Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag (13/8) formiddag havde Katrine købt ind til brunch, så vi brugte hele formiddagen på at spise os godt mætte. Omkring kl. 13 sagde vi farvel til Katrine og tog s-tog og efterfølgende metro til lufthavnen. Lasses første besøg i Københavns lufthavn, så han skulle da vises rundt af den kyndige lufthavnsguide. ;)
Efter cirka en time var vi i Berlin og fandt hurtigt ud af lufthavnen, vi rejste kun med håndbagage, så vi var hurtigt ude af lufthavnen og på jagt efter et tog til hotellet. Før vi stod på toget købte vi en 4-dags billet til offentlig transport, så vi kunne rejse uafbrudt med alt offentlig transport i 4 dage, så skulle vi ikke tænke yderligere på det. Vi startede i tog og skiftede efterfælgende til bus som kørte os næsten til døren. Hotellet fandt vi hurtigt og kom op på værelset og fik pakket ud.
Vi gik en tur i området omkring hotellet, og ledte samtidig efter noget aftensmad. Vi endte på en italiensk restaurant, hvor vi fik pizza og pasta. Tjeneren forstod hverken engelsk eller tysk særlig godt, så da vi bestilte fanta fik vi istedet appensinjuice.
Vi gik en aftentur efter maden og kom forbi Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche. Kirken blev ødelagt under 2. Verdenskrig, og efter krigen diskuterede man om den skulle rives ned eller genopbygges. Det endte med, at ruinerne fik lov at blive stående som et minde om 2. verdenskrig. Efterfølgende byggede man en ny kirke som står side om side med ruinerne i stærk kontrast til hinanden. Den nye kirke er kendt under tilnavnet "læbestiften" (tårnet) og "pudderdåsen" (den nye kirkebygning). Læbestiften var fuldstændig dækket af stilladser, så denne var ikke nem at se. Da mørket faldt på, lyste læbestiften og pudderdåsen i blålige nuancer.
Vi gik forbi KaDeWe og en tur på shoppinggaden Kurfürstendamm. Vi kom forbi en masse malede bjørne statuer, som symboliserede fred mellem landene, hver bjørn repræsenterede et land, hvor en kunstner fra det land havde fri leg til at dekorere bjørnen, vi kunne ikke finde en fra Danmark.
Vi kom til et hyggeligt lille marked med forskellige mad og nips boder. Vi kom til et mindesmærke og fandt ud af, at vi gik der hvor der havde været terror i december, hvor en lastbil var kørt ind i et julemarked. Der fik vi lige lidt kuldegysninger. Nu var der sat store stenblokke rundt om hele markedet for at skabe mere sikkerhed.
Vi vendte snuden mod hotellet og hoppede i seng, da der venter en travl dag i morgen.
Mandag (14/8) i dag havde jeg lavet en lang liste med alt det vi skulle se af forskellige turistattraktioner.
Vi startede dagen med at hente morgenmad i de lokale supermarked, hvilket vi spiste på en bænk før vi tog s-bahn ind til Brandenburger Tor. Toget stoppede lige ved Brandenburger Tor, så vi kunne hurtigt få vores billeder og fortsætte igennem Brandenburger Tor og ind i Tiergarten. Hjemmefra havde vi booket plads til at komme op i glaskuplen på Rigsdagsbygningen (Reichstag), hvilket er gratis, men det skal altså bookes på forhånd. Vi brugte en times tid på, at gå rundt i kuplen samtidig med vi havde fået udleveret en audioguide, som fortalte om alt det man kunne se fra kuplen. Der var en god varme i kuplen, men der var altså også over 25 grader udenfor. Vejret er fantastisk indtil nu.
Fra Rigsdagen gik vi igen igennem Tiergarten og forbi Brandenburger Tor for at komme til "Denkmal für die ermordeten juden Europas (Holocaust-Mahnmal)" eller på dansk Mindesmærket for de europæiske jøder, der blev myrdet under 2. Verdenskrig. Mindesmærket blev indviet i 2005, og er tegnet af Peter Eisenman, mindesmærket består af 2711 høje, retangulære cementblokke.
Vi fandt efterfølgende en restaurant, hvor vi kunne få noget frokost og koldt at drikke, før vi skulle fortsætte vores turistdag. Lasse ville gerne på en sightseeing bus rundt at se resten, men jeg synes, det var for dyrt, og vi sagtens kunne gå og tage almindelige busser. Vi fortsatte altså til fods mod det Sovjetiske Mindesmærke i Tiergarten. Her fik vi også hurtigt taget de obligatoriske turistbilleder og fortsatte gåturen længere ind i Tiergarten. Tiergarten er Berlins støreste park, og er så stor, at den næsten er en bydel for sig. Vi kom forbi "Haus der kulturen der welt", i folkemunde kendt som "Den Gravide Østers". Tyskerne har det med, at give alt andre navne. Turen gik videre forbi "Schloss Bellevue". Slottet ligger i den nordlige ende af Tiergarten tæt ved "Siegessäule", hvor vi var på vej hen. Schloss Bellevue har siden 1994 været den tyske præsidents embedsbolig. Vi nærmede os nu "Siegessäule" som var målet, den var længere væk end først antaget, så vi fik gået et par kilometer mere end vi troede. Siegessäule blev opført i 1873 som et minde om bl.a. slaget ved Dybbøl i 1864. Det var her Danmark måtte afgive hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Søjlen er dekoreret med guldkanoner og på søjlens nederste tromle er guldkanonerne fra Dybbøl. På toppen af søjlen spejder "Guld-Else" udover Tiergarten. Der var mulighed for mod betaling af komme op til en udkigsplatform, men de 285 trin op og at vi lige havde været oppe i kuplen fik os til at hoppe på en bus tilbage til Brandenburger Tor og videre med S-bahn til Postdamer Platz.
På Postdamer Platz så vi Sony Centeret før vi vendte tilbage til hotellet for at gøre os klar til aftenens oplevelse i Tv-tårnet.
Lasse havde hjemmefra bestilt VIP-dinner i Tv-tårnets restaurant "The Sphere". Restauranten ligger i 207 metes højde, restauranten er roterende, det tager en timer at komme hele vejen rundt, og altså få et 360 grader view over Berlin. Vi fik serveret appetizer og champagne og kunne imellem tiden vælge mellem forret og hovedret eller hovedret og dessert.
Vi valgt begge hovedret og dessert. Hovedretten bestod af Lam, selleripure, gratinerede kartofler og en meget lækker sauce. Hertil lækker rødvin. Hver en bid blev nydt, for det smagte virkelig godt.
Dessert hed "Cappuccino cake & Coffee" og bestod af ladyfinger biscuit, kaffelikør, vaniljeis, chokolade os, mint, chokaladestykker og flødeskum. Virkelig lækker dessert, som vi godt kunne have spist en mere af.
Tirsdag (15/8), dagen hvor Lasse skulle bestemme hvad vi skulle se og lave. Vi startede som altid dagen med, at gå i det lokale supermarked efter morgenmad, og spiste dette på en bænk uden for metrostationen.
I dag tog vi til Olympic Stadium, hvor Hertha Berlin har hjemmebane. Olympic Stadium har i dag plads til 74.228 tilskuere. Stadionet blev bygget i 1936 for at imponere, det blev bygget på ordre fra Hitler, da Tyskland skulle være vært for De Olympiske Lege. I dag var det bedst i skyggen, der var virkelig varmt og solen skinnede fra en skyfri himmel hele dagen.
Vi tog efterfølgende på Berlin Story Bunker, et museum i en gigantisk bunker fra 2. Verdenskrig, beliggende bad Postdamer Platz. I den første halvdel af museet bliver man først kronologisk gennem Berlins historie. Vi fik hver en audioguide på dansk, som fortalte undervejs i gennem museet. Den anden halvdel af museet omhandler historien om Hitlers liv. Der var mere køligt i bunkeren, så vi kom lidt væk fra solen og blev kølet ned. Vi brugte 3 timer, og kunne sagtens bruge mere.
Bunkeren blev bygget i 1943 og havde plads til 12.000 mennesker, selvom den oprindeligt kun var designet til 3.500 mennesker.
Onsdag (16/8), sidste dag, i aften flyver vi tilbage til Danmark. Vi vågnede op til regnvejr, lidt øv, når vi skulle være ude af hotellet kl. 10, og først skulle flyve hjem i aften. Vi tjekkede ud lidt i 10, og gik til supermarkedet efter morgenmad. Vi hoppede på den første og bedste bus og kørte rundt i Berlins gader i mens vi spiste morgenmad. Efter en times tid hoppede vi af bussen ved Checkpoint Charlie. Regnen var ikke så voldsom mere, så nu var det kun lidt støvregn. Efterfølgende hoppede vi på en ny bus og kørte forbi East Side Gallery, som er en 1,3 kilometer lang rest af muren midt i Berlin, muren er pyntet med 106 malerier af kunstnere fra hele verden. Det er verdens længste friluftsgalleri.
Nu var solen begyndt at kigge frem, så vi tog toget til Tempelhof Lufthavn, som er en nedlagt lufthavn, hvor der nu er fri adgang til landingsbanerne. Her har man mulighed for at leje cykler, tandem, rulleski mm. til at komme rundt på landingsbanerne. Vi valgte at ligge i solen i stedet og slappe af inden vi skulle finde aftensmad og sætte næsen mod lufthavnen.
Vi ankom til København sent onsdag aften, og skulle med nattoget hjem til Aalborg. En dejlig lille ferie i Berlin, hvor vi fik set og oplevet en masse.
Tak for fødselsdagsgaven, Lasse.
- comments