Profile
Blog
Photos
Videos
I 1906 var der et voldsomt og meget ødelæggende jordskælv i San Francisco. Det var efter da, at man begyndte at bygge jordskælvsikret. Også byens mange cable car-linier blev ødelagt, fordi kablerne jo altså løber under jorden. Efter jordskælvet genetablerede man kun tre linier, som stadig er her i dag. De kører med 40 vogne, hvoraf nogle er over 100 år gamle. I 1980 var det under overvejelse at nedlægge disse tre linier også, fordi det var nødvendigt at renovere hele molevitten, men det besluttede man altså.
Som I nok kan forstå, startede jeg dagen på Cable Car Museum. Og det er mere end det, for det er også værksted og en slags motor for det hele. Det var sjovt - og gratis - at se de kæmpemæssige hjul, der trækker kablerne, som chaufførerne griber fat i som med en bidetang ned i vejbanen. Disse cable cars ER en del af den offentlige transport i SF, men det er nu nok mest turisterne, der bruger dem.....
Herefter fortsatte jeg op til toppen af Lombard Street, hvor der er en lille strækning med blomsterbede og hårnålesving OG nogle meget fine små huse. Absolut en turistattraktion, men det er nu et fint sted. Jeg fortsatte ned ad Lombard Street og op igen ad samme, for det går hele tiden op og ned her (filosofisk!). Det var varmt at gå i solen, men dejligt stille, selv om det var sidst på formiddagen.
Sådan havnede jeg ved Coit Tower fra 1933, som man kan komme op i med elevator. Jeg havde ventet lang kø, for det synes jeg ellers altid der er, når der er noget, man kan komme op i med elevator.... Men det var der så ikke. Der var en fin udsigt over byen, broerne og bugten, men man var nødt til at tage billeder gennem nogle ikke særligt nypudsede ruder.
À propos billeder så lægger jeg kun nogle få her på min blog, nemlig kun dem jeg tager med min iPhone. Den er ikke særligt god til at tage billeder, hvis lyset ikke er perfekt, så jeg tager de fleste med mit rigtige kamera. Da jeg ikke har taget computer med, kan jeg ikke lægge disse billeder på nettet nu.
Fra Coit Tower kunne jeg gå lige ned i China Town. Det er den største China Town uden for Kina. Her har man opfundet chop suey, som nogen sikkert kender fra kinagrillen.... I China Town er der faktisk kinesiske kinesere som taler kinesisk og sælger mange mere eller snarere mindre kinesiske genstande, som man ikke kan undvære! Hvorfor købte jeg så ikke noget...? Jo jo, jeg spiste da kinesisk til frokost, og selv om det var et sted med kinesiske gæster, så fik man ikke engang spisepinde. Mærkeligt, men OK for mig, for jeg er dårlig til at håndtere dem alligevel.
Bus nr. 5 bragte mig til en helt anden del af byen: Golden Gate Park, som er 6,5 km lang og løber helt ud til Stillehavet. Man kan også mærke den kølige brise, så snart man kommer til parken, men det var nu helt dejligt i dag, hvor det har været varmt nede i byen.
I parken ligger California Academy of Sciences, som vel kan oversættes med Naturhistorisk Museum i bred forstand. Det er et meget flot og spændende sted, hvor man vist snildt kan bruge en dag. Jeg havde kun et par timer, så jeg valgte et besøg i planetariet, som viste en film om liv i universet, og akvariet, som var meget flot.
Så hjem og slappe lidt af i de nye præmisser, som er noget mere beskedne end suiten, men dog fine. Og så klæde om til aftenens koncert. Det er altså besværligt at skulle være fin :-).
Med vesten knappet, butterfly'en i vatter og manchetknapperne på deres plads afsted til Davies Concert Hall, som ligger ret tæt på, hvor jeg bor. Og så blev der ellers sippet champagne - ikke af mig forstås, jeg holdt mig til min mineralvand (og så vil stavekontrollen skrive "mineralvandsfabriks" - hvor får den det fra?). OG - jeg havde ikke behøvet at leje smoking, for der var mange herrer blot i deres bedste jakkesæt - og sågar enkelte i deres dårligste.....! Men de fleste var nu i galla, og jeg befandt mig egentlig også godt i tøjet takket være Michael. I pausen blev jeg konserveret af en dame, som var helt vild med København, som hun havde besøgt på et krydstogt. Hun var mere end halvt besnaldret.
Selve koncerten startede stående med Stars and Stripes. Et par rækker bag mig sang en dame - eller var det en transvestit i falset? - med på operavis. Modigt, men det lød skrækkeligt! Nu kan man ikke omsætte musik til ord, så om resten af koncerten vil jeg blot skrive, at der var Lang Lang på piano, der spillede Liszt, og Itzhak Perlman på violin, der spillede Mendelsohn. Det var pragtfuldt!
Og så var der fest udenfor. Der var et mylder af mennesker, der alle ville i retning af serveringen. Det lykkedes mig at få fat i 2 cocktailpølser, et mikroskopisk stykke pizza og en cupcake. Det var så min SENE aftensmad.
Nu er det så blevet sengetid. Jeg skal nemlig tidligt op i morgen!
- comments
Mor og Far Det var spændende at læse om en begivenhedsrig dag - du oplever virkelig mange forskellige ting. God tur til Alcatraz og redwood-træerne!
Stine Mors Hvor oplever du bare meget!! og det lyder til at være i en dejlig atmosfære. Har selv haft en god arbejdsdag men lidt træt i kroppen efter at have taget 12 børn op, skiftet dem og givet tøj på. I morgen har jeg givet mig selv fri, solen vil skinne, så Tinka og jeg vil tage en tur på landet. Kh Stine