Jeg ved ikke hvordan det foeles at komme til Kashmir, hvis man rent faktisk paa forhaand ved hvad der moeder ens oejne. Hvis man af egen interesse er taget dertil og inden da har sat sig ind i regioens kultur saavel som natur. Jeg er sikker paa, at forventninger og indstilling har stor betydning. Jeg toer naesten gaa saa langt som at sige, at paa et andet givet tidspunkt, med en anden indstilling og med et bedre humoer kunne Kashmir maaske, men ogsaa kun maaske, vaere et okay sted.

Da Cecilie og jeg ankom, havde vi den slags forventninger man ikke kan saette ord paa. Man danner sig et billede af, hvad man tror og inderst inde ogsa af, hvad man haaber. I vores tilfaelde kan man kalde det oensketaenkning.

Jeg synes, at man mange steder, isaer i varme lande, kan moede en slags charmerende fattigdom, hvor folket, paa trods af mangel paa penge, udstraaler en vis glaede. Jeg kan langt fra beskrive de reelle foelelser hos disse mennesker, men det ser paa mange maader ud som om, at de indfundet sig med situationen. De har en saerlig realistisk og pragmatisk tilgang til verden, og klarer sig med det de har. Alt i alt synes jeg at have set mange fattige, men ligeledes meget glade mennesker. Kashmir skulle aabenbart blive det sted, hvor jeg for foerste gang skulle se den slags fattigdom, hvor der absolut ingen charme er at spore:

• Deres ynglingsfarve er tydeligvis graa.
• Brun ligger nummer to.
• Jeg vil skyde paa, at der er ca. halvanden bygning til hver indbygger i Kashmir. De bygger nemlig hele tiden nye bygninger, selvom alle de andre er langt fra faerdige. De elsker vist startfasen af ethvert byggeprojekt, men foelelsen af at vaere faerdig med et hus er tydeligvis ukendt for dem. Det ligner paa en maade et omraade der er blevet bombet, hvilket det maaske ogsaa er.
• Mit gaet er, at 80% er maend.
• Jeg bemaekede paa et tidspunkt, at vi ikke havde set nogle rigtig gamle mennesker overhovedet. Jeg tror desvaerre, at det simpelthen er fordi, de slet ikke bliver saerlig gamle.

Mine negative reflektioner skyldes nok ogsaa en blanding af vrede og frygt. Vreden paa Mustafa, da det gik op for mig, hvilke fundamentale detaljer han havde holdt for sig selv. Frygten, da vi erkendte, hvor det egentlig var vi befandt os og ved synet af soldater, pigtraad og militaerkoeretoejer.

Med en daarlig smag i munden og en knude i maven, blev vi indlogeret paa en hyggelig husbaad ved soeen Dal Lake i byen Srinagar i det nordlige Kashmir. Vi ankom sent om aftenen og var sultne. I en lille husbaad parallel med vores boede det nok rareste menneske vi har moedt i Indien indtil nu. Det var vores kok. Han havde en husbaad paa omkring 15 kvadratmeter, der var delt ind i tre rum. Et lille hyggeligt koekken en dagligstue og et lille sovevaerlse. Han havde groft sagt tre ejendele. En vandpibe, en pude og et fjernsyn. Manden kunne omkring tre ord paa engelsk, saa efter diverse gentagelser og gestikulationer, kunne vi forstaa, at vi var velkomne paa gulvet i hans lille dagligstue. Der sad vi saa hver med en balde paa puden, et taeppe over os (han havde aabentbart fire ejendele) og saa cricket, hvilket vi stadig ikke kan reglerne til. Han satte sig smilende ved siden af os, mens maden simrede. Vi spiste efterfoelgende et formiddabelt maaltid, saa maden kunne vi altsaa ikke klage over.

Efterfoelgende satte vi os ind i dagligstuen i vores husbaad og taende den lille braendeovn, der var (der var koldt i Kashmir, omkring 5 grader om natten). Vi snakkede i naesten to timer med vores guide Remee, der forklarede at, der for det foerste slet ikke var nogen busser, man kunne tage i denne region. Mustafa sagde jo ellers, at der var en snild bustur paa otte timer til Manali. Hmm. Naa.. Hvordan kommer vi saa til Manali? Det skulle saa vise sig, at der var fyldt med sne i Manali og at klatring og lignende aktiviteter foerst var aktuelle om en maaned. Alt dette kunne Mustafa altsaa ikke informere om, selvom vi spurgte. Saa vi var altsaa et sted vi ikke havde interesse for, og vi var det forgaeves. Det var ikke den lette vej til Manali, som lovet. Oev, oev.

Vi besluttede derfor at booke et fly til Goa og bruge tiden inden Nepal der. Remee gjorde det for os, og det var indenfor budget (han var faktisk en god, soed mand ham Remee). Der var dog stadig tre bookede dage, der skulle draebes i Kashmir. En anden ting vi ikke kunne klage over, var sengen. Vi sov en lang god soevn. Jeg forestille mig ellers at ligge vaagen pga. nervoersitet, men man bliver virkelig virkelig traet af nye indtryk. Da sengen oveni var saa god, besluttede jeg mig for at gemme bekymringerne til folgende dag.

Planen d. 16/3 var, at vi foerst og fremmest skulle paa turistkontoret og ordne vores booking til Goa d. 19/3. Herefter skulle vi have vaeret paa sightseeing i byen og med en lille baad paa soeen. Nu laa landet saadan, at den tidligere naevnte knude i maven ikke kun skyldtes bekymring. For ikke at gaa i for dybe detaljer, kan det beskrives saaledes. Der maa sidde en lille mand i Kashmir og undre sig over danskernes toiletvaner og deres brug af toiletpapir. Det blev altsaa en dag i naerheden af badevarelset med gode boeger, bezzerwisser og et spil kort.

Det er ikke foerste gang jeg har haft denne taenke, men den maa siges at vaere sjaelden og ret speciel. Det er en af de gange man har et spoergsmaal til sig selv, som man virkelig ikke kan besvare. Spoergsmaalet gaar, saa vidt jeg husker, noget i retning af: "Hvad fanden laver vi her!?"

Vi gik saaledes i seng uden aendrede indtryk af dette sted, men der var stadig hele to planlagte dage til at aendre vores mening!