Onsdag den 8. juli 2009

Vi ankom til Chengdu tirsdag. Saa idag havde vi bestilt en tur ud til et panda opdraet og forskningscenter. Denne gang var vi 18 med paa turen fra samme hostel.

Vi koerte allerede fra vores hostel kl. 7.20, da pandaerne er mest aktive om morgenen. Forskningscentret laa i en stor bambuspark, hvor man kunne komme helt taet paa pandaer i alle stoerrelser. Dette forskningscenter har med stor held forsket i at faa pandaer til at formere sig i fangeskab (bl.a. med pandapornofilm for at laere pandaerne formering). Der eksperimenteres med at saette pandaer - opvokset i fangeskab- ud i den vilde natur. Men de foerste forsoeg tyder paa, at pandaerne har travlt med at komme tibage til mennesker, hvor de kan faa 20 kg. bambus serveret om dagen.

Trods det lidt uheldige regnvejr var det en rigtig fod tur, da vi fik set mange soede pandaer. Vi saa ogsaa roede pandaer, som er den lidt mindre panda, som har lettere ved at overleve i naturen, da den lettere selv kan soege foede.

Torsdag den 9. Juli, fredag den 10. juli og loerdag den 11. juli 2009

Disse tre dage stod paa bjergvandring. Vi havde planlagt en tre dages lang tur op i bjerget Emeishan.

Det 3077 meter hoeje Emeishan er det hoejeste af Kinas fire hellige, buddhistiske bjerge. Under Ming- og Qing-dynastiet blev Emeishan til et af Kinas vigtigste buddhistiske centre med over 100 templer. I 1900-tallet fik templerne lov at forfalde, og der er nu kun omkring 30 templer tilbage. Men de sidste 10-15 aar er der gjort meget for at restaurere og genskabe de faa templer der nu er tilbage.

Opstigningen

Vi havde valgt at foelge den sydlige rute, som selvfoelgelig ogsaa var den laengste, men ogsaa den smukkeste tur. Denne rute svarede til 60 km og titusinde trappetrin mod toppen. Trods lidt startvanskeligheder med at finde ud af, hvor vi skulle starte opstigningen, fik vi orienteret os og kom i den rigtige retning. Vi fandt et tempel paa kortet hvor man kunne overnatte og som ca. laa paa midten af bjerget. Det foerste lange stykke af opstigningen havde vi stort set for os selv, saa der var rig mulighed for at nyde den flotte udsigt og natur, samt dyrelivet paa bjerget. Saasom bjerggeder og hoens.

Vi fortsatte turen og kunne se paa kortet, at vi snart skulle naerme os en abe zone. Saa snart vi var inde i abe zonen begyndte der ogsaa at blive mere turistet. Da vi kom laengere frem stod der tre store aber, men da alle turisterne havde travlt med at fodre dem, blev det blot til et par billeder der, foer vi fortsatte vandringen. Paa vejen moedte vi nogle kinesere som pegede paa et tempel og spurgte om vi ville sove der. Men kl. var kun 16.30, vi havde kun gaaet to timer og vejen mod det tempel som vi havde planlagt at sove i, var langt fra det de tilboed. saa vi viste dem paa vores kort hvor vi ville sove henne. De kunne ikke engelsk, saa de rystede paa hovedet og lignede nogle der ikke synes det var e god ide. det forstod vi ikke, for vi havde laest os til, at det skulle vaere et godt sted at overnatte. Vi taenkte vi ville spoerge den naeste kineser vi saa igen. Men det var lige meget hvem vi spurgte, saa rystede de paa hovedet og sagde "no,no,no". Men vi valgte at stole mere paa bogen end de "skide" kinesere, som alligevel ikke kune forklare os, hvorfor vi ikke skulle tage derop for at sove.

Men, men men. Vi blev klogere. Da tiden naermede sig aftensmads tid fandt vi en bod, koebte to bananer til os hver. Vi spurgte damen i boden om hun kunne vise os hvor paa kortet vi var. UPS, vi var kun ca. halvvejs mod maalet for dag et. Saa med to bananer i haanden, som blev aftensmaden for idag, fortsatte turen mod templet. Vi kunne tydeligt se, at vi ikke havde tid til at sidde lidt ned.

Benene begyndte efterhaanden at blive meget traette og vi tvivlede lidt paa om vi kunne naa vores maal for idag inden det blev moerkt. Men vi stod sammen og bakkede hinanden op. Dette var det haardeste vi nogen sinde havde proevet. Vi havde for laengst passeret vores fysiske graense, men hvis vi ville have tag over hovedet, blev vi noed til at bide traetheden og smerterne i os.

Vi kom forbi endnu et hus, som brugte halvdelen af deres lille trae hus, som lager til mad og drikkelse til alle de turister som kom forbi. Vi koebte en vand hos ham. Trods han ikke kunne engelsk, fik vi spurgt ham hvor langt der var til templet, hvor vi skulle sove. Han viste os paa hans ur, at der ca. var 15 min. Dette gav haab og efter vi havde siddet lidt, fortsatte vi den lange seje tur op af trapperne. Og ganske rigtigt. Kl. var 20.10 og vi havde naaet maalet for idag. Vi havde naaet vores maal, selvom det til tider saa sort ud, var haardt og man eller mest havde lyst til at give op.

Vi kom op til templet, fik en seng paa noget der mindede mest om et gammelt hoe loft, men paa det tidspunkt var vi mere end taknemmelig over at have en seng at sove i. Vi gik lige paa hovedet i seng, da der var endnu en haard dag at se frem til.

Dag nummer to

vi stod op kl. 7.00. Vi pakkede sammen og fortsatte vandringen mod toppen. Da vi havde gaet i ca. 15 min. fandt vi et sted at spise morgenmad. Dette bestod i en omgang "laekre" nudler til os hver. derefter var vi klar til at fortsaette den lange vandring mod toppen. Vi var heldige med vejret. Det gik fint med at finde vej, men vi besluttede os for at holde de pauser der var brug for, da benene stadig var noget oemme fra igaar.

Men pludselig da vi cirka havde gaaet en times tid boed turen ogsaa paa en smule frygt og rysten i bukserne. Vi kommer rundt et hjoerne, hvor der var en flok vilde aber paa cirka 20 stk. Det var tidligt om morgenen, saa de var noget sultne. De hvaeste af os naar vi passerede dem, men vi fortsatte med tunge skridt. De var dog stadig taemmelig naergaaende. Pludselig kommer der en abe hvaessende bagfra. Claus vender sig om og ser, at den ca. er 20 cm. fra hans ben og den saa bestemt ikke glad ud. Claus blev noed til at sparke aben i brystet og saa var vi ellers dem der var vaek i en fart. Vi fortsatte turen og haabede det var sidste gang vi kom ind i en abe flok, hvor vi var de eneste mennesker i naerheden.

Da vi lige havde bestiget en lang og meget stejl trappe, stoppede vi op for at faa en kiks og en taar vand. Vi stilte vores tasker for ogsaa lige at faa et hvil i ryggen. Imens vi staar der, staar vi og nyder den flotte udsigt der er udover bjerget. Men pludselig staar der en kaempe abe foran os igen. Der kom et lille skrig fra Stine, men Claus reagerede flot og hurtigt, smed sin kiks et stykke vaek fra os og saa var det ellers bare med at komme vaek. Resten af turen gik med en kaep i haanden, saa vi havde noget at slaa med, hvis nu vi skulle moede flere vilde aber. Trods den meget haarde tur mod toppen, var der dog stadig tid til at stoppe op og nyde den helt fantastiske natur.

Da vi var ca. 10 kilometer fra toppen kunne man tage en cabel car ca. 5 kilometer op. Dette valgte vi at goere, da benene var oemme og Stine havde faaet en forstraekning i sin venstre lyske. da vi stod af igen var vi ca. en halv time fra maalet.

Maalet

Vi kom op til maalet, toppen, da kl. var 13.30. En virkelig flot og kaempe stor guld statue stod paa toppen af bjerget. Kineserne laa og bedte og taendte roegelsespinde foran den. Endelig var maalet naaet. Dette er ogsaa det haardeste vi nogensinde har proevet. Alle vi snakkede med paa vejen sagde ogsaa at vi havde vaeret hurtige. Vi kunne vidst godt konkludere at vi havde overvurderet vores egne evner lidt. Men det var nok lige saa meget uvisheden om hvad det egentlig indebar, der fik os til at tro vi sagtens kunne klare det. Det kunne vi ogsaa. Vi naaede vores maal. En foelse der slet ikke kan beskrives. Vi var stolte af at vi gjorde det, trods smerte, sved og taarer. En stolthed af at det var noget der kun kunne lade sig goere, fordi vi holdte sammen hele vejen. Det lyder nok lidt overdrevet hjemme i DK. Men at bestige et bjerg paa en rute, som er 60 km. og som gaar op af det meste af vejen.

Ved et maal. som er 3077 meter over havets overflade, paa blot to dage, elleve timers gang mod toppen. det er for vildt at opleve. For vild en foelse af, at man har rykket sine egne og hinandens graenser saa enormt, paa blot to dage. Det er en oplevelse der kun kan give en foelse af stolthed, ikke kun stolt af sig selv, men saerdeles ogsaa stolt af hinanden. dette er et minde vi vil kunne huske tilbage paa for altid, som det vildeste, sejeste, haardeste, mest graenseoverskridende nogen sinde. Inden vi tog afsted blev det blot kaldt en "skovtur", men vi blev klogere og vil nu naermere kalde det for en "overlevelsestur".

Dag nummer tre

Idag stod vi op kl. 5 for at se den meget beroemte solopgang paa toppen af Mount Emei. Solopgangen som alle kinesere rejser langvejs fra for at opleve. Som de selv kalder det, staar de op midt om natten for at "faa det foerste glimt af buddhas lys".

Men da vi stod op og kom ud regnede det. Det var taaget og man kunne ikke se en haand for sig, saa langt nede laa skyerne, eller saa hoejt var vi oppe :) Vi gik alligevel ud for at se om vi kunne vaere heldige at se en sol opgang.

Men da kl. blev 7.20 og vi overhovedet ikke kunne se det der lignede en sol opgang, vedte vi om igen. Vi tog en cable car ned til en bus station, hvorefter vi tog bussen ned af bjerget. Det tog os ca. 6 timer at komme tilbage til Chengdu.

Soendag den 12 Juli 2009

Idag tog vi til Leshan for at se den store Buddha. Han forestiller Sakyamuni i nirvana. Hans hoved er 15 meter hoejt og med 1021 haarbundter paa. Hans naese er 6 meter lang, hans oejne er 3 meter brede og hans langefingre er 8 meter lange.

Den Store Buddha er hugget ind i klippen, hvor tre floder moedes: Dadu, Monjiang og Qingyi. En legende fortaeller, at mange mennesker og skibe forsvandt sporloest i flodens stroemhvivler. For at berolige vandene skulle de overvaages af en siddende buddha. I aar 713 fik han startet byggeriet, og 90 aar senere var mestervaerket faerdigt: en 71 meter hoej buddha.

Men vi var ikke de eneste der havde valgt at skulle se ham den dag. Vi stod i koe i to timer for at komme ned og staa foran hans foedder. Men han var utrolig flot og kaempe stor at se nede fra. Saa det var bestemt det hele vaerd.

Mandag den 13. juli 2009

Idag er det Claus' foedselsdag. HURRA, HURRA, HURRA......

Idag blev Claus vaekket kl. 6.30 med morgensang. Derefter gik vi ned for at spise en laekker brunch.

Saa stod dagen ellers i forkaelelsens tegn. Foerst tog vi ud til en massoer, hvor Claus blev "banket" godt og grundigt igennem. Derefter gik vi over til en frisoer, da Claus mente han var ved at vaere lidt "langhaaret". det var noget af en oplevelse. Foerst fik han vasket haar, baade med shampoo og balsam. Derefter fik han massage i nakken og paa ryggen. Saa blev han klippet. Derefter fik han vasket haar igen og til sidst blev det foentoerret. Han blev jo behandlet som et vaske aegte foedselsdagsbarn for kun 28 yann (22 DKK). Det mener han godt de danske frisoere kunne laere noget af.

Efter frokost lejede vi to cykler og cyklede ind til centrum for at se den store statue af Mao Zedong. En gigantisk graa statue som skuer ud over Chengdus stoerste plads og byens centrum. Mao loefter hoejre arm og peger ud over alt det, han ikke har skabt.

Derefter tog vi en tur i folkets park. Folkets park er en park fyldt med underholdning for alle aldre. Folk sang, spillede badminton, spillede kort. Generalt en rigtig hyggelig stemning. Derefter cyklede vi hjem til vores hostel igen.

Vi gik over paa en cafe som laa lige ved siden af vores hostel. Her bestilte vi lidt forskelligt. Det var virkelig god mad. Da vi havde spist og hygget os, tog vi en tur paa aftenmarkedet.

dette var en rigtig hyggelig dag. Og Claus synes han havde haft en god og anderledes foedselsdag.

Imorgen aften (tirsdag den 14. juli 2009) flyver vi til Kunming, hvor vi glaeder os til at skulle tilbringe den naeste lille uges tid.