Hej folkens!

Så er vi tilbage i Tokyo! Vi tog afsted med vores Japanske togkort (Japanese Rail Pass) den 1 juli og det varede 14 dage, så vi var tilbage her i Tokyo den 14 juli igen. Vi er på det samme hostel og det er ret hyggeligt, der er især en af pigerne der arbejder her der er rigtig sød, så det er jo dejligt.

Den 12 juli stod vi tidligt op i Beppu fordi vi havde besluttet os dagen før for at tage i nogle naturlige varme kilder, som på japansk kaldes 'onsen'. Vi havde fået information hos turistkontoret dagen før om hvordan vi fandt derud, så om morgenen hoppede vi bare på en bus og så derudaf. Det stod godt nok ned i stænger, det japanske klima virker ikke som om det ved at regntiden er forbi! Men vi havde vores regnponchoer på og jeg tog min paraply med (Ø har glemt sin et sted, den første ting vi har efterladt på turen uden at ville det!) og så gik det jo nok alligevel. Det var en gåtur der tog omkring 3 kvarter op ad bakke på en grussti ude i et skovområde, men vi klarede det! Til gengæld blev vi belønnet med et superlækkert badested da vi kom frem. Det var en naturlig 'onsen' uden opdeling i mænd og kvinder, det var i realiteten bare 6 små pytter med varmt vand ude i skoven med tilhørende skur til at lægge sit tøj i. Og så er det nu at det skal tilføjes at det er megeet fy-fy at have badetøj på i en onsen, så vi var selvfølgelig nøgne! Det generede os ikke, vi var helt alene ude i skoven og vi regnede ikke med at der ville komme nogen forbi, idet det var mandag morgen kl 10 og det stod ned i stænger. Men der tog vi fejl! For der kom mennesker.. Men vi klarede det nu alligevel, vi blev bare nede i vandet til de var smuttet igen. Anden gang vi kunne se der var nogen på vej smuttede vi dog op og hentede vores håndklæder hen til kanten af vores pyt, så vi nemt kunne nå dem, inden der kom flere japanere ned til os. Det var en mand i fyrrerne og han synes det ville være passende at hoppe i vores pyt og snakke lidt med os - totalt nøgen! Det synes vi ikke var så forfærdeligt fedt, men holdt os ligesom dækkede indtil vi kunne få sneget os op at pytten uden at udstille hele herligheden. Der var heldigvis et sted at skifte tæj i hytten, så vi formåede at holde os rimeligt ærbare, pyha! Det var noget af en oplevelse og meget specielt, men hold kæft hvor var vandet dejligt! Da vi kom tilbage til Beppu snuppede vi vores tasker og tog toget videre til Kobe. I Kobe havde vi så et seriøst problem med at finde en hæveautomat så vi kunne få fyldt lidt op på kontanter, de der skøre japanere har slet ikke lyst til at lade os bruge vores penge tilsyneladende! Det tog os i hvert fald op i mod 2 timer at få fundet en 7eleven (de har ALTID hæveautomater til os, vi elsker dem) og få hævet nogle penge. Tosset. Men vi kom da endelig til Kobe og så var vi ellers på et superlækkert hostel med verdens sødeste australier i receptionen. Vi lavede mad og så snakkede vi ellers hele aftenen med Kirstin, som hun hed. Vi lærte meget om japansk kultur gennem hende!

Den 13 juli var vi lidt praktiske og fik vasket tøj på hostellet om formiddagen (det ser ud til at det var sidste gang, juhu!) og fik pakket taskerne lidt bedre. Så tog vi lige hurtigt forbi et sake-bryggeri og så lidt på varerne og så hoppede vi ellers på toget til Kanazawa. Havde snakket med det hostel vi havde booket over telefonen og snakket med en fyr der viste sig at være dansker, han hed Moritz. Han hentede os så på stationen i Kanazawa for at vise os hen til hostellet. Det var på sin vis også meget sødt af ham, men han havde vist fået lidt inden for vesten. Vi kom dog frem til hostellet (han var ved at gå forkert et par gange) og så smed vi egentligt bare taskerne og tog afsted igen. Vi tog bussen ud til et geisha-område, men regnen var igen begyndt at sile ned så vi opgav ret hurtigt (tror de der geishaer tager taxier når det regner alligevel!) og tog et andet sted hen for at lede efter noget at spise. Fandt en masse dyre eller uinteressante spisesteder og endte med at gå ind et sted der så hyggeligt ud på en stille vej. Det viste sig at være en gammel dame der havde stedet og hun talte ikke et ord engelsk. At vi heller ikke talte japansk og i øvrigt havde glemt vores parlør gjorde det lidt svært at kommunikere, men vi fik da serveret nogle snacks og en øl inden vi var klar til at bestille. Vi prøvede at bestille nudler men hun forstod ikke engang "noodles" og vi endte med at tegne det for hende, hvorefter hun prøvede at forklare os noget vi ikke forstod. Hun endte dog med at bare gestikulere at vi bare skulle sætte os ned og slappe af igen. Det gjorde vi så (på måtter på gulvet selvfølgelig) og efter lidt tid kom hendes mand tilbage med nudler han havde været ude at købe ude i byen i regnvejret! De havde åbenbart ikke nudler selv, men hun havde ikke kunnet forklare os det. Hun varmede dem, tilføjede salat, suppe og ærter og serverede det for os. Det var super lækkert og vi spiste op. Søde gamle dame, det var en hyggelig oplevelse at have, selvom vi godt nok slet ikke forstod hinanden!

Den 14 juli stod vi tidligt op og gik hen for at se det som vi var kommet til Kanazawa for at se til at starte med; en af de smukkeste 'haver' (parker) i Japan, Kenroku-en. For at komme derhen skulle vi først gå igennem parkarealet ved Kanazawa slot, Kanazawa-jo, og det var godt nok et superflot slot! Selve haven var også bare en rigtig anderledes og speciel oplevelse, det var lidt som om det var et magisk sted, fordi der var en idé bag formen på alle buske og træer og sådan noget. Der var rigtig, rigtig flot og dejlig roligt fordi vi kom så tidligt på dagen. Vi vandrede rundt derinde længe og nød alt det grønne og så var tiden ellers ved at være forbi på vores railpass og vi vendte næsen mod Tokyo. Vi havde egentligt håbet at se mount Fuji, men vejret var så skidt så vi fik at vide at vi ikke rigtig ville komme til at se det lige meget hvad vi gjorde. Nå, men man kan jo ikke vinde hver gang! Vi havde booket det samme hostel igen som da vi var i Tokyo første gang, denne gang bad vi bare om nogle andre senge (sidste gang kunne jeg ikke ligge udstrakt i min seng fordi den var for kort og futonen var slidt helt flad på midten så jeg faktisk bare lå på gulvet. Men vi havde hørt rygter om bedre senge i nogle af de andre værelser!) og vi fik bedre senge, supergodt. Ellers brugte vi resten af aftenen på at købe ind og så lave mad i det lille køkken (som havde verdens mest følsomme brandalarm!)

Den 15 juli var turen kommet til Disney Land Tokyo! Vi stod ret tidligt op fordi vi gerne ville derud så tidligt som muligt så vi havde hele dagen og vi kom da også ind omkring kl 10, en time senere end de åbnede. Det kostede en arm og et ben at komme ind (eller over 400 danske kroner) men så havde vi også helt indtil kl 22 til at nyde det! Og vi havde det rigtig, rigtig sjovt! Noget af det sjoveste var faktisk at se på de skøre japanere derude. Folk havde helt seriøst Micky Mouse-, Minnie Mouse- og Dumbo-ører på hovedet i en slags hårbånd, vel at mærke VOKSNE mennesker! Udover det så overraskede det mig meget at se hvor få børn og turister der var derude, de allerfleste var voksne japanere, mystisk nok. Det bringer mig til en pointe om japansk nuttethed - Det er for meget! Pigerne her ser ud til gerne at ville opnå en tilstand af evig barndom, hvor de spiller halvdumme over for deres kærester for at få dem til at føle sig mandige eller sådan noget. Og så ser de bare så nuttede ud når de gør det! Med deres Minnie Mouse-tøj og høje hæle og slangekrøller, så kan man da slet ikke stå for dem! Ø og jeg blev en lille smule trætte af at se på dem, især når man stod i en lang kø med en rigtig dum gås og hendes kæreste lige foran en hehe. Men udover det så havde vi en superfed dag hvor vi fik prøvet (næsten) alle de forlystelser vi gerne ville! Der var lange køer (vi havde håber det ikke var så slemt fordi det var torsdag og ikke weekend, men det kan være det bare er endnu værre i weekenden) men det gjorde ikke så meget, Ø og jeg har fundet ud af at vi faktisk er blevet ekstremt tålmodige mennesker. Tror muligvis det har noget at gøre med at faktum at det eneste vi skal nå er det vi selv gider, er ikke sikker på om det varer ved når jeg er tilbage i DK igen, men håber det! Vi prøvede en masse forskellige forlystelser og mange af dem var supersjove og de var allesammen virkelig gennemførte i deres fremstillinger. Kunne især godt lide Space Mountain hvor vi zoomede rundt i mørket kun med stjerner omkring os i en helt vild fart rundt i forskellige kurver. Det var den eneste forlystelse vi nåede at tage to gange. Kl 22 lukkede parken og vi var også temmelig trætte. Havde bare lige en lang vej hjem endnu sammen med 300.000 millioner andre Disney-fanatikere i toget. Vi var dog så heldige at få sæder, ellers havde det været en endnu længere tur hjem (Tror vores gode karma betyder at vi altid får sæder i subwayen, det er godt nok sjældent at vi står op).

Den 16 juli skulle vi så mødes med Mikiya kl 11 ved en undergrundsstation der hed Akihabara. Vi fandt hinanden og så var der ellers gensynsglæde, har ikke set ham i to år! Det var superfedt at se ham igen, han er en rigtig sjov og sød fyr og nem at snakke med. Han bor i området ved Akihabara, et sted som er kendt for elektronik-butikker og sådan noget, et rigtig sejt område. Han tog os med ind i en butik der havde alt muligt forskelligt fra kostumer til duftlys fordelt på 6 etager! Det var rigtig underholdende. På den 7 og 8 etage var der spillemaskiner, skydemaskiner og klomaskiner, det virker som om japanere er ret vilde med sådan nogle ting. Ø prøvede lykken med kloen, hun ville gerne have fanget en lama med en hat, men det lykkedes desværre ikke, kun næsten. Vi var så heldige at se et par japanske fyre spille et dansespil hvor man skulle træde på bestemte felter i en bestemt orden til musik, det så totalt genialt underholdende ud, de var meget seriøse omkring det og gik meget op i det! Bagefter tog vi ud til et rigtig stort tempel, hvor de tilfældigvis var ved at holde buddhistisk ceremoni. Det var rigtig spændende at se. Der er mange mennesker der kaster nogle mønter i en bestemt boks og så klapper to gange og beder, Mikiya spurgte os om vi havde lyst til det, men synes det virker lidt blasfemisk når man ikke rigtig tror på det hehe. Der var en masse souvenir-butikker og Ø og jeg elsker sådan noget, så vi gik længe rundt og kiggede der. Så satte vi os ned på en bænk og så overraskede Mikiya os med at trække en papkasse op af tasken og sige at den var til os. Det var en pakke hjemmefra, sendt af vores familier! De havde fået fat i Mikiyas adresse og så sendt en pakke til ham for en måned siden, hvor snedigt! De havde nok regnet med at vi fik den lidt før den 16 juli (vi tager jo hjem her den 20 juli hehe) men vi havde ikke mødtes med Mikiya før vi tog rundt i Japan fordi jeg jo var syg da vi var i Tokyo. Der var slik, chips, et dameblad og andre gode sager i kassen, specielt piratos bragte lykke, vi har jo ikke fået rigtig saltlakrids så længe! Bagefter skiltes vi med Mikiya, han skulle hjem og læse et par timer før han mødte os igen. Vi tog tilbage og fik en lille lur og så mødte vi Mikiya kl 19 på stationen. Vi tog undergrunden ud til et sted hvor der blev holdt en tempelfestival, hold da op for en oplevelse det var at se det! Der var enormt mange mennesker (og rigtig mange var i de traditionelle sommer-kimonoer) og så var der vildt mange lanterner! Mikiya forklarede at man betalte omkring 10.000 yen (ca 700 danske kroner) for at få sit navn skrevet på lanternen, som så blev hængt op. Alle pengene fra det gik så til templet. Der var rigtig mange forskellige boder og vi fik noget rigtig lækker aftensmad, stegte nudler med æg. Ø og Mikiya købte bagefter hver en banan der var vendt i chokolade og krymmel og lidt senere tog vi også noget 'shaved ice' med forskellige slags smagssirup tilsat, rigtig lækkert og kølende. Der var rigtig meget at se på derude og det var en helt anderledes oplevelse end noget andet jeg har prøvet at stå i sådan en menneskemændge og svede sammen. Vi tog tilbage til hostellet bagefter (det var rigtig trist at sige farvel til Mikiya, han kan ikke se os mere mens vi er i Tokyo, han bliver nødt til at læse op til eksamen) og så fik vi et par øl eller to med nogle af de andre backpackere, de er nogle rigtig sjove mennesker! Og så har jeg mødt de første to backpackere fra Luxembourg!

Her i dag er det den 17 juli og vi sov lidt længe, det blev lidt sent i går. Vi tog med en af de ansatte fra hostellet ud at shoppe i Akabane, hun havde nemlig fri i dag. Hun er supersød og sjov og snakker rigtig godt engelsk. Vi shoppede rundt en masse steder og hyggede os og så spiste vi noget mad sammen før vi skiltes. Nu er vi på hostellet hvor Ø er ved at pakke lidt om i rygsækken (ikke nogen nem opgave!) og jeg har besluttet mig for at få opdateret bloggen. Håber at vi måske skal til karaoke i aften med nogle af de andre fra hostellet :D

Og så er det snart at jeg kommer hjem, glæder mig til rugbrød og pølsevogne og rundtstykker!

Knus fra Stine