Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med jer!
Vi kom som sagt til Playa del Carmen, hvor vi elskede at være. Vores plan var at tage videre til Cancun onsdag, men vi havde det simpelthen så dejligt, så vi tog først videre i dag (fredag).
Vores første dage i Playa del Carmen, dvs. fra søndag til tirsdag, lavede vi stort set ingenting. Vi var på stranden det meste af dagene, og ellers kiggede vi i butikker og shoppede lidt.
Vi havde forventet at komme til vildt lækker og flot sandstrand, men der var virkelig meget tang. Vi har fundet ud af, at vi var ret uheldige, fordi der er normalt lækker, lækker strand uden tang. Dog er der ca. 1 gang om året (nogle år slet ikke) hvor der kommer en masse tang pga. vind osv., og derfor er et par uger med knap så lækkert vand og strand. Æv æv, rimelig ærgerligt, da det gælder hele østkysten, hvor det er det eneste sted vi har været/skal være her i Mexico. Men men men, vi skal ikke klage. Vi har solen med os, og standarden er stadig noget bedre end de danske strande, hihi.
Playa del Carmen er fyldt med starbucks, McDonald's, kendte tøjbutikker osv.. Ja, man er ikke her for at opleve det "ægte" Mexico. Der er MEGET amerikaniseret over alt. Der er dog en dejlig feriestemning, uendelig lang strand og hyggelige aftener i hovedgaden med barer og restauranter. Vi er begge ret enige om, at det ikke er et sted vores forældre ville elske, ligeså meget som vi gør ;-)
I løbet af disse 3 dage fik Stine sig selvfølgelig en god omgang forkølelse med meget dumme bihuler. Muligvis aircondition'en som ikke gjorde noget godt.
Selvom vi i virkeligheden havde brugt 3 dage på at slappe af og lave ingenting, fløj dagene afsted og det blev onsdag. Den VILDESTE dag for Stine. Hun tog nemlig spenderbukserne på, og tog sig sammen til at booke en skydive-tur. Hvem havde nogen sinde troet, at Stine skulle gøre det? Hun gjorde det, og hun er stadig helt "høj" på oplevelsen. At sidde inde i et fly hvor de lige pludselig åbner døren, og så er det ellers "værsågod at hoppe ud fra 3300 meters højde". Det var vildt, vildt, vildt og fedt, fedt, fedt! Alle i verden burde prøve det. Oplevelsen kan vist ikke rigtig beskrives, det skal bare prøves!
Så blev det lige pludselig allerede torsdag. Det var dagen, hvor vi tog en endagstur til øen "Cozumel", hvor vi havde booket en snorkeltur. Det tog ca. 30 minutter med færgen fra Playa del Carmen til øen. Vandet var meget flottere på øen - helt klart, og ikke særligt mege tang.
Vi havde booket en snorkeltur, hvor vi skulle sejle i en båd med glasbund. Så kunne man på hele turen se ned gennem det flotte vand.
Vi skulle snorkle ved 3 forskellige rev. Ingen af os havde været på rigtig snorkeltur før (Stine har afprøvet det på Island), så vi at lidt spændte på det. Der var vildt mange flotte farverige fisk og flot koralrev. Ingen af os havde set koralrev før, så vi var ret begejstret. Vi kunne sagtens have snorkelet meget længere end vi gjorde. Det er simpelthen så hyggeligt og afslappede, da man bare ligger der i overfladen og kigger ned i vandet. Det er som om, man er en del af en helt anden verden når man ligger der, fordi man ikke kan høre andet end ens egen vejrtrækning. Det er da befriende!
Ja, som I nok kan høre, havde vi en virkelig dejlig og flot tur. Generelt havde vi en virkelig god tid i Playa del Carmen. Vi boede på samme hostel som 2 andre danske piger vi mødte i Tulum. Sidste aften, altså torsdag aften, tog vi alle 4 piger ud for at spise sushi. Vi er stadig vilde med sushi - faktisk kan vi ikke helt få nok. Vi havde en super hyggelig aften, og var klar til at tage til Cancun fredag formiddag.
Vi har fundet endnu et dejligt hostel i Cancun. Umiddelbart er vi dog ikke helt ligeså vild med Cancun som Playa del Carmen. Til forskel fra Playa del Carmen er Cancun ligesom delt i 2 dele. Der er "downtown", hvor vi bor (her ligger hostels som kan betales), og så er der "hotel zone" som er en hel by for sig selv. Det er her strandene er og alle de dyre resorts og hoteller - ikke mindst alle mærkevarebutikkerne osv.. Vi skal altså derfor tage en bus herfra "downtown" til stranden, som ca. tager 20-30 minutter. Vi var altså lidt mere fan af Playa del Carmen, hvor vi nærmest kunne bo på stranden, hihi.
Nu kommer vi seriøst hjem lige om lidt. Vi begynder alligevel at glæde os lidt ;-)
Mange knus fra Sofie og Stine
- comments