Mandag den 23/1 2012

Vi kunne alle tre ånde lettet op, da bussen stoppede ude foran YHA Central, som vi havde boet på de dage vi havde tilbragt i Adelaide. Der var nemlig ingen af os, der havde tænkt på at ringe og re-cornfirme den reservation vi havde lavet på bussen til en 3 dages tur til Melbourne, og da vi først kom sent hjem søndag aften fra Kangoroo Island, var det for sent. Så vi stod op kl. 4.45, en time før pick up ifølge vores voucher. Dog var vores pick up først kl. 6.20 sammen med Martine og vi stod heldigvis alle på køresedlen, på trods af der på vores voucher stod, at pick up var to be advised.

Dette hold er et mindre hold på blot 9 personer, men vi skulle så også hente fire før aftensmad. Første stop på turen var i en lille by ved navn Boardertown, som skulle være den sidste by før grænsen, men da de i sin tid opbyggede denne by, overså de den mindre detalje, at grænsen lå 25 km vest fra byen, og at byen derfor ikke kom til at ligge nær grænsen. Flot! Nå, men her fik vi set albino-kænguruer, som faktisk var ret seje, eller det var nok nærmere deres historie, der var ret sej. For ikk' nok med, at det er hun-kænguruen, som bestemmer kønnet på barnet, så er det også hende, der bestemmer hvilke gener barnet skal have fra mor og hvilke gener, der kan bruges fra far. Det kunne vi mennesker godt lære lidt af.

Vi var godt på vej mod næste stop og vi hyggede i bussen lige indtil … En bil med blå blink stoppede bussen og vi måtte køre ind til siden. Vores nye guide, Chris, nåede lige at advare os med et "F…" og Line sprang hurtigt til sædet ved siden af, hvor der var en sele (det skal lige siges, at der i bussen kun var tre seler og en til Chris). En rimelig tough australsk politimand kom ind og begyndte straks at tælle personer uden sikkershedsseler på og det gav lidt sved på panden. Bøden blev skrevet og han forsvandt igen. Heldigvis blev Chris ringet op og fik at vide, at bøden var slettet, fordi de blev klar over, at der faktisk ikke var sikkerhedsseler i nogle af busserne (vi kender ikke lige til de australske regler).

Efter en køretur på 5 timer med enkelte stop undervejs og en frokostpause i en park, havde vi nedlagt de 500 km, der var ud til Halls Gab, som vi så kunne starte på at bestige. Stigningen var kun på 1,2 km hver vej, men var ikke bare hiking, som vi har været vant til indtil videre - 80% af turen bestod af klatring. Rekorden for denne tur er 24,8 min. Louise skulle presse sig selv i dag, og rykkede allerede fra gruppen fra start, og var derfor også den første oppe på toppen på ca. 24-25 min. Her kunne hun så sidde og blomstre en 15 min indtil Line og Jeannie kom op og resten af gruppen kom så, så småt.

Herefter kørte vi ud til McKenzie Waterfall, hvor vi gik ned af en masse trapper og fik set, hvor vandfaldet udmundede. Inden da nød vi dog lige en is på toppen ved udsigtsposten. Mmm… Ved vandfaldet mødte vi Lennart og Marianne, som begge var lidt nervøse efter at have set den seddel, som hang på vores dør. Dejligt at se dem igen og vi aftalte da også lige at mødes i Melbourne, hvor vi også håber på at finde Jay, Johnny, Martine, Joe og Gary.

Aftensmaden bestod af pasta med kødsauce for fjerde dag i træk, men det gjorde ikke noget, da det var ret lækkert. Efter maden satte Louise sig og kiggede billeder igennem, og Line og Jeannie gik i gang med at skrive en logbog mere. Så nu er vi ved at være med, hvad angår logbøger for de sidste 10 dage, da Jeannie og Line fik skrevet en om aftenen og Louise fik skrevet to i bussen. Vi havde været så heldige, at få et 4 mands-værelse, som vi delte med Martine fra Holland. Det medførte til en del tøsesnak om aftenen, hvilket var super hyggeligt J