Hej igen derhjemme
Vi oplever saa meget at vi bliver nod til at skrive igen allerede :-)

9. februar: Vi havde store planer for dagen bl.a. om en lang vandretur saa vi startede med at besoge turistinformationen for at faa et kort. Vi ville besoge en "Maori-landsby" om eftermiddagen saa vi besluttede at lade gaaturen gaa derud. Forst gik vi langs Rotorua soen og duftede til de liflige dampe der duftede af raadne aeg. Omraadet omkring Rotorua har nemlig meget termisk aktivitet med bl.a. kogende mudder og gejsere. Langs soen var landskabet meget specielt, vandet boblede og kogte og der steg damp op mellem stenene. Vi fulgte vi vandreruten videre ind i en skov og langs en flod. Da vi var kommet ca. halvvejs (troede vi) holdt vi picnic paa et graesplaene. Med fornyede kraefter gik vi videre. Pludselig forsvandt afmaerkningerne der skulle vise os vej og vi befandt os pludselig i en redwoodsskov (som i Californien). Heldigvis fandt vi et kort over skoven og fik lokaliseret vores placering. Det "vandrekort" vi havde faaet viste kun aftegningen af vandreruten. Da vi endelig kom paa rette vej var der ikke langt til vores maal. Landsbyen hed Te Puia og viste noget om Maorierne. Der var en lille landsby med traehuse, en vaeveskole hvor vi kunne se deres tojtradition, en traeskaeringsskole og forskellige andre udstillinger. Landsbyen laa midt i et termisk omraade hvor vi fik set endnu bedre eksempler paa boblende mudder, kogende vand og New Zealands hojeste gejser. Vi var med paa en guidet tur som ikke fortalte meget mere end det vi selv kunne se. Dagens hojdepunkt var aftensforestillingen om Maori kultur. Vi blev budt velkommen med deres traditionelle ritual, hvilket vil sige en udfordring. De snakkede deres Maori sprog og var udklaedte. Herefter blev vi budt indenfor hvor vi saa nogle af deres traditionelle danse og sange, bla. den verdensberomte Haka (krigsdans) der skulle skraemme fjenden. Den bliver stadig brugt inden sportskampe. Efter dansen var der laekkert aftensmad. Deres traditionelle mad er Hangi som er mad som er dampet i jorden ved hjaelp af varme sten. Der var masser af mad og en stor flot buffet. Som afslutning tog vi ud til gejseren Pohutu igen og den ved aftenstid. Det var helt anderledes for den var helt omgivet af damp. Heldigvis var der en bus hjem, vi var meget traette efter en lang dag.

10. februar: Det ellers saa straalende vejr skiftede pludselig og det regnede. Derfor blev det en meget stille dag. Vi vaskede toj, forberedte den videre rejse og naeste dags vilde aktivitet. Vi gik ogsaa lidt mere rundt i byen selvom der ikke var meget at se.

11. februar: Saa bliver det vildt!! Vi blev hentet kl. 9.00 af tre unge fyre. Vi skulle med dem ud og river rafte. Vores tur er klassificeret som grade 5 (det hojeste niveau man maa rafte) og indeholder det hojeste vandfald der maa raftes i verden, 7 meter hojt :-) Forst blev vi instrueret og ovede os med gummibaaden staaende paa jorden sammen med vores dygtige guide Pete. Derefter gik det ned til floden. Vi startede ud med nogle smaa rapids (minivandfald), Det forste rigtige vandfald var 3 meter, efterfulgt af et 1 meter vandfald. Nogle gange sejlede vi baglens, nogle gange sidelens og nogle gange sejlede vi ind i bredden med vilje (vores guide haabede vist vi ville falde i). Det var vildt sjovt. Saa kom vi til det helt store vandfald. Vi holdt ind til bredden kort for hvor vi fik sidste chance for at staa af (der var en godt brugt sti vaek fra floden). Vi besluttede dog at fortsaette :-) Selve vandfaldet var hurtigt overstaaet med et sus i maven og en af vores medpassagerer faldt ud af baaden. Det var et voldsomt fald! Ved naeste vandfald fik Ian lov at haenge bagpaa en kajak som en af vores guider sejlede i ved siden af os (for at redde os hvis vi faldt ud). Det var ogsaa vildt fedt! Da turen var faerdig spurgte Pete om vi ville prove mere. Det sagde vi selvfolgelig ja til, og han viste os hen til nogle klipper hvorfra vi kunne hoppe i floden. Som de eneste to hoppede vi i fra det hojeste sted 8-10 meter.
Om eftermiddagen rejste vi videre til Taupo hvor vi er nu :-)

Fortsaettelse folger kaerlig hilsen Tennae og Ian