Vi gjorde det! Vi nåede til Pulemelei-højen. Ikke på egen hånd, for det havde vi aldrig kunnet. Receptionen fandt en chauffør til os, som var villig til at tage os derop. Da vi ikke kunne komme længere med bilen, dukkede en ung meget indfødt udseende mand op, og han fulgte os hele vejen og ryddede buske for os med sin machete.

Pulemelei er det største oldtidsfund i Polynesien, en pyramideformet menneskeskabt høj, 50x60 m i grundplanen og 12 m høj. Nu ligner det bare en naturlig høj, fordi den er fuldstændig groet til. Det samme er - næsten - stien dertil. To landsbyer ligger i strid om jorden, hvor Pulemelei ligger, og derfor er den næsten gået i glemmebogen som turistattraktion. Vores indfødte, som jeg har glemt navnet på, var fra XX, hvor man venligt lader folk besøge højen mod betaling af entre. Den anden landsby er angiveligt fjendtligt indstillet over for besøgende.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke var langt fra at miste modet på vej til Pulemelei. Det var egentlig ikke så svært at komme frem, men det var hårdt i solen og varmen og med en konstant let stigning i en times tid. Steffen kom lidt lettere fremad, men blev dog også gennemblødt af sved. Jeg drak næsten to liter vand og følte mig alligevel helt slap i musklerne. Jeg var selvfølgelig glad for, at jeg alligevel gennemførte, og turen tilbage gik selvfølgelig nemmere, fordi det gik nedad. Den indfødte mand skaffede ekstra energi til vores muskler ved at hugge spirede kokosnødder over og dele ud af det nærmest svampede, men velsmagende, kød, som kaldes o'o, i modsætning til kødet på plukkede kokosnødder, som hedder popo.

Oppe på Pulemelei var der en fuldstændig fantastisk udsigt udover den jungle, vi lige havde forceret, og havet. Der var fuldt af sommerfugle og fuglekvidder. Nærmest guddommeligt, kun afbrudt af Tii, som talte i mobiltelefon.... ;-) Tii var vores chauffør, gift, to børn, brandmand og taxachauffør, tidligere lærer. Jeg tror, man kan betegne ham som en relativt moderne samoansk mand. Han var i hvert fald kritisk over for det økonomiske system, hvor høvdingene og kirken skovler penge og naturalier ind.

På vej tilbage besøgte vi vandfaldet Afu Aau, hvor vi badede. Vi hoppede bare i i vores shorts, som alligevel var drivvåde af sved. Det var dejligt forfriskende! Jeg har ingen billeder derfra, for jeg glemte mit kamera i bilen.

Efter den tur, som i alt varede ca. fire timer, syntes vi, at vi havde gjort os fortjent til vores frokost. Sen frokost. Jeg tror, jeg må have tabt et kilo bare på den tur, hvilket er kritisk for vores lufthavnsvægt, bortset fra at det så giver plads til den samoanske version af Det Nye Testamente, som jeg har købt til farsan.... ;-)