Skrevet af Tobias H
Bolivia - sydamerikas fattigeste land, men ikke desto mindre et lander der indeholder en særlig historie og en absolut storslået natur. Landet er sammen med paraguay de eneste to lande der er afskåret fra den økonomisk vigtige kystlinje. Under krigen 'La guerra del pacifico' i årene 1879-1883, var det under bemandede bolivianske militær oppe imod et stærkere chilensk militær, der resulterede i tab af vigtig kystlinje i det daværende syd-vest Bolivia. Derudover er landet rekord indehaver, som værende landet med flest præsidenter i historien. Siden 1825 har der været intet mindre end 81 forskellige præsidenter. En af de mere markante af disse er Melgarejo, der som tidligere bolivianske præsidenter havde hang til flasken. Under et statsbesøg i 1867 af den daværende Brasilianske præsident, fik Melgarejo overrakt en prægtig hvid hingst af den Brasilianske præsident som udtryk for venskabet mellem de to nabolande. Melgarejo kunne ikke tage i mod hesten uden at give noget retur, han gav derfor Brasilien et stykke af det nordlige Bolivia. Et stykke land der senere hen skulle vise sig at være særdeles beriget med naturlige resurser. For at gøre historien lidt mere spøjs, døde hesten to uger senere. Denne historie giver som dansker, stærke associationer til en tidligere dansk drukkenboldt, Per Hækkerup, som efter sigende drak sig fuld med den daværende norske minister Jens Evesen. Hvilket betød at Danmark derefter måtte undvære en del af Nordsøen, hvori det olierige ekofisk-felt findes. Nå, det var et side spring og nu nok om historie.
I La Paz, Bolivias uofficielle hovedstad beliggende i 3600 meters højde, begynder vores bolivianske oplevelser. Første dag vælger vi at tage på 'Free walking city tour', et fænonmen jeg ikke kendte til før, men som åbenbart har spredt sig til de fleste størrer byer rundt om i verden. Gratis guidet gå-tur i byen, med guider der lever af de tips de får af deltagerne. Turen startede ved San Pedro fængslet i indre La Paz, et på ingen måder almindeligt fængsel. Fængslet fungere som fængsel, men så alligevel ikke helt. For det er et lille næsten selvstændigt samfund styret af fangerne, og egentlig kun marginalt kontroleret af politiet, der kun kontrolere ind- og udgang. For ja, fangerne kan tildels selv styre hvem der kommer ind i dette lille 'samfund', der inkludere selvstændig banker, butikker og frisører. For besøgende kan frit besøge fængslet, hvilket har gjort det til en stor turistattraktion for turister med træng til 'out-of-comfort-zone' oplevelser. Men som de seneste år er blevet stærkt frarådet, efter en episode med nogle hollandske turister der fik et ophold uønsket forlænget derinde med otte måneder, som udløste en mindre diplomatisk situation. Begyndelse til disse fængselsture i San Pedro, blev udviklet af en tidligere britisk fang ved navn Thomas McFadden. Dengang fungerede fængslet som et normalt fængsel, styret af staten. McFadden havde fået en 8-årige fængselsdom for forsøg på smugling af euforiserende stoffer. Men McFadden var en smart mand, han overtalte, overraskende nok, en fængselsvagt til at gå en tur på bar med ham. Her drak han betjenten fuld, og var som sådan en 'fri' mand. Selvom at han havde chancen for at flygte valgte McFadden at tage tilbage til fængslet, for han havde andre planer for hans fremtid, da han højest sandsynlig ville være en jagt mand hvis han flygtede fra vagten. Han valgte derfor at skabe det der var grundstenen, til hvad San Pedro er i dag, et selvstændigt fængselssamfund. Oprindeligt var fængslet bygget til 400 indsatte, men i dag lever over 2500 i fængslet. 1500 er decideret indsatte og de øvrige, cirka 1000, er børn og koner til de indsatte som også lever i fængslet. Hver morgen løber disse børn tværs over den plads fængslet er placeret ved, over til skolen, som helt almindelige børn. Man kan nu undre sig hvordan det hele bliver finansieret, for hvilke produkter kan et fængsel sælge for at etablere og bevare en økonomi. Kokain. Selvsamme produkt som er grunden til at de fleste fanger sidder i fængslet, finansiere altså deres daglig dag. Der bliver produceret stor mængder kokain indenfor fængslets fire mure, som ved nattensfrembrud bliver kast ud gennem luger i fængslets blæktag. Men ikke kun fængslets nuværende fanger spinder penge ved denne særlige 'forretning', også tidligere indsatte tjener penge på fængslet. Tidligere indsatte har nemlig haft muligheden for at købe fængselsceller, som de derefter kan leje ud til nye indsatte. Så San Pedro er et fængsel som man sjældent finder andre steder, men meget fasinerende på sin helt særlig måde. Efter fængslet gik turen videre til byens kendte heksemarked, for i Bolivia har man en stærk tro, eller overtro om man vil. Denne overtro berør hekseri, hvilket kommer til udtryk når der skal opføres nye huse eller andre større bygninger. Inden opførelsen, skal der ofres, for at der ikke sker uheld under opførelsen. Denne offering, under ledelse af en heks, sker ved at man antænder et bål hvorpå man brænder et lama foster eller kid samt at man smider alkohol, øl og cigaretter på bålet. Offeringer af denne størrelse menes kun at beskytte mindre byggerier, hvorfor at større offeringer skal finde sted ved eksempelvis lejlighedskomplekser. Og her bliver det så ekstra markaber, for her er kun mennesker en stor nok offering. Dette besværliggøres af at det som i så mange andre lande verden over, er ulovligt at slå mennesker ihjel. Men her har heksene en hel særlig metode til at finde deres ofre. La Paz har mange hjemløse, og ikke nok med dette er syndt nok for dem at de er hjemløse, så er de også målgruppen for heksene. De tager ned i gaderne hvor de hjemløse holder til, med en hjemmebrændt alkohol på +80% for at drikke de hjemløse meget fuld. Den der først begynder at fortælle om hvor sørgeligt et liv de har samt udtrykker at de ingen familie har, er det rette offer da ingen vil efterlyse dem. Ofret bliver ført hen til byggepladsen hvor et hul er klar og betonblanderne står og drejer rundt med frisk beton. Her bliver stakkelen skubbet i og straks begravet levende i beton. Meget meget voldsomt! Og det kunne måske også lyde som en myte, men der er rent faktisk lavet en film om dette fænomen samt at der er fundet lige i fundamenter fra størrer bygninger der er blevet revet ned.
Når man opholder sig i Bolivia kan man umuligt overse kvinder som går rundt med en lille bowlerhat, for de er nærmest blevet et varetegn for Bolivia. Hele historien bag strækker sig tilbage til den spanske indfyldelse i sydamerika. Spanierne medbragte disse bowlerhatte, produceret i Italien, som en handelsvare til de bolivianske mænd. Men da spanierne ankom til Bolivia med hattene, viste de sig at de ikke passede til de store hovedet bolivianske mænd. En så stor mængde hatte der var fragtet så langt måtte ikke gå til spilde, og som smarte handelsmænd, opdigtede spanierne historien om at dette var haute couture blandt de europæiske kvinder. En hvid løgn der blev ædt rådt og som medførte at hattene gik som varmt brød til de bolivianske kvinder. Tradition har holdt ved, og hele stilen med farverige overklæder kombineret med nylonstrømper, klassiske sorte højhælet sko og den karakteristiske bowlerhat syntes at skulle blive bragt videre til fremtidige generationer. Hatten har ikke kun funktionen af at være en dekorativ beklædningsgenstand, den er også symbol for hvorvidt kvinden er i et forhold, om forholdet er kompliceret eller om kvinden er single. Dette illustreres henholdvis ved at hatten sidder lige på hovedet, hælder bagud eller hælder skråt til venstre.
Som før nævnt har Bolivia haft mange skiftende præsidenter; en er blevet hængt ude foran præsident palæet i La Paz i lygtepæl og en anden er blevet brændet inden i et rum på selv samme palæ. Det har medført at præsidentens residens er flyttet til et hemmeligt sted i landet, og det gamle palæ kun bliver brugt til mødelokaler. Men hvorfor er det gået så galt med forhenværende præsidenter; hovedsagligt på grund af love der har været imod størrer befolkningsgrupper i landet. Love der kan virke meget langt fra vestlig politisk ideologi. Eksempelvis forsøgt den nuværende præsident, Evo Morales, at indeføre love der skulle bringe antallet af fødsler op i landet, da han ønskede en større befolkning. Muligvis en meget fornuftigt tank, men måden han ville gøre det på var meget simpel tankegang. Første forslag lød på at hæve skatterne på kondomer så ingen havde råd til at købe dem, og der derved ville blive flere gravide. Andet forslag var at ville han indføre en særlig forhøjet skat til kvinder der ikke havde født deres første barn som 21-årig. Dette blev mødt med så stor forargelse at alle unge kvinder i landet mødtes til en enorm demostration i La Paz. Evo Morales gik på national tv og undskyldte forslaget, inden demostration gik i gang. Det hele endte med at et langt mere rationelt forslag blev indført, der betød at kvinder ville få et kontant beløb under graviditet til at dække omkostninger til læge etc. Så helt dum er han heller ikke ham her Evo Morales. For i den bolivianske forfatning står der skrevet at en præsident maksimalt kan være ved embedet i otte år. Han blev valgt i 2006 og derved ville hans embede altså slutte ved det præsidentvalg der finder sted her til efteråret. Evo Morales ændrede under hans først regeringsperiode landes navn fra republikken bolivia til Den plurinationale stat af bolivia, hvilket betyder at han kun har været præsident i fire år for den 'nye' stat, Den plurinationale stat af bolivia. Hvorfor at han har kunne overbevise parlamentet om at han har ret til at genopstille. Grundet stor opbakning blandt befolkning, menes det at han er så godt som selvskrevet til at fortsætte embedet.
La Paz er som sådan ikke en særlig spædende eller flot by. Men landet og byen gemmer på særlige historier. Så efter to dage i byen, satte vi næsen mod landets største turistattraktion 'salar de uyuni'.
Rejsen til uyuni var dog lidt mere krævende en først antaget. Efter at havde været vant til nye lækre busser i Peru, virkede den 12 timer lange bustur fra La Paz til Uyuni som overkommelig. Dette skulle dog hurtigt vise sig kun at være en antagelse. Vejen, som muligvis er den mest trafikerede landevej i landet, var kun pletvis asfalteret. Denne mindede mest om en mellem ting mellem en pløjemark og en dansk grusevej, som man absolut kun forfinder i den sorteste del af jylland (eller falster om man vil). Ikke desto mindre afholdte dette faktum ikke buschaufføren fra at lave den ene halsbrækkende overhaling efter den anden. Jeg har personligt aldrig haft så mange nær-døds-oplevelser før, og den bedste medicin mod denne helvedes tur måtte være søvn. Efter flere timers punktvis sovning, vågnede jeg op til et relativt tykt lag is på INDERSIDEN af busruderne. Endelig var vi fremme, fremme til virkelig boliviansk vinter, og temperaturer vi ikke havde forstillet os at vi skulle opleve. -5 grader om morgene virkede nærmest surealistisk, for vi er da i sydamerika, ikke? Alt der hedder noget med syd er jo varmt? Men her spiller højde og de indre andesbjerge virkelig ind. Fra uyuni skulle vi på en tre dages firehujæstrækker (Land Cruiser) tur ned gennem salt området, den bolivianske ørken og med San Pedro de Atacama i Chile som slut destination.
Første dag kørte vi på selve salt området, en fasinerende oplevelse, så meget salt, så meget ingenting men alligevel så meget natur. Man forstår hurtigt hvorfor netop dette sted er et af sydamerikas mest populærer turistattraktioner. Ude midt på selve salt området, ligger der en ø med 5-10 høje kakti. Og ja, det er rent faktisk en ø, for i sommer månederne (december-februar) er hele salt området dækket af vand på op til en meter. Syv oplevelsesrige timer senere ankommer vi til et hus bygget i salt, hvor første nat tilbringes. Næste morgen er der afgang kl 6, for foran os ventede en lang køreture gennem ørkenen. Denne tur bragte os forbi en sø med flamingoer og en aktive vulkan. Oplevelser der er svære at fortælle om, og som bedst kommer til sin ret gennem billeder. Anden nat skulle vi tilbringe i noget af det meste primitive jeg nogensiden har prøvet og jeg har prøvet at sove i vikinge huse i vingsted. Disse huse midt ude på den bolivianske ørken kan vel bedst sammenlignes med et dansk redskabsskur, dog med lidt mindre faciliteter. Her skulle det vise sig at vores lejede soveposer var en særdeles god investering, da temperaturen om natte sneg sig ned på -10. Klokken 4 om morgene vågnede vi op med så røde snuder, at selv rudolf ville komme til kort, men trods alt uden at have frosset. Vi skulle tidligt op, for dagen bød på gejsere der var bedst at se ved solopgang og helst lidt før. Derefter stod den på fem timers kørsel gennem mere ørken for at ankomme til den boliviansk/chilenske grænsen.
Her slutter den bolivianske fortælling. Fortællingen fortjener dog at blive genfortalt gennem de fantastiske billeder vi fik taget på vores tre dages tur. Men de ligger på kameraet, så dem må i lige have tilgode lidt endnu.
Næsten stop: San Pedro de Atacama, Chile...
Følg med i de næste spændende fortællinger fra vores sydamerika tur..
Hasta luego so far!