Profile
Blog
Photos
Videos
Faktisk var der jo alt i alt gode rejsefæller på Pamukkale-turen. Mange gad at snakke, og det er ingen selvfølgelighed på sådan en tur. Kun finnerne holdt sig helt for sig selv, ja, og også lidt franskmændene, men vi ved jo, at de nødigt taler engelsk, og der var nok ikke rigtig nogen, der kunne fransk nok. Jeg prøvede lidt med et 'merci' ind imellem....
Vejret var helt forvandlet i nattens løb. Nu en klar frisk luft, og dagen kom til at byde på masser af sol, dog uden så høje temperaturer. Første udflugtsmål var et termalbad - Red Water, opkaldt efter sit meget kobberholdige vand. Vi smed tøjet, selv om det stadig var koldt, og smurte os selv ind i mudder. Så holdt man ud, så længe man kunne i kulden, hvorefter belønningen var det varme bassin, 45 grader varmt. Det var rigtig lækkert. Der var flere af os, der fik det lidt underligt bagefter, og vi funderede på, om vi havde fået kobberforgiftning... Det var nu ganske forbigående og helt uden drama.
Herefter fulgte to "Paul Märtens indkøbsture" - det var i hvert fald mest formålet at forsøge at få nogen penge ud af os. Første stop var et læderskrædderi, hvor vi fik opvisning og dernæst kunne shoppe. Vi var flere, der gik ud i solen i stedet. Næste stop var et væveri, hvor der var tæpper for enhver smag, faktisk mange flotte og også moderne, men de kostede formentlig også en mindre formue. Jeg skulle jo altså ikke have noget tæppe af nogen slags!
På den lange køretur hjemad fik Dejan og jeg et par timer til at gå med at diskutere verdensøkonomi (han er økonom, og jeg er idiot...) og diverse store livsspørgsmål. Det er utroligt så klog man bliver under sådan en snak.... :-) Men det var nu fint, for han er et ganske bemærkelsesværdigt menneske, ham Dejan. Klog, men også meget let at snakke med. Jeg tror jo også, at han har en del livserfaring som 19-årig flygtning fra Kroatien i 1992. Han har ikke fortalt mere om det, og det syntes jeg, at han selv skulle have lov til at tage initiativ til det. Vi har udvekslet e-mail-adresser, og måske kan vi få noget mere ud af hinanden.... Han bor i Antalya, så vi ses ikke mere hernede.
Jeg var tilbage på mit hotel kl. 19, og nu er det meget rart at have en stille og rolig aften. Jeg har endnu ikke lagt planer for morgendagen, men jeg tror det bliver en afslapningsdag.
Nu er der også nogle billeder fra turen. Kilroy driller, så resten af billederne kommer nok først i morgen.
- comments
Mor og Far Godt at turen blev vellykket - trods alt! Tak for din mail. Sov sødt
Randi Du er så sød! Sov godt!
Steffen Jöhncke Hej Søren Sjovt at læse om dine udflugtsoplevelser - ja, det kan være både meget berigende og meget forstemmende med de mennesker, man møder... Sikken masse fantastiske billeder - det ser ud til, at man burde tage noget mere til Tyrkiet (har selv kun været i Istanbul og nærmeste omegn). Kh, Steffen
Søren Ja, det er jo også mit (næsten) første møde med dette kæmpestore land, Steffen, og der ér meget at se - både natur og ruiner fra oldtiden. Jeg vil gerne hertil igen.