Alt respekt til campingfolket.

Efter to uger i en campervan sidder vi og laver madpakker ud af de rester vi har tilbage og gør camperen klar til aflevering i Melbourne i morgen. Vi befinder os en time fra storbyen, hvor der bor godt 4 millioner mennesker, og føler, at en fantastisk æra i vores rejse lakker mod enden.

Det har været så fantastisk at trille rundt på de australske veje og bare dreje til højre og venstre, når vi havde lyst. Kun et par gange skete det, at vi kom til at dreje lidt for meget ud i højrebanen, som jo ikke er så smart, når de kører i venstre side hernede.

Vi har i alt fået 5 telefonnumre og adresser på folk, vi har mødt på de forskellige campingpladser, som til enhver tid vil byde os indenfor i deres australske hjem. Det er virkelig gæstfrihed, der vil noget.

Vi har grint hver aften over endnu et par nye bekendskaber som er 60-70 år gamle og pensioneret men mest fordi vi bliver taget hånd om som var vi deres egne børn. Eksempelvis mødte vi den rare Kenn på 70 år og hans hund Misty som boede på campingplads fordi han skulle til en lokal jazzfestival. Vi endte med at sidde og synge hele aftenen lang mens han spillede mundharmonika og miniguitar. Godt vi var de eneste på pladsen for han havde ikke helt styr på akkorderne og vi havde og har stadig ikke en ren tone her i livet. Men vi fik lært Waltzing Matilda og kender nu hele historien bag Australiens "nationalsang" og fik teksten med så hver gang der ikke har været radioforbindelse har vi lavet vores eget lille sangprogram.

Efter vi besteg Australiens højeste bjerg som var en god hikingtur på 21 km i bjergterræn tog vi videre sydpå for at komme lidt ud til kysten. Den kære Kenn foreslog vi skulle tage til Raymond Island som er en lille bitte ø øst for Melbourne. Det er nemlig et af de steder hvor det "vrimler" med koalaer så der skulle de to dyreelskere selvfølgelig hen. Og imponerende var det. Efter kun en færgetur på 3 minutter stod vi midt i bamseland. Koalaer overalt og selvfølgelig en ny pensionistven som tilbød at vise os lidt rundt. Koalaer er de sødeste små væsener og indtil videre vores favoritdyr her i landet (shhh sig det ikke til kænguruerne og wombatterne som kommer ind på listen lige efter)

Derefter drog vi straks videre til den næste store natur og dyreoplevelse. Vi kørte først til Wilsons Promotory som er en stor nationalpark som ligger helt ud til kysten. Der var masser af muligheder for at ligge på stranden, gå smukke vandreture og falde over store wombatter (ligner en lille sød bjørn) og edderkopper om aftenen på vej op til toiletterne.

Videre drog vi til Philip Island hvor man tager til hvis man gerne vil se små minipingviner komme op fra havet om aftenen for at komme op til deres små reder og unger. Og det ville vi selvfølgelig gerne og sikke en oplevelse. Vi sad i regn og slud 1 meter fra bølgerne og op vraltede de små pingviner med deres store tykke maver og deres små baskende vinger....jeg ( Lotte) var lige ved at fælde en lille tåre af ren lykke. Det var en god oplevelse.

Efter alle de dyreoplevelser blev vi enige om at tage lidt ind i landet igen og op til Australiens gamle guldmineområde for at få lidt andet historie og oplevelser. Vi var rundt i en gammel mineby hvor vi kom ned i en guldmine og fik muligheden for at grave efter guld. De finder stadig guld i området så havde vi haft lidt flere dage havde vi nok begivet os ud på det helt store guldeventyr. det må blive en anden gang.

Puha kan ikke finde hoved og hale i alle de ting vi har set og lavet men hvor har vi det skønt. Nå jo igår så vi Australiens farligste edderkop-en red back. Den fik heldigvis et par liter insektspray på sig lige da den blev opdaget på den campingplads hvor vi boede så det var forhåbentligt den eneste af slagsen lige i det område. De er nemlig meget aggressive og man kan blive utrolig syg af et bid. Få timer senere så vi en harmløs edderkop i receptionen men den var så lige 10 cm i diameter så virkelig ikke en man har lyst til at vide findes. Steffen var dog en rigtig mand og han fik den fjernet derfra med lidt spejdersnilde og lidt pres da han var den eneste mand omkring.

Nu vil vi tage vores sidste lur i den dejlige camper og glæde os til vores 10 dages Tasmanieneventyr som venter forude.

P.S. Vi hedder nu ikke længere Connie og Mogens men istedet Frederik og Mary da det er lidt nemmere at huske for alle vores nye campingvenner som selvfølgelig alle sammen læser den australske udgave af ude og hjemme og familie journalen så de er 100% opdateret omkring den danske kongefamilie.