Undertegnede har aldrig prøvet at sejle ned af noget vildere end gudenåen, så allerede på forhånd var jeg gejlet op til den helt vilde tur ned ad både vandfald og strømvirvler, med junglen susende forbi. Efter at have tilbragt natten i nogle meget spartanske og charmerende hytter midt i junglen, var jeg udvilet og klar til en, forhåbentlig, anstrengende og aktionfyldt tur. Da vi fik udleveret hjelme, redningsveste og pagajer, var jeg som et lille barn inden en tur i tivoli. Det viste sig imidlertidigt, at vi først skulle igennem en (langsommelig) gennemgang af sikkerheden og have vist hvordan man bevæger og agerer i en gummibåd midt på en brusende flod (hvilket set i bakspejlet nok var meget fornuftigt).

Imod alle anbefalinger, endte vi med at sammensætte en båd bestående af 5 drenge + en bådfører. Angiveligt skulle en besætning på fem velproportionerede unge mænd, være for tung i forhold til gummibådens størrelse. Behovet for en overdosis af testosteron og adrenalin vægtede dog tungere end instruktørens anbefalinger, og da vi var blevet forsikrede om, at det ikke var direkte livsfarligt for os at være i båden, hoppede vi ombord sammen med vores styrmand. Den første tid sejlede vi lidt frem og tilbage på et roligt stykke af floden for, at treane vores evner som someand. Da guiden var tilfreds med vores evner i båden, påbegyndte første etape af en halvanden times tur ned igennem flodens mange strømvirvler, vandfald og strømfyldte passager. Flere steder undervejs stødte vores dybtstikkende båd mod sten gemt under overfladen, og truede med at vælte båden og sende os alle ud i vandet. Kun Anders Fisker lykkedes det at falde i vandet da vi ramte en mindre sten - hvilken skam og ydmygelse for drengen...

Klimaks for turen var klart et "stort" vandfald der skulle forseres. Ivrigt hujende kastede vi båden ud i de frådende vandmasser og blev hurtigt revet med af den stærke strøm. Båden accelerede og vi padlede på livet løs, indtil vi kunne se den gabende tomme luft foran os. Floden forsvandt under os og da vi ramte vandet igen forsvandt båden fuldstændig under vandet, for derefter at komme op til overfladen som en korkprop. Vi alle var blevet indenbord - en lille sejr for beseatningen.

Resten af turen ned ad floden foregik i et meget varieret tempo, der både både bød på flere vandfald, men også mere rolige stykker, hvor vi hoppede i vandet og lod strømmen føre os videre igennem junglen. Ved turens afslutning blev vi, dyngvåde, hentet af Mark og Allan i 2 minivans, der skulle bringe os til La Ceiba, hvor færgen mod Utila ventede...