Fredag nat:

Jeg ved ikke hvorfor jeg er så naiv og godtroende... Og I vil sikkert ikke tro at jeg ka ha været så dum og letsindig, når jeg nu fortæller jer denne historie.

Busturem fra Mexico City gik snilt og jeg ankom til Puebla omkring kl 12, fandt mit hostel og smed rygsækken på mit 6-sengs-kvinde dorm, som jeg har for mig selv. Min plan var at ta ud til UDLA, det universitet Sofie har studeret på, for at spise en taco, som efter sigende skulle være uforglemmelige... Men planen blev lavet om, da taxien ville ha 80 pesos hver vej. Jeg havde lige betalt 120 for at køre 2 timer i bus hertil fra Mexico City - det ville blive en meget dyr taco, så taxien kørte igen uden mig. - Men måske min dag alt i alt ville være blevet væsentlig billigere, hvis jeg havde fulgt min oprindelige plan... Damen i receptionen ga mig et bykort og viste mig et godt tacosted på Zolacoen (torvet), så der gik jeg hen. Zolacoen her i Puebla er fantastisk smuk spækket med cafeer og små boder. Der er den smukkeste Katedral i midten, som er helt fantastisk når man kommer ind i den - I må se billeder når jeg kommer hjem. Efter taco-spisning og katedral-besøg, gik jeg rundt og kede mig lidt, måske skulle jeg ta turistbussen, måske sætte mig og læse i min rejseguide - gid jeg havde gjort det... For så sendte universet, eller hvem det nu er det sender den slags, godt nok en times spænding og moralske overvejelser lige ned i knolden på mig. Jeg er stadig helt fyldt af oplevelsen, har hovedpine, en brændende fornemmelse i kroppen og uro i maven, nu her hvor jeg ligger på mit 6-sengs-kvinde dorm alene - godt at der ikke er andre lige nu for jeg tuder en gang imellem. Nå det der der skete var at en, meget høj (hvid) mand i starten af 50'erne, klædt i skjorte og jakkesætsbukser, henvendte sig til mig. Han var amerikaner (at dømme på accent) - han spurgte om jeg var kendt her, "nej", om jeg ku snakke spansk, " nej", om jeg havde en rejseguide, "ja" - han havde mistet sine jakke, sine penge og sit pas. Han var på forretningsrejse, han var advokat, og havde et par timer inden han skulle flyve hjem, som han ville bruge et andet sted end lufthavnen... Han havde en dagsaftale med en taxi som han også havde brugt dagen før. Denne havde så, da han steg ud på torvet, kørt med hans ting og nu havde han hverken det ene eller det andet. Han skulle bruge guidebogen for at få telefonnummeret til flyselskabet, for at hører om han ku komme med en senere afgang, da han nu havde misset sit fly... Han havde tjekket ind tidligere, inden passet var blevet stjålet. For at kunne få en ny billet skulle ha nogle penge overført fra sin kone, men problemet var så at han ingen id havde. Havde jeg mon noget id, så pengene kunne blive overført til mig? "ja", en kopi af mit pas. Allerede her følte jeg at der var noget der ikke stemte, men men men. Vi skulle med en taxa til den bank pengene ville blive overført til, desværre blev klokken 16:15 før vi nåede frem og banken havde lukket. Så begyndte det jeg nu fortryder... Han fik den gode ide at han skulle overføre nogle penge til min konto og at jeg så skulle hæve kontanter til ham. Jeg sagde at det ikke kunne lade sig gøre, at jeg ikke kunne hæve 9000 pesos ($900) til et fremmed menneske og bare stole på at han satte pengene ind. Han sagde at en overførsel ville kunne ses på min netbank med det samme og vi ku tjekke det sammen inden jeg hævede til ham. Det vidste jeg med sikkerhed at det ikke gjorde og at det ville ta dage inden jeg ku se en transaktion, højst sansynligt først efter weekenden. Han kunne godt forstå min forbeholdenhed - Men blev alligevel ved at sige at han ikke var ude efter at frarøve mig småpenge, at han var partner i det advokatfirma han arbejdede for, at penge ikke var et problem, at han ville gi mig penge for min hjælpe, at han ku købe noget over nettet til mig, feks en flybillet. Han blev mere og mere stresset ved udsigten til skulle blive i Mexico weekenden over - han havde en meget vigtig forelæsning på et universitet næste formiddag. Jeg fortalte ham at jeg engang som teenager havde giet en fremmed nogle penge, som vedkommende så havde lovet at sende til mig - og at det selvfølgelig aldrig skete. Jeg havde dengang lovet mig selv aldrig at gentage den fejl. Han blev foraget og synes det var en trist verden hvor folk behandlede hinanden sådan at det blev svært at gi eller modtage hjælp senere i livet - han kunne forsikre mig om at jeg ku regne med ham. Jeg ved sgu ikke, jeg har mødt så mange, rigtig søde mennesker på denne tur, der har hjulpet, givet ting, lånt mig lejlighed etc. pludselig synes jeg at jeg skulle hjælpe ham. Hva hvis det var mig der stod i den situation,,? og den slags tanket for igennem hoved på mig... Jeg sagde til ham at jeg håbede at han var "for real", at hvis han ikke talte sandt ville han efterlade mig uden penge i Mexico. Han sagde at han aldrig ville glemme min hjælpsomhed, og at han ikke snød mig. Men hele min krop skreg at det var forkert, mine hænder rystede, mit ansigt brændte og jeg følte mig forvirret... Han ringede så igen til sin kone og hun fik så mit konto nummer... - det rigtig slemme er at han i den forbindelse så mit kort - altså også mit kort-nummer, sikkerhedskoden etc. - ikke kun mit kontonummer...
Han bekræftede så at der var blevet overført $975 (4900 kr) til mit kort. Så skulle jeg så hæve alle disse (mine sidste) penge til ham... - men heldigvis er der en begrænsning på hvor meget man kan hæve pr dag, på 2000 kr - jeg kunne kun få 4500 pesos ud. Han blev stresset igen og spurgte om jeg havde nogle kontanter på mig, for 4500 var lige knap nok til at få ham ud af Mexico. Jeg løj og sagde nej, sagde at jeg havde 200 pesos og jo ikke kunne hæve penge før lørdag... Så tog han til takke og ville skynde sig mod lufthavnen. Han fik min email og ville skrive så snart han kom hjem, klokken er nu 00:15. så jeg skulle ha hørt noget nu. Jeg fik også hans adresse etc, som jeg skyndte mig tilbage for at tjekke, jeg kan selvfølgelig ikke finde spor af ham...
Jeg fattede først at spærre mit kort kl 21, altså 4 timer efter vi sagde farvel. Jeg er SÅ træt og ked af det, jeg har haft kvalme og lyst til at brække mig - det ku jeg ikke, så jeg har spist 3 is og har nu ondt i maven. Jeg gik i bad for at dulme nerverne, men vandet blev selvfølgelig iskoldt mens jeg havde shampoo i håret, bare en virkelig mother f***er dag... Jeg har et lille bitte spinkelt håb om at han var/er ærlig og at pengene går ind på min konto, men jeg tror det ikke. Der er alt for meget der skriger con-artist... Først at vise mig tillid ved at ville overføre til mig og så derefter appellerer til min. Jeg har nu brug for ikke at blive snydt, kan ikke rigtig holde ud hvis verden er sådan og jeg er så naiv i den...
Klokken er 100 og jeg er 100% ked af det! Go nat.
Ps selvfølgelig sker det mens det er nat i dk og alle sover...

Lørdag aften:

Selvfølgelig er der ingen mail fra Steven Wexler, aka laying, thieving and deceiving son of a b****. Jeg håber bare og ber til at det kun er de 2000 jeg ga ham i hånden, som han render med...
Så jeg "skred" fra Puebla imorges, det hele føltes bare rigtig dårligt... Jeg overvejede at gå til politiet, selvom jeg lovede mig selv i Nicaragua ikke at ha mere med dem at gøre. Jeg ringede til Sofie for at få lidt sparring på opfattelsen af deres arbejde her i landet - jeg startede med "der er jo flere af dem end der er rejsende og lokale tilsammen", hvortil hun svarede "ja men de få jo pudset sko allesammen..." - og ja de er ikke superseriøse, det må man gi dem. Så besluttede "bare" at fortælle turistkontoret om det, jeg bryder mig ikke om at fortælle historien, for jeg føler mig så umådelig dum og naiv! Da jeg kom til turistkontoret var køen lang som den kinesiske mur og jeg tabte modet. Jeg havde kun en lille halv time inden jeg skulle tjekke ud, så gik hjem igen. Og fanme så, excuse my french, om der ikke var et gaderøveri lige oven i der hele,- på en brændende tårefyldt lørdag formiddag... En ung fyr nappede en taske fra en middel-aldrende dame og sponsede så ellers ned af forrådnet. Jeg hørte råb og vendte mig om og fik narrøven, ja og pardon igen, lige i masken - skulle fanme ha spændt ben (med træskotøvler). Jeg hylede med resten af ulvene og hele gaden var i løb... Han blev fanget og lagt ned med armene på ryggen, og pivende og klynkende. Jeg foreslog at vi hakkede en hånd af ham, men de forstår ikke dansk, så han blev "bare" hentet af politiet... Jeg blir helt firkantet og ond, - og synes faktisk at folk der stjæler skal af med en hånd eller brændemærkes, og det er offentligt!!! Ja og sparkes med træskostøvler.
Jeg er nu her i Cholula og det har hjulpet lidt på humøret, men jeg er sgu godt nok trist og trykket, med tåre der står på spring.
Jeg fik set Sofies uni, som jo ligge her og ikke i Puebla, som jeg troede... Jeg fik smagt de fantastiske tacos og gået en halv lang tur. Mit hotel, ikke hostel, er nærmest en lille lejlighed med to tv og 4 senge. Det er også det dobbelte af hva jeg har råd til, så må flytte videre imorgen.

Søndag aften.

Om ca 5 timer ringer far Ulf, til min bankdame, Eva, og så blir det endelig klart hvor stor skaden er... Her til aften har jeg fået det rigtig dårligt igen, dvs at jeg er virkelig ked af det, har kvalme og udtænker de ondeste hævnplaner.

Ellers har min dag været ok under omstændighederne... Har Skypet med båre Sarah og Sofie, og Snorre. Drak morgenkaffe i flere timer på Zocaloen, har været på marked og oppe og se kirken på pyramiden... Men det hele er farvet af oplevelsen, jeg føler mig umådelig ensom pt. Kæmper for ikke at føle mig dum og at jeg havde fortjent det,eller hva havde jeg forestillet mig-agtig.
Imorgen tager jeg til Oaxaca, hvis altså han ikke har tømt min konto fuldstændig - for så tager jeg på en personlig vendetta!

Mandag morgen.Vågnede kl 6 og læste mail fra min far. I banken kan man se at der er en masse aktivitet på mit kort med ikke hva det er- jeg må vente og holde øje med min konto... Jeg har ikke mulighed for at komme på min netbank her i Cholula. Ulf ringer til min bank igen inden de lukker her kl 16 (kl 9 her).
Jeg blir nok nød til at ta tilbage til Puebla og vente der til jeg er klar over skaden og muligvis lave en politianmeldelse. På nuværende tidspunkt kan man ikke se de penge jeg hævede og ga ham i hånden, heller.


Mandag aften.

Hold op for en dag jeg har haft...
Jeg tog afsted fra Cholula kl 9, efter at ha snakket med min far igen. Eva fra banken ku ikke se mere end tidligere... Efter forskellige overvejelser omkring hva der ville være klogt at gøre, besluttede jeg at ta tilbage til Puebla og gå til politiet og lave en anmeldelse om formodet svindel og kopiering af visakort.
Jeg har været så grådlabil hele dagen at det har været besværligt... Jeg skulle finde en bus til Puebla fra Cholula og spurgte mig så frem, men alt førte i blidgyder og jeg gik 117 forskellige steder anvist, men fandt bare ingen bus... Så det gik jeg så, 38 år, og græd på gaden, i skjul, det er klart. Til sidst fik jeg hjælp af en stor tyk, meget rar politimand, som fulgte mig til et stop. Ingen i Cholula snakker engelsk, jeg er helt paf, tror jeg må ha ramt en tør sprogåre, for det ka simpelthen ikke være rigtig.
Jeg tog tilbage til Hostel Santo Domingo, hvor jeg havde været den første nat. Pigen i receptionen smilede stort da jeg kom ind, "how was Cholula?". Jeg havde løftet sløret for min historie ca en cm lørdag morgen inden jeg tog afsted, hun havde da foreslået mig at tá på turistkontoret. men samtalen stoppede da hun spurgte hvorfor jeg dog havde givet ham penge - (fordi jeg er et naivt fjols).

Jeg forklarede hende hvorfor jeg var tilbage og så kom tårene igen, denne gang sagde hun "you just wanted to be a good person and the you were cheated". Så flyder tårene letterer.
Damen der ejere stedet her, har været så super, hun bad mig om at ta plads i en lænestol, for så ville hun prøve at finde ud af hva der skulle gøres...- Jeg skulle ihvertfald ikke gå til politiet, de var ikke godt selskab. Hun mente at turistpolitiet var vejen frem, de ku endda engelsk. Hun ringede rundt men måttet til sidst opgive, der var ingen der snakkede engelsk på arbejde idag. Hun foreslog så at vi gik på turistkontoret og forelagde dem sagen. Det gjorde vi så, mens hun viderfortalte min historie fik hun øje på turistpoliti-klikken på torvet og løb ud efter dem... Sgu altså et lidt underligt foretagne det her land nogen gange... Men de tog mig alvorligt, kørte mig til den anden af byen og lavede en anmeldelse. De holder til i et kontor der ser ud som de er ved at flytte fra, men hvor de har glemt efterlysningspapirene fra de 5000 posters der hang paa væggene. Det var ret rystende at se - gulv til loft med efterlysninger af saerligt born de fleste paa under 5 aar og en del babyer.
De skulle bruge en kopi af mit pas, så jeg ga dem mit pas, hvortil de igen sagde nej, en kopi - og jeg sagde ja værsgo og prøvede igen at gi dem passet - nårhhh man skal ind i kiosken på hjørnet, hos mor Karen der er ved at bade sine 5 børn, og kopierer sit pas... Sgu lidt mærkeligt. Men selvfølgelig, hvis Gurli,eller Karen, har en kopimaskine, så behøver politiet jo ikke en...
Jeg fik et vred limegrønne papirer med spansk og politistempler på, med da de kørte mig helt til døren. Det har været en meget positiv oplevelse, helt modsat af hvad jeg havde forestillet mig og forberedt mig på... Jeg kollapsede helt da jeg kom hjem og ligger i sengen på 3. time, her kl 20 om aftenen. Jeg har nu også vovet at fortælle historien til en fremmed, Jenny fra San Fransisco. Hun synes ikke jeg var helt idiot, og det hjælper faktisk lidt.
Jeg har ikke tjekket min konto siden i eftermiddags, så ved stadig ikke hvor stor skaden er. Jeg prøver at tænke positivt; som Sisser sagde; så er jeg ikke blevet kidnappet eller lig. Og som Snorre sagde, hvis han ikke havde været en løgner så havde det været en smuk historie... Men nu er det slut med penge til fremmede, de ka få en sludder og kop kaffe, og hvis de er rigtig heldige, så en krammer...
Stadig ikke sikker på at det her ryger på bloggen - stadig lidt tyndhudet.
Torsdag aften.

Jeg sidder nu i Oaxaca, som er en fantastisk dejlig by - jeg elsker at vaere her! Der er ikke sket mere på min konto end det jeg var klar over at der ville ske - så det er godt. Jeg tror at hvis imorgen går med, uden mere aktivitet, så er jeg sluppet med skraekken for at han kan ha tomt min konto...
Jeg drager videre til San Cristobal imorgen aften, 12 timers nattur.

I må få historier om Mexico City og Oaxaca på et andet tidspinkt. al min energi har vaeret bundet i denne episode. Det er faktisk det vaereste (nu da jeg er ved at vaere sikker på at regningen kun er på 2000 og ikke 2000.000) at han har gjort mig så umådelig ked af det. jeg har vaere helt ulykkelig og indelukket den sidste uge...

Hmmm you live and learn, eller deromkring.

Ps. jeg er glad igen og klar til resten af min tur.