Man kunne maaske anvende, at der er gaaet lige lovlig kort tid siden sidste indlaeg.... men det her er saa enormt, at jeg vill have ondt af jer, hvis jeg lod vaere.

Iguazu Falls. Jeg er blevet gennembludt at vandbrus, har gaaet lige i naerheden (baade under og over) og blevet totalt overruplet af maengden og skoenheden af vand. Helt almindelige allestedsnaervaerende kedelige gennemsigtige vand.

Aften boed ikke paa den store aendring. Vi bor paa et hyggeligt lille hostel, hvor der er plads til ro, modsat i hektiske Buenos Aires paa megahostel. Prisen er, at vores vaerelseskammerater er japanere, der enten ikke snakker engelsk, eller er meget meget reserverede. Pjat.

Aftensmad maatte vi finde, for alt er lykket om soendagen. Vi stod og overvejede et menukort og ejeren af restauranten sagde straks, at det koed vi kiggede paa var et daarligt valg. Han havde nemlig verdens bedste boef. Jep. Verdens bedste. 400 gram saftig grillet argentinsk Bife de Chorizo.
Vi naaede aldrig at bestemme os for at blive eller gaa videre... pludselig gav skyerne op og vi oplevede dagens andet vandfald. De kom ud af ingenting, saa alle de mange gaester sprintede indendoers og efterlod al deres laekre koed til sjasket.

Vi spiste boeffen. Verdens bedste? tjooooo. Godt deropaf i hvert fald.

Mit spanske gaar udemaerket.

En sidste lille detalje er ogsaa sprogrelateret. Vi er de eneste skandivaer naemest, saa vi snakker hoejlydt om alle omkring os, mens vi bare husker at holde os fra engelsk eller udenlandskklingede ord. Det er skide skaegt.

Saludos y abrazos

Simon.