Halløj derude!

Vi er nu ankommet til Wanaka efter et par våde men gode dage i Franz Josef.

I søndags gjorde vi vores første af mange forsøg på at komme med helikopter op på Franz Josef gletsjeren, men som vi snart fandt ud af, så skule betingelserne være MEGET gunstige før helikopterne kunne flyve. Vi mødte på helikopter hovedkvarteret kl. 8.30, men receptionisten med det meget fedtede hår, sagde at de desværre ikke fløj lige nu, vi måtte komme igen kl. 11.30. Dette passede os egentlig fint nok, for så havde lige tid til at Skype hjem til Rasmus forældre og til at få læst og sovet lidt mere. Da klokken blev 11.30, stod vi igen i hovedkvarteret, men hellere ikke denne gang fløj der nogle helikoptere, så vi besluttede derfor på stedet, at vi så bare lige gik den lille tur på 16 km t/r til foden af gletsjeren. Turen indebar, at vi skulle gå igennem mere regnskov, men så pludselig kom vi ud af skoven, og der lå den flotte gletsjer! Efter at have fejret at vi var nået frem, med en müslibar, vadede vi med løftet pande tilbage på vores Rainforest retreat, hvor vi fejrede dagens motion, med lækker is og kortspil.

Dagen efter havde vi fået besked på at møde kl. 7.30 på kontoret, men allerede på vej derhen kunne vi godt fornemme hvor det bar hen af… Det stod ned i stænger, så selvfølgelig kom vi hellere ikke afsted denne dag.. æv! Heldigvis havde vi dog fået lidt ud af dagen allerede, da vi inden vi gik derhen, havde fået skypet med Stines familie inkl. Farmor.

Resten af dagen, fik vi dog ikke udrettet det helt store, vi fik lavet pandekager, sov og hyggede os i det konstante regnvejr. Om aftenen satte vi en film på, som vi så sammen med de to danske piger Caroline og Eva, som vi efterhånden har fulgtes med på hele Vestkysten.

På tredjedagen mødte vi op på kontoret kl. 12 (Så vi sov længe), og denne gang skinnede solen, selv om det trak op med skyer ud over det Tasmanske hav. Heldigvis fik vi lov til at komme op, som dagens sidste hold!! Vi blev iklædt smart gletsjertøj, kæmpe boots med spikes (metalpigge så man kunne stå fast på isen) og lækkert mavebælte. Nu gik turen ellers ud til den ventende helikopter, som i løbet af 4 min bragte os halvvejs op på gletsjeren. Vores begges helikoptermødom blev dermed taget med fantastisk udsigt, headset og optaget på GoPro.

Turen på isen var helt fantastisk! Fordi det havde regnet så meget var der ikke noget sne, men kun is, hvilket var rigtig flot, men også grund til at der var ekstra glat over alt, så vores spikes skulle virkelig på arbejde. (At gå med spikes, indebærer at man går som en cowboy, der har reddet hele dagen, da man skulle trampe piggene godt ned i isen, samtidig med at man skulle holde fødderne adskilt)

Der hvor vi gik kunne isen være mellem 300 og 8 meter tyk, og vi bevægede os rundt i kæmpe revner og sprækker i isen, som skabes når gletsjeren bevæger sig hen over klippen nedeunder. Sådan at gå rundt på en gletsjer får en til at føle sig meget lille, da man virkelig mærker naturens kræfter. Det at gå på kanten af en 20 m dyb spalte ned i gletsjeren, er lidt grænseoverskridende. Især fordi man helt bogstavligt er på tynd is. Selv om det regnede lidt mens vi var deroppe, fik vi alligevel taget en masse gode billeder og film. Fordi vi var det sidste hold, havde vi til sidst gletsjeren helt for os selv, hvilket var lidt fedt! Man stod bare selv overfor de enorme ismasser. Men ak, vi skulle jo ned igen, hvilket var lidt trist, dog viste nedfarten i helikopteren sig også at være rigtig flot, da vi fløj ned med byen, med en nedgående sol over det Tasmanske hav lige foran os. Stine kom selvfølgelig, efter et slag sten, saks, papir med Eva, til at sidde ved siden af piloten, og i co-pilotens sæden knipsede hun løs med kameraet.

Som en del af gletsjerpakken, kunne man efter at have hiket rundt på den kolde is i 3 timer, komme i hotpools, som er opvarmet gletsjervand, og denne mulighed skulle selvfølgelig benyttes. Med 3 pools på henholdsvis 36, 38 og 40 grader fik vi hurtigt lidt varme i de kolde lemmer og rigtigt blødt de ømme balder op (Stine har dog stadig lidt ondt bagi). Opholdet i det varme vand, fik dog også trætheden frem i os alle, og da vi kom tilbage på hostellet var vi alle faktisk klar til at hoppe på hovedet i seng. Vi nåede dog lige at se billederne (500 billeder!) fra dagens strabadser igennem, inden vi dejsede om.

I dag kørte bussen fra Franz Josef kl. 7.30, og afgangen fra Franz Josef betød også afskeden med de piger vi havde rejst rundt med de sidste par dage. Lidt underligt, at man sådan møder folk og laver alt sammen et par dage, også bare skilles ad igen…

Fra Franz Josef kørte vi til Lake Matheson som er en såkaldt spejlbilledsø. Når vandet er helt roligt her, reflekterer søen næsten perfekt de bagvedliggende alper, heriblandt Mount Cook - New Zealands højeste bjerg. Det kunne vi dog ikke se, men spejlbilledet i søen var alligevel utroligt smukt.

Herfra gik turen til Wanaka, hvor vi nu sidder på vores hostel, med udsigt ud over Lake Wanaka (og vores yndlings supermarked New World). Efter vi kom, gik vi en tur på byens lakefront. Her fik vi en rigtig lækker is, som forsvandt så hurtigt at vi ikke nåede at tage billeder af den. Det var også her, Rasmus omsider købte sig en tyk trøje til, efter at have rendt rundt i den grønne hver dag siden vi ankom til Auckland… DET TRÆNGTE HAN TIL!

Nu er klokken blevet spisetid i Wanaka, så nu må der rundes af for denne gang

Over & kram

Sweet As!

Rasmus og Stine baben