i søen. Alt hvad indianere ejer er bygget af disse siv, som oven i købet også kan spises. (De smager lidt henad bladselleri) Det vil sige, at huse, både, og de øer som de bor på, flettes af dette materiale. Det var i sandhed en interessant oplevelse at møde disse indianere, som stadig er dedikerede til deres traditionelle levevis. Naturligvis med økonomisk støtte fra de hundredevis af turister som besøger øerne hver dag!
Fra Puno gik turen med bus videre til Bolivia, og jeg vil dermed lade fyldepennen gå videre til Toby.