Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med jer!
Vi kom godt til Copan Ruinas, som er en meget dejligere by end La Ceiba. Desværre fulgte regnen dog med os..
Copan Ruinas er en lille, men super hyggelig by. Her er en meget bedre stemning, og ikke så mange creepy mennesker. I morges fik vi hver et kram af damen, som ejer vores hostel - det beskriver vist meget godt stemningen her i byen!
Vi kunne ikke nå det store, da vi kom hertil i lørdags. Vi havde været oppe kl. 4.20, så vi var godt trætte. Det eneste det blev til denne dag var at handle i supermarkedet, så vi kunne lave en stor portion kokos/tomat-sovs med ris, efterfulgt af brownie med is på en super hyggelig café lige om hjørnet. Resten af aftenen blev brugt i sengene med "Cast Away" i fjernsynet. Til jer som kender denne film, ved I nok, at det ikke gør det store at se den med spansk tale, da der ikke bliver sagt så meget, hihi!
Så blev det søndag, hvor vi besøgte ruinerne, som byen Copan Ruinas er kendt for. Vi startede dagen med at spise morgenmad på samme café, som vi besøgte aftenen før. Der er simpelthen så hyggeligt, så vi kunne ikke lade være.
Til trods for gråvejret og regndryp gik vi efter morgenmaden til ruinerne, som ligger ret tæt på selve byen. Det var ret dyrt at komme ind i området, men det er et "must" for Copan Ruinas, så vi skulle jo selvfølgelig ind at se dem!
Det var et super flot, men ike vildt stort område, med både små og store ruiner - det hele meget symmetrisk, ret fascinerende.
Inde i selve området havde vi forventet, at der ville være en del skilte med forklaringer til de forskellige ruiner, men næ nej.. Det blev derfor lidt en gætteleg for os, hvad det forskellige var. Vi kunne selvfølgelig have betalt for en guided tur, meeeen, det følte vi ikke lige for ;-). Der er dog ingen tvivl om, at det er nogle super fine ruiner fra Maya-tiden.
Til trods for manglende viden om ruinerne, var det en super god dag og sjovt at se. Inde i området var der en del papegøjer i træerne - så fint med de flotte farver! De "snakkede" ret meget og højt, men ikke noget der kunne forståes, haha!
Efter en masse gåen rundt var vi godt sultende, da vi kom tilbage, så det var lækkert at have rester fra dagen før!
Så er vi kommet til dagen i dag, mandag, hvor vi har haft en afslappende dag i varme kilder. Vi vågnede op til solskin og blå himmel, så vi har fået det gode vejr tilbage. Juhuuuu! Vi tog omkring middagstid til "Aguas Calientes", hvor der er et termisk område med varme kilder, som man kan bade i. Det tog en lille time at køre fra Copan Ruinas og dertil.
Der var en del forskellige små bassiner, som man kunne bade og slappe af i. Det var meget forskelligt fra bassin til bassin, hvor varmt vandet var. Det første vi prøvede at hoppe i var meget varmt - virkelig, virkelig varmt! Så vi fandt os hurtigt et andet. Jo højere oppe bassinet lå i området, jo varmere var vandet.
Ved et af bassinerne var der noget naturligt mudder, som man kunne bruge som mudder-maske til kroppen. Sikke en dejlig blød krop man fik af det!
Et andet sted var der naturligt vand-massage, hydro-massage. Altså en hård vandstråle som så kan massere nakke, skuldre og ryg. Det var bestemt heller ikke dårligt, da det vand også var dejlig varmt.
Ja, alt i alt har vi haft noget der minder om en spa-dag, meget afslappende og dejligt.
Nu har vi lige fået spist det sidste kokos/tomat-sovs, og er på vej ud for at finde et glas vin.
I morgen til middag går turen videre til Antigua, som ligger i Guatemala. Ja, vi forlader altså allerede Honduras efter en uge, men sådan er det desværre, når vi skal nå så mange lande på så kort tid - tiden flyver afsted!
Vi har det helt kanon og nyder det!
Kram fra Sofie og Stine
- comments