Dag 26.
Den 21. Februar 2013. Bulawayo(Zimbabwe)

Klokken 7 stod jeg op og iførte mig løbetøjet. Historierne aftenen før om leoparderne havde ikke skræmt mig så meget, at jeg havde tænkt mig at droppe motionen. Jeg må dog indrømme, at Leoparderne hele tiden spøgte i mine tanker mens jeg løb. :--) Alligevel løb jeg næsten en time i morgensolen. Jeg havde medbragt mit kamera denne morgen, og ved hjælp af min trepot lykkedes det mig, at få taget et par gode fotos. Bla. fandt jeg et stort termitbo, som jeg fotograferede mig selv ved siden af:-) Boet var mindst lige så højt som mig .

Efter løbeturen gik jeg i bad og spiste morgenmad, Efter maden, blev vi afhentet på campingpladsen af 2 stk. åbne safari køretøjer, hvorefter vi begav os ud på dagens safari tur. Jeg endte heldigvis i Ians køretøj, hvilket ville betyde en da med fantastiske historier. :-) Ian havde kælenavnet Næsehorns viskeren, fordi han kunne komme helt tæt på de vilde næsehorn, uden at blive dræbt. Han var utrolig pasioneret omkring næsehornene og Bushmændene, og flere gange var han ved at græde, når han fortalte om, hvor tæt de begge var på at være totalt udrydet.

Første stop på turen var en grotte som indeholdt vægmalerier, som var 30.000 år gamle, og som i tidernes morgen var udført af bushmænd. Malerierne forestillede forskellige dyr, som alle havde fandtes i området omkring hulen. Ian forklarede, at Bushmændene havde lavet malerierne, for at fortælle andre bushmænd vilke dyr, der kunne jages i området, samt hvilke dyr de skulle passe på. Der var malerier af elefanter, giraffer, zebra, løver, leoparder m.m. Kvaliteten af malerierne var forbløffende høj. Flotte farver, og meget levende figurer.

Mens vi kiggede på malerier, underholdt Ian med historier om Bushmændene. Han forklarede, at det var et meget simpelt og reelt folk, som levede i pagt med naturen. De forblev aldrig på det samme sted i mere end 10 dage, da de vidste at de ville påvirke miljøet, hvis de forblev længere. De dræbte aldrig større dyr, end deres familie ville være istand til at spise i løbet af en dag. De samlede aldrig forråd sammen, da de ikke ville lade mad gå til spilde. Derfor kunne de aldrig finde på at plukke flere frugter, end de kunne spise her og nu.

Denne levestil betød, at der sommetider kunne gå flere uger mellem deres måltider. Deres krop havde gennem mange milioner af år tilpasset sig denne levestil, hvilket betød, at de nu var istand til at spise enorme mængder mad, når de endelig spiste, og at de efterfølgende kunne leve ugevis uden føde. På mange områder mindede de om en kamel. Ian forklarede, at en bushmand kunne spise mellem 12-22 kg kød i løbet af et døgn, og at kødet efter få dage, blev omdannet til fedt, som satte sig på hofterne. Bushfolket var derfor utrolig tykke på hofterne, når de havde spist. Fedtet blev så efterfølgende forbrændt, når de havde en periode, hvor de ikke spiste. En sulten bushmand ville derfor have en masse løs hud omkring maven og hoften. Hofterne virkede derfor på samme måde som puklerne på en kamel.

Den ælste registreret Bushmand var 3,5 milioner år gammel. Man havde dog efterfølgende fundet ud af , at kulstof 14 metoden ikke var nøjagtig på ting ældrede end 30.000 år, da nedbrydningen af kulstoffet blev væsentlig langsommer med tiden. Ian mente derfor, at det var realistisk, at bushfolkene var 30 milioner år gammel, hvilket kunne forklare, at der i Australien var blevet fundet hulemalerier, der var 120.000 år gammel, som var identiske med Bushmændene, og som ikke var udført af de Aboribionale, da denne race slet ikke var så gammel. Ian mente derfor, at Bushmændene havde levet for 30 milioner år siden, da kontinenterne stadigvæk hang sammen, og at de derfor var blevet delt på flere kontinenter.

Bushmændene var mellem 100-130 cm høje, og havde asiatisk udsenede. Bushmændene indeholdt det dna gen, som bliver kaldt Adam genet, og som findes i alle mennesker
racer idag. Videskaben var derfor enige om, at vi alle stammede fra Bushmændene, og at bushmændene som levede idag, stort set ikke havde forandret sig i forhold til vores forfædre.

Han forklarede, at der kun fandtes ca. 650 bushmænd i verden, og at de nu levede i øde nationalparker uden kontakt til omverden. Ian havde dog i korte perioder levet sammen med dem, og var istand til at kommunikere med dem, selv om deres sporg kun bestod af 9 forskellige klik lyde. Dem der levede idag, levede stadigvæk på samme måde, som deres forfædre havde gjort for milioner af år siden.

Det sørgelige var, at helt indtil 1988 havde staten udlovet en dursør, til dem der dræbte en bushmand. Dusøren var blevet udlovet, fordi det voksende landbrug, havde problemer med Bushmændene, som engang imellem dræbte en ko, når de var sultne. De stakkels bushmænd levede jo bare, som de altid havde gjort, de kendte jo hverken til ejerskab af dyr, eller til forskelen på vildedyr og husdyr. På grund af denne dusør var antallet faldet fra 300.000 til nu 600 på ganske få år. I Zimbawe levede der nu kun 46 bushmænd.

Regeringen og Bushmændene havde indgået en sjov alliance ved hjælp af Ians tolkeevner. Bushmændene havde fået lov til at forblive i parken, hvis de ville hjælpe med at bekæmpe krypskytterne. De blev belønnet med 100 gram salt, for hver venstre hånd de afleverede fra de dræbte krybskytter. Salt var nemlig det eneste de ikke selv kunne skaffe i naturen, da civilitationen, havde afskåret dem fra havet.

Hvis Ian skulle i kontakte med dem, opsøgte han en af deres huler, og lagde en besked, om at han ville komme tilbage til næste fuldmåne. Hvis nogle af Bushmændene besøgte hulen inden fuldmånen, forblev de som regl på stedet og ventede på ham. Det var vildt interessant at høre om bushmændene, men også sørgeligt, at høre, hvordan vi som race behandlede Bushmændene som dyr .-(

En sjov ting ved bushmændene var, at når de skulle vælge en kone, så sneg de sig ind på hende og skød hende i røven med en pil. Det galdt derfor om at være god til at ramme, så man ikke endte med den forkerte kone .-)

Efter besøget i hulen kørte vi til en mindre landsby, hvor vi mødte den lokale høvding på. Han var en rigtig festlig fyr på 80 år, som gladeligt fortalte om hans liv. Han var iført skindet fra en leopard, som han havde dræbt i 1952. Han fremviste 5 store sår, som følge af leopardens bid, og forklarede, at han havde lagt på hospitalet i over en måned, efter sammenstødet med leoparden. Han fortalte livligt om sammenstødet med leoparden. Han talte dog kun stammesprog, så det var kun ved hjælp af Ians oversættelse, at vi forstod hvad der blev sagt. Vi havde nu ikke behøvet, at få det oversat, for han sprang rundt på gulvet, og udførte kampen, som et lille teater stykke :-)Høvdingen gennem sit liv fået ti sønner, men fem af dem var nu døde som følge af Aids. Ian mente, at ca. 80 procent af befolkningen havde Aids, selv om regeringen kun sagde, at det var 30 procent.

Efter fortællingerne i jordhytten udførte høvdingen og hans famile en lille dans for os. Efter dansen blev jeg iført leopardskindet, og udstyret med et spyd, hvorefter jeg udførte en lille krisdans sammen med to små neger børn :-) Efter forestillingen kunne vi købe forskellige træ ting, som var blevet lavet i landsbyen. Jeg købte nu ikke noget, da jeg alleredde havde nok i mine giraffer. Flere af de andre støttede dog landsbyen med at købe forskellige dyr. Specilet Bill udviste store handelstalenter ved at bytte 3 stk. brugte T-shirts til en vandrestav og et smukt malet kohorn. Man kunne åbenbart bytte alt her nede. Jeg besluttede mig for, at jeg på et tidspunkt ville prøve, at bytte mit myggenet væk, da jeg alligevel aldrig ville få brug for det. Bill var en Australier på ca. 25 år med asiatisk udseende. Han virkede umiddelbart til at være en flink fyr.

Høvdingen tilbød Tore 20 køer i bytte for hans søster. Tore afslog dog, da han mente at der skulle mindst 30 køer til, før vægten var den samme. Dette fandt Toril bestemt ikke sjovt, mens vi andre var flade af grin over den kommentar :-) I landsbyen spiste vi vores medbragte frokost, inden vi kørte videre på safarien.

Sidste del af safarien var næsehorns spotting. Eller Rihno walk, som de kaldte det her nede :-: Vi kørte derfor rundt i nationalparken i ca. 1 timer, mens vi var på udkig efter de store dyr. Parken var "kun" 100km2 stor, så man skulle tro, at det ville være let, at finde de kæmpe dyr. Den tætte beplantning gjorde det dog meget vanskeligt at finde dem. Efter en time fandt han dog nolge fodspor i sandet som førte ind i bushen. Vi parkerede efterfølgende bilen og begav os til fods ind i den tætte bevoksning. Efter ca. 10 minutters gang fandt vi 3 stk. næsehorn, som gik og græssede mellem nogle træer.

I næsehornsviskerens fodspor gik vi efterfølgende tættere og tættere på næsehornene, mens han lavede Muhhh lyde. Vi standsede da vi var ca. 10 meter fra næsehornene. Problemet var bare, at da vi standsede begyndte det ene næsehorn, at bevæge sig mod os. Da det var ca. 3 meter fra os standsede det heldigivs op. Man kunne fornemme, at det var meget nervøs, og man kunne høre dens tunge åndedrag. Det var et vildt imponerenden, men også vildt skræmmende syn.

Det blev ikke mindre skræmmenden, da jeg ved et uheld trådte på en kvist, som knækkede, og derved udløste en høj lyd. Dette fik næsehornet til at lave et lille hop, mens dens ånderag blev tungere. Den stirrede direkte på mig fra en afstand af ca. 3 meter. Jeg er ret sikker på, at mit hjerte stod helt stille. Selv næsehornsviskeren sagde ikke et ord, og jeg fik følelsen af, at dyret stod og overvejde, om den skulle angribe eller flygte. Heldigvis var der ingen i gruppen, som bevægede sig, hvilket sikkert ville have udløst en af de to ovenfor nævnte reaktioner. Efter ca. 30 sekunder kunne vi fornemme, at det begyndte at slappe mere af igen :-) Vi brugte efterfølgende ca. 10 minutter på at kigge på de imponerende dyr, inden vi gik tilbage til bilen.

Da vi kom tilbage til køretøjet fortalte Ian om problemerne med krybskytter, som var så alvorlige, at Ian frygtede, at alle næsehorn i det fri ville være udrydet inden der var gået 5 år. Han fortalte, at hornene fra næsehornene, blev solgt på det sorte markede for op til 1 milion kr. pr. horn. Krybskytten selv fik dog kun ca. 1000 dollars pr. horn. 1000 dollars virkede umiddelbart ikke af meget, men hvis man tænker på, at mindstelønnen kun var 30 dollars om måneden, virkede 1000 dollars som en stor fristelse for de fattige.

Ian fortalte, at antallet af næsehor de sidste ti år var gået fra ca. 300.000 til ca. 12.000. Han forklarede, at der i øjeblikket blev dræbt mere end 1000 næsehorn om året på trods, af at der var bevæbnet vagter i alle parkerne. I denne park var der for 5 år tidligere ca. 350 næsehorn. Nu var der kun 26 tilbage. Ian forklarede, at vagterne i parken skød og dræbte ca. 25 krybskytter pr. måned, men at der alligevel blot blev ved med at komme endnu flere af dem. Det hele skyldtes kinesernes dumme overtro, som gjorde, at de troede, at deres penis ville vokse, hvis de spiste noget fra et næsehorn. Ian var tydeligvis meget berørt, når han snakkede om næsehornene.

Ian så åbningen af fri handel med hornene som den eneste måde, at undgå udrydelsen p.å. På den måde kunne de oversvømme markedet, så krybskyterri ikke længere kunne betale sig. Han forklarede, at Zimbawe alene havde 20 tons horn på lager, og at man ville kunne skære hornene af dem hvert 4. år, uden de led skade. Han håbede derfor på, at den fri handel blev tilladt, da han så det som eneste mulighed for at rede deres overlevelse. Jeg kunne heller ikke lade være med at blive trist over at høre disse ting. Synd at vi som menesker kunne være så modbydelige, og uintelligente.

Efter historierne kørte han os hen til et sted, hvor vi kunne se skelleterne af to stk. næsehorn, som var blvet dræbt af krybskytterne. Synet af skelleterne gjorde ikke det hele mindre trist :-( Men samtidig var jeg utrolig glad, for at jeg havde været så heldig, at få lov til at se dem i det fri. Denne glæde ville mine kommende børn nok aldrig få .-(

Ved solnedgang kørte vi tilbage til lejren, hvor vores guide havde tilberedt aftensmaden. Efter maden sagde vi farvel til Ian, og ønskede ham held og lykke i arbejdet med at rede næsehornene og Bushmændene. Desværre var det nok en umuligelig opgave :-( Måske mine børn eller børnebørn om mange år vil læse denne dagbog, og efterfølgende sige, at jeg tog fejl. Det ville bestemt ikke gøre noget .-)

Det havde været en meget lang og oplevelsesrig dag, så klokken blev ikke mere end 9, før alle var gået i seng. Jeg prøvede at skrive nogle noter til denne blog, men kunne ikke holde øjnene åbne, og måtte istedet overgive mig til søvnen.