Torsdag den 3 april ankom vi til Galapagos. En varm og smuk ø er nu i sigte. Vi er alle spændte på alle de dyr og planter, som vi kommer til at se. Da vi stiger ud af flyveren møder vi en varm brise, der slår os alle. Vi står alle i lange bukser og tænker hvorfor var det lige, at de der shorts ikke ligger i håndbagagen?
Vi bliver alle spurgt om, om vi har diverse planter med, da vi ikke må plante noget på galapagos, da vi kan komme med nogle bakterier som ikke eksistere på øerne.
Vi mødte vores nye "guide" Alexandra. Det er ikke en guide ligesom Veronica, det er mere en der bare skal passe på os, hvis der sker os noget, og en vi kan spørge til råd, hvis vi har spørgsmål. Hun er kun 26, og det er hendes første gang som guide for en gruppe som os. Det er hendes mand der plejer at stå for dette, men han er ude og sejle.
Vi fik vores værelser i dette hus, som de har til os. Vi bor imellem 2-4 på hvert værelse. Sabine og jeg bor sammen med Cathrine og Emilie. Så vi har et hyggeligt lille værelse.
Vi har weekend til mandag, hvor vi stater vores frivillige arbejde.
Sissel: Jeg har valgt at skifte projekt i den sidste måned. Jeg følte mig ikke tilpas med jungle projektet, og snakkede med en guide som hedder Nicole omkring det. Jeg har fået lov til, at skifte til det samme projekt som Sabine og Lisa. Så nu skal jeg undervise børn på engelsk, og lære dem fodbold. Det bliver en stor udfordring for mig! Men er sikker på det nok skal gå.
Lørdag den 5 april skulle vi til et informationsmøde omkring vores frivillige arbejde.
Vi mødte spændte op, vi alle skulle sidde i et lille lokale, som hurtigt bliver varmt. Der var to damer som skulle forklare os hvad vi skulle og hvornår, de blev ved med at snakke spank og lige finde ud af hvem der skulle hvad og i hvilke grupper, det var lidt stramt.. Efter halvanden time fik vi så vores grupper. Det tog ca. Tre minutter at forklare os det. Så det var et godt møde :D :D
Sabine og jeg kom i en gruppe sammen med Clara, Cathrine og Linda. Vi skulle have de mindste børn fra 5-7 år. Vi fik alle afvide at vi skulle lave sport med børnene. Så det passede os alle rigtig godt.
Der er fire fra vores gruppe, Sebastian, Mathias, Elisabeth og Line, som har valgt at lave et andet projekt end os andre. De arbejder oppe i haciendaen hvor de arbejde ligesom landmænd og har nogle forskellige projekter hver dag. De bor 20 minutter væk fra os i taxa. De kommer ned til os i weekenderne, og nogle gange i hverdagende, da de også har brug for internet :D
Vi fik ellers nydt de forskellige strande i denne weekend, og vi fik hurtigt købt snorkel udstyr. Det er meget forskelligt fra dag til dag hvor god sigt der er i vandet. Dog ved man altid, at sandsynligheden for at svømme med en søløve er meget stor. Søløverne er over det hele, og de føler de ejer de hele "som de jo nok også gør". Seværdighederne som er blevet lavet til mennesker, er for det meste søløvernes territorium, som eksempel bænkene og bådene. De er søde og sjove at se på, men de er jo vilde dyr, så man må helst ikke komme for tæt på. Reglen på øerne er hold dig 2 meter fra dem.
Mandag den 7 april møder vi op til det frivillige arbejde kl 8.00. Det meste bliver lavet om. Da vi alle har fået at vide, at vi skal lave sport med grupperne. Er der nu kun vores gruppe der skal lave sport, som vi også er godt tilfreds med. Vi bliver kørt ud til en hal, og der er en træner til at tage imod os. Han har styr på børnene og vi hjælper dem med, at sparke rigtig til bolden osv. Tiden går hurtigt, og vi bliver hurtigt gode venner med de søde børn. Bussen hentede os igen kl 12, og derefter har vi fri.
Dagen efter var dog meget anderledes. Da vi bliver kørt ud til hallen var hallen låst, og vi skulle tilbage til skolen igen. Vi får at vide, at vi skal lærer børnene engelsk. Noget af en forandring i vores program. Vi leger så frugtsalat på engelsk, og børnene synes det er sjovt. Lige pludselig dukker vores træner fra igår op, og nu står den på fodbold. - en skør dag.
Onsdag går det helt galt, og vi bruger to timer på at vente på en bus, og da bussen endelig kommer, bliver vi kørt ud til et sted, hvor vi tror vi skal danse, men der er der andre børn, så vi kan ikke være der. Børnene skal nu have en spansk historie fra en lærer, og vi får af vide, at vi egentlig bare kan gå hjem. Der sker nogle flere underlige og uventet ting i løbet af den uge, angående det frivillige arbejde, som gør at vi føler, at vi ikke er til nogen gavn.
Vi skriver til Nicole og hun kontakter Alexandre, vores nuværede guide. Vi fik en snak fredag aften omkring det hele. Hun synes vi gør et godt arbejde, men denne kultur er bare så langt fra vores hverdag. Vi skal bare være positive hele vejen igennem, og istedet for at vente, så finde på nogle lege som børnene kan give sig til. Selvom vi hele tiden har vidst, at det var sådan det skulle være, kunne vi allerede mærke den næste mandag, at det havde hjulpet, lige at fortælle os det en gang til.
Sissel: jeg vil sige, at jeg har haft mange underlige fornemmelser i maven omkring det hele. At vi er på Galapagos, er bare en stor ting i sig selv, men alligevel bliver jeg rastløs. Da du ikke har nogen guide til at sige til dig, du kan tage der hen, hvis du vil opleve det og det. Alt hvad du vil opleve, skal du selv finde ud af. Det er selvfølgelig også klart, men når man i to måneder har fået serveret ens dag på et sølvfad foran sig, er det lidt svært at vende sig til, at man selv skal tage initiativ, til hvad ens hverdag og weekend skal gå ud på. Derudover har jeg har jeg følt, at jeg ikke rigtig fik set hvor flot denne ø ( San Cristóbal ) egentlig er.
Det ville jeg lave om på i weekenden.
Her i dette frivillige arbejder hus, bor Emilie også, hun er fra Washington D.C. Hun studere biologi. Hun kunne fortælle os, at man kunne se selvlysende micro organismer om natten et bestemt sted. Jeg var meget opslugt af hendes fortælling! Det er noget jeg altid gerne ville opleve, og troede at det var en drøm, som aldrig skulle gå i oplevelse. Dette fantastiske syn oplever vi fredag nat. Sabine har mange mave kramper og kom desværre ikke med. Det var Cathrine, Emilie, Emilie fra Washington og jeg som skal på tur kl 1 om natten. Vi mødte Bram, som kommer fra Holland og også laver frivilligt arbejde, og derfor bor i der samme hus som os. Han ville også gerne med på tur. Emilie havde aftalt med flere af hendes biologi venner, at de skulle komme med :D
At svømme rundt i det mørke hav kl 1 om natten, var en smule skræmmende, men det var rigtig hyggeligt. Da vi tog dykkebrillerne på, og svømmende ned og bevægede os, kunne vi se alle de smukke organismer som lyste. Det var et vidunderligt syn, og vi vil gøre det igen! En søløve kom forbi og brøler af os, Emilie bliver bange, og vi grinte alle sammen, da vi ikke kunne høre den mere.
På et tidspunkt kom der mand, med en meget stor lygte. Jeg tænker at det sikkert bare var en der gerne vil være med :D Cathrine og jeg lavede en joke om, at det sikkert er en politi mand der kom for at sige, at der er hajer. Vi kørte hinanden ret meget op, og det var så sjovt! Vi går op, fordi de fleste af vores nye venner er gået op. De fortæller så, at der lige har været en politi mand, som fortalte at vi skulle passe på, fordi der kunne godt være hajer.... Først råber jeg WHAT!! Og inderst inde troede jeg stadig, at det er for sjov! Det var ikke for sjov, og vi var lettet over, at de først havde fortalt os det, da vi var kommet op! Hajerne gør jo ikke noget, når man er sådan en stor gruppe, men tankevækkende det er det!
Lørdag sov vi længe og hyggede os på stranden et par timer. Vi ville helst ikke ligge i solen fra 13-15 så derfor tog Sabine jeg og Amalie hjem og lavede middagsmad. Jeg skulle lige havde handlet lidt ind, og det skulle Cathrine også, så vi gik på tur. Dette tog os egentlig et godt stykke tid, og da vi kom hjem, var klokken ved at være 5. Jeg ville gerne ned til den dykker butik som vi har bestilt dyk ved. Jeg ville nemlig gerne have et dyk mere, og det har faktisk vist sig, at vi nu er 10 fra vores gruppe der skal afsted på dette dyk. Sabine og jeg skal både ud og dykke 21 og 22. Dette ser vi meget frem til!! Vi går dog glip af det frivillige arbejde, men sådan er det jo.
Søndag den 13 april tager Cathrine og jeg på cykel tur. Cathrine har gået og ledt efter et kort i lang tid. Da vi gerne ville vide, hvor vi kunne cykle hen ad. Ingen butikker har et kort, som er rute beskrivende? Vi tænkte, at det nok skal lykkes os, og vi vil starte med af cykle kl. 8 om morgenen, fordi vi gerne vil op til en lagune, som vi efter signe har hørt, at der blev tåget efter kl 12. Efter vores plan bliver vi en time forsinket, simpelthen fordi vi er langsomme :D
Vi kommer ned til der, hvor vi har snakket med en dame, om at leje hendes cykler. Hun har lukket. Vi går lidt rundt og prøver at finde et andet sted. Vi ser en lille gut fra vores "arbejde" og hans onkel arbejder i et dykker sted. Vi snakker med ham om, at det kunne være muligt, at leje cykler ved ham. Han ville nemlig gerne gøre sit bedste, nu når vi kendte Grabrial. Han siger at der lige ville går 10 minutter, og derfor gik vi på jagt efter et kort i mellemtiden. Vi falder så over et sted, hvor der står i vores guide bog, at dette sted er godt at leje cykler. Vi snakker lidt med ejeren, som er god til engelsk i forhold til, at ingen andre kan sproget. Vi beslutter os for, at det er det vi gerne vil, og går hen til det andet sted for at sige nej tak.
Vi får cyklerne og han vil råde os til, at tage en taxa de første 7 kilometer, da det simpelthen er for udmattede. Han har heller ikke et kort, men han siger, at der kun er en vej, som man kan følge når man kommer der op. Vi tror på ham, for det er jo det eneste vi kan :)
Vi bliver sat af, og kan cykle 500 meter op til en udkikspost.
" Når man står og ser ud over et landskab som dette, strejfer tanken en, hvor stor og hvor kraftfult natureren er. "
Vi cyklede ned igen og nu startede vores lille eventyr. Vi havde mange muligheder for hvilken vej vi kunne cykle, så det med at der kun var en vej, var hvis ikke helt rigtig. Det tog vi ikke så tungt, vi kørte bare efter hvad vi lige synes var rigtigt. Efter 2 eller 3 kilometer holder vi en lille pause, og spiser lidt af vores medbragte madpakke. Da vi er ved at være klar til at cykle igen. Hører vi en lyd som ikke er god. Det skal siges, at vi stadig sidder ned. Min cykle punkterede... Vi står ude et sted, langt væk fra byen, hvor der er ikke rigtig kommer biler. Heldigvis kommer der to gutter i en bil forbi os. ( meget heldig) Vi spørger dem, om de har en pumpe, de havde de ikke, men vi måtte gerne komme med dem ned til byen. De ville ikke have noget for det, og vi var glade. Jeg fik en ny cykel, og vi købte en taxa op til det sted hvor vi sluttede. Vi cyklede og cyklede og vi nød vores tilstedeværelse. Vi stoppede op et sted, fordi vi så en trappe op til et eller andet. Cathrine var lidt skeptisk over mit foreslag til at gå der op, fordi hun havde ret så ondt i hendes fod, da den stadig er betændt. Vi blev enige om, at vi ville prøve at gå der op, og hvis det gik helt galt, kunne vi gå ned igen.
Vi gik bare langsomt, og nåede til tops med et kæmpe smil! Det var lagunen vi var nåede til. En smuk udsigt med diverse fugle som følg omkring os. Vi slog os ned på en sten og spiste frokost. Vi havde det luksus! Ingen stres, ingen andre omkring os, vi havde det bare godt. Efter et stykke tid, begyndte skyerne og gå ind over lagunen, men så fik vi også set det. Vi ville gerne ned og bade i vandet. Da vi endelig havde fået badetøjet på, og på vej ned til vandet, kommer der en familie, hvor moderne siger til os, at det er forbudt at bade her, da det er for risikabel. Vi skifter igen, og familien siger, at hvis vi bare cykler 10 kilometer mere, kommer vi ned til en meget smuk strand, som er en del af national parken. Det gør vi, og tuerne på vej der ned, går ned ad hele vejen. En skøn tur på MTB og vi kører så hurtigt, at vi bliver nødt til at holde igen med farten :)
Stranden er et fantastik smuk syn, og det er lige prikken over i'et, på en fantastisk tur.
Vi er ikke på stranden i så lang tid, da vi bliver nødt til at komme tilbage inden kl 18.00 med cyklerne. Vi bliver enige om, at vi tager en taxa hjem. Vi får afleveret cyklerne, og giver hinanden et kæmpe kram for en vellykket tur. En tur der startede ud med uheld, og vi ikke vidste hvor vi skulle kører hen. Vi kom de steder hen som vi gerne ville, og det er skønt at mærke at man lever, og har kunne opleve hvor smuk natureren er!
Mandag den 14 starter vores frivillige arbejde igen, og vi er alle i godt humør, og havde forberedt lege hvis det skulle gå galt med planlægningen.
Vi har børnene fra 9-11 år, og forskellen er stor. De har mere lyst til, at lave de ting, som vi har planlagt for dem. Udover vores fodboldtræner har vi nu også fået en taekwondo lærer, og børnene er helt vilde.
Hele denne uge har gået uden problemer, og vi har nydt hver dag!
Cathrine og jeg er blevet gode venner med vores taekwomdo lærer, og nu er vi begyndt at få timer ved ham. Vores første træning startede tirsdag den 15. Det er en oplevelse vi har fået, som vi aldrig ville havde fået, hvis vi ikke havde været med til det frivillige arbejde. Onsdag var vi også til taekwondo, og det var lige så sejt som dagen før. Inden det havde vi været på en strand, hvor der var legoaner gemt i de sorte sten og selvfølgelig søløver over alt. Vi havde en smule svær ved at snorkel, fordi bølgerne var rimelig vilde!
Torsdag skulle vi ud og bade med børnene. Sabine var blevet syg og var ikke med :(
Jeg følte mig helt som en mor på ferie, da vi var på et hotel, med sol-stole :D det var en rigtig hyggelig dag. Senere tog Sabine, Amalie, Cathrine og jeg ned til stranden og havde en afslappet eftermiddag.
Vi havde aftalt, at vi ville ud og genopleve snorkel turen om natten med mico organismerne. Vi havde inventeret vores taekwomdo lærer med. Da han lige er kommet til øen og ikke rigtig her nogle venner, ville vi lige være søde. Han er en mand på 35 år, som her gået til taekwondo i 17 år. Han kommer oprindeligt fra Cuba, men rejse rundt for at give sin viden til andre, og lærer dem taekwodo.
Vi var mig, Sabine, Emilie, Caroline, Amalie, Cathrine og taekwondo læreren på tur.
Vi kom frem, og han var netop lige nået at hoppe i, da der kommer en politi mand. Han siger at der er hajer, og det ikke var så mange dage siden han havde set en stor haj. De kommer ind nær kysten for at spise søløverne, og da vi godt kunne ligne søløver, ville han ikke synes det var en god ide, at bade om natten.
Så vores plan blev en smule ødelagt og måtte gå hjem i seng. Denne tur tror jeg ikke lige vi tager på mere. Jeg er rigtig glad for at jeg har oplevet det!!
Fredag den 18, havde vi bare en slap af dag, og fik ordnet de ting som vi nu gerne ville. Lørdag var Sabine, Cathrine, de svenske piger, Amalie, Emilie, Janne og Sissel afsted på kajak tur. Vi havde leget nogle kajakker i en halv dag. Kl 17.00 skulle vi nemlig hen til dykker stedet og prøve vores dykker dragter.
Vi startede kl 12. Kajakkerne var tunge, men heldigvis kunne vi få hjælp, til at få dem hen til stranden. Det var to mands kajakker, men de tre svenske pige tog en selv, da det ellers ikke vil gå op. Ellers var holdene: Sabine og Emilie, Janne og Amalie, Cathrine og Sissel. Vi var klar parat GO!! Vi var optimistiske hele vejen, og der var en stand i sigte, som vi gerne vil hen til. Ca på halvvejen får Linda søsyge og svenskerne vender om og tager hjem. Vi tager kampen op og satser stadig på standen. Da vi ca. har brugt to timer, og stadig er er stykke fra standen, måtte vi give op, da vi ikke ville kunne nå hjem til dykker butikken til kl 17.00 ellers.
Vi vendte om og tænkte at vi ville tage den nærmeste strand og spise vores medbragte madpakker. Da vi når hen til standen og skal til, at sejle ind ad, møder vi politi båden.. De siger at vi slet ikke må være så langt ude, og de tager billeder af os, så dem som vi har leget kajakkerne af får ballade. Vi hunde sulte dansker må forsætte kampen og finde en stand nær hvor vi bor. Omkring 15 tiden, får vi vores madpakker. Vi nyder stranden og at der ikke er så langt hjem. Vi kommer hjem præcis til kl 17.00 og når det hele.
Søndag den 20. tog Sissel, Emilie og Caroline på vandretur. Det var en rigtig skøn tur. Vejret var som designet til os med tilpas dele sol og lettere overskyet. Første del af hiken foregik på en anlagt sti gennem yderste del af nationalparken og hen til en udkigspost kaldet Cerro Tijeretas. Her holder mange af de såkaldte 'frigate birds' - når de svæver på himlen, ligner de Batmans tegn ;) Det var også her, Darwin for første gang gik i land på Galapagos!
Herefter blev terrænet meget råt, og vi klatrede på store, sorte lavasten i længere etaper med lidt afvekslende strækninger langs strand. Vi så masser af havleguaner - og en søløve hist og her. Og da vi endelig kom frem til målet, Playa Baquerizo, var det meget rewarding. På vejen tilbage snorklede vi ved Cerro Tijeretas - en alt i alt for fed dag!
Sabine brugte dagen på stranden i det gode vejr.
Mandag den 21 var det dykning ved Kicker rock. Vi skulle med båden kl 8:30, hvor vi så sejlede ud til Kicker rock. Vi havde alle glædet os meget, og var meget spændte, da vi skulle se hajer.
Sabine: Jeg glædede mig helt vildt til at vi skulle ud og dykke med hajer! Jeg troede, at jeg ville være meget mere nervøs, men det blev jeg ikke. Jeg var bare helt vildt spændt på at skulle se hajer så tæt på, og det kunne ikke gå hurtig nok med at komme i vandet! Jeg er dykkerpartner med Emilie, som jeg har været alle de gange vi har dykket, så vi kender hinanden rigtig godt under vandet, derfor føler jeg mig mere sikker, så hvis der skulle ske noget, hjælper vi hinanden.
Da vi dykkede ned gik der ikke lang tid, før vi så de første hajer. Det var et rigtig fedt syn! Ret hurtigt kom der dog flere og flere hajer og pludselig var der en stor stime af hajer der svømmede rundt omkring os, det var vildt men fedt! :D
Emilie og jeg svømmende ned til bunden (omkring 20 meter). Der fik vi øje på en større haj, der lå på bunden. Vi svømmede langsomt hen imod den, men da vi kom tæt nok på svømmende den væk. Efter dykket med hajerne, mødte vi også ål, skildpadder, en Manda Rey og andre flotte fisk på vores vej. De to dyk vi havde ved kirker rock var en rigtig god oplevelse, som aldrig vil blive glemt. :-)
Tirsdag den 22 skulle vi igen ud at dykke. Denne gang var det ved Punta Pitt. Begge vores dyk var på omkring 15 meter, så det var ikke lige så langt nede som de andre gange, men der er stadig rigtig mange farverige fisk at se. Der var chance for at se hammerhajer, dog var vi ikke så heldige.. Da vi dykkede så vi smukke farverige fisk, rokker og så blev vi omringet af søløver som legede omkring os, hvilket var ret sjovt. Sabine fik taget mange billeder og videoer, da hendes kamera kan gå ned til 15 meter. Vi skulle også ind på land og gå rundt i to timer. Det lignede Grand Canyon og det en fantastisk oplevelse! Der var alle de tre forskellige bobbies: blue fooded boobies, red fooded boobies og nasca boobies.
På tilbagevejen var det prikken over i'et da vi lige skulle hilse på omkring 40 delfiner. De var s tætte på båden så de "spyttede" på os :D vi måtte desværre ikke svømme med dem, da det var sent på eftermiddagen og der spiser hajer også delfiner :(
Så alt i alt har det været en dag, hvor man blev rig på oplevelser igen! :D
Sabine: under vores andet dyk begyndte jeg at fryse lidt. Jeg gav tegn til Emilie, men vi svømmende lidt videre, da det kun var mig der havde det koldt. Efter lidt begyndte jeg at fryse mere og mere. Jeg gav derfor tegn til vores guide om, at det var alt for koldt for mig og at jeg gerne ville op. Guiden synes ikke jeg skulle op endnu, men at jeg skulle svømme en smule længere. Det blev kun koldere og koldere, og jeg kunne mærke det blev svære og svære for mig at trække vejret, så nu ville jeg op. Når man skal op, skal man svømme op til fem meter under overfladen, her skal man holde et sikkerhedsstop på 3 minutter. Dette var de længste 3 minutter for mig, da det var så koldt! Jeg begyndte at hive efter vejret og jeg brugte min ilt meget hurtigt, så det var på det laveste, da jeg endelig kom op. Da jeg kom op frys jeg stadig rigtig meget, så det tog mig lidt tid at få varmen igen. Det var en ubehagelig og skræmmende oplevelse, men det har ikke skræmt mig så meget, at jeg ikke vil dykke igen. Jeg elsker stadig at dykke og det er helt sikkert ikke den sidste gang jeg gør det! :-)
Den 23 til 25 var vores tre sidste dage ved vores frivillige arbejde. Det har været en god oplevelse at arbejde med børn. Selvom det har været meget frustrering, kommer det i den gode gemmebog. Vi fik nogle gode Bond med børnene og det har været det hele værd. Den 25 havde børnene lavet en forestilling for os og deres forældre, som de har øvet sig på igennem hele deres sommerferie ophold.
Det var skønt og se børnene på den måde og fik sagt farvel til alle på en skøn måde.
Den 26 stater vi vores båd tur rundt til de andre øer. Noget som vi alle har ser meget frem til!!