Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 5 - Rabida Island
Vi startede dagen med at tage til Rabida Islands, der er en ø med rødt sand. Vi havde et hike rundt på øen, hvor vi så en gravid søløve, forskellige fugle, en fur seal, pelikaner og blue footed boobies. Vi så bl.a. en søløve fange en fisk, for derefter at blive overfaldet af tre pelikaner, der sandsynligvis forsøgte at hugge fisken. Det er godt nok "survival of the fittest" på disse øer.
Derefter var det tid til snorkeling, hvor jeg så to store manta rays, et par søløver, og masser af farvestrålende fisk. Jeg så et par store skoler af fisk. Nogle af dem var ret store. Derudover så jeg et par koraller, og muligvis en octopus, men det var svært at afgøre, da den var kamufleret i samme farve, som den sten den sad på. Endelig var der masser af søstjerner. Alt i alt var det et godt sted for at se marine life, da sigtbarheden var rigtig god. Desuden så jeg et mærkeligt fænomen, da en lille lysende lyseblå boble kom svævende igennem vandet. Jeg ved ikke hvad det var, men det så ret spektakulært ud, da den lille bitte blå kugle lyste op i vandet. Det så meget mærkeligt ud, men det var et ret fedt syn!
Galapagos Islands er bare et mytisk sted, hvor der efterhånden sker de mærkeligste ting. Også det man troede man ikke skulle se. I går var der hele haj-showet, hvor de angreb en søløve. I dag så vi en springende rogge. Formentlig en manta ray, men jeg har aldrig før set en rogge springe op over vandoverfladen før, men den her gjorde det lige 3 gange i træk! Det var et mærkeligt syn, men også et helt vildt fedt syn, at mens vi sidder i restauranten og spiser frokost, så er der pludselig en hoppende rogge udenfor vinduet! Hvad sker der lige her?
Vores naturalistguide kunne forklare at grunden til at den hoppede, var af den var forfulgt af nogle parasitter, som den forsøgte at flygte fra, så mere specielt var det åbenbart ikke, men det så spektakulært ud.
Eftermiddagsstoppet var ved Egas Port på Santiago Island, hvor sandet er mørkt som følge af det vulkanske oprindelses, og man går derfor også ofte på det, der engang var lava. Vi så flere interessante ting bl.a. nogle nyfødte søløver, der formentlig var to uger gammel, ellers så vi nogle unge søløver boltre sig i en tidevandspool, hvilket de ofte gør, når de skal lære at svømme og jage fisk. De legende unger var god underholdning for turisterne. Ellers så vi fur seals, yellow crowned night herons, marine iguanas, sally light foot crabs og en sea turtle, der hyggede sig i, hvad de lokale kalder for en sea tuttles jacuzzi, der er nogle klippeformationer, hvor vandet har udformet dem så de ligner jacuzzier.
Derefter var det tid til snokelling. Ikke det bedste dyk vi har haft, men det blev til en enkelt manta ray, og nogle store stimer af fisk, hvor det klart mest fascinerende var en stor gruppe af selvlysende fisk. Jeg ved ikke om det var solen, der på en måde blev reflekteret i disse fisk, men det så spektakulært ud, når de drejede rundt, og blev helt selvlysende.
Dag 6 - Fernandina Island
Espinosa Point på Fernandina Island var næste stop, og nok den mest imponerende indtil nu, selvom det burde være svært at overgå det vi allerede har set!
Vi blev budt velkommen til øen af rogger og sea turtles. Derefter så vi øgruppens største koncentration af marine iguanas, der lå og solede sig, og blev varmet op til deres senere bevægelser. Der var flere hunderede af dem, og det ser meget godt ud, når de spytter, hvilket de gør for at slippe af med det salt, som de samler op, når de svømmer i saltvandet. Ellers så vi flightless comorants, brune pelikaner, en galapagos hawk, americans oystercatchers, der ruede på deres æg. Små sælunger, der legede i en tidevandspool. Plus et par herons, som jeg ikke kender navnet på. Ellers så vi en hval i det fjerne, men den var rimelig langt væk. Det fedeste punkt var dog nok, da vi kom til en lille bugt, hvor der var masser af sea turtles og golden eagle rays. Bagved bugten kunne man se mangrovetræerne og den vulkan på Fernandina Island, der seneste var i udbrud i 2009. Det var et smukt syn. Generelt var det ret imponerende, at man kunne se disse lavastrømme, som der var blevet lavet på øen som følge af vulkansk udbrød. Endelig så vi lava kaktusser, der var vokset op omkring disse områder, hvor lavaen har flydt. Til sidst så vi et skelet fra en delfin, der lige var blevet fortæret, hvilket igen var et vidnesbyrd om, at det kun er den stærkeste, der overlever på disse kanter.
Næste stop var Tagus Cove på Isabela Island, hvor det igen var tid til snorkelling. Daniel, den ene guide, havde forhånd kaldt stedet for "turtle city", og sandt var det, at der var rigtig mange sea turtles. Vi så også et par søløver, 3 galapagos pingviner, og en marine iguana, der spiste alger under vandet, hvilket er et sjældent syn, så det var nok højdepunktet. Igen en rigtigt fin snorkelling tur.
Herefter var det tid til panga ride i en gummibåd, hvor der skulle spottes wildlife. Vi så en del bl.a. et par galapagos pinviner, en fligthless comorant med to små unger, brown noodie turns, en great blue heroen.
Derefter vandrede vi op til Darwin Lake på Isabela Island, hvilket er en sø, der er blevet til på baggrund af et vulkansk udbrud, og der er så efterfølgende blevet skabt en sø med et meget højt saltindhold, derfor kan man også se en hvid kant rundt langs søen. Dette er salt, og derudover var det tydeligt at søen havde en gul farve, men der er ikke lavet nogle undersøgelser af søen, så man ved faktisk ikke meget om, hvorfor den ser ud som den gør. Ellers så vi nok engang søløver og en galapagos oystercatcher.
På vej videre mod næste destination blev turen forvandlet til whale watching, da der var en bright whale(ved ikke hvordan det staves), der pludselig ville lege omkring båden. Den kom ret tæt på, og var på et tidspunkt kun få meter fra båden. Det var en ordentlig krabat, men den vippede aldrig sin hale op i vejret, når den dykkede. Showet var dog først lige startet for kort efter ramte vi en koloni af spinner dolfhins, og det var et imponerende syn, når de hoppede op af vandet. Endnu engang var vi heldige, og nok engang kunne en god slutte. Dette skete bl.a. med et lille cocktailparty og udlevering af diplomer i anledning af at vi krydsede ækvator. Derfor blev vi inviteret op til broen, så man kunne se skibets GPS, så på breddegraden 0:0:0.
Dag 7 - Bartolome Island
Bartolome Island var en interessant ø, da den er meget anderledes i forhold til de andre øer, som vi har besøgt, da der ikke er meget wildlife på øen. Det er den yngste ø i øgruppen, og derfor er der ikke megen vegetation eller planter, hvilket gør at øen ligner et månelandskab. Man følte lidt at man gik på månen, når man gik rundt i det vulkanske månelandskab. Derudover var udsigten fra øens vulkan helt fantastisk. Man kunne se Galapagos Islands mest kendte klippeformation, Pinnacle Rock. Derudover var der view til en masse omkringliggende øer bl.a. chinese hat, der bør sit navn på grund af øen ligner en kinesisk hat.
Efter vores morgen hike var det tid til den sidste omgang snorkelling, hvilket ikke blev nogen skuffelse. Jeg så en white tipped reef shark ganske tæt på og i længere tid, så man kunne virkelig se hvor stor den var. Ellers så vi en kæmpe marbleded ray, der nok var dobbelt så stor som de rogger, jeg ellers har set. Ellers var der masser af søstjerner, så det lignede næsten "marine walk of fame" med alle disse søstjerner, der lå side om side.
Eftermiddagsaktiviteten var panga ride i en mangrove lagune kaldet black turtle cove ud for Santa Cruz Island. Vi sejlede rundt i stilhed i en gummibåd med en pagaj i mellem mangrovetræerne, hvilket i sig selv var en fin oplevelse. Det blev dog ikke ringere af, at vi så utallige sea turtles, selvom de ikke er lige så fascinerende, som de var for en uge siden. Vi så bl.a. en baby sea turtle, ligesom vi så baby sharks. Det lignede dog mest fisk, da de ikke var større. Endelig så vi flere rogger bl.a. eagle rays og white dotted rays foruden flere hajer. Det var en rigtig fed tur, og vi har virkelig endnu engang været heldige med det vi har set. Spørgsmålet er om det kan blive ved med at være held eller om det er vores guiders dygtighed, at vi bliver ved med at ramme en masse dyreliv.
Så er cruiset ved at være slut. Det har været en spændende rejse rundt mellem blue footed boobies og marine iguanas, og generelt har vi set så meget imponerende natur- og dyreliv at indtrykkene ikke helt er fordøjet endnu. Det er en meget interessant øgruppe, og det er specielt helt vildt fedt at man kan komme så tæt på dyre og marinelivet i deres naturlige habitat, som det er tilfældet. Derudover har det været fedt at se den diversitet, som de forskellige øer har kunne tilbyde. Det har været svært at finde noget at brokke sig over både vores skib, besætningen, maden(de bliver svært at komme tilbage til hostels oven på den forplejning, som vores kok har leveret) og de øer vi har besøgt, har været fantastiske på alle måder. Det eneste problem jeg kan finde er af økonomisk karakter, da man som dansker har tendens til at glemme at tipping er en vigtig del af andre kulturer, og selvom man har købt og betalt et cruise, så er det ikke ensbetydende med at alle omkostninger er betalt. Som beskrevet i et tidligere indlæg, så er der ikke meget socialt sikkerhedsnet i Ecuador, og besætningen lever formentlig meget af vores tips, da basislønnen sikkert er lav. Derfor fortjener de også et ekstra honorar. Dog er det blevet til et pænt stort honorar, da vores besætning består af 12 mand plus vores naturalistguider, så der var pludselig mange mennesker, der skulle tippes for 7 dages arbejde. Dog har de leveret et flot stykke arbejde, så de fortjener lidt ekstra for den store oplevelse, som det har været at besøge Islas Galapagos.
I morgen går jeg i land i Puerto Ayora på hovedøen Santa Cruz, hvor hele turen startede for en uge siden. Jeg har to overnatninger i byen inden, jeg tager tilbage til Quito. Hvad der skal ske i de to dage på Santa Cruz Island ved jeg ikke, da jeg nærmest ikke kan finde noget, som besætningen på mit skib ikke har vist mig i forvejen. Vamos a ver - lad os se, hvad der sker.
I øvrigt er vores søsterskib, coral 2, fyldt med dansker, da et dansk firma har leaset skibet, så tager de turen, forbi post office bay, så er der måske en sandsynlighed for at mit postkort meget hurtigt kan komme til Danmark. Det vil tiden vise, men nu er det ved at være sengetid, hvilket ofte er kl. 22, da det er hårdt arbejde at være på et cruiseskib! Alt den hiking og ikke mindst snorkelling gør de ferierende passager godt møre, så der er ikke megen aktivitet ombort på skibet efter kl. 21, men okay morgenvækningen sker jo også allerede kl. 6! Og flere af de andre har døjet med søsyge, som følge af de til tider hårde bølgeskulp, så det er nok fint at få så meget søvn så muligt.
Saludos desde Islas Galapagos
- comments
Allan Hej Simon Dejligt at høre fra dig. Det må være vildt imponerende at opleve så meget natur på et sted. Vi glæder os til at følge dit videre færd i Sydamerika. Knus Allan
Michael Hej Simon Nøj hvor lyder det spændende! - Har lige læst mig "up to date", og er "slet ikke misundelig". Så kan man ellers sidde her i marketing management og drømme sig væk.... Så fortsæt endelig den gode blog, og de mange gode billeder! Kh. Michael