Dag 23 og 24 Uyuni-Areto Plano.

Dag 23.
Dagen før havde jeg lavet en morgen løbeaftale med Kate fra Australien, jeg havde dog ikke regnet med, at hun ville møde op, da vi alleredde skulle mødes kl. 7. Jeg var derfor lidt overrasket over at hun stod klar i receptionen kl 7, specielt fordi hun havde oppe siden kl 04:00 fordi hun skulle se vm finalen i Rugby. Jeg forstår ikke at nogen gidder stå op midt om natten for at se sådan en åndsvag sportsgreb, og hendes land var ikke engang repræcenteret i finalen

Kate er 31 år, og rejser alene, da hendes kæreste ikke kunne få fri fra sit arbejde. Hun skal rejse 4 mdr ialt, og har indtil nu rejst i 6 uger. Hun er en af de 7 piger som har været med på turen siden den startede i det nordlige sydamerika. Hendes kæreste er tidligere topsvømmer, og træner nu en af de største triklubber i Australien. Kate arbejder for en avis i Sydney, hvor hun arbejder sammen med en sportsjounalist. Hendes opgave består i at booke tider med alle sportsstjernerne. Hun har derfor mødt de fleste store stjerne som har besøgt Australien. På grund af sit arbejde var hun ret vild med sport. Hun syntes derfor, at det var fedt, at der var kommet nogle fyre med på turen, så hun havde nogen at snakke sport med. De andre tøser på turen havde vist ikke været sportsidioter:-)

Kate havde ikke løbet de sidste 6 uger, hvilket godt kunne mærkes på tempoet, men det var alligevel dejligt med lidt selskab på løbeturene. Glæder mig til Carina kommer herned, så jeg kan løbe med hende:-). Hende og Kate vil passe godt sammen i tempo. Da vi havde løbet en runde om byen(ca 4 km) var hun ved at være træt, og jeg løb derfor en eksta runde alene. Denne gang med lidt mere fart på. Det var dog ikke muligt at presse mig selv specielt meget i denne højde, idet maven straks begyndte at brokke sig, hvis pulsen blev for høj. :-( Det fede ved denne by var at den var total flad og at der næsten ingen trafik var. Det var derfor klart den bedste løbetur på denne ferie. Uyuni er en gammel mineby(salt), men nu minder den mest om en spøgelsesby. Der var næsten ingen folk i byen, og byens brede jordveje fremstod derfor næsten øde. Det eneste liv man så var de mange hunde, som var overalt. Min svigermor ville elske denne by.

Da jeg kom tilbage til hotellet fik jeg lavet mine styrkeøvelser, og taget et bad. Bagefter var der stor morgen buffet på hotellet. Det bedste ved denne buffet var de amerikanske pandekager:-) umm. Tror jeg spiste 7 pandekager, og drak ca. 1 litter frisklavet juice.:-) måske ikke den sundeste morgenmad med f*** det smagte godt:-). Hvis man lyttede rigtig godt efter tror jeg, at man ville kunne have hørt pandekagerne bede om at få en redningsvest, da de var ved at drukne i sirup:-)

Efter morgenmaden blev vi afhentet af 3 små jeeps. Vi blev inddelt i 3 grupper. James og jeg kom i gruppe med Brook, Jo og Ann. Brook er fra Australien og er ca. 30 år gammel. Hun virker super flink og venlig. Hun er lidt tynd, nok på grænsen til det sygelige, men hun virker alligelvel til at være fuld af energi, så helt sygeligt er det nok ikke:-) Hun har været med på trucken siden den startede i det nordlige sydamerika. Undervejs er hun blevet kærester med Steve, som er en af vores guider. De prøver godt nok, at holde det hemmeligt, men hele gruppen ved det alligevel. Når man rejser med så mange tøser, så kan man jo ikke forvente, at noget er hemmeligt. :-) Den første dag, da jeg fortalte Emma at jeg havde en kæreste, og at hun ville slutte sig til gruppen i Argentina, gik der ikke mange minutter før hele gruppen vidste det. De er allesammen vældig interesseret i at høre om Carina, og de glæder sig til at møde hende. De ved jo også at hun må være noget helt specielt siden hun kan holde på mig:-)

Jo er fra England og er ca. 25 år. I England arbejder hun i et medicin virksomhed, men hun blev fyret i juli, derfor bestemte hun sig for at tage ud og rejse. Hun ligner en typisk engelsk pige med rødt hår og fregner, men hun er dog ikke så bleg eller tyk, som en normal englænder:-). Hun virker super sød og er altid smilende. Hun har også været med på hele turen, og hun er også endt med at blive kærester med en guide, nemlig Dave.

Sidste piger hedder Ann. Hun er også fra england, og er ca. 25 år. Hun rejser aflene, men har også været med på trucken de sidste 6 uger, og er derfor en del af klikken med de "gamle". Hun er prototypen af en engelsk pige fra landet, bleg, fregnet, rødhåret og buttet. Hun er sygeplejesker på en føddeafdeling, så hvis Carina endte med at blive gravid hernede, så ville vi have en til at tage imod barnet. Jeg har jo ikke helt glemt min faders løfte om at refundere rejsen, hvis Carina føder et barn senest 9 mdr. efter vi komme hjem fra rejsen. Måske jeg bliver nødt til at forlænge vores rejse indtil hun bliver gravid. Når endelig far har pungen fremme så skal man slå til hurtigt:-)

Efter at være blevet inddelt i grupper kørte vi afsted mod saltsletterne. Første stop var en lille by, hvor de bearbejde salten og pakkede den i poser. Det mindede lidt om læsø, hvor de ved hjælp af ild tørrede salten i nogle store kar. Efterfølgende blev salten ipakket små poser. Den eneste forskel på læssø og dette sted, var at her kunne de tage den våde salt direkte fra overfladen. På læsø var det havvand, som langsomt koges og derved udtørres. Her lå der salt i 3 meterstykkelse på et område som dækkede 13000 km2. Det er vel et område ca. på størrelse med Nordjylland. Faktisk var området så stort at for ca. 10 år siden var der en jeep med isreelske turister, hvis jeep brød sammen. Da de efterfølgende forsøgte at gå ud af saltsletten foer de vildt. De blev først fundet døde 6 mdr. senere. :-(

Efter stoppet kørte vi ud på den kæmpe saltslette. Det var et vildt fedt syn. Det er svært at beskrive, for det var bare så anderledes i forhold til alt andet jeg nogensinde har set. Der var hvidt så langt øjet rakte. I det fjerne kunne man sommetider skimte nogle bjergtoppe, men når man var ude i nærhedde af midten kunne man ikke se andet end eneløst hvidt i alle retninger. Efter at have set dette kunne jeg bedre forstå, at man kunne fare vildt på dette sted. Om dagen var der bagende varmt på sletten, mens temperatuen faldt til langt under frysepunktet om natten. Det var derfor et virkeligt dumt sted at fare vildt :-(

Vi gjorde holdt i det område, hvor de udvandt salten. Det foregik ved at de skrabede de øverste 10 cm salt af, og samlede det i små pyramideformede bunker på ca. 2 meters højde. På den måde tørrede de salten delvis inden den blev hentet i lastbiler, og kørt ind til minebyen, hvor salten blev videreforabejdet, som jeg tidligere har beskrevet. Landskabet med de små pyramider, gav os muligehedder for nogle sjove fotos, hvilket vi benyttede os af:-) Jeg fik bla. taget et foto, hvor jeg stod på hænder ovenpå en af pyramiderne. :-)

Næste stop var et hotel som var bygget af salt. Det lå ca. 50 km ude på sletten. Murene og møblerne var lavet af salt. Det så ret impornerende ud, dog var taget lavet af blæk, så det trak lidt ned i helhedsindtrykket:-( Det sjoveste på dette sted var dog, at der på bagsiden af huset hang et skilt på endevæggen, hvor der på engelsk stod:" tis ikke her". Et sådan skilt gav jo en god mulighed for et sjovt foto, hvor jeg stod og lod som om, at jeg tissede lige under skiltet :-)

Næste stop var en lille ø midt ud på saltsletten. Øen var lavet af størknet lava, og var formentlig blevet dannet, samtidigt med at Andesbjergene blev dannet. Det var lidt vildt at tænke på, at hele saltsletten engang har været havbund. Idag lå saltsletten i ca. 3600 meters højde. På øen voksede der tusindevis af kaktuser. Denne type kaktusser voksede kun 1 cm om året. Flere af kaktuserne var over 10 meter høje, og var derfor mere end 1000 år gamle.

Øen var ca. 100 meter høj i forhold til saltslette, så det krævede en lille vandretur på ca. 20 min. for at nå til toppen. Udsigten var dog hele vandreturen værd. Man havde udsigt ud over hele sletten, og i alle retninger var der hvidt, så langt øjet rækte. Ude på slette kunne man se bittesmå biler, som langsomt flyttede sig hen over den totalt flade slette.

Da vi kom ned fra toppen blev der serveret frokost i form af picknick. Maden bestod af kylling med ris og salat. Til dessert var der frugt. :-) Et ganske imponerende måltid ude midt i en saltørken. Under frokosten så jeg det underligste syn. 2 stk. Lamaer, der kom spankulerende hen over saltørknen. Det var virkelig svært for mig at forestille mig, at de skulle kunne finde nogen form for mad eller vand her ude. Det eneste der voksede på øen var kaktussser, og der var ca. 80 km til det nærmeste stykke fastland:-(.Men lamaer er jo i familie med kameler, så de kan sikkert klare sig uden vand og mad i langtid. Det så heller ikke ud til at bekymre lamaerne, at de befandt sig midt ude i en saltørken. Faktisk havde de overskud til at udfører et parringsshow til stor underholdning for os:-).

Efter maden kørte vi til vores sidste stop, hvilket var ude midt i ingenting:-). Her brugte vi de næste 2 timer på at tage fotos af hinanden i alle mulige stillinger. Det sjove ved dette sted, var, at det var umuligt at afstandsbedømme, da alt bare er hvidt. Det gjorde at man kunne tage nogle rigtig sjove fotos, hvor man feks. kunne få det til at se ud som om man sad og læste i en kæmpe bog. Man kunne også få det til at se ud som om der stod en minniput mand på ens skuldre. Disse fotos blev lavet ved at noget eller nogen er tæt på kameraet, og derved har normal størrelse, mens andre stod meget længere væk, og derved fremstod som lilleput folk. :-) Det var rigtig god underholdning, og tiden fløj af sted. Derfor bemærkede vi ikke solen bagte ned på os fra en skyfri himmel, og de fleste af os endte med at blive solskoldet. Det var heldigvis kun min nakke som fik for meget sol, men den er godt nok også lidt øm lige nu, hvor jeg skrive dette. :-)

Solen og genskæret fra det hvide salt gjorde, at man ikke kunne se noget som helst, hvis man ikke havde solbriller på. Jeg var ret heldig tidligere på dagen, for da vi var på vej afsted om morgenen fandt jeg ud af at mine solbriller var brækket:-( de kostede jo også kun 8 kr, så man kunne selvfølgelig ikke forvente så meget:-( Heldigvis havde Brook noget superlim i hendes taske. De tøser var altså forberedt på lidt af hvert. Har også altid undret mig over, hvad kvinder mon havde i deres kæmpe tasker. :-) Det var utroligt heldigt, at hun havde det lim, ellers havde jeg ikke fået meget ud af dagen, da solen simpelthen var så skarp. :-) Jeg var ret stolt, da jeg fremviste mine nylimede solbriller, men jeg var knap så stolt, da jeg fandt ud af, at jeg havde limet to af mine fingre sammen:-(. Igen fandtes løsningen i Brook kæmpe håndtaske. Her havde hun nemlig nogle spritservietter, og spritten kunne opløse limen, så jeg igen kunne skille mine fingre ad:-)

Da vi havde taget nok fotos kørte vi retur til hotellet. De sidste fotos vi tog var hvor vi ved hjælp af vores kroppe dannede ordene Dragoman Bus. Planen er at disse fotos skal hænges op i vores Truck, som jo bestemt ikke er en bus. Straffen for dette blivet helt sikket at vi bliver tvunget til at høre vores haddesang uafbrudt en hel dag. :-((walking on broken glass)

Hjemme på hotellet fik jeg sorteret mit tøj, og efterfølgende indleverede jeg en 4 kg. tung pose vasketøj i receptionen. Det kostede ca. 40 kr. at få vasket tøjet, hvilket ikke var specielt biligt, når man tænker på at vi var i sydamerikas billigste land. Frygter det bliver meget dyrtt når vi kommer til Argentina og Brasilien, men så har jeg jo selfølgelig Carina til at vaske mit tøj:-)

Herefter gik vi ud i byen, hvor vi fandt en butik som vekslede valuta. Vi skulle forlade Bolivia 2 dage senere, men de to følgende dage ville det ikke være muligt at bruge penge, da vi ville køre rundt oppe i 5000 meters højde, hvor der ikke lå byer. Det eneste jeg skulle bruge penge til var derfor aftensmad og morgenmad. Jeg vekslede derfor alt undtagen hva der svarede til 100 kr.

Kl.1930 mødtes 7 af os for at gå ud og finde en ny restaurant, hvor vi kunne spise aftensmad. Resten ville blive på hotellet, og spise sammested som aftenen før. Vi andre ville dog godt prøve noget andet, hvilket vi aldrig skulle have gjort:-( Første brugte vi en time på at rende det halve af byen rundt for at finde en restaurant, som var anbefalet i Lonly Planet. Da vi havde vaddet op og ned af den samme gade ca 10 gange, mødte vi endelig en mand, som kunne forklare os, at restauranten var lukket for ca 1 år siden. Indtil da havde vi ellers mødte mange folk, som pegede i forskellige retninger når vi spurgte efter vej til restauranten:-) Dette gjorde de med stor selvsikkerhed mens de gentog restaurantens navn og nikkede:-(.

Da det ikke kunne lade sig gøre at spise på den lukkede restaurant, måtte vi jo finde en anden. Det var bestemt heller ikke let, at finde en restaurant, som alle syntes var ok. Enten var der det ene i vejen, eller også var der det andet i vejen. :-( Når man skal vælge restaurant sammen med 6 piger, så er beslutningsprocessen meget langsommelig:-( Heldigvis er Carina ikke så besværlig som disse tøser. :-( Da vi endelig fandt en restaurant, og fik bestilt vores mad, gik der ca. halvanden time før maden kom. Da maden endelig kom, gik der ikke mange minutter, før vi var færdig med at spise. Vi var simpelthen så sultne, at vi slugte maden:-(. Efter maden var det direkte hjem til hotellet og på hovedet i seng:-)

Dag 24.
Denne dag skulle vi køre stortset hele dagen, og der var afgang alleredde kl. 7:30. Jeg blev derfor nødt til at stå op kl. 0530 for at nå morgenløbeturen. Jeg havde med vilje ikke sagt til Kate, at jeg ville løbe denne morgen, da jeg godt ville løbe alene, så jeg kunne løbe lidt hurtigere.

Det tidlige tidspunkt gjorde, at der var møgkold. :-( På et tidspunkt var mine fingre følelsesløse, og jeg havde enda handsker på:-(. Det hjalp dog lidt, da jeg havde løbet et stykke tid, og solen var kommet lidt højre på himlen. Jeg ved ikke om det var kulden eller det tidlige tidspunkt, som gjorde forskellen, men byens hunde havde usædvanligt meget energi denne morgen. Stortset allesamme syntes, at jeg skulle jages. Heldigvis var der ikke nogen der bed mig, men de var noget mere aggresive end de plejede at være i disse lande. Jeg medbragte min iPhone og optog en video, hvor jeg blev jagtet af en meget aggresiv hund. Det er tidspunkter som dette, som gør at jeg ikke har dårlig samvittighed over at jeg engang har spist hund:-)

Dagens morgentræning lød på 45 min løb efterfulgt af styrkeøvelser. Da jeg kom tilbage til hotellet havde jeg modtaget en SMS fra en trist Carina, som netop havde fået besked på, at hun ikke kunne blive fængselsbetjent:-( Vi snakkede efterfølgende sammen på skype, men forbindelsen var virkelig dårlig.:-( Det var hårdt, at man ikke kunne være hjemme hos hende, når hun var trist, og ked af det :-( Jeg håber derfor at i kan trøste hende lidt, når nu jeg desværre ikke kan være der for hende:-(

Efter morgenmaden pakkede vi trucken. Jeg fik til opgave at pakke al baggagen i truckens baggagerum. De andre var meget imponeret over, hvor meget plads der var tilbage, da jeg var færdig med at pakke. Jeg kunne så fortælle dem, at jeg var uddannet pakker, hvilket de fandt meget morsomt. Det var nu ikke ment som en joke:-( Jeg er jo uddannet på et lager, og har da ca. 8 års erfaring med at pakke kasser på en europalle, så et lille baggagerum er jo "pice of cake." :)

Dagens køretur varede ialt ca. 12 timer, og førte os gennem de sygeste bjergområder. Selvom turen varede mange timer, så føltes den ikke lang, da man følte det som at være på en lang safaritur. Det meste af tiden kørte vi ikke hurtigere end 20-30 km/t, da forholdene ikke tillod en højres fart. Det var ikke veje vi kørte på men bumpede bjergskråning og bjergsletter. Til lejligheden medbragte vi en stifinder som ledte vores guider gennem dette bjergområde, ellers ville det have været umuligt at finde vej gennem højsletten. Det var faktisk ret morsomt, at sidde i trucken, da vi heletiden blev kastet fra side til side. Flere gange føltes det som om trucken ville vælte om på siden, men hver gang rettede den sig op i sidste øjeblik :-)

Det var dog ikke så sjovt da gearkassen gik i stykket, fordi trucken havde tabt en Bolt. De mange rystelset var skyld i at en bolt i gearkassen havde løsnet sig, og var faldet ud Heldigvis fandt de bolten ca. 300 meter fra trucken, og kunne derfor hurtigt lave gearkassen igen.

Vi holdt frokost ved en lille sø midt mellem alle bjergene. I søen var der flamingoer. Frokosten bestod igen af sandwich, og mens kokkegruppen anrettede maden, sørgede vi andre for at der blev opstillet borde og stole. Da vi var færdig med at spise hjalp vi alle til med at få pakket ned igen, og ca. 20 min efter vi var ankomet til frokoststedet kørte vi igen. Det virkede umiddelbart til at vi var gode til at arbejde sammen, og det var ingen som ikke tog del i arbejdet. Selv Jenny( den handicapet) tog del i arbejdet, og slæbte rundt på stole og andet udstyr, men man skulle lige tænke over hvad man lod hende bære. Det er jo vigtigt, at hun ikke bære på noget der kan gå i stykker, da hun jo falder ca. hvert 20. skridt. Det kunne godt være lidt nervepirrende at se hende komme gående med en varm kop te i hånden. Der var da heller ikke nogen, som havdr lyst til at være i nærheden af hende når hun bar rundt på en kop skolhed te.

Vi holdt en del tissepauser i den fantastiske natur, og jeg fik taget nogle fede fotos af busen, hvor man rigtig kunne se at vi kørte rundt uden for land lov og ret. Naturen var en blanding af månelandskaber, ørkner, bjerglandskaber og saltsøer. Vi gjorde holdt ved nogle små trekanter af sne, som var ca. 1,5 meter høje. Der var så mangr af dem, at de dannede en hel skov. De stod fritstående, og var derfor ikke forbundet til hinanden. De måtte være blevet formet af sol, vind og vejr. Det var et af de mærkeligste natur fænomener, jeg nogensinde har set :-)

Da vi nåede frem til vores lejr, var klokken blevet 19, og solen var gået ned, det samme var temperaturen. Kl. 15 var der 25 grader, men kl 18 var der ca. 0 grader. I løbet af natten faldt temperaturen til mimus 12 grader:-(.

Da vi skulle stige ud af bussen i mørket , var en af de Hollandske piger så uheldig at hoppe direkte ned på en stor sten og forstuve anklen. Der er ca. 1 meter fra det sidste trin og ned til jorden. Mørket gjorde selvfølgelig, at hun ikke kunne se stenen. Hun var derfor slet ikke forberedt, og kom derfor ret slemt tilskade:-(. Jeg tror heller ikke jeg har beskrevet hende før, så her kommer lige en beskrivelse:-) Hun hedder Ilsa, og er ca. 30 år. Hun er en høj pige med blondt hår. En typisk hollænder.Ved faktisk ikke hva hun laver hjemme i Holland, men ved at hun har boet et stykke tid i Usa. Hun er en af de 7, der har været med på turen siden den startede for 6 uger siden. Hun har lavet et væddemål med de andre piger, hvor hun skal kysse en lokal Latino i hvert land. Indtil nu er det gået godt i de første 3 lande, men vi forlader Bolivia imorgen til middag, og hun har endnu ikke kysset med en bolivianer. Hun er derfor lidt presser, specielt nu, hvor hun kun kan humpe på et ben:-)

Vores lejrer bestod af nogle meget simple betonbygninger, hvor der var opstillet nogle meget skæve og primitive senge. Selve bygningerne som var den eneste form for beboelse, som vi havde set siden vi forlod Uyuni, minde lidt om en stor betonbunker, midt ude i ørknen. Der var ikke varme i bygning, så temperaturen var ikke meget højre end udenfor:-(

Aftensmaden blev lavet over vores gasblus fra Trucken. Det var heldigvis ikke mig, som skulle lave mad denne dag, da det var ret svært at lave mad i denne højde (4900 meter). Den tynde luft gjorde, at gasflamen næsten ikke kunne brænde, og derfor tog det meget lang tid at koge pasta. Det lykkedes dog James, John og Kate at lave en fantastisk pastaret med kylling og pesto. Tror ikke jeg har beskrevet John før, men han er en englænder på ca. 55 år, som tildalig arbejder på en fabrik med en eller anden form for samlebåndsarbejde. Han rejser med sin kone Tina, som er ca. samme alder. De er begge vildt sværre at forstå, da de kommer fra en del af england, hvor man mumler meget. Jeg prøvede derfor at udgå at snakke for meget med dem, da jeg simpelhen ikke forstår hvad de siger:-( John har tidligere været kok i hæren, så ham ville jeg godt have haft på mit madhold. :-( Til Dessert lavede de risbuddinng, hvilket også smagte fantantastisk:-)

Efter aftensmaden var det direkte på hovedet i seng. Der var så koldt, at jeg brugte begge mine soveposer. Desuden var jeg iklædt 3 stk. trøjer og en jakke inden i soveposen, og alligevel havde jeg svært ved at holde varmen. :-(